Dato: 22. juli 1830
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

20. Fra E. Collin.

Kjøbenhavn d: 22. Julii 1830.

Kjære Andersen.

Uagtet jeg først imorgen (Fredag d. 23de) faaer Brev fra Dem, vil jeg dog i Aften begynde Brevet for at bruge Tiden saa godt som mueligt, og da der er en Gjenstand, som det er Os begge vigtigt nærmere at drøvte. De veed nok selv, hvad jeg mener; De beder mig selv saa indstændigt om, at skrive noget Mere i denne Anledning, og jeg gjør det med Fornøielse. – For det Første forlanger De af mig, at jeg skal nævne Dem Personen, der har sagt det; dette maa jeg reentud nægte Dem; det kunde aldrig føre til det Gode, men vel til det Onde; og hvad er Grunden43 til dette Forlangende: Nysgjer­righed forenet med krænket Forfængelighed og, om man vil, en Art Hæv­ne-Syge. Stød Dem ikke over denne min Derivation af Deres Ord fra disses Grund; thi det er ikke sagt mod Deres Individualitet, det, troer jeg, have næsten alle Mennesker tilfælleds. De spørger maaskee, hvorfor jeg da anvender det her? Jo! fordi jeg derved maa overbevise Dem om, at jeg ved at efterkomme Deres Ønske vilde offre Taushedens Pligt paa Deres Nys­gjærrigheds og Forfængeligheds-Altar; thi den, som anførte hine Beskyldninger imod Dem, kunde dog ikke ønske, at jeg skulde i denne Henseende give efter. – Jeg sagde, at det ei kunde føre til det Gode; det gjentager jeg: den bevidste Person, troer jeg, jeg tør forsikkre at have meget Venskab for Dem, og at netop dette har motiveret hiint overdrevne Udbrud; og, det veed jeg vist, De selv holder meget af den samme; hvad vilde Resultatet blive? Tænk Dem det samme Tilfælde med mig, nemlig, at De fik at vide, at jeg havde sagt det, hvad vilde der flyde af? Dem selv ubevidst vilde en stor Deel af Deres aabenhjertede Godhed for mig forsvinde, Mistroe vilde indsnige sig. Denne Sag troer jeg vistnok, vi i Grunden ere enige om; jeg anseer det kun som en Idee, der et Øieblik faldt Dem ind, og naturlig maatte falde Dem ind, men hvis Følger De dengang ikke beregnede. – Nu hvad det Vigtigste, Realiteten, angaaer. Husk paa de 2 Alternativer jeg i mit Brev fremsatte: enten er De virkelig indbildsk, og Deres Væsen er da en ligefrem naturlig Yttring af Deres Tænkemaade (og som saadant i ; kan dette ei forandres uden Kilden forandres), eller ogsaa er De ikke indbildsk, og da er det et forkeert Væsen hos Dem, en Maneer, som bibringer Folk denne urigtige Mening om Dem. I Deres Brev udfolder De Deres hele Tænkemaade for mig, De anatomerer Deres Egoisme, sætter Delene sammen igjen, og det Hele passer, som jeg troede; og at denne Bekjendelse er ærlig, som faae Andres, derom er jeg overbeviist. Nu er herved altsaa det første Alternativ forkastet, og det andet bliver tilbage. Her er det vi kom­me til det Resultat, som jeg allerede i forrige Brev, uden nogen vidtløftig Deduction fremsatte for Dem: at De gjør Synd imod Dem selv, at De ei med al Magt søger at vænne Dem af med saadanne Manerer, der i en saa uhyre Grad skade Dem. Dette er min uforgribelige Mening, og jeg siger Dem min Mening ligesaa ærligt, som De Deres; jeg har vel flere Gange mundtligt sagt Dem noget Lignende, men i et Brev kan man sige meget, som i et Øieblik ikke just falder En ind, og hvad der er af Vigtighed, man kan sige det mere Forbeholdent: literæ non erubescunt. Det er saa sjeldent, at man i daglig Omgang taler saadan ret alvorligt med hinanden; dog een ret alvorlig Samtale veed jeg at have havt med Dem, en Samtale, som jeg desværre vist ikke saa snart glemmer, ikke formedelst de deri op­komne Discussioner, men formedelst dens Anledning, og Anledningens indirecte Følger. At jeg mener Samtalen hos mig om Morgenen efter den bevidste Aften hos Bangs behøver jeg vel ikke at sige Dem. Realiteten i denne Affaire drøvtede vi den Morgen, og jeg troer, vi kom til et Resultat; derfor nok derom. Men hiin Aftens eller rettere hiin Misforstaaelses Følger kjender kun jeg, De vistnok ikke; thi De aner maaskee neppe, at det kan kaldes Følger, som ere værd at tale om, at man mærker, at man i en Familie, hvor man før, efter Alt at dømme gjerne var seet, at man, siger jeg, mærker, at man der, om end kun for en kort Tid, bliver betragtet med an­dre Øine. Maaskee De ikke rigtig forstaaer mig?! At jeg maatte og vilde forsvare, at jeg havde været Anledning til at forstyrre en Aftens Munter­hed, er en Selvfølge; men at jeg, uden forresten at kunne overbevise, maatte nedværdige mig til at forsvare, hvad jeg havde sagt, det maae De selv tilstaae, kan saare; og en Nedværdigelse kalder jeg det, thi Forholdet imellem Dem og mig ere idetmindste nogle af de bevidste Personer for bor­nerte til at bedømme....Troe imidlertid blot ikke, kjære Andersen, at jeg paany vil bringe denne Historie paa Bane, der er intet Fornøieligt ved Tanken om den hverken for Dem eller for mig, men jeg er ganske naturlig bleven ledt dertil ved den alvorlige Vending mit hele Brev har taget, og fordi det staaer i saa nær Forbindelse med hvad jeg hver Dag maa høre, naar jeg taler med Nogen om Dem; da jeg fortalte til En, at De morede Dem fortræffeligt paa Hofmansgave, sagde han: »han læser formodentlig alle sine Digte høit for dem derovre«; fortæller jeg en Anden det Samme, da kan jeg være vis paa af ham at høre samme Bemærkning; og De veed, jeg har saa ofte gjort Dem opmærksom derpaa, der gives kun een Maade at standse saadanne Bemærkninger paa: ved at betage dem deres Grund. Har De kun een eneste sand Ven foruden mig, som ei generer sig for at sige Dem sin Overbevisning, da spørg ham, og De skal see, De faaer samme Svar. –

Fredagen. d. 23 Julii 1830.

Af Deres Brev, som jeg i dette Øieblik fik, seer jeg, at De veed, at Molbech er bleven – ikke Censor – men Directeur. For det Første kan det vel ikke ventes, at han vil tage fat paa at gjennemlæse alle de Stykker, der ligge og vente paa ham; imidlertid har jeg bedt Fader at tale til ham om Ravnen.

Hos Professor Petersen har jeg været for at faae at vide, om De har faaet Communitetet; men han var til Examen i Sorøe.

Brevet til Henckhusen annoncerte jeg i Adresavisen, og det blev for nogle Dage siden afhentet....

Om Deres Digte, som De har sendt mig, siger jeg Dem heller min Mening mundtlig. I Alm. kan jeg blot sige, at jeg finder dem overmaade smukke. – Heden i Regnveir har staaet i Kjøbenhavnsposten. – Lad mig i næste Brev faae at vide, hvorledes Deres øvrige Reiseroute er, og naar De kommer hjem; hvis De kunde faae Tid, skulde De tage over i Nørager; De er velkommen der, det veed jeg, og De vil more Dem.

Deres Ven

E. Collin.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin