Dato: 27. december 1845
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

159. Til E. Collin.

Berlin 27 December 1845.

Kjære Ven!

Jeg skriver i Dag igjen til Dem, Reventlow har sagt mig jeg kan give ham saa mange Breve hjem jeg vil; jeg skriver i Dag i det jeg just har modtaget nogle venlige Ord fra Deres Fader; snart er det hans Geburtsdag og vil jeg tænke paa at han skal faae en Gratulation fra mig saa maa jeg nok strax skrive, da Brevene bruge 6 Dage hjem. Jeg er i idelig Bevægelse her i Berlin, fra Selskab til Selskab, kunde jeg fordærves, det vil sige blive indbildsk, saa blev jeg det her, men vær ikke bange! jeg tager de gode Dage, som varmt Solskin, og inddrikker det for de kommende kolde, de komme nok! fik jeg ikke i dette Øieblik en lille Luftning, ved en eneste Yttring i Deres Faders Brev. Jeg maa her udtale mig, dette mit Brev læses altsaa ikke af Fremmede. Deres Fader skriver: »Efter Oplæsningen af Hr Rasmussen leverede 3 af de Rollehavende deres Roller tilbage!« – Hvilke Roller ere det! sig286 mig det, hvilke Personer have forkastet de dem tildeelte Roller, det er vel Mad Nielsen, Nielsen, Hr Phister, Fru Heiberg?–Gid Deres Fader havde skrevet hvem, jeg kunde da have angivet ny Besæt­ning, for disse Personer ved Theatrene ere jo Herskere for hvem Direc­tion og Digter maa bøie sig, disse Enkelte af de 47 Millioner Skuespillere 25 og Skuespillerinder der hvert Aar ere den første i Verden!–Jeg er gal i Hovedet! – men det gaaer da over før De faaer dette Brev, beed Deres Fader besætte Stykket som han og som De troer det bedst og see endelig til at det snart kommer frem, saa at jeg betids kan vide hvorledes det seer ud med mine Forventninger fra Theatret. Hvad er det med Rung? Vil De hilse ham fra mig at det undrer mig meget han saaledes, uden at sige mig et Ord, opgiver at componere min Opera Text, den jeg skrev paa hans Anmodning, den jeg har friet mig efter ham i alle Henseender. Jeg troer dog at den Text passer bedre for ham, end den udramatiske »Aagerkarl«, som Gud veed, hvilken Begynder, har lavet sammen. Jeg læste den jo!–Jo, jeg er endnu gal i Hovedet!–Jeg bliver for meget gjort af her og saa bliver man pirrelig!–Naa, »liden Kirsten«, hvad siger hun? de første Prøver ere begyndte! Hils Hartmann, jeg skriver ham til i næste Uge før jeg forlader Berlin. Hvad Penge kan jeg nu vel faae–engang–for den Text? Det er saa kjedeligt med de Penge, men om dem maa man nu een­gang tale og De, kjære Ven, er min Guldmager. De har vel faaet mit sidste Brev gjennem Legationen og veed altsaa Beskeed om Creditivet, det er det første Creditiv jeg faaer; jeg vil, for en Sikkerheds Skyld, endnu engang gjentage mit Ønske, det nemlig at De ved Nytaar, efter Løfte, hæver for halvaaret 1846 til mig 300 Rdlr, dernæst faaer hos Reitzel 50 Rdlr, der med de 50 De har, giver 400; disse, tillige med hvad De kan faae (Hof­veien) for min Ring, den De opbevarer, regner jeg tilsammen for 5 a 600 Rdlr, som komme i et Creditiv paa spanske Pjaster og lyder paa Triest, Rom og Neapel; jeg beder Dem om De i de allerførste Dage af Januar sender mig dette Creditiv til Weimar hvor Brevet kan adresseres til Kam­merherre, Referendar Beaulieu de Marconnay, det er mig særdeles om at gjøre her at vide af hvilke Bestanddele dette mit første Creditiv bestaaer, siig mig hvad godt De kan om Hr Rasmussen og om Nøkken, men er alt endnu i dramatisk Bølgegang, under de mange Hoveder, som have Villie, da siig mig Intet, jeg ærgrer mig, og jeg vil ikke – jeg vil saa gjerne med Glæde tænke paa Hjemmet og overalt kunde sige: jeg elsker dog meest i Danmark!–Det er saa temmelig min Plan at gaae fra Italien til Spanien, den unge Sawigny raader mig meget dertil; lidt slaaet ihjel kan man vel nok blive, men man siger jo ogsaa »engang er ingen Gang!« – Skriv dog et langt Brev! skriv kjæreste Ven paa alle Sider, Deres Jette har ikke sendt mig et Ord, ikke et eneste! Augusta har viist sig meget bedre.

Igaar var jeg da til Taffels hos Hans Majestæt Kongen af Preusen, hvem jeg aldrig før har seet! han var særdeles opmærksom mod mig, naadig i høi Grad og sagde at min Roman »Kun en Spillemand« havde gjort et levende Indtryk paa ham; Dronningen talte længe med mig og ved Bordet, hvor jeg sad saa temmelig over for begge Majestæterne, mellem Hofmarschal­len og Alexander Humboldt, talte Kongen naadig med mig; han havde ventet at Bissen var kommet med mig. – Jeg blev i Dag tilfældig, som det lod, spurgt af en fornem Mand om jeg ikke havde det danske Ridderkors, jeg sagde nei, og dersom man skal have et saadant hjemme fra for at pyntes ude, saa kommer jeg hjem glat, som en Aal. Jeg burde jo rigtig nok have svaret: »jeg har Kors nok hjemme!« – Det er da ogsaa det samme. Mærkeligt er det dog hvor kjendt og læst jeg er! De maa nu have saa mange mageløse Poeter hjemme, som de vilde, jeg er dog den, som kjendes meest og jeg har Gavn deraf. Mine Eventyr troer jeg virkelig vil blive en lille Størrelse for vor Literatur. Denne Juul ere mine Eventyr flagret over hele Berlin, overalt seer jeg dem lagt frem!–Jeg bliver ret glad ved Sligt og ønsker at jeg kunde flyve mine kjære hjemme om Halsen og sige: I faae dog Ære af mig! det er min Forfængelighed. Det gjør mig glad, naar Rauch falder mig om Halsen og siger, »Deres Eventyr ere udødelige«! Eller en Mand, som Humboldt siger: »troer De jeg intet har læst af Dem; Deres Navn gaaer snart over alle Lande !« – Jeg er ved at græde! jeg kan ikke begribe det selv! tidt tænker jeg – er det en Drøm! – O min elskede, elskede Eduard, kunde jeg trykke Gud til mit Hjerte jeg gjorde det, saa taknemlig er jeg ham. Broderen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost