Dato: 3. august 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

22. Til E. Collin.

Svendborg den 3 August 1830.

Kjære, bedste Collin!

I forgaars Aftes kom jeg her til, efter over i 14 Dage at have søgt en Leilig­hed, tilsidst maatte jeg lade mig nøie med en Fragtmand, der var ufor­skammet nok til at forlange 14 U for de 6 Miil og saa blev jeg ovenikjøbet placeret høit oppe paa et Læs Flyttegods, men der var ikke andet for, efter­som der ingen Post gaaer imellem Odense og Svenborg; jeg spadserede da ud af Byen og steeg op udenfor, men her var endnu flere Pagagerer, en Læge der praktiserede i en Landsby, Gjæstgiverens Datter fra Svenborg, og en langelandsk Guldsmedkone med 3 Børn, saa jeg kom i ret broget Selskab og fik Leilighed til at samle mig Menneskekundskab. – Jeg sad da allerøverst af dem alle, men det var ikke nok, den langelandske Madam gav mig een af sine Unger og bad mig være Goldamme, da hun ikke kunde have mere end det ene og Doctoren nu havde taget det andet; det var en komisk Reise, men behagelig kan jeg ikke sige den var. Igaar var jeg ude paa St-Jørgens Gaard der ligger ganske romantisk, tæt ved Sundet. Pastor Bresdorf ledsagede mig omkring til de smukkeste Steder og jeg finder hele Egnen deilig, men dog ikke saa herlig, som jeg havde tænkt mig den. Fru Bresdorff har, som De nok veed, for nogen Tid siden været saa uheldig at brække Laarbenet, hun var noget forstemt, men jeg havde dog den Fornøielse at tale med hende. Vil De hilse Deres Forældre meget fra dem i begge to. Oberst Guldberg har ellers givet mig et Anbefalingsbrev med til en Pastor Heber, en Mand, der som man kalder det, sværmer lidt for mine Digte og Fodreisen; her nød jeg en særdeles venlig Modtagelse, og jeg har maatte love ham, at være hans Middagsgjest de Dage jeg bliver her, og vil nu fra i Dag af ret føre mig omkring. Det er en særdeles interesant Mand, og har for en 4re Aar siden reist i Italien og Sveits, saa han veed meget der­om; Deres Fader kjender ham nok godt. Han har nu tilbuden sig at samle Subscribenter hvergang jeg giver noget ud, det er jo ogsaa godt. – Den nye Raadstue tager sig ikke godt ud, synes mig, og med Hensyn til nyere Ind­skriptioner og Sligt, lader det til at de gode Svendborgiensere er lidt smag­løse. Før jeg forlod Odense skrev jeg to Digte, som de hos Guldbergs ansee for mine bedste, ja sætte endogsaa det ene over det døende Barn, kort gjør det til mit non plus ultra; her er det, hvad siger De om det? – Det skal i Jydepotten.

Havblik.

Har Du seet Havet i en klar og stille Nat,

Naar Fladen ligger, som et Speil saa glat,

Hvor Himlens Halvekugle, stjerneklar,

Afbilder sig i Fladens dunkle Glar,

Og i det Grændseløse mellem begge,

Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke?

Hvad følte Du vel da? – Du smælted' hen i Lyst !

Thi hvad Dit Øie saae, stod ogsaa i Dit Bryst.

Hiin Hav og Himmelkugle, vel i Formen mindre,

Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre.

– Imellem to Uendligheder sat,

Vort Intets Nat

Og Himmel-Evigheden,

Staaer Mennesket herneden;

Og Centrum er vort Liv, et lille Blomsterblad,

Der skiller tvende Evigheder ad.

– Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet47,

Hiin Evighed før Livet,

Hvor ene Anelsen om det Guddommelige

Et Billed' skaber i det dunkle Rige,

Et Billed, som er kun paa Fladen sat,

Thi under den, er Dybets store Nat;

Men høit, høit over os, hvor Tanken salig skjælver,

Den sande, store Evighed sig hvælver,

Hvor Mennesket, som Aand, i luttret Lyst,

Og med en Verden i sit Bryst

Sig svinger, som nu Nattens Stjerne-Skarer,

Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,

Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud,

Hiint store Fader-Billede, vor Gud!

Glem nu ikke at sige mig Deres Dom! og nu lev vel! næste Gang haaber jeg at kunne fortælle Dem meget mere! Hils dem alle sammen!

evig og altid Deres hjertelige Ven

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost