Dato: 28. juli 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

21. Til E. Collin.

Odense den 28 Juli 1830.

Kjære, bedste Collin.

Kunde De blot føle med hvilken Længsel, jeg hver Postdag lader høre om der er Brev fra Dem, da vilde De ret indsee hvor kjær De er mig! Med Begjerlighed sluger jeg hvert Brev! om det endogsaa tidt smager noget, som Medicin, men Medicinen hjælper jo den syge, og naar en Ven rækker den, saa tager man den med mere Taknemlighed. – Vær ogsaa overtydet om, at jeg selv føler mange af mine Feil og Svagheder, men paa eengang at rette dem er mig umuelig; dog troer jeg i det sidste Aar, at have for­andret mig meget til det bedre; eller hvad Verden nu engang kalder det, blevet poleret mere af; havde [De] lagt Mærke til mig for nogle Aar til­bage, vilde De vist bedre kunde see Forandringen; spørg kun Fru Wulff? – Da jeg nu alt jo hører lidt til Offentligheden er det naturlig, at der lægges noget Mærke til mig, og mine Svagheder pilles frem, man danner sig et Begreb af de løse Træk man opsnapper, uden at disse Dele dog udgjør det rette Hele. Jeg finder det naturlig at man udpeger mine Feil; ingen gaar frie; jeg kjender ikke eet44 Menneske undtagen jeg har hørt noget ondt om det, min Feil bliver det nu, at jeg skal tænke for meget paa mit eget Værd som Digter, og altid at bringe mig og mine Digte paa Bane; men tro mig, kjære Collin, kunde jeg ganske afvænne mig med denne Feil, fik Verden dog snart opdaget en anden hos mig, jeg veed ikke hvilken, de lige saa stærkt vilde bebreide mig. At jeg dog ikke besidder denne omtalte Feil i den høie Grad man vil tillægge mig, har vi før omhandlet; og jeg troer at De dog har noget Blik i mit Hjerte; at jeg ellers ofte og gjerne kommer frem med mine Digte er en Feil jeg endnu haver, men mon jeg ikke tør skrive den paa min Godmodigheds Regning? (Tilgiv at jeg siger, min Godmodig­hed, men det sige jo alle jeg er, og jeg troer det); eller har ikke ethvert ungt Menneske Lyst til at behage; med min Skjønhed vil det ikke lykkes og jeg tyer altsaa til hvad andet jeg har. Mon Feilen er saa stor, naar man ret beseer den? Men jeg kan jo ikke forlange at alle Mennesker skal see saa dybt naar de bedømme mig, jeg gjør det jo heller ikke altid med dem. At det ikke er Stolthed hos mig, at jeg ofte aldrig tager Notits af nogens Me­ning om mine Digte, er De vistnok forvisset om, og vilde være det desmere naar De kunne høre de ydderst, modsigende Domme jeg hører af dannede jaa af saa kaldte aandrige Mænd; skulde jeg for Ex: gjøre de Forandring[er] man som oftest raader mig, blev der aldeles intet af mit; men kun noget saare hverdags tilbage. – Pas ellers paa! der vil nok komme en Tid, De vil finde mig langt bedre end nu; forstaae mig ret, have aflagt endnu mere af det, som dog i Grunden er Feil hos Andre, men som efter Verdens Indretningen og alles Svagheder maa gjelde for mine. – Kun at jeg nu veed, at De og Deres Fader forstaaer mit bedre Jeg; siig mig naar De skriver hvad han i Grunden troer om mig, om hans og Deres Idee, er nu den samme. De kan ikke tro hvad Priis jeg sætter paa det, og hvad hans gode Tanker, baade fra Aandens og Hjertets Side, ere mig vigtige; ikke af den lave Grund, at jeg troer det politisk, at besidde hans Interesse, som De vel ikke troer om mig, men fordi, jeg af Hjertet betragter ham, som en Fader, for Alt hvad han har gjort for mig; fordi han er mig det eneste faste Punkt, jeg holder mig til i Menneskevrimlen. Det bedrøvede mig inderligt, at De endnu med nogen Bitterhed erindrer hiin Aften hos Bangs; lad denne Misforstaaelse være glemt, Feilen var jo min at jeg ikke fattede Deres Venskab. – De vil ikke sige mig Dens Navn der »venskabeligt« talte Ondt om mig! nu, De bør det heller ikke; der er meget, der ikke er godt for os at vide, maaskee vilde jeg bedrøves mere, thi næsten troer jeg, at det er en Person, jeg eengang med min hele Sjæl hang til; jeg har jo næsten fra min Barndom staaet ene, og Hjertet er dog i vor Alder skabt til Medfølelse, den omtalte Person troede jeg mest, at harmonere med, men har siden mærket, at jeg dog tog Feil; det var den første jeg følte Venskab for, men at jeg er skuffet har gjort et dybere Indtryk paa mig end maaskee nogen drømmer om; De er nu den anden, jeg i mit Liv, ret føler mig draget til, og De vil altid være mig en Ven ! O gid at jeg ret kunde udtale min hele Sjæl for Dem! gid at De, kun halv saa meget som jeg, altid vilde føle for mig! gid at jeg i Dem maa finde mere end den, der viser mig Interesse, gid at jeg altid med inder­lig Fortrolighed maa kunde møde Dem. Men husk ogsaa, naar De høre Bekjendtere gjøre deres Bemærkninger over mig, at alle tales der ondt om! at hos alle udpeges der Skygger; og vei da Feilene naar de ere satte45 i de rette Forhold. Dog det behøver jeg ikke at bede Dem om! Men vær overtydet om, jeg vil gjøre alt hvad jeg kan for at betage Folk Grunden til deres Snak. Et Skridt troer jeg alt at have gjort, skjøndt rigtignok lidet, men jeg haaber at De bifalder mig. Paa Mandag vil det dramatiske Selskab her i Byen give, indbyrdes en Aftenunderholdning, hvortil Foersom bidrager, og man glæder sig ret der til da Byens Indvaanere ikke længe har spillet Comedie. Forleden kom da to af de Hrr: Directeurer ud til mig og bad mig saare meget om at hjælpe dem46; blot sige et eneste af mine Digte; De kan tro at det var haardt at staae imod, og i Grunden, thi jeg vil være ærlig, vilde jeg ogsaa nok; atter en daarlig Forfængelighed! Men Deres Brev bestemte mig til, ganske at nægte det. – Naar man siger, at jeg formodentligt morede mig paa Hoffmanns Gave fordi jeg der læste dem mine Digte, hvad vilde man da sige naar jeg paa Theatret sagde eet; skjøndt det, baade af dem der sagde det første, og dette sidste bliver noget hæsligt! Jeg havde virkelig en haard Kamp med mig selv, og man anvendte Alt for at bevæge mig, og ere nu vrede for det. Siig mig nu om jeg har handlet efter Deres Ønske! Guldberg fandt at jeg havde baaret mig ret ad, skjøndt hans Grunde vare alt for smigrende til at jeg vil anføre dem. – Igaar var jeg hos Prof: Vedel-Simonsen paa Elvedgaard, der synes næsten at have Ven­skab for mig, jeg har maatte love ham, at komme nogle Dage ud til ham igjen før jeg reiser. Ved at søge efter Sagn fra Grevens Feide, som jeg kun træffer faae af, finder jeg her en heel Guld-Grube til en Roman, der ligger hvor Tid ganske nær, og hvor Begivenheden selv staaer som et underligt, broget Drømmebillede fra min Barndom, og hvor alle Kilder ere mig aabnede; nemlig Spaniernes Ophold i Fyen; over alt hører jeg smaae Skil­dringer og har i en kort Tid samle[t] en stor Deel Optegnelser; hvem veed hvad der kan blive deraf; jeg vil dog overveie Sagerne. Dersom det er mue­ligt at faae en Leilighed til Svendborg i Morgen, saa reiser jeg da derned og vil blive der en 8te Dage; naar De derfor, som jeg haaber om en 8te Dage glæder mig med et Brev (det vil sige, skriver fra Kjøbenhavn paa Fredag, 8te Dage eller før den Tid) vil De da lade Brevet ikke gaae til Odense, men til Faaborg, hvor jeg da selv skal lade det afhente paa Posthuset, thi omtrent ved denne Tid er jeg i Faaborg; jeg vil nemlig først til Svenborg og Taasinge, derfra til Faaborg og ende i Assens; foruden Deres kjære Faders Anbefalings Breve har jeg nu ogsaa et til hver By fra Oberst Guldberg, saa man nok tager sig af mig. Nu lev vel! evig og altid Deres

hengivne Ven

Andersen.

Hils dem alle hjemme! glem ikke Mindelsen om Tieck.

[I Margen: ] Jeg har skrevet et Digt: »Hjerte-Tyven«. De vil vist synes om det. Siig mig, om De kan, med næste Brev, hvorledes det gaaer med min Opera?

P.S. I Randers-Amtstidende læses følgende Digt, som Sidestykke til mit: Den jydske Hede i Regnveir:

De jydske Vange i Godtveir.

Ei, Himlen staaer med Graat i Graat,

Men Veiret det er smukt og godt.

See, Marken hist og her sig hviner,

Og Korn og Græs og Frugt man giner;

Nyslagne Eng gjør Hjertet glad,

I Skoven høres Fugleqvad.

Let gjennem Vangen Vognen gaaer,

Og tunge Ax mod Hjulet slaaer;

To Smaa-Børn flytte Qvæg paa Vangen,

Imedens de istemme Sangen

Om: »Dannevang ved grønne Bred«,

Og Egnens spragled' Blomsterbed.

De ogsaa andre Viser veed,

Om Egnens Pryd og Frugtbarhed;

Men tys! – hvem er det som sig nærmer?

Og rundt omkring paa Vangen sværmer.

De Høstfolk hedde her paa Jydsk;

Jeg veed ei, hvad det er paa tydsk.

See Konen her er ikke styg!

Hun bærer Riven paa sin Ryg;

Mens Manden hist paa Agren springer,

Og Leen fro mod Axet svinger.

Imidlertid de Glutter gaae

Omkring og samle Blomster smaae.

Hvem veed – ? Jeg seer i Tanken grandt

Jydpotte-Digteren iblandt;

Maaskee, at ham nu monne kjede

De »Kjæltringer« paa sorten Hede?

Og meer ham fryder Høstfolks Sang

Bag Skovens Læ, i Dannevang.

Lund.

De seer det hele er Spøg; om Lund er Poetens sande Navn veed jeg ikke.

Siig mig dog hvad De synes om Ideen til min: poetiske Jydepotte, om Tit­telen osv. – Før allersidst i August kommer jeg nu slet ikke hjem; og meget kan der udarbeides i 3 Maaneder af Opgaven, her har jeg kun Ideen i Hovedet.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin