H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Edvard Collin til H.C. Andersen 27. februar 1846

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: kjærlighed

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 27. februar 1846
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

167. Fra E. Collin.

[27/2 1846.]

Kjære Andersen. Jeg griber atter Pennen, og dersom De ikke beundrer mig derfor, saa beundrer jeg mig selv, thi jeg er altid ellers bange for at begynde paa lange Breve; men denne Gang kunde jeg ikke undgaae det efter Deres igaar ankomne mismodige Brev. Der var nu ingen Ting lettere for mig at fylde Brevet med, end naar jeg vilde istemme Deres Beklagelser, men oprigtig talt, det kan jeg ikke. Sagen er den: De er godt lidt i Tydskland, i Weimar forkjæler man Dem, De bliver kysset og krammet af de For­nemme der; vi, som ere Deres Venner her hjemme, og som nu een Gang for alle ikke kunne lide, at Mandfolk kysse hinanden, vi smelte ikke hen i Rørelse derover, men vi glæde os i Hjertet ved det af Historien, som er Kjernen deri, nemlig at De gjør Lykke, at De erhverver Dem Venner, som jeg indtil videre vil antage at være sande og overhovedet at De har været glad og fornøiet paa denne Reise. Naar De nu antager dette at være den Tingenes Stilling, som den sande, der burde være saaledes fra Evighed til Evighed Amen, og sammenligner det med Kaffetimerne i Amaliegaden, hvor Ingeborg driller Dem og Theodor kilder Dem og kalder Dem pauvre pomme de terre, saa laver De Dem, med Deres udsøgte Indbild­ningskraft, strax en Historie om, at De er foragtet i Danmark og at De foragter Danmark, og det er Løgn begge Dele; thi i Grunden forliges De og Danmark fortræffeligt og vilde forliges endnu bedre, dersom der ikke var et Theater i Danmark; hinc illæ lacrymæ! Dette forbandede Theater kommer De altid tilbage til, og det kan jeg ærgre mig over; er dette The­ater da Danmark, og er De da ikke andet end Theaterskribent? Er det som saadan, at de bliver feteret i Tydskland, er det ikke som Eventyrenes Forfatter? Og elsker man ikke Deres Eventyr i Danmark? Maaskee rede­ligere end i Tydskland. Men det sidste Brev er skrevet i et Øiebliks daarlige Humeur, efter at De paa een Gang har fundet Dem lidt ene i Dresden efter al den Sviir. . . Først bliver De omfavnet af Hoffet i Weimar for at læse Eventyr, og nu sidder De ene i et Hotel; ligesaa hos os; igaar paa Casino­pladsen raabte Pælerammerne Hurra for mig, for at jeg skulde give dem til Brændeviin, og idag sidder jeg hjemme i min gamle Fløiels-Trøie og har Ondt i Maven. Saadanne Omvexlinger af Skæbnen maa man finde sig i.

Det forbandede Theater maa jeg da, for at følge Deres Ønsker, atter tilbage til. Hvor er det muligt at De kan troe, der hvor De nu er, at kunne fælde en rigtig Dom om Grundene til, at Deres Stykker ikke komme frem; see vi ikke hver anden Dag Forandringer og Opsættelse skee, uden at vi her hjemme kunne udgrunde dem? Er det Theatrets Skyld, at liden Kir­sten ikke er kommet frem? Hartmann er jo ikke færdig med Ouverturen, men Partierne ere indstuderte; og har Hartmann da ingen Undskyld­ning? Jo megen; hans Huus har hele Vinteren været hjemsøgt af Sygdom, hans Kone har endog været meget betænkelig syg, og er endnu svag.– Men De troer nu, at Directionen er Skyld i al Ting, skjøndt De maatte vide, hvad det vil sige, at en Bestyrelse er afhængig af et 50 Menneskers Capricer og virkelige eller foregivne Sygdomme; men for at dog noget af Deres skulde gaae, trækker man den nye Barselstue frem, og denne er ny­lig gaaet 4 Gange.–Men hvad der meest forundrer mig, er, at De ikke kjender Fader bedre, end at nogle Ord fra ham, som dog ikke indeholde det mindste Krænkende, kan pirre Dem saaledes. Naar der er Tale om at melde Dem noget, som kan interessere Dem, er han altid den Første til at paa tage sig det, han har altid Tid dertil; hans kraftige Udtryksmaade kjender De da trods Nogen, og De veed, at man ikke skal dømme hans Følelse efter hans Tone, fordi han engang kan være gnaven som vi Andre. –Men det er ikke for at bebreide Dem, at jeg skriver dette, det er kun for at gjenkalde hos Dem, hvad De selv ikke tvivler om, at hans Kjærlighed for Dem er stærkere end Tydskernes, om den end ikke er saa pyntelig. Men den Mismod, der er opstaaet hos Dem ved Ankomsten til Dresden, er vel egentlig en Slags Hjemvee, og den hover mig ikke; thi paa den lange Reise, som De har lagt Planen til, kan De jo ikke vente den Adspredelse, som Be­gyndelsen gav; og Hjemvee er noget af det Piinligste jeg kjender.

Nøkken til Gade skal jeg nok besørge; jeg har begyndt selv at skrive den af, for at kunne sende den i et Brev. Jeg har desuden havt Brev fra Gurlitt derom. Deres Levnetsbeskrivelse skal jeg nok tage fat paa, naar den kommer til mig. Deres Overeenskomster med Boghandlerne synes jeg i det Hele godt om.

Deres Spørgsmaal i Brev af 11te dennes skal jeg besvare:

1. Det omtalte Expl. af Zeises Oversættelse af Eventyrene har jeg ikke givet til nogen, deels fordi det kun er anden Deel, deels fordi jeg ikke veed, hvem jeg skal foretrække; lad det ligge til nærmere Bestemmelse.

2. Om liden Kirsten har jeg meldt Dem noget, idag hører jeg, at Md. Rung gjør Vanskeligheder; men i den Anledning skal jeg i Eftermid­dag tale med Ernst Weis og pudse ham paa hende. Md. Nielsen gjør ogsaa Knuder.

3. Hauch har ikke skrevet nogen anden Anmeldelse end den, som jeg har sendt til Wien.

4. Forlovelsen er ikke declareret og Mutteren er ligesaagal som hidtil.

5. Bruden fra Lammermoor kommer vist ikke meer frem; om Ravnen haaber jeg nok der skal blive Tale; Mulatten hører jeg ikke noget om.

6. Skriv kun til Adler eller til Levetzau, naar De har altformegen Tid til­

overs.

Fader siger, at han har skrevet Dem til, at De skulde skrive til Kongen om Tilladelse til at bære den røde Ørn. Gjør det; Kongen vil vist ogsaa synes godt derom.

Nu lev vel! misforstaae mig ikke, naar jeg skriver til Dem, som dette Brev begyndte; De kjender mig og mit Hjerte for Dem.

Deres

E. Collin.

Etatsraad Holm siger, at jeg skal hilse Dem.

Chr.Thyberg boede i Weisburggasse, men er nu nok flyttet til Baden, 4 Mile fra Wien; gjennem Legationen vil han kunne findes eller ialfald gjennem hans Læge Dr. Barries, som boer i hiin Gade.

Jeg maa endnu tilføje om Liden Kirsten: Ouverturen er færdig, Hart­mann vil selv gaae til Md. Nielsen og Weis til Md. Rung. Det ansees aldeles nødvendigt, at Bogen er trykt, naar den skal opføres; man kunde jo lade den trykke som almindelig Textbog og sælge ved Indgangen paa egen Becostning; en Forlægger giver vel neppe noget derfor. Men da Hartmann sagde, at der maa skee nogle musikalske Forandringer i den første Text, men at De engang [sagde at]293 disse Forandringer ikke skulle ind i den trykte Bog, maa De give mig Besked, om maaskee begge Dele kunne tryk­kes (som i Sv. Dyrings Hus

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin