Dato: 21. februar 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

166. Til E. Collin.

Dresden 21 Februar 1846.

Min kjære, kjære Ven!

Den 15de sendte jeg Dem et Brev fra Leipzig og allerede nu igjen skriver jeg, der er en Deel jeg maa aftale med Dem, og mit Humeur er heller ikke ret i stand, jeg kom her til Dresden i Aftes, fandt Brevene fra Hjemmet og enten det nu laae i disse eller i mig selv, mit Solskin var forbi, jeg har sovet slet i Nat, er empfindlig'ndash;kort, jeg skriver til Dem, det være Dem just et Tegn paa min Kjærlighed og Tiltroe.–Fra jeg forlod Weimar har jeg egentlig ikke følt Reiselyst, jeg har ordenlig en Slags Hjemvee efter dette Sted. Jeg boede, som De veed hos Kammerherre Beaulieu der er noget yngere end jeg og et særdeles fiint dannet, ædelt Menneske, aldrig har jeg følt mig hyggeligere i Samliv, end hos denne fortræffelige Mand, vi forstode hinanden saa ganske. Jeg elsker med hele min Sjæl Arvestor­hertugen, og ingen Broder kunde leve mere for mig end han har levet, jeg er gaaet ind i hans Ideer, han i mine og jeg kunde opoffre meget i Verden for at leve for ham, virke godt ind paa ham for hans og hans Lands Lykke. Jeg har grædt ved hans Bryst i Adskillelsen, jeg har ham uendelig kjær og han mig;–ja,jeg har Længsel efter Weimar, hvor alle Øine saae mig med Venlighed hvor man kun havde Øie for det Gode hos mig.–Det vilde derfor ikke ret smage mig de første to Dage i Leipzig, dog siden blev jeg vant igjen at boe i Hotel, de første Familier kappedes om at vise mig Ven­lighed, jeg tør sige de bedste Huse stode mig strax aabne. Mendelsohn var Sjæl og Hjerte mod mig; han fik mig til at blive endnu sidste Torsdag altsaa paa 10 Dag og arangerede da en udmærket Concert i Gewandthaus, jeg var i den rige Familie Preusers Loge, hvor Mendelsohn kom i Mellem­-Acten; jeg har ham virkelig kjær og han var mig saa god; hjemme hos sig selv arangerede han en musikalsk Aften og spillede selv een af sine større Compositioner. De skulde see hans Henrykkelse ved min tydske Oplæsning af Eventyrene, ja denne er jo ufuldkommen mod den danske og dog vækker den Opmærksomhed saaledes at selv Bladene, der ogsaa her trænge ind i alt Privat, omtaler denne Evne, som noget mærkeligt; jeg maa enten lide overordenlig Uret i Alt hjemme, eller det store Tydskland staaer un­der Nul i Forhold til det entillectuelle Danmark.–Nok er det, man har i Leipzig gjort Alt for at glæde mig; mit Billed vil De snart see i illustrirte Zeitung og en Text dertil af den berømte Auerbach, kjender De ham ikke, saa læs »Dorfgeschichten«, der er bekjendt over Europa, eller den lille Fortælling »Der Sträflinge« i Urania; denne Bog kommer til Dem i en Pakke, som Lorck har lovet at besørge hjem ad Boghandler Veien. Det var i Berlin at Reutscher og Boghandler Simion aftalte med mig om at udgive en »Original deutsch-gesammt Ausgabe« af mine Skrifter, Hr Si­mion bød mig for at revidere det ældre, 100 preusiske Thaler og herefter 2 Frederiksdorer for Arket af hvad nyt jeg skrev; Tilbudet forekom mig godt, da jeg før Intet havde faaet, men da man, i det jeg skulde reise, kom med en Contract, som jeg skulde underskrive strax, blev jeg lidt ængstelig, jeg følte man var ivrig og forlangte derfor først at læse og overveie det Skrevne, som jeg da tog med til Weimar; Beaulieu saae Contracten og er­klærede strax at jeg ikke, saaledes som mine Sager stode i Tydskland kunde underskrive den; Professorerne Wulff og Hase fra Jena, sagde det samme og skreve strax til Leipzig, her fra fik jeg øieblikkelig Tilbud; saavel Lorck, som Brockhaus og Härtel & Breitkop tilbøde mig alle tre, samme Honorar. Brockhaus har det betydeligste Navn og jeg er en ven af de to Brødre, men Lorck var den første der var skrevet til og som Dansk den jeg besluttede at give Fortrinet, i det Alle, selv Brockhaus, der var interesseret i Sagen, roste ham, som en paaligelig Mand.

Jeg har nu med Lorck sluttet den Contract at jeg erholder 300 preusiske Thaler O: 400 Rbdlr for at giennemlæse de ældre Skrifter, som han lader oversætte, og udgiver i 12 Bind (1. 2) Biographie og Improvisatoren. 3. 4.) Spillemanden 5) OT. 6-7 Bazaren. 8. Digte. 9 Mulatten, Agnete, Lykkens Blomst. 10-11 Eventyr. 12) mindre Skrif­ter f Ex Billedbog etc.)–De 150 Thaler faaer jeg Ostermesse 1847'ndash;de andre 150 efter Afleveringen af Revisionen af sidste Bind; der tages strax fat; jeg har lovet at levere en Biographie, som han faaer i Maimaa­ned, men betinget mig at den frankeret sendes til Dem og det overlades Dem at udslette deri hvad De vil. Jeg kan ikke saaledes skrive noget om mig selv og mine Forhold, der lige flyde af Pennen og i Pressen, jeg maa have en prøvet Ven, der kjender alle Forhold, som veier mine Ord, vil De ikke det nok; jeg skriver da ugeneert og stoler paa at De for Deres egen Samvittigheds Domstol, svarer for hvad der bliver trykt. Fra Dem kommer Biographien lige i Pressen. Naar nye Oplag gjøres nødig faaer jeg igjen et passende Honorar; dernæst betaler Lorck mig for alle nye Skrifter jeg vil levere ham til Fortsættelse af denne samlede Udgave 3 Frederiksdorer Arket; men den tydske Udgave kommer da 2 Maaneder tidligere ud end den danske. Mine Eventyr ere allerede ude i 7 Udgaver, jeg kan altsaa ikke forlange noget Aparte for at disse komme i en særskildt Udgave af ham, kun har jeg betinget mig at denne bliver særdeles præg­tig illustreret og han er gaaet ind derpaa, i det han venter, hvad jeg ogsaa troer, at Reitzel senere afkjøber ham Pladerne eller hvad dine Blystumper hedde, til den danske større samlede Udgave, der vel om et Aar eller to kan udkomme. Jeg faaer 10 Exemplarer og alle Breve og Pakker i denne Sag betaler Lorck. Det er jo ganske godt arangeret; kan jeg nu næste Aar faae noget Lignende arangeret i Engeland, saa er det ikke saa galt. Denne min Reise i Udlandet synes at blive den lykkeligste og meest indbringende for mig; tidt synes det Hele mig et Eventyr, en smuk deilig Drøm, mit Hjerte flyver mod Gud og for ret at nyde det, tænker jeg paa det Collinske Huus, føler, var De her, fulgte De nu ret min solbestraalte Vel!–jeg tænker paa Deres Fader og mener at han har Glæde af mig og den Tanke er min høie­ste Lykke. Og dog'ndash;?–Han292 veed det ikke, opfatter det ikke saa. Jeg er selv for mine Bedste i Hjemmet kun'ndash;Andersen, det skikkelige Menneske der har Talent, men troer skrækkeligt meget om sig selv og Danmark har anderledes Størrelser. Der var en gammel værdig Dame, Baronesse Dee­ken, der iaftes med Taarer i Øinene trykkede begge mine Hænder og sagde: »Havde jeg en Søn, som Dem! jeg vilde være stolt og takke min Gud!«–Ingen hjemme er stolt af mig, jeg synes at være Hjørnestenen, som man forkaster.–Forstaae mig!–Jeg kom med Længsel efter Breve fra Dan­mark hertil iaftes; fra Beaullieu og Arvestorhertugen laae Breve af Hjer­tets Fylde, fra Danmark'ndash;kjære Eduard, der var intet fra Dem, De havde sendt Deres til Wien, der kan jeg om tre Uger finde det. Intet Brev fra Dem, den eneste der ret af Hjertet gaaer lidt ind i min Glæde og Lykke, der udtaler det!–Det er dog Noget at jeg overalt af Førster og de be­tydeligste Mænd modtages med Hjertelighed og Venskab;–ja De veed det vel ikke'ndash;men at alle Aviser fra By til By mælde om mig, selv om man kun vil see paa det Solide, da er det ogsaa en Deel!–I Oldenborg veed De, gav Storhertugen mig en saare kostbar Ring til Erindring, i Berlin lod Kongen mig strax kalde til sit Bord, noget som de tydske Aviser sige, faae tydske Digtere hædres med og jeg fik den røde Ørns Orden. I Weimar blev jeg optaget ved Hoffet, saaledes, som endnu der ingen borgerlig er blevet optaget og den unge Første gav mig sin hele Kjærlighed, sit Ven­skab og Tilbud engang altid at blive hos ham; i Leipzig slutter jeg Acord med en Boghandler om et ganske ordenligt Honorar for den tydske Ud­gave af mine Skrifter, hvem reiser bedre hjemmefra? Jeg er selv forbauset, lykkelig, Gud taknemlig, jeg reiser i Tydskland og modtages, som en Fyr­ste, hvorimod hjemme er jeg behandlet, som en Tigger; Ude overvælder Hæder og Glæde mig og ikke en Straale kommer hjemme fra, ikke en ene­ste Efterretning der viser at der er dog mit Hjem. Det ene Brev fra Deres Fader var livligt og godt, det andet sagde mig kun, hvad flere Gange er berørt, at det i Grunden er et tomt Liv jeg fører, at det »ikke kan være gavnligt for Aanden«, og om jeg ikke snart vil skrive noget'ndash;Jeg havde en Følelse som om jeg vilde flyve een om Halsen og han vendte sig bort. Jeg veed det, Ingen er mig i Danmark mere god en[d] Deres Fader, men just det kjære Ven!–For mig ligger Danmark i Huset Collin!–Ak, de vide ikke jeg gjør mit Fædreland Ære, de vide ikke hvad Betydning jeg har ude, eller sætte aldeles ingen Priis derpaa. Hvor kan jeg herefter ud­tale mit fulde Hjerte, naar jeg bærer den Følelse, man kalder den Lykke tom, den Erkjenddse ingen!–Og hvad forlanger man da af mig? Ikke mine stakkels to Stykker kunne komme frem, medens den danske Holst faaer det ene efter det andet, jeg misunder ham ikke, jeg veed hvorledes det gaaer i Kjøbenhavn.–Jeg har, enten man nu vil erkjende det el]er ei, havdt Frugter allerede af denne Reise, og vil Gud, skal aandelige bedre komme, jeg bringer ogsaa noget ud af den øvrige Reise, enhver saadan har givet sit Product, men i hvor oeconomisk jeg reiser, i hvor meget mine tydske Venner gjør mig det billigt at reise, behøves der Penge og at høre fra Hjemmet at mine Arbeider skaffede mig disse vilde fylde mig med Glæde, men ikke engang den syndige Operette liden Kirsten er sluppet frem, nu paa fjerde Maaned; jeg beggriber det ikke og Ingen, Ingen sige mig et Ord derom. Jeg er blevet forvænt ude, det er ikke godt! jeg har i denne Time den Tanke, lykkelig om vor Herre lukkede mine Øine langt fra Danmark. O, jeg er syg, sjælesyg i Dag.–Vær mig god min elskede Ven, skriv snart, maaskee Deres Brev endnu naaer mig her i Dresden. Jeg vilde have skrevet til Deres Fader i Dag, troede at det var det rigtigste, men, jeg skriver til Dem, thi jeg kunde misforstaaes, den Fylde af Kjærlighed til Deres Fader, som just mit Hjerte har og som jeg just lider under, kan jeg ikke lægge under Ordene.–Deres Fader skriver at han ikke finder jeg ude kan bære den røde Ørn før Kongen af Danmark har tilladt mig det; denne Yttring har i høi Grad overrasket mig; jeg har været aldeles vis paa at den danske Gesandt i Berlin havde underrettet Kongen der om, i og at altsaa den sædvanlige Tirade kom i Berling! Man finder dog vel ikke mit Bryst uværdigt til at bære en fremmed Konges Erkjendelse; i de tydske Blade har der staaet om den mig givne Udmærkelse og i den leipziger Algemeine, endogsaa udtalt en almindelig Glæde over at jeg har faaet en Orden. Jeg har ikke baaret Tanke om, at jeg var saa afhængig at jeg ikke ved et fremmet, med det preusiske beslægtet Hof, kunde bære min Orden og jeg har ved de store Hoffester baaret den og har daglig mit lille Baand i Knaphullet; skrive til Kongen om Ordenen, er mig en ganske egen Sag, ­ jeg har den Følelse, som om jeg derved vilde sige: see nu har jeg faaet hvad jeg ønskede Du havde givet mig! og let kan jeg ikke!–Det forstemmer mig, ogsaa det piner mig!–Hvorledes skal et saadant Brev stiles? kan jeg ikke skrive et ligefremt Brev til Kongen, som jeg holder af?–Eller er det ikke bedst jeg skriver Adler til og beder ham sige Kongen det. Ja, jeg troer jeg gjør det. Simplest havde det været om Deres Fader, naar han engang talte med Kongen havde sagt ham det i mit Navn. Hvad jeg tidligere spurgte Deres Fader om med Hensyn til Ordenen, var det, at jeg med Hensyn til min Hjemkomst i Danmark skulde der have Tilladelse til at bære den, ude havde jeg aldrig Anelse om at den ikke var mig for­beholden at bære, den er jo det eneste Tegn paa udvortes Erkjendelse, hjemme fra har jeg jo Intet, Intet! Skal jeg altsaa rive den af! Skriv mig snart til! og finder De en Dag Deres Fader mild og god, som han kan være det, saa skriver han mig ogsaa et Par Ord til! Skriv godt, at jeg kun kan erindre det Gode hjemmefra i det jeg nedskriver mit Liv for Fremmede.– Tre Uger endnu at vente er altfor dræbende. Skjær ikke Traaden over mel­lem mig og Danmark, og husk paa at den fattige Dreng man tog sig af nu er blevet 40 Aar gammel og at jeg ikke i min Opførsel har noget endnu at bebreide mig selv.–At jeg rimeligviis ogsaa her i Dresden vil faae megen Erkjendelse og Glæde, at Dronningen af Preusen, som jeg hører, har skre­vet til Dronningen af Sachsen om mig meget naadigt, at jeg alt er hos Kunstenere og Ministre, bryder man sig vel ikke om at vide, men at jeg lever og ikke er glad det er dog Noget de vil høre. Lev vel!

Deres hengivne

H. C. Andersen.

[I Margen: ] Hils Deres Jette!–Ørsted skriver mig til at Hauchs Afhand­ling ikke ganske behager ham; Erkjendelsen er nok ikke stor! Herre Gud! jeg maa søge den andet Sted.

Efterskrift. Da Papiret er gjennemsigtigt, lægger jeg denne lille Stump inden i Brevet, saa læser man det ikke udenfra; jeg kan da ogsaa tilføie min Tak for det Brev De fra Ingeborg har sendt til Wien, jeg kan endnu engang lægge Dem paa Hjertet at har De noget godt at sige mig, da giv mig det, thi jeg ønsker just at være Hjerte i den bedste Betydning, i det jeg nu arbeider paa Biographien; kan De overraske mig med Efterret­ning om Hr. Rasmusse[ns] Velbefindende, om Udsigt til gode Finantser, forsikkre mig at jeg har ligesaa megen Kjærlighed i Danmark, som jeg giver der, da vil De lyse op igjen i mit Sind; om 10 a 11 Dage kan jeg høre fra Dem'ndash;det er en lang Tid, hvor længe kan man da ikke have sovet i sin Grav.–Dr: Winkler er jo død, skriver Fru Ørsted, det vidste jeg ikke. Det har overrasket mig, han var mig venlig og god.–

[I Hjørnet af 1. Side: ] Til Dresden gaae Brevene post restante.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin