H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 21. januar 1846

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 21. januar 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

163. Til E. Collin.

Weimar 21 Januar 1845 [O: 1846]

Min kjære, kjære Ven!

nu maa jeg nok til at skrive til Hjemmet; siden den 6te Januar har jeg intet Brev skrevet; fra Berlin kom det ene efter det andet. For nogle Dage siden fik jeg Deres og Deres Kones, tak for Creditivet, Alt er fortræffeligt hvad De gjør; Deres Faders kjære Brev'ndash;men lille'ndash;fik jeg igaar, Gud skee Lov at Alt er vel hjemme, jeg vil haabe at Edgard igjen er paa Benene og at han herefter »tager sig iagt for Vognene«, hils ham, hans Fader og Moder. Dette mit Brev maa De endelig lade dem Allesammen læse, thi jo længer jeg flyver bort, jo færre kan jeg skrive til, de Andre lader dem da , læse igjen de Breve de faae; Ingeborg og Louise have begge faaet lange Skrivelser fra mig, jeg venter stadigt paa Brev igjen, men »naar kommer Vaaren!«–Nu har jeg snart været henved 14 Dage i Weimar og bliver endnu nogle, jeg har det velsignet og godt, hørte jeg oftere fra Hjemmet var det endnu herligere. Den 6te Januar fik jeg, som De veed, Ridder­ slaget og jeg sendte det strax hjem til Faderens og Familiens Underretning, den 7de reiste jeg paa Jernbanen fra Berlin til Halle og strax derfra med Deligensen til Nauenburg, De kjender Byen fra Kotzebues Stykke »Hussitterne i Nauenburg«, her kom jeg om Morgen[en] Klokken 2, gik strax til Sengs og sov til Solen sagde: »god Morgen er De ikke oppe!«–nu kjørte jeg til Weimar, hvor det alt var Aften, Klokken slog syv da jeg kom paa mit Kammer. Jeg boer hos Kammerherre Beaulieu, hvor jeg tog ind, hvor jeg heller vil være, end paa Slottet, der dog er lidt geneert, naar jeg kommer her ved Sommertid har jeg imidlertid maatte love Arvestor­hertugen at boe hos ham paa Ettersburg eller Eisenach (der skal jeg faae Luthers Værelse). Som sagt jeg kom Klokken 7 og Klokken 8 var jeg alle­rede paa Bal hos General Beulewitz hvor jeg traf hele den Storhertugelige Familie, som jeg strax blev forestilt, Arvestorhertugen greb begge mine Hænder, og hvidskede »det er kjedeligt at jeg skal see Dem her første Gang, jeg kan ikke her tage imod Dem, som jeg vilde!«–Næste Morgen kom jeg til ham i det prægtige Slot, han fløi mig om Halsen, kyssede mig saa inder­ligt, ingen Broder kunde hjerteligere tage imod mig, Arm i Arm gik vi til hans Værelse, der sad vi i Sophaen, han holdt min Haand, trykkede mig endnu engang til sit Bryst og bad mig at vi altid maatte blive Venner, sagde at der var faae Mennesker han holdt af, som af mig!–Jeg sagde at det generede dog lidt at han var en Første, han bad mig altid kun tænke paa Vennen!–At hans Følelser, i det mindste for Øieblikket ere stærke og inderlige for mig, det er jeg forvisset om, hele Weimar kalder mig hans Ven, det vilde bedrøve mig om han engang forandrede sit Sindelag, dog paa sligt vil jeg være forbereedt'ndash;og hvorfor? Ja, det er en uforklarlig Fø­lelse hos mig, men min indre Følelse har altid været mig en Gudsstemme. Daglig sees vi, daglig komme vi sammen, altid trykker han min Haand og udtaler saa levende hvor kjær jeg er ham. Det forekommer mig, som et halv Eventyr at jeg her i Weimar spiller en lille Göthe. Jeg har dog i Grun­den en mærkelig Lykke, jeg faaer dog lidt efter lidt al tænkelig Erkjendelse og Ære! mit Navn har en stor Klang i Tydskland, meer end man i Dan­mark drømmer om, og alle Mennesker, Førsterne selv ere mig gode. Jeg har naturligviis været til Taffels hos Storhertugen, men jeg maatte møde med Kaarde og trekantet Hat; det var mig første Gang et uvant Costume, nu gaaer det godt, forleden var jeg i samme Stads til et glimrende Hofbal hos Arvestorhertugen; den høie Adel var forsamlet, alle Herrer i Uniform, kun to Engelændere og jeg vare sortklædte, men med Kaarde og trekantet Hat. Damernes Toiletter overraskede mig, den franske Menisters Frue var i en Taage af hvide Floer, og med bævende Guld-Havre i Haaret; en anden Dame var i bruunt Flor, besat med Epheu og en deilig Egekrands i Haaret; en Skjønhed, Frøken Ziegesar var det deiligste Skov-Eventyr selv, hun var i hvidt med grønne, levende Blade, og Juveler, der hang, som Dugdraaber paa det Grønne. Arvestorhertuginden, saae ud som en yndig Fee; hun er en fortræffelig og klog Dame; hun underholdt sig meget med mig. Storhertuginden, Søster til Keiseren af Rusland, var i rødt Fløiel med Juveler. Salene vare prægtigt oplyste og især tog sig Vinterhaven feeagtigt ud. Det er en meget høi Stue, hvor Gulvet er afstøbt Jern, men gjennem­sigtigt, det har Form af Slyngplanter, to Etager ligge gjennembrudte un­der neden og dernede var stærkt oplyst, det saae ud, som om man gik oppe i Luften paa Spindelvæv; rundt om hang grønne Planter, stod Marmorbilleder, Musikken klang og de pyntede Damer gik halv bange over det skinnende Gulv. Ud paa Aftenen maatte vi Alle Par for Par, gaae gjennem den Sal hvor Storhertugen og Storhertuginden sad ved Spillebordet og hver gjøre vor Compliment. Som Digter, som en Ven af den tilkommende regjerende Første, vare de nydeligste Damer meget elskelige mod mig og jeg sagde ogsaa meget galant Sniksnak. Forleden Formiddag præsente­rede Arvestorhertugen mig sin lille Søn, der er lidt over et Aar, et smukt Barn, der ligner noget den berømte Storhertug Carl August, Göthes Ven. Jeg havde Drengen paa min Arm, sprang omkring med ham. Den unge Arvestorhertuginde kom til og vi legede nu alle tre, laae der paa Gulvet med hverandre. Den unge, smukke Moder tog sin lille Dreng paa Ryggen, hop! raabte hun og galloperede med ham omkring; Drengen slog med de smaa nøgne Been, jublede og skreg »hop!« jeg smældede med et Lomme­tørklæde, det var ganske huuslig gemytligt.–Storhertuginden selv er en udmærket Dame, klog, belæst og inderlig god, hun lader hver Tirsdag een af Professorerne fra Jena komme og læse een og anden Afhandling, det skeer om Aftenen i Bibliotheket og kun en lille udsøgt Kreds samles der, jeg har havdt den Ære at være med i denne. Det eneste som generer og plager mig er den megen staaen, jeg kan ikke staae paa et glat Gulv en heel Time, jeg faaer Hovedpine, bliver svimmel. Jenny Lind skulde alt have været her i Søndags, nu vente vi hende paa Onsdag, alle Billetter ere forlænge siden optagne til begge Forestillinger (Norma og Søvngjængersken), Arvestor­hertugen har sagt mig at Billet kan han ikke skaffe mig, men en Plads skal jeg nok faae, hvor han nu vil putte mig, veed jeg ikke.–Søstrene Milanollo gav Concert her i Onsdags, den ældste Therese er et Geni, den yngere fore­kom mig mere oplært. De gaae nu til Petersburg og komme maaskee da over Kjøbenhavn. Schackspeares »lystige Koner« blev forleden paa Arvestorhertugens Befaling opført for propfuldt Huus, jeg var indviteret og efter Forestillingen i stor Selskab, hvor den unge Første drak min Skaal. Kam­merherre Beaulieu, min Vert, er en Mand paa nogle og 40, særdeles dan­net, et fiint følende Gemyt, et ganske fortræffeligt Menneske, som i høi Grad holder af mig og har meget Sind for det komiske, Deres Witz, at jeg kan sige »Ach Weimar!« morer ham kostelig. Han har oversat Emilies Hjertebanken, det er hans Oversættelse der gaaer Tydskland rundt og hvorpaa Skuespilleren Hermanns Navn staaer, denne laante det af ham og da Beaulieu ikke giver sig offentligt af med at skrive og forlangte at hans Navn var borte, satte den anden sit, efter at et Par af de originale Melo­dier vare forandrede, hvilke Beaulieu havde beholdt.–Det ene Bal af­løser det andet; saa godt som hver anden Aften er jeg paa Bal og næsten hver Middag ude. Holsteneren, Professor Michelsen i Jena, har bedet mig lægge Veien over Jena, naar jeg gaaer til Leipzig, han vil for mig gjøre et stort Selskab, hvor et Udvalg af mine Venner og Veninder der ville hilse paa mig, ogsaa Kammerherre Beaulieu er indbudt og han har lovet mig at tage med. Jeg har, efter Deres Skrivelse, bestemt at tale med Gade om Nøkken, og skal da fra Dresden skrive Dem til om hvad han har sagt; en Componist er det let for mig at faae, var Meyerbeer i Tydskland, saa sagde jeg det til ham, han har dog sidst vi mødtes, bedet mig at tænke paa ham med en Text og Nøkken er just en Text der kan interessere ude. Rung burde idet mindste skriftligt have gjort mig en Undskyldning, det var det ringeste han kunde gjøre, dog det er sandt i Danmark betragtes jeg jo, som et Nul, man kan rulle hvor man vil! –Hvorledes leve de store Aander der?–Hvad sige Theatrets Udødelige? den lille Verden der er Centrum i Europa.–Naa det var det!–Der kom mig et Galæble paa Spidsen af Pennen, nu er det igjen i Blækhuset. Hartmanns Opera er vel nu i Scene! hils ham og hans Kone, jeg har fra Berlin sendt ham Brev ogsaa Fru Bour­nonville har der, som jeg love[de] hende, faaet eet. Hartmann haaber jeg skriver snart, det har han lovet; Brev for Brev skal Correspondencen holdes.–Siig mig endelig noget om Gea? Hvorledes er saa den Afhandling Hauch har skrevet deri over mine Eventyr; Deres Kone siger ikke et Ord derom, jeg kan dog ikke troe at Hauch ingen har leveret! Deres Kone siger mig heller ikke hvor hendes Broder er at finde!–

Siden jeg skrev Ovenstaaende har jeg været hos Arvestorhertugen! han er et velsignet kjærligt Gemyt! det er hans Lyst og Stræben eengang at bringe Weimar til det Punct det før var da Göthe og Schiller levede; men hvor finder man saadanne to. Det er hans Hensigt engang at drage til Weimar Alt Godt og Udmærket, han udtalte sig for mig, saa begejstret, saa levende; hans Gemalinde, en Datter af Kongen af Holland og Keiseren af Ruslands Søster, er særdeles begavet, de leve høist lykkelige. »De maa ogsaa komme til Weimar! blive hos mig!« sagde han til mig; Jeg sva­rede at jeg holdt af Danmark, af mine Venner der.–»Nu, saa deler De Dem mellem os! kommer tid til Weimar! her maa Deres andet Hjem være! Tydskland vurderer Dem dog ganske anderledes end Danmark, de Danske elske Dem ikke som vi!«–Jeg sagde ham hvilke Venner jeg havde, hvad Kongen der har gjort for mig og at jeg i Tydskland dog altid blev en Fremmed.–Vi talte saa meget sammen. Hans Moder er mig meget god, skade hun hører saa daarlig, jeg havde min Nød forleden Aften jeg læste for hende: den grimme Ælling; det var virkelig sørgeligt hun hører saa lidt, hun er en ganske udmærket begavet Dame, et ædelt Hjerte, en ganske i herlig Qvinde, jeg synes saa særdeles vel om hende. Dette er blevet et langt Brev, nu faaer jeg eet efter samme Form fra Dem! og en Deel Nyt, Familie-Sager, By-Historier'ndash;Theater Vrøvl'ndash;nei, det er det samme, hører jeg: intet fra Theatret saa veed jeg at det er saa aldeles i sin gamle Gjedehamse-Surren at jeg kan ærgre mig uden at have det Skriftligt. Lidt Ærgrelse maa man jo have, ellers bliver det daglige Brød for sødt. Naar nu Brevet her er bortsendt, saa veed jeg nok, At der ere mange Ting endnu jeg vilde have spurgt Dem om, meget jeg vilde have fortalt, nu veed jeg ikke stort mere. Hils Jonna og hele Familien, jeg skriver hendes Navn aparte, thi ellers siger hun at jeg ikke tænker paa hende; hils Deres Svigermoder og Ernst Weis, hvorledes har han det, hvad siger han til Rungs Nykke, han sagde dog noget til min Nøk, nu kan han ogsaa sige til den Andens.–Om jeg husker ret skal jeg have et Brev fra Gusta Collin, siig hende det. Jeg har vel for­talt i Brevet fra 6te Januar, til Deres Fader, at Prindsessen af Preusen ved min Afreise forærede mig et smukt Album indbundet i blaat Fløiel og foran havde hun indhæftet en Prospect af hendes Slot i Berlin og skrevet sit Navn til Erindring derunder. I Berlin vil Simion udgive en samlet Udgave af mine Skrifter og forlangt af mig, mod Betaling min Biographie, Brockhaus har gjort mig samme Forslag, Wulff i Jena raader mig at forlange fire Louidorer for Arket; før i Italien er der ikke at tænke paa at Sligt skrives. Hils nu Deres egen velsignede Kone, de søde Unger og tænk venligt paa

Deres broderligt sindede

H. C. Andersen.

(NB. Deres næste Brev gaaer til Dresden post restante, siig Enhver der vil skrive, at de sende deres ligesaa.)288

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin