Dato: 11. februar 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

165. Til E. Collin.

Leipzig den 11 Februar 1846.

Kjære Ven

De skulde ikke have Brev fra mig før jeg i Dresden havde hørt fra Dem, men efter i Dag at have talt med Gade, iler jeg med at skrive. Igaar kom jeg her til; alt i Aftes sad den gode Mendelsohn herhjemme og sladdrede ret gemytligt, spurgte mig om Dem; i Dag har jeg søgt og fundet Gade, der med Glæde tog mod Tilbudet at han skulde componere Nøkken og det er for denne Texts Skyld jeg iler med at skrive Dem til, om De, saa­ledes, som De selv har foreslaaet, vil lade besørge en Afskrift og paa det aller hurtigste slaae en Convelut om den og sende den til Gade her i Leip­zig, Theaterdirectionen, De kan spørge Deres Fader, har vel Intet at ind­vende imod at de faaer Gade istedetfor Rung; denne lille Opera vil da, efter den Navneværdie Componist og Forfatter har i Tydskland ogsaa herude kunde komme paa Scenen og maaskee saaledes blive den første danske Opera, der gaaer Syd for Elben. Vil De nu være saa god at besørge dette snarest mueligt. Gade og Mendelsohn sende Dem Hilsener.

Sidste Løverdag forlod jeg Weimar, hvor jeg har opholdt mig en heel Maaned, det var mig en tung Afsked, tung, som om jeg forlod mit egent­lige Hjem; saa megen Kjærlighed, saa megen sand Hengivenhed, som jeg der i rigt Maal har faaet, kan jeg kun hos nogle Enkelte i Hjemmet søge Mage til. Kammerherre Beaulieu fulgte mig til Jena og blev der til seent paa Aftenen, vi græd begge to, som Børn, ved Adskillelsen; vi vare blevne hinanden saa kjære; Morgen og Aften sad vi saa fortroligt sammen ved vor Kaffe og Thee, vi forstode hinanden; og han er en ædel, elskelig Characteer, en fiin, dannet Mand for den høiere Verden og et Hjerte for Alle.–Ogsaa Jenny Lind, lod det til blev ham venlig og god, og Madms: Johansen sagde altid, »man kan see han elsker Andersen!«–Arvestor­hertugen sagde jeg Farvel Aftenen før min Afreise, men Resultatet blev dog at jeg endnu engang om Morgenen vilde komme til ham; jeg var der paa Slottet Klokken 7, han sprang ud af Sengen, kastede kun en Kappe om sig og vi sad fortrolige, men bedrøvede over det at skilles, vi sladdrede en halv Time, jeg var gruelig bevæget, han trykkede mig til sit Bryst og vi lovede altid at blive for hverandre hvad vi i Hjertet ere, Venner, tro­faste Venner!–han forærede mig et smukt Album, med Prospecter af alle de Stæder, vi sammen have besøgt; jeg har Intet at give Dem, sagde han, Intet, som Konger og Førster, men jeg har givet Dem mit inderligste Venskab, mit fulde Hjerte! han lovede at jeg i Jena skulde faae fra ham et Anbefalings Brev til Erkehertug Stephan i Østerig; jeg kom til Jena; den tredie Dag der skulde Brevet komme, der kom intet, men jeg nærede ingen Tvivl om at han huskede mig, – jeg sad ved Bordet, – og da – ja han kom selv til Jena med Brevet: »Det faldt mig ind,« sagde han, »at det var Dem kjærest jeg selv bragte det og saa fik vi hinanden nok engang at see!« – Det var hos den gamle Fru von Wohlzogen, Forfatterinden til Agnes von Lillien (og en Søster til Schillers Kone); den gamle Dame er næsten blind, men hun var som seende og ung ved vort jublende Møde, vi fløi hinanden om Halsen; der var en Glæde! O Gud jeg er ogsaa et Lykkens Barn. (Carl Alexander er 27 Aar, gift med Kongen af Hollands Datter og som De veed Sønnesøn af Göthes Ven Carl August, den lille Prinds er kaldt op efter denne). Vi spadserede rundt om Byen, gik saa op paa Slottet hvor vi endnu engang sagde Farvel; han forsøgte at over­tale mig til at opgive Reisen til Italien og vende tilbage til Weimar, blive der i dette Foraar og Sommeren, jeg skulde da boe hos ham paa Ettersburg og paa Wartburg, men jeg kunde ikke, nu mener han jeg kan opgive Spanien og i Efteraaret komme til Weimar, men det er jeg ikke endnu for, uagtet jeg føler det at mit Hjerte vil banke efter Weimar. De skulde see hvilken Kjærlighed jeg der hos alle Familier har mødt, hvorledes man overalt tog imod mig, hvorledes Hoffet der behandlede mig uagtet Etiquetten der er meget stræng; daglig var jeg i de første Selskaber, dag­lig om den kjære Arvestorhertug, hvis Øie altid søgte mig, hvis Haand­ tryk altid modtog mig. Faderens Fødselsdag blev feiret med prægtig Bal i den prægtige Riddersal; Sideværelserne vare smykkede med grønt og med Springvand, den unge smukke Grevinde Beust, Manden er Cava­leer hos Arvestorhertugen, var min Dame, jeg havde den Ære [at] føre hende om i Værelserne, Arvestorhertugen gjorde ogsaa en Tour med mig, vi sad i et lille feeagtigt Værelses Musikken klang, Lysene straalede; fra den store Balkon saae Weimar Folk ned i Salen; Arvestorhertugen drak min Skaal, den gamle Storhertuginde, der bar en Slags Krone af Dia­manter, lod mig kalde til sig i den store Kreds og med sit moderlige, milde Ansigt spurgte mig om jeg havde Weimar lidt kjær, om jeg var tilfreds der, om snart at komme igjen. Dagen efter gjorte Arvestorhertugen et prægtigt Bal ved Daglys, ude paa Slottet Belvedere, Klokken 2 om Efter­middagen begyndte Dandsen og varede til ud paa Aftenen. Jeg har til mig selv faaet interesante Haandskrifter i Weimar, Brev fra Göthe, Jean Poul, Herder, Schiller, Wieland osv tænk Dem, den gamle Fru Wohlzogen klippede et Stykke ud af Schillers Manuscript til Wilhelm Tell, for at jeg kunde have hans Haandskrift. Det er ellers komisk hvorledes Folk i Wei­mar vil finde Lighed med mig og Schiller!

Leipzig 14 Februar 1846.

Først i Dag faaer jeg mit Brev sluttet, jeg er her igjen paa Strømmen, jeg hører til Modeartiklerne der ere søgte og saa er man neppe sin egen Herre. Tre Boghandlere, Brockhaus, Lorck og Härtel have gjort mig samme Tilbud, nemlig 300 preusiske Thaler (400 Dansk) for at revidere en Gesammt-Ausgabe af mine Skrifter, som alt ere oversatte og dernæst 3 Frederiksdorer for Arket af hvad nyt jeg skriver, men dette maa da trykkes 3 Maaneder tidligere her, end i Danmark, de haabe at Kongen af Preu­sen, ved den Interesse han har for mine Skrifter, skal give et Forbud mod at de eftertrykkes, de vente alle at sligt vil skee allerede i Løbet af et Aar, da jeg ganske forunderlig er vurderet–omtrent det modsatte, som i Dan­mark, saa kan De tænke Dem! – Endnu har jeg intet Skriftligt gjort med nogen, men jeg vil benytte Øieblikket, medens det er der. Mendelsohn er et ganske elskeligt Menneske og holder særdeles af mig, han sværmer i Ordets Forstand for Eventyrene og kun en Spillemann; og da han hørte mig første Gang læse, fløi han imod mig med Jubel og sagde: »men De læser jo mageløst, Ingen læser Eventyr, som De!« Og det er paa Tydsk!–Ja, ja min lille Ven, I vide rigtignok ikke hvad I have i mig!291 – Det er sandt jeg maa nok her føie Betoningen til, ellers troe I at jeg er blevet hov­mods gal, der er Ironi i min Betoning, ellers tør man ikke sige sligt! – Men lad mig nu see at jeg fra Hjemmet hører noget Glædeligt, f Ex fra Theatret maa De dog kunde sige mig noget; naar den gode Holst i min Fraværelse kan faae tre Stykker frem, og det to meget svagelige, saa maa jeg dog og­saa kunde, der dog har samme Protection, som han maa jeg troe; ja Holst har faae[t] tre paa Benene, har man skrevet mig til fra Kjøbenhavn og det ikke skrevet i den kjærligste Hensigt. – Jeg har i mine tidligere Breve gjort flere Spørgsmaal, der ikke ere besvarede, jeg kommer derfor paa Slump med dem:

Hvem har De givet et Exemplar af Zeises Oversættelse af Eventyrene?

Hvor vidt er man med liden Kirsten, etc – ?

Har Hauch skrevet en Anmældelse af mine Eventyr?

Er Stampes og Jonnas Forlovelse declareret og hvad sagde Mutter?

Hvor boer Deres Svoger Thyberg i Wien?

Ved min Afreise sagde jeg flygtig til Adler og Lewetzou, da de spurgte mig, om de slet Intet hørte fra mig, at jeg vilde skrive; troer De at disse sætte Priis paa et Brev fra mig, eller kan jeg betragte det, som en Talemaade.

Er Mulatten, med ny Besætning, bragt paa Theatret?

Er det kun gamle værdige Syngestykker der drages frem, da er Bruden fra Lammermoor et høist anstændigt og trængende Fruentimmer, spørg kun hendes tause Værge, Capelmusikus Bredal. Om Ravnen vil jeg ikke tale, men de kunde gjerne lade den Fugl flyve. Hils Ingeborg og Louise! siig dem Tak for de Breve de have tænkt paa at skrive mig til.–Min Tanke er tid og levende hos Dem og Deres, der er mit Danmark; skriv mig Intet ubehageligt fra Fædrelandet, jeg vil saa gjerne hænge fast derved, og dog frygter jeg altid derfra at høre hvad der vil kaste Skygge ind i mit solbestraalte Liv herude i mit store Hjem. Jeg er saa lykkelig jeg kan blive, mit Hjerte fuldt af Tak, jeg har jo i Grunden opnaaet Alt. Deres Fader har Ære af mig, hils Alle!

Deres broderlige Ven

H. C. Andersen.

E.S

I Jena var jeg indbudt at boe hos Boghandler Frohman, hvor Alt var festligt for mig, een Middag saae jeg Stampe der; Holste[ne]ren Mickel­sen havde to store Selskaber for mig, hvor jeg fik skjønne Taler; et Digt over mig og Jenny Lind som den øesteriske Digter Rollet har skrevet da han traf mig og Jenny i »Fürsten Gruft« ved Schillers og Göthes Kiste lægger jeg her inden i. Den berømte Hase, Forfatteren til Kirkehistorien har skre­vet noget særdeles smukt til mig og forudsagt at mine Eventyr ville blive hos de germaniske Nationer til Folkesagn.–Godt meent er det i det mind­ste og det er meget moersomt at være berømt; jeg siger som Jeppe: Drøm­mer jeg, saa skam faae den der vaagner mig. Adjø min kjære, kjære Eduard, hils Deres velsignede Jette og hendes Moder.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost