H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Christian VIII 12. marts 1846

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 12. marts 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian VIII
Sprog: dansk.

Wien den 12 Marts 1846.

Allernaadigste Konge!

Det har paa hele denne Reise været mit Hjerte en Trang at udtale mig for Deres Majestæt, hvem mit Hjerte hænger ved, og fortælle, hvor godt det gaaer mig, hvor rigt mit Liv er paa Solskin, hvor hædrende, hvor hjerteligt man overalt modtager mig; men jeg har ikke vovet at skrive til min naadige, gode Konge. Jeg har imidlertid i et Brev til Hendes Durchlauchtighed Hertuginden af Augustenborg bedet om, at, naar hun skrev til Hendes Majestæt Dronningen, jeg da maa blive bragt i naadigst Erindring, og jeg har saaledes haabet, at Deres Kongelige Majestæt og vor milde, elskelige Dronning have hørt, hvor trofast og inderligt min Tanke hænger ved Dem Begge, hvor megen Ære og Glæde jeg ogsaa har herude. Deres Majestæt veed, at Kongen af Preussen allernaadigst har tildeelt mig den røde Ørneorden; jeg modtog den ved Afreisen fra Berlin, og nu, da jeg sex Uger senere kom til Dresden, overrakte Ministeren Jordan mig mit Diplom. Da jeg ikke var inde i Formerne, ikke vidste, om det danske Gesandtskab bragte Efterretning derom til Danmark, eller om jeg selv skulde give Beretning, skrev jeg til Hr. Geheime-Etatsraad Adler, og han har i et Brev, som jeg modtog denne Morgen, sagt mig, at Deres Majestæt var mig meget naadig, og at det vilde være rigtigt, at jeg skrev til min Konge selv og udbad mig den Naade, at jeg turde anlægge og bære den fremmede Orden. Dette er det, jeg altsaa her vover og seer derved et af mine kjæreste Ønsker opfyldt: at skrive Deres Majestæt til, skrive ret ud af mit Hjerte. Geheime-Etatsraad Adler meente, at min milde Konge slet ikke vilde tage mig det unaadigt op, naar jeg i denne samme Skrivelse fortalte andre Efterretninger om mig selv paa denne Reise. Mit Hjerte siger mig det Samme, og uden Frygt for at blive misforstaaet, tør jeg udtale den Lykke, som følger mig, det Solskin, som strømmer ind i min Sjæl og Tanke. Gud er mig næsten altfor god; jeg begriber det ikke selv!

- - - - - Da jeg kom til Berlin, lod Kongen af Preussen mig strax naadigst tilsige til Taffels; jeg tilbragte senere en for mig høist interessant Aften i Potsdam, hvor Kongen var overordentlig naadig og elskværdig; han talte meget om sit Ophold i Kjøbenhavn, var henrykt over vore Bøgeskove, vort fortræffelige Theater, talte meget med mig om dansk Literatur og især om det Indtryk, mine Skrifter havde gjort paa ham. Ved Læsningen af Min Roman »Kun en Spillemand«, sagde han, havde han ved Storkens Død faaet Taarer i Øinene.

- - - - - Overalt lærte jeg, at mine Skrifter ere gaaede ind i det tydske Folk. En Lykkestjerne staaer over mine Arbeider; de flyve vidt omkring.

- - - - - En saadan Lykke, en saadan Erkjendelse gjør blød om Hjertet, ydmyger for Gud. O, naar jeg tænker paa min fattige Barndom, [mine] Savn og Mangler, de tunge, mørke Timer, da synes jeg ofte, at dette Hele er en Drøm; jeg er ved at kunne græde. Deres Majestæt! Jeg tænker mere paa Deres Hjerte end paa Deres Krone, idet jeg skriver dette; De vil kjærligt og naadigt opfatte det.

Jeg kom til Weimar og fandt hos den elskelige Arve-Storhertug en Modtagelse, en Hjertelighed. Ingen, Ingen af mine Kjæreste i Danmark kunde inderligere flyve mig imøde, end han gjorde det.

- - - - - Da jeg i to Dage opholdt mig i Jena, hvor Holsteneren Professor Michelsen havde et stort Selskab for min Skyld, og hvor han særdeles smukt udtalte sig om den danske Literaturs Betydning og Blomstren, kom Arve-Storhertugen selv til Jena for endnu engang at sige mig Levvel og overbringe mig et Anbefalings-Brev fra sig til Erkehertug Stephan i Prag. I Leipzig kom Brockhaus, Lorck og flere Boghandlere til mig, og jeg fik for første Gang et Tilbud i Udlandet, der kan bringe mig Penge. En Pragt-Udgave af mine »Eventyr« og en stor Udgave af mine »Samlede Skrifter« ville til Nytaar udkomme, og jeg faaer for at gjennemlæse dem 300 preussiske Daler. Da jeg kom til Dresden, lod Kongen af Sachsen mig indbyde en Aften; Dronningen fortalte mig, at hendes Søster, Dronningen af Preussen, havde skrevet saa venligt om mig. Begge Majestæterne vare høist naadige, og jeg maatte læse for dem Eventyret om »Grantræet« og om »Holger Danske«, hvorved vi ret kom ind i Danmark og i alt Stort og Godt der. Prinds Johans Gemalinde ligner i en Grad sin Søster, Dronningen af Preussen, at jeg blev formeligt forbauset derved. Deilige, elskværdige Børn har Prinds Johan, og de syntes at kjende alle mine Eventyr. Ligesaa hjerteligt blev jeg modtagen af Erkehertug Stephan, og nu her i Wien, hvor Dronningen af Sachsen har givet mig Brev med til sin Søster. Erkehertuginde Sophie, er jeg af denne naadigst bleven modtagen. Jeg var for to Aftener siden hos Hendes Kejserlige Høihed. Keiserinde-Moderen spurgte mig meget om Deres Majestæt, ogsaa om Enkedronningen. Jeg saae ogsaa der Prinds Wasa og flere høie Personer. Det er mig interessant, og jeg haaber ogsaa til Gavn i aandelig Henseende, at se forskjellige Hoffer og leve ind i, hvad man kalder det høiere Selskabsliv; Blomsten deraf, haaber jeg, vil give en ny Duft i kommende Skrifter. Jeg lærer i mit Liv ret at erkjende, hvor meget hjerteligt stort, hvor meget Elskeligt der findes i alle Stænder. Livet er saa deiligt, alle Mennesker i Grunden gode; jeg har Tillid til dem Alle, og i Grunden har jeg aldrig fundet mig skuffet. Selv i oeconomisk Henseende har min Reise været heldig; jeg er nu paa femte Maaned borte og har ikke givet ganske fem Hundrede daler ud; det har gjort mig let ved, at jeg de fleste Steder er optagen i Familier og har, som en kjær Slægtning, boet hos disse; og Slægtskabet er den Interesse, man har for mine Skrifter, og den Venlighed, hvormed man opfatter min personlighed. Ja, de fleste Byer forlod jeg med Taarer; jeg er bleven hjemme i hver som en Ven og Broder. Men jeg trætter min allernaadigste Konge; min Skrivelse er alt bleven saa lang, og der var endnu en Deel, jeg vilde fortælle, en Deel, der maaskee kunde have lidt mere Interesse, end det Meget, jeg har sagt om mig selv. Saaledes var Afreisen fra Prag et Skue, jeg aldrig vil forglemme. Flere tusinde Soldater reiste derfra til Polen; det var Tropper, som i flere Aar havde ligget i Prag; Folk vare derfor gaaede ud for at sige dem »Farvel«. Hele Bjerg-Siden var besat med Mennesker, Hoved ved Hoved;& det saae ud som et stort, broget, tyrkisk Teppe; milevidt strakte Skaren sig, overalt vaiede Hatte og Tørklæder; ved hver Landsby, vi kom forbi, saae vi Folke-Masser. Den hurtige Flugt, Fakkelbelysningen, de bøhmiske Ansigter, det fremmede Sprog - Alt havde noget særdeles Gribende. Det var Masserne, der her imponerede. - Med Jenny Lind har jeg været med sammen i Berlin og i Weimar; hun gjemmer med dyb Følelse Erindringen om Danmark og elsker dette Land. Hendes Fremstilling af »Søvngjængersken« er Noget af det Herligste, jeg kjender. Hun har for mig yttret Lyst til at træde op i denne Opera, naar hun kommer til Kjøbenhavn; det bliver vel i September. Dette Spil, denne Sang, den hele Aabenbaring i »Søvngjængersken«, er Noget, jeg ikke veed andet Ord for, end at man bliver et bedre Menneske, naar man seer hende deri! Man leer og græder; Gud i os selv bliver os klarere; jeg har glemt Theatret; jeg har følt det Helligste i Kunsten. Midt i April kommer hun til Wien, bliver her en Maaned og reiser da til Schweitz. - Den danske Componist Gade, der lever i Leipzig, har jeg givet en original Operatext, som han nu componerer. Jeg selv arbeider flittigt paa min Biographie, som min tydske Boghandler vil kjøbe af mig, ogsom kommer til at staae foran i den nye samlede Udgave. Jeg vil deri udtale min Tro paa Gud og Verden, fortælle mit oplevede Eventyr, der er saa rigt og lykkeligt; jeg kunde ikke, selvom jeg havde faaet mægtige Kræfter dertil, herligere [have] ordnet Alt, end den gode Gud har ledet det for mig. Jeg erkjender det saa fuldkomment, mit Hjerte bøier sig med Tak mod Gud og Menneskene, og naar det da ret er fuldt, - kunde jeg trykke den hele Verden til mit Bryst! Tro mig, Deres Majestæt, jeg gjemmer dybt og fast det Gode, jeg modtager. Gid jeg i min Livs-Skizze ret maa kunne udtale det, og min kongelige Velgjører vil forstaae, hvor inderligt jeg føler og skatter hans høie Naade og Mildhed mod mig. Det var paa Føhr, femogtyve Aar efter, at jeg som en fattig Dreng kom til Kjøben havn, jeg Aarsdagen sad ved min Konges Taffel; Deres Majestæt og Dronningen lykønskede mig; de Dage paa Føhr, den elskelige, milde Maade, De Begge udtalte Deres Naade for mig, den, jeg i Virkeligheden har modtaget, har evigt og altid bundet mig til Dem. Gud glæde og velsigne mit høie Konge-Par! Jeg flyver nu ind i Italien. Den anden April fylder jeg allerede mit 41de Aar; men min Tanke og mit Sind ere friske, som var jeg kun tyve. Nye Værker haaber jeg at bringe; enhver Reise er mig, ikke et Middel til at søge Stof, men et forfriskende, aandeligt Bad; denne Reise - vil Gud - bringer vist ogsaa et Værk, og da, naar mit Fædreland modtager det, naar Udlandet er opfyldt deraf, da, min allernaadigste Konge, er min Glæde ikke Forfængelighed, nei, det er Glæde over, at mine Venner faae Ære af mig, at min elskede Konge faaer at se e, jeg ikke ganske er hans Naade og Mildhed uværdig. Et nyt Leve-Aar ruller op i Italien; det vilde begynde med lykkelige Varsler, om jeg der, gjennem Geheime-Etatsraad Adler eller Conferentsraad Collin, der jævnligt skriver til mig, erfarede, at min Konge har, som jeg haaber og troer, naadigt som altid læst dette Brev, og at, hvis Former er altfor meget udenfor det Sædvanlige, Deres Majestæt har tilgivet mig dette. Tør jeg vove at bede min Konge sige Hendes Majestæt Dronningen, hvor trofast, i dybeste Ærefrygt, jeg tænker paa hende. Gud give Deres Majestæt Sundhed og Lykke! Evigt og altid hænger mit Hjerte fast ved min gode, milde Konge.

I allerdybeste Underdanighed

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Wien den 12 Martz 1846.

Allernaadigste Konge!

Det har paa hele denne Reise været mit Hjerte en Trang at udtale mig for Deres Majestæt, hvem mit Hjerte hænger ved, og fortælle, hvor godt det gaaer mig, hvor rigt mit Liv er paa Solskin, hvor hædrende, hvor hjerteligt man overalt modtager mig; men jeg har ikke vovet at skrive til min naadige, gode Konge. Jeg har imidlertid i et Brev til Hendes Durchlauchtighed Hertuginden af Augustenborg bedet om at, naar hun skrev til Hendes Majestæt Dronning, om jeg da maa blive bragt i naadigst Erindring og jeg har saaledes haabet at Deres Kongelige Majestæt og vor milde, elskelige Dronning have hørt hvor trofast og inderligt min Tanke hænger ved Dem begge, hvor megen Ære og Glæde jeg ogsaa har herude. Deres Majestæt veed at Kongen af Preussen allernaadigst har tildeelt mig den røde Ørneorden, jeg modtog den ved Afreisen fra Berlin og nu da jeg sex Uger senere kom til Dresden, overrakte Ministeren Jordan mig mit Diplom. Da jeg ikke var inde i Formerne, ikke vidste om det danske Gesandtskab bragte Efterretning derom til Danmark, eller om jeg selv skulde give Beretning, skrev jeg til Hr. Geheime-Etatsraad Adler og han har i et Brev, som jeg modtog denne Morgen sagt mig, / at Deres Majestæt var mig meget naadig og god, og at det vilde være rigtigt at jeg skrev til min Konge selv og udbad mig den Naade at jeg turde anlægge og bære den fremmede Orden. Dette er det jeg altsaa her vover, og seer derved et af mine kjæreste Ønsker opfyldt at skrive Deres Majestæt til, skrive ret ud af mit Hjerte. Geheime-Etatsraad Adler meente at min milde Konge, slet ikke vilde tage mig det unaadigt op naar jeg i denne samme Skrivelse fortalte andre Efterretninger om mig selv paa denne min Reise. Mit Hjerte siger mig det Samme og uden Frygt for at blive misforstaaet tør jeg udtale den Lykke, som følger mig, det Solskin, som strømmer ind i min Sjæl og Tanke. Gud er mig næsten alfor god, jeg begriber det ikke selv! Først tilbragte jeg 14 lykeklige Dage paa Gravensteen, hvor jeg i denhertugelige Familie modtog saa megen Hjertelighed, følte mig saa hjemme og glad, at jeg ikke nok kan udtale det. I Oldenborg optoges jeg i en elskværdig dannet Familie, i Theatret havde jeg min fri Plads, alle de første Huse stode mig aabne og hos Storhertugen var jeg saavel til Taffel som Hofconcert og i Aftencirkel; ved min Afreise var hans kongelige Høihed saa naadig at skjænke mig til Erindring om sig en meget kostbar Ring. Da jeg kom til Berlin lod Kongen af Preussen mig strax naadigst tilsige til Taffels, jeg tilbragte senere en for mig høist interessant Aften i Potsdam, hvor Kongen var overordentlig naadig og elskværdig; han talte meget om sit Ophold i Kjøbenhavn, var henrykt over vore Bøgeskove, vort fortræffelige Theater, talte meget med mig om dansk Litteratur og især om det Indtryk mine Skrifter havde gjort paa ham. Ved Læsningen af Min Roman "kun en Spillemand, sagde han, at ved Storkens Død havde han faaet Taare i Øinene. Jeg var flere Gange hos Prindsessen af Preusen, en aandfuld, elskelig Dame; da jeg sidste Gang saae hende gav hun mig til Erindring om / et rigt indbundet Album, hvori hun selv havde skreve tog indklæbet Billedet af det Slot hvori hun aldtid havde modtaget mig. Fyrst Ratzewill Sawigny, Bismer-Bohlen [Bismarck-Bohlen] alle de første Familier, saavel som Lærde og Kunstnere aabnede mig deres Huse, overalt lærte jeg, at mine Skrifter ere gaaede ind i det tydske Folk. En Lykkestjerne staaer over mine Arbeider; de flyve vidt omkring, selv de engelkse og rusiske Oversættelser modtages med Glæde. En saadan Lykke, en saadan Erkjendelse gjør blød om Hjertet, ydmyger for Gud. O, naar jeg tænker paa min fattige Barndom, Savn og Mangler, de tunge mørke Timer, da synes jeg ofte at dette Hele er en Drøm jeg er ved at kunne græde. Deres Majestæt, jeg tænker mere paa Deres Hjerte, end paa Deres Krone i det jeg skriver dette; De vil kjærligt og naadigt opfatte det.

Jeg kom til Weimar, blev en Maaned der og fandt hos den elskelige Arvestorhertug en Modtagelse, en Hjertelighed. Ingen, Ingen af mine Kjæreste i Danmark kunde inderligere flyve mig imøde, end han gjorte det. Daglig saae vi hinanden, udtalte os for hinanden, jeg har ham inderlig kjær og jeg veed hans Hjerte hænger fast ved mig. Storhertugen og Storhertuginden lod mig jevnlig tilsige, jeg var ved alle større og mindre Fester, vi talte tidt om Danmark, om Deres Majestæt. Jeg blev en heel Maaaned og da jeg i to Dage opholdt mig i Jena, hvor Holsteneren Professor Michelsen havde et stort Selskab for min Skyld, og hvor han særdeles smukt udtalte sig om den danske Literaturs Betydning og Blomstren, kom Arvestorhertugen selv til Jena for endnu engang at sige mig Lev vel og overbringe mig et Anbefalings Brev fra sig til Erkehertug Stephan i Prag. I Leipzig kom Brockhaus, Lorck og flere Boghandlere til mig, og jeg fik for første Gang et Tilbud i Udlandet, der kan bringe mig Penge. En Pragt-Udgave af mine Eventyr og en stor Udgave af mine Samlede Skrifter ville til Nytaar udkomme, og jeg faaer for at gjennemlæse den 300 preussiske Daler. Da jeg kom til / Dresden, lod Kongen af Sachsen mig indbyde en Aften; Dronningen fortalte mig at hendes Søster, Dronningen af Preussen havde skrevet saa venligt om mig; begge Majestæterne vare høist naadige, og jeg maatte læse for dem Eventyret om Grantræet og om Holger Danske, hvorved vi ret kom ind i Danmark og alt Stort og Godt der. Prinds Johans Gemalinde ligner i en Grad sin Søster, Dronningen af Preussen, at jeg blev formelig forbauset derved. Deilige, elskværdige Børn har Prinds Johan, og de syntes at kjende alle mine Eventyr. Ligesaa hjerteligt blev jeg modtagen af Erkehertug Stephan, og nu her i Wien, hvor Dronningen af Sachsen har givet mig Brev med til sin Søster Erkehertuginde Sophie, er jeg af denne naadigst blevet modtaget. Jeg var for to Aftener siden hos hendes Keiserlige Høihed. Keiserinde Moderen spurgte mig meget om Deres Majestæt, ogsaa om Enkedronningen; jeg saae ogsaa der Prinds Wasa og flere høie Personer. Det er mig interessant, og jeg haaber ogsaa til Gavn i aandelig Henseende, at se forskjellige Hoffer, leve ind i, hvad man kalder det høiere Selskabsliv; Blomsten deraf haaber jeg vil give en ny Duft i kommende Skrifter. Jeg lærer i mit Liv ret at erkjende, hvor meget hjerteligt Stort, hvor meget Elskeligt der findes i alle Stænder. Livet er saa deiligt, alle Mennesker i Grunden gode, jeg har Tillid til dem Alle, og i Grunden har jeg endnu aldrig fundet mig skuffet. Selv i Oeconomisk Henseende har min Reise været heldig; jeg er nu paa femte Maaned borte og har ikke givet ganske femhundrede Daler ud; det har gjort mig let ved at jeg de fleste Steder er optaget i Familier, har, som en kjær Slægtning boet hos disse; og Slægtskabet er den Interesse man har for mine Skrifter og den Venlighed, hvormed man opfatter min Personlighed; ja de fleste Byer forlod jeg med Taarer; jeg er bleven hjemme i hver, som en Ven og Broder. Men jeg trætter min allernaadigste Konge; min Skrivelse er alt bleven saa lang, og der / var endnu en Deel, jeg vilde fortælle, en Deel, der maaskee kunde have lidt mere Interesse, end det meget, jeg har sagt om mig selv; saaledes var Afreisen fra Prag et Skue, jeg aldrig vil forglemme. - Flere tusinde Soldater reiste derfra til Polen; det var Tropper, som i flere Aar havde ligget i Prag, Folk vare derfor gaaet ud for at sige dem Farvel. Hele Bjerg-Siden var besat med Mennesker, Hoved ved Hoved; det saae ud, som et stort broget tyrkisk Teppe; milevidt strakte Skaren sig, overalt vaiede Hatte og Tørklæder; ved hver Landsby, vi kom forbi, saae vi Folke-Masser; den hurtige Flugt, Fakkelbelysningen, de bøhmiske Ansigter, det fremmede Sprog havde noget særdeles Gribende. Det var Masserne, som her imponerede. - Med Jenny Lind har jeg været med meget sammen i Berlin og i Weimar; hun gjemmer med dyb Følelse Erindringen om Danmark og elsker dette Land. Hendes Fremstilling af Søvngjængersken er noget af det Herligste jeg kjender, hun har for mig yttret Lyst til at træde op i denne Opera, naar hun kommer til Kjøbenhavn, det bliver vel i September. Dette Spil, denne Sang, den hele Aabenbaring i Søvngjængersken er Noget, jeg ikke veed andet Ord for, end at man bliver et bedre Menneske, naar man seer hende deri! man leer og græder; Gud i os selv bliver os klarere; jeg har glemt Theatret; jeg har følt det Helligste i Kunsten. Midt i April kommer hun til Wien, bliver her en Maaned og reiser da til Schweitz. - Den danske Componist Gade, der lever i Leipzig, har jeg givet en original Operatext, som han nu componerer; jeg selv arbeider flittig paa min Biographie, som min tydske Boghandler vil kjøbe af mig, og som vil komme foran i den nye samlede Udgave, jeg vil deri udtale min Tro paa Gud og Verden, fortælle mit oplevede Eventyr, der er saa rigt og lykkeligt, jeg kunde ikke selv, om jeg havde faaet mægtige Kræfter dertil, herligere ordnet Alt, end den gode Gud har ledet det for mig. Jeg erkjender det saa fuldkomment, mit Hjerte bøier sig med Tak mod Gud og Menneskene, og naar det da ret er fuldt, - jeg kunde trykke den hele Verden til mit Bryst! Tro mig Deres Majestæt, jeg gjemmer dybt og fast det Gode jeg modtager; gid jeg i min Livs-Skizze / ret maa kunde udtale det og min kongelige Velgjører vil forstaae hvor inderligt jeg føler og skatter hans høie Naade og Mildhed mod mig. Det var paa Føhr, femogtyve Aar efter at jeg, som en fattig Dreng kom til Kjøbenhavn, jeg Aarsdagen sad ved min Konges Taffel; Deres Majestæt og Dronningen lykønskede mig; de Dage paa Føhr, den elskelige, milde Maade, De Begge udtalte Deres Naade for mig, den jeg i Virkeligheden har modtaget, har evig og altid bundet mig til Dem. Gud glæde og velsigne mit høie Konge-Par! Jeg flyver nu ind i Italien; den anden April fylder jeg allerede mit 41de Aar, men min Tanke og mit Sind er frisk, som var jeg kun 20; nye Værker haaber jeg at bringe, enhver Reise er mig, ikke et Middel til at søge Stof, men et forfriskende, aandelig Bad, denne Reise - vil Gud - bringer vist ogsaa et Værk, og da naar mit Fædreland modtager det, naar Udlandet er opfyldt deraf, da min allernaadigste Konge er min Glæde ikke Forfængelighed, nei, det er Glæde over at mine Venner faae Ære af mig, at min elskede Konge faaer at se jeg ikke ganske er hans Naade og Mildhed uværdig. Et nyt Leve-Aar ruller op i Italien, det vilde begynde under lykkelige Varsler, om jeg der, gjennem Geheime-Etatsraad Adler eller Conferentsraad Collin, der jevnlig skriver mig til, erfarede at min Konge har, som jeg haaber og troer, naadig som altid læst dette Brev; og at hvis Formen er alfor meget udenfor det sædvanlige, Deres Majestæt har tilgivet mig dette, tør jeg vove at bede min Konge sige Hendes Majestæt Dronningen hvor trofast i dybeste Ærefrygt, jeg tænker paa hende. Gud give Deres Majestæt Sundhed og Lykke, evig og altid hænger mit Hjerte fast ved min gode, milde, kloge Konge.

I allerdybeste Underdanighed

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 371-76)