Dato: 12. januar 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Sophie
Sprog: dansk.

Weimar 12 Januar 1846

Naadigste Hertuginde!

al den Mildhed og Hjertelighed jeg modtog paa Gravenstein har været, om jeg saa tør sige, en sand Indvielse for mig til Lykke og Glæde paa denne min Reise! det er som laae der en Velsignelse deri; jeg har det saa mageløst godt, hver Dag bringer mig Glæde og Erkjendelse, alle Mennesker komme mig i den Grad af Godhed imøde at jeg tidt troer det er en Drøm. I Oldenborg blev jeg i 17 Dage og boede hos en elskelig og formuende Familie Hofraad von Eisen­decher, med denne og i samme, saae jeg de første Familier i Byen og Storhertugen selv fandt jeg en saa naadig og velsignet Modtagelse, at jeg ikke nok kan udtale det, jeg var hos ham til Hofconcert, til Taffels og til Aften, og hvad der i høi Grad overraskede mig ved Afreisen, thi det var saa uventet, virkeligt altformeget, Storhertugen gav mig til Erindring om sig en meget kostbar Ring, man vurderer den til over 200 preusiske Thaler jeg vil altid gjem­me den! I Theatret havde jeg min fri Plads hver Aften, og Alle Alle vare mig saa gode. Samme Modtagelse fandt jeg i Berlin, jeg var i en saadan Grad indbudt at jeg tilsidst trængte til at komme paa Jernbane for dog der at hvile - mig lidt. Ministeren Sawigny tog sig særdeles af mig, ligesom Humboldt; en høist elskelig Familie er Fürst Ratzewill, saa megen Hjertelighed je her modtog, lod mig ret levende erindre Gravenstein og Augustenburg. Nytaars Aften tilbragte jeg hos Jenny Lind, hun havde, for mig, tændt et lille Juletræ med brogede Lys, jeg sad foran det, Ingen uden jeg var Gjæst og Jenny Lind sang saa smukt, var saa velsignet. Kongen og Dronningen af Preusen, modtoge mig begge med stor Naade og Mildhed, Kongen sagde mig at han strax i Kjøbenhavn / havde spurgt efter mig, at "kun en Spillemand" havde gjort et dybt Indtryk paa ham; ved Taffelet fik jeg Plads ved siden af Humboldt og senere da jeg nød den Lykke at blive indbudt til Potzdam, var kun Humboldt der, foruden Majestæterne; kongen beklagede at han ikke havde husket at indbyde Prinds Valdemar, samme Aften; det var meget behagelige Timer, Kongen var saa livlig, saa interessant, klog og mild, jeg følte mig tilsidst saa hyggeligt og godt; ved min Afreise har Hans Majestæt været saa naadig at sende mig "den røde Ørn", tredie Klasse, det er min første Orden, og den glæder mig meget! - Jeg har været meget sammen med Brødrene Grim, tilbragt en Dag hos Tieck, der nu begynder at komme sig lidt. Jenny Lind har jeg hørt fire Gange og om otte Dage hører jeg hende igjen her i Weimar. - Hos Prindsessen af Preusen, hvor jeg flere Gange var, saae jeg Pückler-Moskau; Prindsessen har været mig særdeles naadig og god ­

Ved min Afreise forærede hun mig et smukt Album, indbundet i blaat Fløil, foran havde hun hæftet et Billed af sit Slot i Berlin, netop den Fløi hvor jeg var kommet; ogsaa Prindsesse Carl lod mig kalde, og Deres Durchlauchtighed seer at jeg saaledes ikke nok kan være opfyldt af Glæde og Tak!. Det er mig tidt, som om Gud var mig alfor god; men just i stor Glæde ydmyger mit Hjerte sig dybest! jeg kunde ønske at flyve til ham i Tak og Jubel. - Fra Hjemmet hører jeg at Alt er godt, at min kjære Konge er rask, at der Intet er at fryg­te for hans Sygdom; tør jeg haabe at Deres Durchlauchtighed i eet af de første Breve til Hendes Majestæt Dronningen bringer mig i naadigst Erindring, siger hvor godt det gaaer mig og hvor inder­ligt mit Hjerte hænger ved Danmark, ved min Konge og Dronning; ja sligt kan man nok ikke sige! men Deres Durchlauchtighed er mig saa naadig og god, jeg bliver ikke misforstaaet. I Fredags kom jeg her til Weimar Arvestorhertugen modtog mig med en Hjertelig­hed, det var ikke den unge Første, det var Vennen, der kom mig imøde, hans Hjertelighed rørte mig! han trykkede mig sine Arme, sagde I mig hvor kjær han havde mig! - Førsten glemmer jeg der for ikke, men jeg holder af ham, selvom han engang blev mig mere fremmed end nu! - Gud give mig Kraft til at vinde et Navn og at virke godt og nyttigt i Verden fat jeg nogenlunde kan vise mig saa meget værd. Deres Durchlauchtighed, sagde mig at jeg uforbe­hol;ident i mine Breve kunde udtale mig, jeg skriver derfor Alt, hvoraf mit Hjerte er fuldt; det slaaer af Taknemlighed for al den Naade og Godhed jeg har modtaget af det hertugelig-Augustenborgske Huus, jeg glæder mig til, maaskee om 10-11 Maaneder at kunde mundt­lig udtale mig, jeg veed jo at man gjerne seer mig. Vil Deres Durchlauchtighed bringe Hertugen, Prindsesserne og Prindserne min dybeste Taksigelse, min inderligste Tak! jeg tør jo haabe en­gang paa Reisen at høre fra Augustenborg; her i Weimar bliver jeg ganske sikkert endnu 14 Dage, saa reiser jeg til Dresden, Prag og Wie_, paa hvert Sted spørger jeg om Breve post restante, og opgi­ver ialtid før min Afreise, Adresse hvor jeg reiser hen. - To forskjellige Udgaver af mine samlede Skrifter ville snart udkomme her i Tydskland; jeg overraskes ved den store Udbredelse mine Ar­beider have her, det Værd man giver disse, den Plads man vil indrømme mig! mon jeg kan aandelig skride mere frem endnu, mon jeg fortjene den Plads jeg har i de tydske Hjerter, det andet Hjem jeg finder herude.

Dr: Steffensen, miss Howden, enhver, hvem en hjertelig Hilsen fra mig er kjær, beder jeg faae en saadan; er Frøken Kaas endnu paa Augustenborg da falder det af sig selv at jeg særdeles beder om at blive bragt i Erindring hos hende. Fra Wien vover jeg atter at sende et Brev, selvom jeg Intet skulde høre fra Als.

Med den dybeste Taknemlighed og Hengivenhed

i dyb Ærbødighed

H.C. Andersen

E.S.

Arvestorhertugen sidste Ord i Dag, da hanhørte jeg skrev til Augustenborg, var "Legen Sie mich der Frau Herzogin zu Füssen".

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost