Dato: 17. marts 1846
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenh. 17/3, 46.

Hvis min Beregning ikke er alt for urigtig vil dette Svar paa Deres hjertelige, broderlige Linier naae Dem paa Deres Fødselsdag, en Dag hvorpaa jeg ellers er saa vandt til at tale lidt med Dem kjære Andersen, at det altid vil blive en Trang for mig endten det nu skeer gjennem Læben eller Pennen. Jeg kan idag kun sige Gudvelsigne Dem og gjøre Deres Sjæl altid saa klar og varm som den Himmel der vistnok hvælver sig over Dem, naar De modtager disse Linier. Jeg har havt megen Glæde over Deres Orden868 , ja jeg har paa Deres Vegne været stolt af den. Klæder den godt, og mon den vil trække Professoren efter sig naaer De kommer hjem - Jeg tænker det næsten, dog saa vilde De maaskee blive mig en mere fremmed Andersen; medens De nu altid er mig den gamle med det barnlige og dog ofte dybe Sind, der ejer Toner af en nordisk Grundakkord som jeg for ingen Priis vilde savne hos min Ungdomsven, fordi det er dem der har født min Interesse og opfostret mit Venskab og fordi Solstraalens Glands for mig altid maae have Alvorets og Veemodens Skygge som Baggrund naar den ret skal tiltale min alvorlige Sjæl, i gamle Dage viste De mig ofte denne Baggrund, og for mig skinner den gudskeelov altid igjennem det brogede Teppe, som De i den senere Tid oftere end før lader falde nedover den. De har ventet et langt Brev, og faaer nu kun et kort, ikke fordi Deres var det; men fordi det i lang, lang Tid har været mig aldeles forbuden at skrive, og endskjøndt jeg har havt den bedste Villie til at overtræde Forbudet, har det været mig physisk umuligt. Dagen efter at jeg havde skrevet mit sidste Brev til Dem maatte jeg blive liggende fordi nogle rheumathiske Smerter som jeg alt paa Norgereisen havde tiltrukken mig, toge meget stærkt Overhaand. Jeg laae nu 12 Dage, blev nogenlunde helbredet og begyndte at gaae lidt ud igjen; men faldt paany tilbage og blev saa syg som jeg endnu aldrig har været. At min Roman, hvis øvrige Indhold næsten var ordnet i mine Tanker, uden at jeg under den bestandige Uro der findes i et Dagligværelse havde funden Kraft og Leilighed til at nedskrive det, nu igjen, og for lang Tid, maatte hvile forbedrede ikke det Onde, indtil en aldeles Svaghed berøvede mig Tanken paa den og alt Andet undtagen Følelsen af Guds Nærhed. Mit Onde er ikke hevet, det er den samme Galdesygdom hvoraf Bedstemoder døde, og hvoraf Tante Gusta næsten i et heelt Aar var opgivet; men formodentlig i en ringere Grad, dens Aarsag vides ikke, siger Lægen, det er den der i de sidste Aar har givet min Hud den forunderlige Bruunhed; man kan forresten see paa Tante Au at den kan helbredes og jeg er i de sidste Dage saa betydelig bedre efter et Brøndvand jeg drikker, saa jeg haaber at det for denne Gang er overstaaet. Min Sjæl er nu tilfreds og taknemmelig for det fornyede Liv Gud har skjænket mig, endskjøndt jeg under min store Svaghed, med Længsel paa et forhøjet Liv i Gud og paa Gjensynet med min Fader og det søde lille Barn jeg saae døe i Norge. Men jeg trætter Dem med denne vidtløftige Sygdomshistorie; langtrukken fordi det er de første Linier jeg endog uden Lægens Tilladelse skriver, medens jeg derimod alt i 14 Dage har beskjæftiget mig med Haandarbejde, og to Gange gaaet lidt i Luften. Alt hvad jeg til min Roman havde sammendrømt, maatte jeg gjøre mig al optænkelig Umage for at forjage, fordi det berøvede mig Ro og Søvn; min Phantasi har kun beholdt nogle enkelte taagede Omrits; halve Aars Ophold kan ingen Eenhed give et Arbejde, jeg har nu saagodt som opgivet dette; men selv om Gud aldrig giver mig Kraft til noget Nyt og Bedre, hvilket jeg dog haaber, vil jeg dog med Rolighed og uden Selvbebreidelse bære det; thi det skal ikke blive aandelig Sløvhed, eller nogen som helst anden aandelig Svaghed der afholder mig derfra, og naaer den legemlige svigter, haaber jeg, at jeg altid som nu vil føle, at jeg kan blive et nyttigt Medlem af Samfundet uden at være en maadelig Digterinde, et godt og vistnok ligesaa lykkeligt Menneske alligevel.

Imorgen Aften Torsdag d. 19de er der averteret et nyt Stykke til Opførelse, der hedder: "Herr Rasmussen"869 , den lille Frøken Alberti870der forleden gjorde os Visit, lod sig forlyde med at det skulde være af Dem, vidste jeg det og kunde blodt tænke derpaa, vilde jeg see det; men det er mig endnu umuligt. Holder jeg mit Brev tilbage for efter Andres Relationer at mælde Dem dets Udfald kommer det ikke til d. 2 April, er Stykket virkelig af Dem hvilket jeg egentlig slet ingen Tro har til skriver Collin jo nok stram især da han dog vist gratulerer Dem. Disse Linier gaae derfor bort inden Stykkets Opførelse. Jeg har skrevet nogle Ord til Justitsraadinde Collin871for at faar Deres Adresse at vide. Frøken Drewsens Forlovelse med Stampe er offentlig deklareret872i disse Dage, Fru Stampe skal være derimod siger Folk, fordi hun selv bruger saa mange Penge, at hun ikke i flere Aar kan tænke paa at Sønnen skulde indgaae et Ægteskab. Phister er da nu gift med Jfr. Petersen873 , hun skal have været i høj Grad angreben, inden hun kunde bestemme sig, "gifter jeg mig med ham, bliver jeg ulykkelig " skal hun have sagt til sine Nærmeste "det veed jeg alt for godt; men gifter jeg mig ikke med ham bliver jeg ogsaa ulykkelig da jeg elsker ham." Man siger at de endnu leve lykkeligt sammen. – Debutantinden Jfr. Meier874 en Jødinde, har gjort Lykke og ikke Lykke, hun skal være styg og kjøn, have naturligt Anlæg og dog være en fuldkommen Copi af Fru Hejberg, jeg kan ikke dømme derom, da jeg ikke har seet hende. Hendes første Debut var i Romeo og Julie. Af nyere æstethisk Litteratur har jeg læst "Jøden" af Corsarens Udgiver, der skriver under Navnet Ludvig Meier875 ; en meget interessant Novelle, der dog efterlader et uhyggeligt Indtryk, et Par Enkeltheder i denne Bog mindede mig om Momenter af Deres "Spillemand", samme Forfatter leverede i "Gaca" en lille Fortælling876 , skrevet med den fortrinligste Plastik og med et Lune som jeg fandt uimodstaaeligt, Gæas Udgiver havde givet en Beskrivelse af Christiania med dens Omegn, som jeg kun læste nogle Blade af da jeg ikke vidste hvortil jeg skulde henføre det Hele, det forekom mig for dumt til at være Satire; og for uvidene til at være Alvor877 . Af en Samtale som Herr J. P. Møller fører i Hauchs Huus i Sorø river han ned paa den lille "Fanny" (Jfr. Nielsen), for hendes sidste Arbejde878 , som jeg rigtignok ikke ulæst kan bedømme, for andre Forfatterinder holder han et moralsk Foredrag hvis Point er at Regjeringen hellere maatte give dem en Understøttelse for at tie . Noget kan der vel være deri, og vil Herr J P M skaffe mig en saadan Pension vil jeg med Lethed forbinde mig til – ikke at lade være at skrive, men til ikke at udgive Noget; men havde han kunnet udvirke Noget for sig selv havde "Fanny" vel ikke faaet saa mange Skjænd. Bogen indeholder af værdifuldt kun Digte af Herz, Winther og Andersens smukke Sang til "Jenny Lind"879 . Igaaraftes var der Concert i Studentersangforeningen hvor blandt Andet Sangen af Kenilworth: "Hvor der vindes Laurbærkrandse", og det smukke Jægerchor af Lykkens Blomst (hvortil jeg finder Ordene saa deilige) bleve afsungne. – Jeg har i disse Dage "Havfruen" af Forfatteren til "En Vandring i Syden"880 ; men har ikke kunnet beqvemme mig til at begynde paa den den skal være ret interessant; men naar det Phantastiske ikke behandles af en ret Stor Digter foretrækker jeg den simple Fornuft. – Jeg har tidligere naar jeg læste Baggesens Biographie undertiden sammenlignet Dem med den barnlige excentriske Digter og Deres Stilling i Livet med den Kreds han aandede i. Det Sidste er endnu Tilfældet; men for det Første beder jeg Dem om Forladelse, thi De er dog et anderledes fornuftigt Menneske end B'ndash; endskjøndt de ikke philosopherer saa meget som han gjorde, uden dog mindst af Alt at være Philosoph. Tænk Dem i sidste Deel, der nu er udkommet881 , døer hans Kone, hans tilbedte og elskværdige Sophie som han endog som gammel Mand aldrig kunde glemme, han er fortvivlet, ganske ude af sig selv; men forlover sig i det første Aar efter hendes Død – 3 Gange. Hans Forlovede ere alle Engle; men Revolutionstiden og Familieomstændigheder gjør at de to første igjen hæve Forlovelserne. Min Mening med disse Linier er naturligviis at jeg anseer Dem for to Gange fornuftigere end B'ndash;, for den tredie Gang vilde jcg derimod række Dem begge mine Hænder og mit Hjertes bedste Lykønskninger, og dog troer jeg jeg vilde sige: Vælg ikke som Jerichau en Konstnerinde882 eller Italienerinde, det er et Vovestykke der'ndash; , dog maaskee kan gaae godt. De er endnu i Wien seer jeg af Adressen, det maa især for Øjeblikket være et interessant Opholdssted. – Mit Brev er kjedsommeligt, men jeg har jo saa lidt at besvare, veed saagodt som Intet om Dem. Giv mig en Skildring af hvad der har grebet Dem, en kort Beskrivelse over de Mennesker De omgaaes. "Nogle Draaber Aandens Viin" og min Aand skal endnu have Svingkraft til at følge Dem. Deres gamle sygelige Søsters Hjerte er endnu som en Sangbund hvori Deres Toner give en Gjenlyd. Levvel kjære Andersen! tusende Hilsener og Lykønskninger fra Moder og Søstrene; ogsaa alle Læssøes hilse og Tante Mine der var henrykt baade over Orden og Hilsen. Jeg hører i dette Øjeblik at Frøken Aagesen er bleven forlovet med hendes Oncle den gamle Etatsraad Holm883 . Fr. Herbstes Giftermaal med en Etatsraad V. der er 70 Aar men ejer en Villa uden for Neapel og tre Tønder Guld884 , er vel en gammel Nyhed for Dem? Vor Tids unge Piger ere rigtignok saa fornuftige, saa – ja saa man næsten maa skamme sig paa deres Vegne, eller ogsaa ansee sine egne Begreber for overspendte. Indlagte lille Brev fra Caroline og mig til Thorald Læssøe er De maaskee saa god at give ham, naar De sees i Rom, det er Svar paa nogle venlige Linier han alt ifjor Sommer tilskrev os. Jeg har været saa indbildsk at troe at De hellere vilde have et utydeligt og sletskrevet end et kort Brev, blot De nu kan læse det.

Deres inderlig hengivne Henr. Hanck

+ Ludvig kom strax op for at mælde os Deres Udmærkelse.

Et Drama af Wiborg "Kong Wolmer og Havfruen"885 er i disse Dage bleven udpeben. I den Tid jeg laa var det Foraar, vi havde sidst i Februar Storke, først i Marts Violer, nu er det igjen Vinter, Storm og Slud.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost