Dato: 5. august 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

24. Til E. Collin.

Svendborg den 5 August 1830.

Kjære, bedste Ven!

I forgaars tilbragte jeg en meget behagelig Middag paa St Jørgens, Gaard, den gamle Provst Bresdorff, der var kommen fra Sorø, med to Døttre og en Søn var der, og jeg har derfor ret mange hjertelige Hilsener til Deres hele Familie fra dem Alle. Om Eftermiddagen gjorte jeg en saare behagelig Tour med Pastor Hebers til Margaard, hvor der boer en Broder til Etatsraad Fenger; her var en ganske fortryllende Udsigt over Beltet til Langeland, der synes at ligge os ganske nær; Vandet var blikstille og det var et herligt Maaneskin; men min behageligste Udflugt var dog igaar til Thorseng; Heber inviterede mig med sig til en Præst Møller i Bjergeby; vi saae Kong Valdemars Slot, hvor især de gamle Portrætter intereserede mig; blandt andre var der en Dame af den juulske Familie, der gjorte et underligt dybt Indtryk paa mig, det var det første qvindlige Ansigt der har gaaet mig til Hjertet, og jeg blev ordenlig lidt veemodig ved at tænke mig disse deilige Former opløste til Støv. – Thorseng forekommer mig som en Have, eller rettere, en smuk stereotyp Udgave af det deilige Fyen; Udsigten fra Bregninge-Kirke er et sandt Panorama, og man kunde daglig see paa det, uden at trættes. Egnen ved Svendborg finder jeg smuk, men i Grunden er der altfor meget; Øiet har intet ret Hvilepunkt; hvert lille Partie er deiligt for sig, men det løber for meget ud i et! det hele forekommer mig, som uendelige mange Æskebilleder, der ere klinede sammen, hvor hver enkelt er herligt for sig, men hvor det Hele ikke ret vil opfattes af Øiet. – De kan ellers troe at min jydske og denne fyenske Tour ret har virket godt ind paa mig; jeg har i mit Indre samlet mig et godt Fund til Vinter­hold, og tænker endogsaa, med Hensyn til det Oekonomiske at faae min Reise betalt. Hernede lever ellers en gammel Degn, Øehlenschlæger har omtalt i sin Langelands Reise, der dengang skal have raabt »stop!« istedet­for »Amen«, (han har nemlig i sin Ungdom været Sømand); han er meget vred paa Øehlenschlæger og skal have truet med, at kom han engang til Kjøbenhavn, skulde han nok snakke med ham, for han skulde ikke gjøre Nar af Folk.

Faaborg den 9 August 1830.

Næsten en heel Uge var jeg i Svenborg, og da jeg tilsidst endnu ingen Leilighed saae, tog jeg mig en Vogn og avancerede nu saavidt; De kan ikke tro hvor jeg længtes efter Brev fra Dem, thi jeg havde forregnet mig lidt, og ventede at der skulde alt ligge et her; først nu i dette Øieblik fik jeg Deres venlige Linier, og i et Spring ud af Sengen sidder jeg nu ved Skriverbordet for at pasiare lidet gjennem mine smukke Runer. – De kan tro, at det ret er en venlig lille By, Faaborg, og det lader til, at her hersker en meget god Tone; af Guldberg er jeg adresseret til en Asessor Martens, der er en ganske vakker Mand, men jeg finder mig dog bedre hos en Agent Voigt, Byens første Kjøbmand, der har Skibe i Søen o s v; jeg er bleven Student med hans Søn, og kjender godt den unge Voigt fra Kjøbenhavn; disse to Dage har jeg derfor næsten hele Tiden været der, og man har ret søgt at more mig, vi har baade seilet og kjørt til nogle af de smukkeste Stæder, og igaar var jeg med paa en Herregaard : Nakkebølle, der er bygget i det 16 Aarhundred og seer ret antik ud. Damerne her i Byen ere de vakreste jeg endnu har truffet paa, endogsaa i Jyland og Agent Voigts ene Datter er endog saa smuk og hvad jeg især lider, meget naturlig. – Idag vil jeg begive mig til Flenstofte til Hr Kammeraad Bindesbølle, og da der ingen Leilig­hed gaaer, har Faderen Voigt, tilbuden mig sin Vogn; naar vi have spiist til Middag, vil jeg bort og Ungdommen følger mig halvveien, nemlig til en Gaard han eier paa Veien, hvor de ville vente Vognen naar den kommer tilbage. Det er i Grunden underligt, saaledes at48 gjøre Bekjendtskaber og strax derpaa at skilles ad, uden at vide, om man oftere seer de Mennesker; der ligger ordenligt noget veemodigt deri. – Paa Veien herned til Faaborg, gjorte jeg en lille Vesit ind til Provst Bresdorf, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort i St Jørgens Gaard, jeg læste der et meget hjerteligt Digt af Boye, som Deres Fader havde sendt dem. – Ansøgningen om Communitetet var altsaa uden Nytte, det var slemt, og der kan slet ikke giøres Undtagelser? – Det ærgrer mig, at den Manthey ikke har sendt min Ravn til Molbech; De skal see, at i hvor sød han er, er han vist suur mod mig og min arme Fugl; men ganske forkastes, kan den neppe, da Æmnet er saa fortræffeligt, og Planen kan neppe lægges anderledes end jeg har lagt den, det hele maa altsaa komme an paa Dialogen, men den kan jo forandres, skal det være! – Jeg glæder mig til, at gjøre Moelbechs Bekjendtskab, men at han intereserer sig formeget for mig, det var ikke engang en Skrivefeil hos Dem, men et Spøg; thi det mener De ikke ! husk paa, at hvem jeg ret holder af, dens Ord veier jeg, og især de overstrøgne, thi det er som oftest dem der falder lige af Hjertet i Pennen. Tak for Deres Tilfredshed, angaaende Comedie-spillet, og vær vis paa at jeg altid vil det rigtigste, men jeg har ikke altid Kraft nok til at gjøre det, men det kommer vel nok, ikke sandt? Hils Deres kjære, kjære Fader mange Gange fra mig; jeg begynder nu alt imellem at længes efter dem allesammen; og især efter at tale med Dem, da jeg haaber at være rykket Dem et lille Skridt nærmere i Hjertets Henseende end før; siig mig kun altid mine Feil, men husk ogsaa, ikke at være for slem, thi jeg lægger, som sagt meget, i enhver Yttring af den jeg holder af; det er noget jeg nu kan sige skriftlig, mundtlig sagde jeg det neppe! – Jydepotten skal altsaa døbes om? Men Herregud, en Jydepotte er dog i Grunden langt ædlere end mangen en af Porcelan! »Havblik«, synes De godt om, det glæ­der mig ! for ærlig talt, det gjør jeg ogsaa selv, og jeg vil saa gjerne vi skal være enige. I Slutningen af Ugen er jeg bestemt i Odense.

Lev vel

Der[es] inderlige hengivne Ven

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost