Dato: 19. december 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

158. Til E. Collin.

Berlin den 19 December 1845.

Kjære Ven!

Igaar kom jeg her til Berlin, iaften skriver jeg alt til Dem, min trofaste, kjære, kjære Ven!–Det er just ved Afstanden, som denne voxer, man ret føler hvor fast man er voxet til sine Kjære i Hjemmet!–Gid jeg et lille Øieblik kunde sidde hos Dem og Deres Jette! fortælle det Meget der rører sig i mig, den Erkjendelse hos mig selv jeg har af min Lykke! O hvor vel­signet komme Folk mig imøde overalt!

17 Dage blev jeg i Oldenborg, jeg har i mit Brev til Deres Fader og til Louise skrevet derom, hvorledes alle de første Familier, ja Hoffet selv kappedes om at vise mig Venlighed. Det er underligt nok, det var i Tydskland man først gav mig Erkjendelse, som Digter, denne Erkjendelse er nu voxet over Hjemmet og flere Lande, det er i Tydskland, hvor jeg dog ikke, det siger jo alle Danske, jeg ikke kan Sproget, man begynder at erklære min Forelæsen af Eventyr, som noget mærkeligt! man var om at faae eet eneste Eventyr at høre læst af mig, som var det Jenny Lind, der skulde synge en Romanze, selv ved Hoffet blev jeg bedet om at læse en Aften, og jeg gjorde283 det og blev nydeligt behandlet, ja'ndash;betænk, derom veed de Andre hjemme endnu ikke!–Jeg var den sidste Middag i Oldenburg hos Statsministeren Beaulieu de Marcon­nay, hvis Sønner jeg i to Aar har været i Brevvexling med og som ret holde af mig, det var hos den ældste Kammerherren, jeg boede sidst i Weimar; som sagt jeg spiiste hos Ministeren og da Champagnen kom, reiste den gamle Bea[u]lieu sig og sagde, »jeg vilde benytte dette Øieblik for at over­række vor Ven Andersen en Erindring fra Storhertugen« (denne havde jeg sagt Levvel om Formiddagen, han havde forud ikke vidst at jeg næste Dag vilde bort). Det var en kostbar Ring, man siger den er over 200 preusiske Thaler værd. Var det ikke deiligt! og Storhertugen havde ved Audienzen været saa velsignet mod mig, sagt hvor kjært det var ham at han havde gjort mit Bekjendtskab, og naar jeg kom tilbage over Oldenborg, da glædede [det] ham igjen at see mig.–Jeg har imidlertid ikke vildet føre denne Ring med paa Reisen, da jeg saa let kunde miste den, og med Posten hjem bliver den dyr over Grændsen, jeg har derfor givet Hofraad Eisendecker den i Forvaring indtil videre.–I Franckfurt-Tidende læser jeg allerede iaften hvor vel jeg er blevet modtaget i Oldenborg, ved Hoffet og hos Familier. I Theatret veed De jeg der havde hver Aften min fri Plads. Det maa jeg dog fortælle Dem med, at Digteren Mosens lille Søn, 5 Aar, græd da jeg sagde Farvel og om Aftenen sendte, med Faderen, hen i The­atret, een af sine Tinsoldater om jeg vilde have den med fra ham. Eisen­decker sagde mig at jeg godt kunde sælge Ringen, det brugte man, men jeg fandt det ikke passende og trænger jo for Øieblikket ikke dertil; men hør veed De nu hvad, den Ring De har i Forvaring, synes jeg nu gjerne kunde springe, De kan jo nok faae den til at gaae »Hofveien«; alt paa Føhr, da jeg fik den, vilde Sally skaffe mig af med den, men De faaer nok mere for den; jeg regner nu temmeligt vist at den nok gaaer til 150 Rdlr. Dette vil nu antage, altsaa

150 Rdlr for Ringen.

50

har De i Forvaring.

50

skylder Reitzel mig.

300 Rdlr

fra

Zahlkassen

for

1/2 Aaret 1846 (Januar til Juli)

_______ disse hæves d. 1ste Jan:

tilsammen

550 Rdlr

De rører altsaa ikke ved hvad jeg kan have fra Theatret, ikke heller ved mine 300 i Sparekassen, men sender mig et Creditiv paa 550 Rdlr, der lyder paa et sikkert Huus i Triest, i Rom og i Neapel, lad det lyde paa spanske Pjaster (O: Collonati).–Faaer De nu ikke Penge for Ringen eller er Tiden saa, at man misbyder, da er der vel gaaet Stykker, f Ex liden Kirsten, og ældre Sager, der tilsammen kunne skaffe 100 Rdlr og saa bli­ver det et Creditiv paa 500'ndash;ringere maa det ikke være! og Sparekasse Pengene ere dog endnu ikke tagne; De er nok saa god i Deres Brev at sætte mig ud fra hinanden hvilke Penge der ere gaaet op i Creditivet; dette ønsker jeg at De i Begyndelsen af Januar sender til Weimar (Storhertug­dømmet Sachsen-Weimar-Eisenach); det er bedst at De foruden min Adresse tilføier at det kan afgives hos Kammerherre Beaulieu de Marcon­nay, Referendar hos H.K.H. Storhertugen af Sach[s]en-Weimar-Eisen­ach i Weimar. Forstaaet?

O jeg var ganske veemodig da jeg forlod Oldenborg, hvor jeg var saa hjemme, saa afholdt; jeg maatte bort om Morgenen Kl 5, og tænk Dem, Fru Eisendecker stod op saa tidlig for at skjænke mig Kaffe! og da jeg kom til Posthuset, var den unge Beaulieu der for endnu engang at see mig! – Saa rullede jeg afsted! med tusinde Tanker, med Veemod og Glæde over hvad Gud under mig!–Fra Hanover til Berlin er 49 Miil, det er en Dags Flugt paa Jernbanen! man flyver afsted Klokken 6 om Morgenen og er 6 1/2 om Aftenen i Berlin! det er som Skyerne i Blæst, o hvor deiligt at flyve, og hvor underligt at have den Tanke om faae Minutter, hvis en Ulykke skeer'ndash;flyver Du ind til Gud, jeg tænkte derpaa, men bange, nei det troer jeg man ikke kunde kalde det. Jeg boer i britisch Hotel, boer nydeligt men dyrt, rige Meubler, Gulvteppe, hyggeligt, som aldrig hjemme'ndash;O, saa­ledes maa jeg have det i Kjøbenhavn; jeg maa her i Berlin have et ret or­denligt Værelse, da jeg faaer mange Vesitter, Excellensen Humboldt, har alt strax i Dag gjengjældt min Hilsen; jeg troer han fører mig til Kongen,

Men Jenny Lind? Ja, jeg har endnu ikke talt med hende'ndash;! hun boer 1/2 Miil ude i Byen, i et kjedeligt Qvarteer; strax igaar da jeg kom, sendte jeg hende et Epistel; hun traade284 just da op i Søvngjængersken, alle Billetter vare udsolgte; jeg var ret kjed der over; imidlertid travede jeg hen til Ope­raen'ndash;jo! Parterre og Gallerie vare der, jeg gik i Parterret, i meget sjofelt Selskab, stod hele Tiden ved Døren, mellem Landsoldater og Fiskerkjæl­linger, men jeg hørte hende; jeg kjendte den svenske Original i den tydske Oversættelse! hun var mageløs i sidste Act; men tænk min Skræk da hun gik over Møllehjulet, hun var ved at falde, men faldt ikke!–Imorges kjørte jeg ud til hende, hun var alt paa Prøve, men havde ladet Madms: Johansen hjemme for at tage imod mig. »Det er dog ogsaa noget!« sagde Madmoisellen.–Imorgen sees vi nok! hele Berlin er henrykt over hende. Rimeligviis kommer hun til Weimar i Januar mens jeg er der285. Hils Deres Jette.

Deres broderligt sin[dede]

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost