Dato: 10. december 1845
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbh. 10/12 - 45.

Det har været en daarlig Commissionair som De har sendt det lille Brev til mig, thi det var 11 Dage gammelt da jeg fik det, jeg anseer det derfor for rigtigst at skrive lige til Berlin, da De maaskee idag eller imorgen flyver fra Oldenburg og min Brevdue ikke mere vil finde Dem der. Jeg har i dette Øjeblik en gjennemhyggelig Følelse ved at sætte mig til Skrivebordet og begynde dette Brev til Dem, det forekommer mig, som om min hele henrundne Ungdom igjen var vendt tilbage, og som om jeg var den Samme, der for 14'ndash;16 Aar siden begyndte den Brevrække hvori Aarene have forandret saameget, som i et menneskeligt Hjerte; men dog ikke Alt haaber jeg, vi faae see at holde paa Venskabet kjære Andersen, thi naar Alt kommer til Alt, kunne vi dog ikke undvære hinanden, og jeg tænker da ogsaa at De ikke ganske vil glemme den gamle Søster for den nye, rigtignok har alt fra Jacobs Tid de yngste Børn været de kjæreste, og saa maae de yngste Søstre vel ogsaa være det, især naar de eje en saa riigt begavet Natur, den gam'ndash; Men det er jo igrunden Vrøvl hvad jeg her siger, det er den indbildte Ungdom der løber af med mig.

Engelænderne ere en Nation, som jeg i de fleste Henseender har den største Agtelse for det glæder mig derfor meget at De udtale hvad min Følelse altid har sagt mig. Flyv De mod Solen kjære Andersen, og gid jeg kunde flyve med, men det er for seent, mine Vinger bevæge sig kun nær Jorden, og de have ikke mere Kraft til at hæve sig, men jeg skal gjøre hvad jeg kan, og da vil Gud maaskee tilgive mig, at jeg har bortdrømt min bedste Ungdom.

Opholdet paa Augustenborg, Gravenstein mener jeg, maa jo have været meget behageligt, og De er et lykkeligt Menneske, ikke fordi De saaledes kan flagre omkring; men fordi De kan nyde disse Udflugter med Geniets evige Ungdom. "Hvor den er lykkelig", siger Helten i min nye Bog, der ejer et saa dominerende Genie i een Retning at han ganske lever i dette. Talentet kastes omkring som en Bold for Tidsaandens Indvirkning, dets Interesse adsplittes i forskjellige Retninger, medens Geniet absorberer al sin Kraft paa eet Punkt . Det er Geniets Ubevidsthed der giver det dets evige Ungdom. Talentet ældes tidligt fordi det maa anvende sin Kraft paa at tilegne sig en ringe Deel af, hvad der for Geniet altid er Inspiration.866 Har min Helt ikke ret? Jeg har idetmindste ofte selv følt hans Ord. Vor Tid er jo ingen gunstig Tid for Poesien, især her i Danmark, hvor det politiske og practiske Liv for Øjeblikket fører Scepteret; men de større Digtere dygge ned i deres rige Kilder. H. C. Andersen øser af sin Phantasiverden, hvori Eventyrene og Eventyrdramaerne fødes. Heiberg tager sin Tilflugt til Philosophien, Hertz gaaer tilbage til Riddertiden. Paludan Møller behandler den (som det lader) uopslidelige Mythologi, Christian Winther nedlader sig til Oversættelser, og Øhlenschlæger hviler paa sine evig friske Laurbær. Kun det fattige Talent hvis eensidige Virksomhed gjerne er Novellegebetet, vrider sig imellem Tidsaandens forskillige Indvirkninger, det har sjælden Kraft nok til at staae paa sine egne Been, og støtter det sig til det ene Parti, falder det andet hen over det. Det har Forf. til Hverdagsfortællingerne nok følt og er derfor i sin sidste Novelle: De to Tidsaldere aldeles gaaet uden for det politiske Gebeet; men at skildre vor Tid uden det Hovedhjul der sætter den stærkest i Bevægelse det giver et mat Udbytte. Jeg vil forøvrigt ikke dømme Bogen, maaskee er det mig selv, der har opfattet den mat, men uagtet den har meget af sine ældre Søstres Ynde forekommer den mig dog flere Steder altfor hverdags. Har den foregaaende Tidsalder, som Forf. forøvrigt har behandlet med Forkjærlighed, virkelig havt en saadan Foreening af Usædelighed og Sentimentalitet (den værste Sammensætning af alle, synes mig), saa er vor Tid med sin Prosa jo langt at foretrække. Men jeg kom bort fra min Text. Hauchs politiske Troesbekjendelse i hans "Slot ved Rhinen" er jo omtrænt: "Det Ene duer ikke meget, men det Andet duer heller ikke meget." See det er da et Resultat man let kommer til, især i den ældre Alder, det har mit Ophold i Norge rigtignok ogsaa bestyrket mig i, der river Patrioterne ligesaa meget ned paa Storthinget, som Oppositionen her paa Souverainiteten, en ret kraftig Forfatter skulde hellere gjøre sig til Opgave at fremhæve det Bedste ved begge. Pointet af denne lange Snak er, at da jeg intet Geni er, saa har jeg ikke Kraft til at absorbere min indre Verden fra den ydre, jeg har meget af Talentets Bevægelighed, og har derfor i høj Grad været underkastet Tidsaandens Paavirkning i den omtalte Retning. Jeg staaer omtrænt midt imellem begge Partier, skal jeg give et Billede af vor Tid, og hvad skal jeg ellers kunne beskrive, maae jeg udtale min ærlige Overbeviisning, og saa vil formodentlig begge Partier styrte over mig. Nu, om jeg ogsaa har en svag Ryg, saa har jeg dog i mange Henseender et stærkt Hjerte. Men jeg burde aldrig ved at ville være Skribentinde have gaaet udenfor et Fruentimmers Grændser, thi nu kan jeg ikke mere staae stille. Men De smiler vist over den Betydenhed, jeg selv giver mit Skillingsforfatteri, ved at tillægge det den Vigtighed, at der vil lægges Mærke til dets indskrænkede Anskuelser, mine Betænkeligheder ere vel ogsaa blodt fremkaldt af mit Hang til i de senere Aar at tage Alt for "schwerfälligt". Min nye Bog bliver i tre tykke Dele; men den er endnu kun halvfærdig, gid jeg kunde bortskære over det Halve af det der alt er skrevet, thi der er meget overflødigt Snak og mange trættende Reflectioner i denne Halvdeel; men jeg forstaaer ikke denne Operation som De har anvendt saa fortræffeligt paa mit lille Stykke, der alligevel er forkastet for min egen Domstol. Da De af det Foregaaende seer, at jeg har læst Hauchs Roman, maae jeg dog udtale mig lidt over den. Hav dog for Guds Skyld ikke den skrækkelige Idee at De som De her yttrede, har noget tilfælles med den jammerlige Person som H'ndash; har fremstillet som en Thypus for Digtere, og som Hauch intet har kunnet give af Geniets Barnlighed, fordi han ikke selv ejer den867 ; han er vistnok gaaet efter den Regel, at man i Konsten skal give en Charakteer noget stærkere end man finder den i Virkeligheden; men det har han nu overdreven i den Grad at han kun har gjort en i forvejen stærk Ejendommelighed der kunde være interessant halvgal og kjedsommelig i høj Grad. Franciskas Charakteer finder jeg derimod ligesaa elskværdig som den philosophiske Emilie modbydelig. Men den sidste er vist godt skildret, kun troer jeg det umuligt at nogen Herre skulde kunne forælske sig i hende, og jeg finder det aldeles unaturligt at hun skulde kunne blænde saa Mange. Over de lyriske Partier i Bogen, og over flere af Naturskildringerne hviler jo derimod den samme deilige, men melankolske Efteraarsbelysning som over Forfatterens Poesier, og man hører Drodslen slaae og Bølgerne risle.

Det var smukt af Dem at De huskede at fortælle mig om Recensionen over Tante Anna, jeg føler forræsten nok, at jeg maae takke Deres Fortale meget for den Overbærenhed hvormed min Bog er optaget. Man finder ogsaa Fortalen her saa smuk og ejendommelig. Blodt mit Brev maa træffe Dem, men De kommer dog vist snart til Berlin? Fortæl mig nu derfra om hvad der er Dem kjærest og interesserer Dem meest, ogsaa om Jenny Lind, jeg har i Berlingske læst om den Lykke hun gjør der, og om hendes forlængede Engagement. Troe ikke at jeg er blind for hendes udmærkede Evner, eller døv for hendes henrivende Toner, men det gik mig her, som naaer jeg staaer for en herlig Egn og er opfyldt af dens Beskuelse; men alligevel maae høre paa saadanne Opfordringer som: "See nu herhen – Nej see, hvor det er fortryllende. – Er det ikke guddommeligt ! Det er for mig som om man kastede et Slør over Landskabets Deilighed.

See nu har jeg jo sladdret som i gamle Dage. I det daglige og virkelige Liv naar jeg kun seer Dem i et flygtigt Besøg, naar det forekommer mig, at enhver af Deres Venner har mere Ret til Dem end jeg, naar Livet og Menneskene strides om Dem, saa kan jeg ikke tale med Dem. Men den Andersen jeg skriver til, det er min Andersen, min Ungdomsven, som jeg skylder mange af mine bedste Erindringer, og som da jeg første Gang saae ham, ved sin Ejendommelighed, aandrige Lege og Improvisationer tændte et nyt Lys i min Sjæl. Moder og Søstrene fra hvem jeg skal hilse saa mange Gange , sige at det er mod Etiquetten at jeg sender Dem et saa langt Svar paa Deres korte Brev, og de har ret, stærk i Etiquetten har jeg aldrig været, og naar Andre have villet pine mig inden for dens Grændser, er jeg bleven stiv, kold og ubehagelig. Men tag mig (som min Fader altid gjorde) ganske som jeg er, saa vil De let kunne finde en yngere, behageligere, muntere, og i enhver Henseende mere glimrende Veninde, men ingen trofastere og mere hengiven end

Henriette Hanck.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost