Dato: 6. marts 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

169. Til E. Collin.

Wien 6 Martz 1846.

Min kjære, fortræffelige Ven!

Jeg er i Eftermiddag kommet til Wien og sidder efter den anstrengende Reise Tour, i Hotellet; Deres Brev, det med Ingeborgs Skrivelse, Møllers Brev og Hauchs Bemærkninger, har jeg ladet hænte; jeg var i Dag ikke Menneske for at drive om, men i Morgen er jeg paa Farten, og da natur­ligviis strax hos Deres Svoger. Jeg maa, i hvor træt jeg er, dog skrive, tale med Dem om Deres Brev; det jeg senest sendte Dem fra Dresden, var noget betydeligt »irritabile genus«, men Herre Gud, hvorfor skal De og­saa fra mig kun have Jubel og Lyksalighed.–Frygt imidlertid ikke for at jeg i Dag bruser op, nei, naar man har reist over 60 Miil og i al den Tid saa godt som sultet, saa bruser man ikke. Det er et løierligt endevendt Brev Deres, det slutter midtvejs og hvad behager, med Deres Vittighed, at slaae Førsterne sammen med Overførsterne; hvorfor skaffer De til disse sidste ikke et ordentligt dansk Ord, jeg har med Villie skrevet Før­ster, thi de ere de første i Landet, jeg udleder Ordet af først og ikke af »Fyrst«.–See, kan De stikke den!–Tusinde Tak for al Deres Uleilighed med Ringen, 150 Rdlr er jo meget godt, jeg er særdeles tilfreds!–Tak!–Men hvad er Alt det jeg maa høre fra Theatret!–de Mennesker bilde sig ind de ere Midpunktet i Verden, al det Vrøvl, de Folk kunde gjøre!–Hvorledes er nu Stykket blevet besat?, Hvad have de klygtige Sjæle imod det? See det var ganske ønskeligt at vide!–De have naturligviis den bestemte Tro, jeg er Forfatteren og nu skal jeg herunter!–kan De ikke lade Phister skrive til Forfatteren og De eller Deres Jette svare ham. Det er jo dog kun for at skyde Sagen ud!–saa doubleer Stykket! lad Rosenkilde faae Phisters Rolle, kast ud hvad der skaber sig! besæt Styk­ket paa ny, og lad saa Herskabet skumle og vrøvle hvad de vil!–kun ikke at de faae deres Villie! lad Stykket gjøre mindre Lykke,–kun at de ikke faae det som de vil!–Jeg skal ved Leilighed give dem en aande­lig Een paa Hovedet!–og nu nok om det, jeg kunde blive ærgerlig og jeg vil ikke indvirkes paa af de Vinde fra Danmark.–Selv om det kun gaaer to eller tre Gange, vil jeg dog kunde faae 150 Rdlr ud af det;–er det galt regnet? Den liden Kirsten, maa dog endelig nu være i Stadsen, hun giver vel ogsaa 150. Er det for meget?–Seer De det bliver 300 Rdlr'ndash;(som jeg ikke har,)–det er en meget god Hjælp! 50 Rdlr er der vel ved Mai ­Maaneds Slutning leveret af mine gamle Sager, disse 50 stopper Hullet, som Ringen ikke fyldte, forstaaer De mig? 300 Rdlr har jeg i Sparekassen og den 1ste Juli har De lovet at hæve for mig de 300 jeg skal have af min Gage for Resten af Aaret. Summa-Sumarum med hvad vi have og ikke have 900 Rdlr; jeg skal nok skrive betids naar jeg trænger, see De til at faae dem sammen. Ja det er let sagt! siger De og faaer Bürau-Ansigt; ja, det kan De sætte op; et ægte Zahlkammerkasse Ansigt, men det er meget interesant. Nu til Hauch, den ærlige Sjæl!–ja det veed Gud han me­ner det godt, men at De min fornuftige Ven kan være saa glad over de Bemærkninger, kan jeg egentligt ikke begribe.–Ja, kom nu ikke med, at jeg vil have mere Roes; nei Kjære, lad os bare holde os til Sagen. Det er jo en meget svag Opfatten af mig, det er løst og let kastet paa Papiret, han er aldeles ikke trængt ind i min Natur, men gaaer uden om og seer bare hvorvidt det er ham mueligt at bringe alt hvad jeg har skrevet ind i de Kasse han har tømret, som Maalet. Han burde have dvælet ved det Betydeligste hos mig, min Opfatten af Naturen, han burde have udtalt det Eiendommelige ved mine Eventyr!–At De kan finde at der i det han har leveret ligger mere Opreisning for mig end294 i »alle tydske Lauerbær­blade«!–Ja det er en Tirade! Nei, min Fa'er! der ligger en Opreisning for mig i den Erkjendelse jeg lidt efter lidt maa aftvinge dem Hjemme, hvor de ikke forstaae at vurdere det Gode og det Nye hos mig; der ligger en Opreisning for mig i at see at mine Skrifter gaae, selv i slette Over­sættelser, ud over hele Europa!–Enhver kjender mig i Tydskland, mine Romaner og Eventyr ere læste og atter læste! jeg er Danmarks bekjendte­ste Digter! derfor er denne min Reise et sandt Triumpftog, derfor kappes selv Boghandlerne om at faae mine Skrifter, derfor staae alle Huse mig aabne, Førsterne række mig Haanden!–Forstaaer De det!–see nu kneiser jeg! rak mig ned hjemme, faae Livet af mig, naar jeg engang skal have den Fornøielse at see alle vore Udø[de]lige i Kjøbenhavn295, der skal, jeg troer det paa Gud, eengang lyde en anderledes Dom om mig og saa ville de Alle hjemme paastaae at de have forstaaet mig og erkjendt mig! see, nu har jeg skrevet mig gal i mit gode Hovede! jeg maa igjen have fat paa Deres Søsters Brev at jeg kan komme mig! See saa! det er et velsignet Brev, Liv Lune, Elskelighed! siig hende at jeg har leet min gode gamle Latter, saaledes at jeg blev bange for at Na­boerne skulde troe at jeg var gal. Historien om Prinds Paris er saa beskue­lig at man lever den om igjen. Det glæder mig at Vandcuren har hjulpet Holst; man sagde ellers da jeg var i Byen at de originale Emma og Wil­liam krængede let, jeg haaber hans er ikke fladbundet296. Hils ham, den Lykkelige!–Det veed Gud i Himlen jeg under ham alt Godt; gjerne skrev jeg og gratulerede, men han er jo Anonym, eller er det nu decla­reret? Carstensen (Agenten) er med sin unge Frue her i Hotellet, hende har jeg endnu ikke seet, men han kom hjerteligt, som han er, styrtende297 ind af min Dør i Dag, da jeg kom fra Jernbanen; ja det har været en drøi Tour paa den, men herom og om Reise Begivenhederne skriver jeg paa et andet Stykke Papir, det bliver et Brev til Deres Jette, et Brev som circulerer.–Jeg bliver her ikke længer end 14 Dage fra Dato! skriv mig til før min Afreise fra Wien, selv om De nyelig har skrevet, thi jeg faaer da ikke Breve før i Rom; vær nu saa elskværdig, som De jo kan være! fei dem af ved Theatret, selv om Hr Rasmussen gaar i Vadsken, (men lidt Guldstøv maa der vadskes af ham). Lev nu vel kjære Ven, hils E. Weis, Hartmanns, Sich, der er saa, portofri, Børnene etc.–Deres trofaste

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost