H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til I. P. E. Hartmann 20. juli 1830

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 20. juli 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: I. P. E. Hartmann
Sprog: dansk.

ST.

Hr: Secretair Hartmann

boer i Quæsthuusgaden N° 38 & 39. 2den Sal

Kjobenhavn

frit

Odense den 20. Juli 1830.

Kjære Hr: Hartmann.

Nu, langt omlænge kommer da min Brev-Due til Dem, men tilgiv mig, jeg har selv flagret saa meget om, saa at der er gaaet meget i Glemmebogen; hermed maa De ikke tro, at jeg har glemt Dem, nei, meget ofte tænker jeg paa Dem, og bestemmer altid, næste Postdag vil jeg skrive, men naar saa Dagen kommer er der altid tusinde Hindringer; iøvrigt har jeg ellers været meget flittig, ja, jeg agter endogsaa at udgive til Nytaar, en: poetisk Jydepotte for 1831, der bliver baade Vers og Prosa; saaledes finder De der, hele Badens latinske Grammatik, behandlet som en Claurensk Novelle; De skal faae den at høre, Ideen vil vist more Dem. Men nu maa jeg til at fortælle Dem hele min Reise. - Jo! det blev rigtignok et deiligt Veir, jeg fik med Dampskibet! det tænkte jeg nok! vi havde en formelig Storm; alle leed af Söe-Syge; Capitainen selv talte om vor Herre, og det var slet ikke behageligt; til sidst stod Æbeltoft for os, som det forjættede Land, hvorhen alle Hjerter higede, men endelig slap vi til Aarshuus; dog ikke efter Bestemmelsen, om Morgenen Kl 5 a 6, men om Aftenen mellem 6 og 7. - Jeg blev da snart bekjendt i Byen, og man var saa opmærksom, og kjörte mig derfra til Randers, der er en kjedsommelig By. Viborg behagede mig mest af alle de jydske Byer, ikke for sin ydre Deilighed, men for den herlige Tone der herskede mellem Byens Embedsmænd. Omegnen, som de fleste kalde hæslig, fandt jeg ganske romantisk. Tænk Dem, höie, store Lyngbakker, forkuede Egeskove, der kun har min Höide, og ligge ganske hen af Jorden, forkuede af den skarpe Vestenvind; uhyre Moser og smaae Søer, der giver det Hele Udseende af de skotske Lavlande, saaledes som Valter-Skott beskriver dem. Jeg kjorte i Regnveir over Heden og havde den Fornöielse at møde en Bonde, af de saakaldte Kjæltringer; Konen havde sin Unge paa Ryggen og de andre Smaae tradskede ved Siden. Af smukke Byer er i Grunden ikke flere end een, og det er Horsens; derimod er Egnen ganske fortryllende omkring Skanderborg, det er mere en Epope end en Idyl! Weile ligger smukt, men det er saa indknebet, hele dens Deilighed ligger lige tæt ved Byen og har ingen Udstrækning. - Paa Kolding Slotes Ruiner har jeg kravlet omkring og De kan ikke gjöre Dem Forestilling, om den vide, deilige Udsigt over Fjorden; paa Höire Haand har man den slesvigske, paa venstre den jydske og ligefor den fynske Kyst med sine Skove, saa at man har hele tre danske Provindser for Øiet paa engang. - I enhver af de jydske Byer gjordte jeg, i det mindste eet behageligt Bekjendtskab, saa at jeg nu ikke længer er fremmed, naar jeg engang kommer der igjen. - Her i Byen har jeg mit Ophold tæt ved Odense paa det smukke Tolderlund; et Lyststed der ligger mit i Skoven; Kanalen gaaer tæt forbi, hvor Skibene daglig trækkes op til Byen, og paa den anden Side gaaer Landeveien til Bogense, hvor jeg kan see den gamle Slotsbakke: Næsbyhoved, et Sted der har megen Interesse for mig, da min Roman skal spilles her, i det mindste den første Deel. - I næste Uge har jeg i Sinde at gjöre en lille Udflugt til Svenborg, Taarseng, Faaborg og Assens og tænker ret at gjøre et rigt Udbytte af denne Tour; jeg glæder mig derfor ogsaa meget til, nu ved min Hiemkomst til Kjöbenhavn, at kunne læse nogle af mine nye Sager for Dem og Deres Kone. Hvorledes leve De ellers begge? Hvorledes befinder Deres Svigerforældre sig? Vil De hilse dem ret meget! men glem især ikke Deres egen, lille Kone! Før om en Maaned kommer jeg ikke til Byen, jeg maa dog nyde lidt af Sommeren, men endnu har jeg ikke mærket til den, det er kun Regn og evig Regn hver Dag. Nu er jo da endelig, Moelbech bleven Censor, nu maa der da snart kunde høres noget om Ravne-Operaen, jeg er meget længselsfuld derefter. De maa endelig skynde lidt paa de Sjæle. - Til min store Forundring hører jeg af Eduard Collin at Manthey har sagt: at det Brev jeg havde skrevet med Texten, kun var en Bøn om hans private Gjennemlæsning; jeg forsikrer Dem at det var noget der aldrig kunde falde mig ind; det var saa tydeligt som mueligt, om han vilde snart afsige sin Dom, men ikke den private, thi den skal vi jo ikke bruge. - De maa endelig tjene mig i, at tage Dem af Sagen, og dersom De - som jeg glæder mig til - sender mig snart et Brev, da lade mig lidt vide om Tingene. Af mine nye Digte vil jeg her afskrive et af de korteste, de længere ere meget bedre, men dem er der ikke Plads til.

Den jydske Hede i Regnveir.

Ak, Himlen staaer med Graat i Graat!

Og Regnen rusker nu saa smaat;

See, Heden hist og her sig höiner,

Men Lyng og Lyng og Lyng man öiner.

Hver grönlig Plet gjör Hjertet glad,

Skjöndt Græsset ligner Andemad!

#

Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,

Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer!

To Smaae-Börn vogte Faar ved Veien;

Hör, Drengen blæser paa Skalmeien,

Imedens fromt hans Sösterlil

En Psalme synger os dertil.

#

Hun ogsaa andre Viser veed,

Selv den, om "Roat, som faldt ned,

Men tys, hvem er det, som sig nærmer,

Det er Nomade-Folk der sværmer,

Zigeunere de er paa tydsk,

Men kaldes Kjæltringer paa jydsk!

#

See, Konen her er ikke styg!

Hun bærer Vuggen paa sin Ryg;

Den Lille sover der og drömmer,

Skjöndt Regnen over Vuggen strömmer.

De andre Unger ved Siden gaae,

De tradske godt, skjöndt de er smaae.

#

Hvem veed? - Selv Tanken gjör saa godt!

Maaskee jeg her, skjöndt Alt er Graat,

Kan deres Preciosa møde,

Den fine, line, söde, blöde!

Hvor er hiin Sol paa Hedens Nat?

Mon hun er alt i Hullet sat?

---

Men nu lev vel! naar De glæder mig med et Brev er min Ad: Til H.C. Andersen, Cand:Philos:, afleveres hos Mad: K.M. Iversen, Enke efter Hr Boghandler Iversen i Odense.

Lev vel! venskabeligst Andersen. (glem mig ikke)

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

ST.

Hr: Secretair Hartmann

boer i Quæsthuusgaden N° 38 & 39. 2den Sal

Kjobenhavn

frit

Odense den 20 Juli 1830.

Kjære Hr: Hartmann.

Nu, langt omlænge kommer da min Brev-Due til Dem, men tilgiv mig, jeg har selv flagret saa meget om, saa at der er gaaet meget i Glemmebogen; hermed maa De ikke tro, at jeg har glemt Dem, nei, meget ofte tænker jeg paa Dem, og bestemmer altid, næste Postdag vil jeg skrive, men naar saa Dagen kommer er der altid tusinde Hindringer; iøvrigt har jeg ellers været meget flittig, ja, jeg agter endogsaa at udgive til Nytaar, en: poetisk Jydepotte for 1831, der bliver baade Vers og Prosa; saaledes finder De der, hele Badens latinske Grammatik, behandlet som en Claurensk Novelle; De skal faae den at høre, Ideen vil vist more Dem. Men nu maa jeg til at fortælle Dem hele min Reise.-

- Jo! det blev rigtignok et deiligt Veir, jeg fik med Dampskibet! det tænkte jeg nok! vi havde en formelig Storm; alle leed af Søe-Syge; Capitainen selv talte om vor Herre, og det var slet ikke behageligt; tilsidst stod Æbeltoft for os, som det forjættede Land, hvorhen alle Hjerter higede, men endelig slap vi til Aarshuus; dog ikke efter Bestemmelsen, om Morgenen Kl 5 a 6, men om Aftenen mellem 6 og 7. - Jeg blev da snart bekjendt i Byen, og man var saa opmærksom, og kjörte mig derfra til Randers, der er en kjedsommelig By. Viborg behagede mig mest af alle de jydske Byer, ikke for sin ydre Deilighed, men for den herlige Tone der herskede mellem Byens Embedsmænd. Omegnen, som de fleste kalde hæslig, fandt jeg ganske romantisk. Tænk Dem, höie, store Lyngbakker, forkuede Egeskove, der kun har min Høide, og ligge ganske hen af Jorden, forkuede af den skarpe Vestenvind; uhyre Moser og [overstr: Sø] smaae Søer, der giver det Hele Udseende af de skotske Lavlande, saaledes som Walter-Skott beskriver dem. Jeg kjorte i Regnveir over Heden og havde den Fornøielse at møde en Bonde, af de saakaldte Kjæltringer; Konen havde sin Unge paa Ryggen og de andre Smaae tradskede ved Siden. Af smukke Byer er i Grunden ikke flere end een, og det er Horsens; derimod er Egnen ganske fortryllende omkring Skanderborg, det er mere en Epope end en Idyl! Weile ligger smukt, men det er saa indknebet, hele dens Deilighed ligger lige tæt ved Byen og har ingen Udstrækning. - Paa Kolding Slotes Ruiner har jeg kravlet omkring og De kan ikke gjøre Dem Forestilling, / om den vide, deilige Udsigt over Fjorden; paa Høire Haand har man den slesvigske, paa venstre den jydske og ligefor den fynske Kyst med sine Skove, saa at man har hele tre danske Provindser for Øiet paa engang. - I enhver af de jydske Byer gjorte jeg, i det mindste eet behageligt Bekjendtskab, saa at jeg nu ikke længer er fremmed, naar jeg engang kommer der igjen. - Her i Fyen har jeg mit Ophold tæt ved Odense paa det smukke Tolderlund; et Lyststed der ligger mit i Skoven; Kanalen gaaer tæt forbi, hvor Skibene daglig trækkes op til Byen, og paa den anden Side gaaer Landeveien til Bogense, hvor jeg kan see den gamle Slotsbakke: Næsbyhoved, et Sted der har megen Interesse for mig, da min Roman skal spilles her, i det mindste den første Deel. - I næste Uge har jeg i Sinde at gjöre en lille Udflugt til Svenborg, Taarseng, Faaborg og Assens og tænker ret at gjøre et rigt Udbytte af denne Tour; jeg glæder mig derfor ogsaa meget til, nu ved min Hiemkomst til Kjöbenhavn, at kunne læse nogle af mine nye Sager for Dem og Deres Kone. Hvorledes leve De ellers begge? Hvorledes befinder Deres Svigerforældre sig? Vil De hilse dem ret meget! men glem især ikke Deres egen, lille Kone! Før om en Maaned kommer jeg ikke til Byen, jeg maa dog nyde lidt af Sommeren, men endnu har jeg ikke mærket til den, det er kun Regn og evig Regn hver Dag. Nu er jo da endelig, Moelbech bleven Censor, nu maa der da snart kunde høres noget om Ravne-Operaen, jeg er meget længselsfuld derefter. De maa endelig skynde lidt paa de Sjæle. - Til min store Forundring hører jeg af Eduard Collin at Manthey har sagt: at det Brev jeg havde skrevet med Texten, kun var en Bøn om hans private Gjennemlæsning; jeg forsikrer Dem at det var noget der aldrig kunde falde mig ind; det var saa tydeligt som mueligt, om han vilde snart afsige sin Dom, men ikke den private, thi den skal vi jo ikke bruge. - De maa endelig tjene mig i, at tage Dem af Sagen, og dersom De - som jeg glæder mig til - sender mig snart et Brev, da lade mig lidt vide om Tingene. Af mine nye Digte vil jeg her afskrive et af de korteste, de længere ere meget bedre, men dem er der ikke Plads til. /

Den jydske Hede i Regnveir.
Ak, Himlen staaer med Graat i Graat!
Og Regnen rusker nu saa smaat;
See, Heden hist og her sig høiner,
Men Lyng og Lyng og Lyng man øiner.
Hver grønlig Plet gjör Hjertet glad,

Skjøndt Græsset ligner Andemad!

#

Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,

Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer!

To Smaae-Børn vogte Faar ved Veien;

Hør, Drengen blæser paa Skalmeien,

Imedens fromt hans Søsterlil

En Psalme synger os dertil.

#

Hun ogsaa andre Viser veed,

Selv den, om "Roat, som faldt ned,

Men tys, hvem er det, som sig nærmer,

Det er Nomade-Folk der sværmer,

Zigeunere de er paa tydsk,

Men kaldes Kjæltringer paa jydsk!

#

See, Konen her er ikke [overstr: styk] styg!

Hun bærer Vuggen paa sin Ryg;

Den Lille sover der og drømmer,

Skjøndt Regnen over Vuggen strømmer.

De andre Unger ved Siden gaae,

De tradske godt, skjøndt de er smaae.

#

Hvem veed? - Selv Tanken gjør saa godt!

Maaskee jeg her, skjøndt Alt er Graat,

Kan deres Preciosa møde,

Den fine, line, søde, bløde!

Hvor er hiin Sol paa Hedens Nat?

Mon hun er alt i Hullet sat?

---

Men nu lev vel! naar De glæder mig med et Brev er min Ad: Til H.C. Andersen, Cand:philos:, afleveres hos Mad: K.M. Iversen, Enke efter Hr Boghandler Iversen i Odense.

Lev vel! venskabeligst Andersen. (glem mig ikke)

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 56, 171-72)