Dato: 23. marts 1846
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

174. Fra E.Collin.

De skriver i Deres sidste Brev til mig: »Rak mig nu ned hjemme!« Det vilde nu gaae i Opfyldelse i stor Stiil, dersom man vidste, at De var Forfatter til Hr. Rasmussen, som gik i Torsdags men faldt. Der staae nu de Ord, som jeg saa nødig vilde skrive Dem til, men det er jo engang mig Skjæbne, at De gjennem min Pen skal faae alle Ubehageligheder at vide. Jeg har confereret med Jette, om jeg skulde detaillere Affairen eller lade det beroe med det simple factum; hun stemte for det Første og jeg følger hendes Anskuelse. Stykket gaves efter Alferne. Begyndelsen gik ret godt, men Phister eller hans Rolle forekom mig snart flau; de 3 Jomfruer kom frem, Jfr. Rosenkilde og Md. Phister fortræffelige, Jfr. Ryge som Moderen ligeledes; men de talte for meget, det kjedede og der rørte sig ikke een Haand til Klap; jeg var ganske febrilsk'ndash;især over Slutningen af 1ste Act, hvor R. taler om at han nær var blevet skudt og hvad Seminaristen saa vilde have gjort; saa gik Tæppet ned og en frygtelig Hyssen hørtes. Saa gik jeg, thi jeg kunde ikke udholde det, og jeg vidste at det ikke meer stod til at redde. Slutningen fik jeg at vide af Andre, og den var altsaa total Gjennemfalden; i sidste Act spilte Publicum lidt med, svarte paa Replikerne o. s. v. Det vil naturligviis ikke meer komme frem efter en saadan Behandling.

Dersom De nu heri atter seer en dansk Miskjendelse af Dem og maaskee Animositet mod Dem fra de ikke Faa, der ane Forfatteren i Dem, da tager De virkelig Feil. Der er vist ingen, De bedre kan troe i dette Capitel, end mig. De erindrer, hvor godt jeg syntes om Stykket, hvor morsomt jeg fandt det; med den fuldkomneste Sikkerhed om at det vilde gjøre Lykke, at der vilde blive Griint fra Begyndelse til Ende gik jeg derhen og jeg kjedede mig, jeg var forlegen, jeg fandt det saa fladt, saa blottet for morsomme Situationer og Characterer, at jeg kan forsikkre Dem, at jeg aldrig har seet noget Lignende. Jeg er i min inderste Sjel overbeviist om, at De, hvis De havde seet Stykket, vilde have havt samme Følelse af at have taget Feil af Stykkets Værd. Jeg har taget frygtelig Feil, og jeg har ærgret mig halvsyg. Jeg troer i Grunden – og haaber det'ndash;at De vil tage Dem det lettere; thi naar Alt kommer til Alt, saa kan De dog betragte det Hele, som om De havde sagt en mislykket Vittighed; nu forekommer det mig, at det er det Samme, som naar jeg sagde en Skjemt til Dem og De derpaa'ndash;som De ofte har gjort – sagde: »Skal det være vittigt« eller »Det var slet ikke moersomt«. Den som det i Grunden meest gjør mig ondt for, er Fader; thi han vil naturligviis høre meget ilde for at han har tvunget Stykket frem mod saamanges Villie.

I denne Uge kommer Montecchi & Capuleti frem og dermed er den største Hindring for »Liden Kirsten« hævet. Md. Rung har været fritaget for Tjeneste, da hendes Barn var meget sygt. Liden Kirsten kommer altsaa snart paa Tapetet. Gud veed, om jeg faaer det at see, thi rimeligvis midt i April tiltræder jeg en Reise til Wien, for at følge Md. Thyberg til Christian. Gaaer alt efter den nærværende Bestemmelse, saa følger Jette med, og vi blive da c. een Maaned borte. Skade, at det ikke kunde træffe sammen med Deres Ophold i Wien.

Det store Drama »Konning Volmer og Havfruen« som nu er gaaet 2 Gange over Scenen (man siger, det er af Kunstkritikeren Wiborg) gjør meget lidt fortune; det er næsten altfor patriotisk.

Kan og vil De, som De siger, engang give Phister en paa Hovedet, saa har han ærlig fortjent det, saavel for sin flaue Udførelse af Rasmussen, som for den Iver, hvormed han har udbredt dette Stykkes Slethed.–Nu tale vi ikke meer om dette Stykke; reqviescat in pace.–Alle hilse.

Deres gamle Ven

Edvard.

Kbhvn. 23 Marts 1846.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost