Dato: 6. marts 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

170. Til Henriette Collin.

Wien den 6 Martz 1846.

Kjære, kjære Jette Collin!

Jeg er i Dag, som De vil see af Brevet til Eduard, indtruffet, men alt for træt til at kunne løbe ud, Deres Broder skal imidlertid have min første Vesit imorgen. Kammerjunker Carstenskjold var allerede nu hos mig og sagde at vilde jeg have Brev hjem maatte jeg sende ham dette tidlig imorgen, jeg iler altsaa der med og De faaer denne Gang intet om Broderen, men kun om mig!–Jeg skal nok sætte ham i Humeur for det har jeg Gud skee Lov ganske glimrende, kom der kun ikke nogle smaa Vandspande hjemme fra og gik over mig, men enfin, Alt er jo godt fra det kjære Fædreland. Dog Haucks Bemærkninger var det ikke,–aligevel, saaledes taler eens Venner der!–Det er characteristisk! Fra jeg kom til Dresden har De hørt fra mig; jeg nød der samme hjertelige Modtagelse i alle de første Huse, som i de tidligere Steder; Ministeren Küneritz, de holstenske Prindsesser, Fürst Lövenstein'ndash;–ja overalt var jeg som en gammel Bekjendt. Den fortræffelige gamle Baronesse Deecken, der elsker mig som en Moder, kom mig saaledes imøde.–De skulde see hvor hun dæggede for mig, hvor hun var stolt af sin Søn, som hun kaldte mig. Professor Grahl, een af de rigeste Kunstnere her, der kun maler for sin Fornøiele og er en udmærket Mand, malede mit Portræt i Olie, det er ganske fortræffelig, ligner mig, saaledes som jeg vil see ud; efter dette har jeg skrevet til Lorck i Leipzig skal Staalstikket gjøres; det Billed De snart faaer at see af mig i »Illustrirte Zeitung« ligner, som Portraitterne der pleie at ligne, men Skabelonen vil De vel kjende; en Russer der holder Forelæsninger i Dresden, vil der holde een over Betydningen af mine Eventyr, det bliver lidt mere end mine gode Venner hjemme hitte ud af, og Manden er ligesaa dygtig, som nogen af de talende der, hans Dom har Betydning. Jeg havde den Ære ogsaa i Dresden at blive kaldet til den kongelige Familie[;] Kongen og Dronningen vare høist naadige imod mig og Dronningen spurgte mig om jeg havde Lyst til at præsenteres ved Hoffet i Wien, hun vilde da give mig Brev med til sin Søster Erkehertuginde Sophie, dette, hendes egenhændige Brev, har jeg faaet.

[RED: Her er indsat; H. C. Andersen, malet i Dresden 1846 af A. Grahl. Privateje.]

Jeg var en Aften hos Prinds Johan, der var 7 af hans Børn, hvor de Alle især de to mindste vare nydelige i deres Venlighed mod mig, de kjendte jo alle mine Eventyr, de skulde have seet hvor de to smaa Væsner betragtede mig og fortalte om deres »Grantræ«, der ved Julen stod netop i den Sal hvor vi sad og drak Thee. Moderen er en Søster til Dronningen af Preusen og ligner hende i en Grad, saa at jeg tiltalte hende som Dronning af Preusen.–(Maleren Fröhlich gjør nu Tegninger til en Deel af Eventyrene i den ilustrirte Udgave.)–De skulde see hvor mange deilige Blomster jeg havde i Dresden; Damerne gav mig som oftest deres Bouquet, naar jeg forlod et Selskab; i Theatret havde jeg Plads i Directions Logen og Adgang over Alt.–Da jeg reiste fik jeg Blomster og Frugter af Damerne, flere vare paa Postgaarden, Lommetørklæder viftede, men denne Gang var jeg ikke bevæget, som i Weimar, mit elskede Weimar. Derfra har jeg alt to Breve, Arvestorhertugen længes efter mig og Beaulieu skriver at det er blevet ham eensomt siden jeg drog bort. Med Diligense reiste jeg til Prag, hvor jeg strax blev indbudt hos Grev Thuns, een af de første Familier. Erkehertug Stephan tog mig hjertelig i Haanden til Velkomst og har bedet mig altid naar jeg kom til Bøhmen betragte ham som en gammel Bekjendt. Han kjender Spillemanden og nogle Eventyr. Det er mærkeligt hvor jeg er læst og kjendt af de forskjelligste Mennesker i Tydskland. Overalt veed man hvor lidt man forstaaer mig i Danmark, hvor ledes man der skatter mig; Aviserne sige ogsaa at jeg tilhører Tydskland! De skulde see hvor smukt man der har glædet sig over at jeg i Tydskland har faaet en Orden. I Prag saae jeg Soldaterne marscere til Polen, der var store Skarer, man kunde knap trænge sig frem i Gaderne, det Hele havde mig noget nyt og bevægeligt, men ikke behageligt. I Gaar gik jeg paa Jernbanen; to tusinde Mand skulde bort, Tropper der i mange, mange Aar havde ligget i Prag, alle Mennesker vare ude til Afsked, De kan tro det var ikke let for en Fremmet at arangere sig og sine Sager i en saadan uoverskuelig Masse; to Timer før Affarten maatte jeg alt see at komme der ud, lige fra Erkehertug Stephan foer jeg til Banen. Bjergene rundt om vare oversaaede med Mennesker. Aldrig har jeg seet et saadant Syn! sligt lader sig ikke arangere! det var Masserne, som imponerede! Hoved ved Hoved!–og hele Aftenen, hele Natten hvor vi foer forbi Byer stode Mennesker. Det saae sælsomt ud! Den røde Fakkelbelysning, de zigeuneragtige Mennesker; den uhyre Strækning vi gjennemfløi; det var ikke mueligt at faae Spise og Drikke, det var neppe mueligt at fjerne sig fra Vognene, og saaledes gik det i een Fart til ieftermiddag Klokken 1 da var jeg her; over 60 Mile havde jeg gjennemfløiet.–Her fra gaaer det om 14 Dage over Triest, men før den Tid har Eduard faaet dette Brev og skrevet mig til igjen. Hils Ingeborg og tak hende for det velsignede Brev hun sendte mig, snart skriver jeg til hende; Augusta skal ogsaa faae Brev; Veiret er mildt og smukt, jeg holdt alt op i Prag med at lægge i Kakkelovnen; Solen er saa velsignet'ndash;Jeg er særdeles anbefalet her til Wien; vor Gesandt sender mig allerede Indbydelse til imorgen Middag, det begynder nu igjen, som det slap i Nordtydskland, Ære og Mad! Lev nu vel! tusinde kjærlige Hilsener til Alle glem ei Børnene;

Deres trofast hengivne H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost