H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Chr. K. F. Molbech 3. november 1830

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. november 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Chr. K. F. Molbech
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 3. November 1830.

Modtag først min inderlige Tak for Deres venlige Brev og de velmeente Bemærkninger, De gav mig angaaende de enkelte, nye Digte, De var saa god at gjennemlæse, og tillad mig altid, i denne Henseende, at betroe mig til Dem; jeg trænger til en Mand som Dem, og De vil vist heller ikke støde min varme Tillid tilbage. - Før jeg kunde bringe Dem de to første, trykte Ark af mine nye Digte, har jeg ikke villet uleilige Dem med en Visit; nu har jeg just faaet dem fra Bogtrykkeren, det vil nu være Dem bekvemmere at læse, og jeg beder Dem ret meget, at sige mig Deres Mening; selv har jeg været saa streng imod Digtene, som det var mig muligt, skaaret Meget bort og forkastet nogle af de Stykker, der ikke synes at behage Dem. De vil i disse to Ark finde Meget, De ikke kjender, og jeg vover at sende Dem de følgende Ark til Gjennemlæsning; Intet vil være mig mere opmuntrende, end af Dem at høre, at mine Digte i dette Aar have taget en dybere Retning; selv har jeg troet det, da det er mig aldeles klart, at mit hele Væsen, mit hele aandelige Jeg ikke er det samme, som da jeg skrev det første Bind i Fjor; om jeg nu har forandret mig til det Bedre, eller om det i Grunden kun er den samme Tone, der klinger fra et andet Instrument, haaber jeg at erfare fra Dem, hvis Dom og Interesse er mig saa vigtig og ønskelig. - Af Digtene i disse to Ark vover jeg at udpege: - Hvad jeg elsker - Havblik - Den fremmede Fugl - Luftaanden - og Badens latinske Grammatika; dog haaber jeg, De ogsaa læser de andre!

Deres af Hjertet inderlig hengivne

Andersen.

Min Ad: Store Kongensgade 33, 3 Sal.

Om en 8te Dage vil jeg tage mig den Frihed at hilse paa Dem, dersom jeg ikke før den Tid har den Ære at høre fra Dem.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscanning 57, 96)