Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 2. april 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Collin, g. Lind
Sprog: dansk.

Brev nr. 34

Fra H.C. Andersen til Louise Lind, f. Collin den 2. april 1846.427

Til Fru Louise Lind!

Rom den 2den April 1846.428

Da jeg i forgaars kom her til, glad over at have endt den lange Reise over Appeninerne, lykkelig ved igjen at være i Rom, det herlige Rom, gik jeg strax paa Posthuset, uden dog at vente Brev og jeg fandt tre, eet fra Weis,429 eet fra Arvestorhertugen af Weimar,430 og eet fra Dem og Lind. Det første var saa godt meent, saa fuldt af Interesse, de to sidste saa hjertelige; og just det fra Dem og Lind ventede jeg slet ikke, jeg læste det paa Gaden og atter hjemme og senere igjen da jeg kom i Seng; tak, tak, mine kjære, trofaste Venner! – jeg var ved at lee og græde! Ja, hvor tidt har jeg ogsaa tænkt paa Aftnerne i Hjemmet der; naar lille Anna var lystig og Ingeborg væltede sig ned i Sophaen; Scenerne før de Smaa kom i Seng og vor hyggelige Passiar om Theebordet, ja, jeg begyndte at forstaae at De og Lind virkeligt holdt af mig og derfor voxte mit Hjerte fast; det er en Guds Gave ret at forstaae hinanden, holde af hinanden! – Dette Brev er altsaa her ganske for Dem; dog Lind er jo Halvdeelen, om han er den høiere eller venstre Side veed jeg ikke, men høiere og venstre udgjøre jo dog eet! – han læser altsaa Brevet og i Tankerne trykker jeg her hans ærlige Haand. Den skriver mig maaskee til Gjengjæld igjen et lille Brev fortæller mig om denne Hr Pedersen eller Rasmussen der skal paa Theatret og som han siger skal være af en Hr Nielsen eller Hansen eller Andersen. – Hvad er det for et Stykke?431 – Jeg hørte det nævnt, troer jeg, før jeg reiste, er det endnu ikke spillet, eller hensovet? – De spørger mig om Jenny; jeg hører jevnlig fra hende, hun er ligesaa indtaget i den unge Hertug af Weimar og hans Gemalinde, som jeg; og disse igjen ere ganske, som fortryllede af hende; gjerne vilde432 det unge Førstepar at Jenny slog sin Bolig op i Weimar – dog dette maa De ikke fortælle i Kjøbenhavn – ogsaa jeg skulde blive der – det skeer ikke.433 – Jeg har en Søster i Jenny, en trofast Sjæl, mere ikke; forstaaer De mig, neppe gifter hun sig, der som jeg har samlet og forstaaet Alt; jeg veed for en Deel hendes Bestemmelse, men har ikke ret at tale derom!434 – Med mig selv er jeg saaledes paa det Rene, at jeg kan [resi]gnere,435 jeg bygger ingen Drømme-Slotte, men tager hvad Gud lader skee for mig; jeg har en Ro i min Sjæl, som aldrig før, jeg erkjender at Alt, hvad der er skeet endnu for mig har været til det Bedste;436 jeg er opfyldt af Taknemlighed og Glæde. – Gud veed om jeg, som Ægtemand blev lykkeligere, om jeg kunde gjøre nogen Anden lykkelig; – altsaa hvad der er Bedst, det skeer! – Det er i Dag min Fødselsdag, jeg veed De tænker paa mig, drikker min Skaal, ja maaskee selv lille Anna og Ingeborg klinke med? De huske mig dog de søde Børn? Hils Linds Søstre, hils dem jeg har truffet i Deres Huus og naar De kommer i Directions Logen saa hils Fru Adler437 og Francesca Høier438; Fru Adler fortæller Dem vidst om det Brev jeg har skrevet til hendes Mand, han var strax saa venlig, igjen at skrive mig til i Wien. Fortæl hende at jeg har været en Aften i Keiserborgen hos Erkehertuginde Sophie,439 faaet af denne en smagfuld Brystnaal, drukket Thee der, talt med Keiser Frandss Enke440 & – Jeg drømte ellers i Nat en hæslig Drøm, der, da, det var Natten før min Fødselsdag, gjorte mig overtroisk; jeg syntes jeg var i Spanien og blev der dømt – Gud veed hvorfor – til at sænkes ned i Havet i en Glasklokke; jeg sank og sank, det store Hav gik over mig, Blodet var ved at springe ud af alle Aarer, jeg skreeg – og saa vaagnede jeg! – det var mørk Nat, Klokken var neppe meer end halv to; imorges selv var jeg derved lidt forstemt, men saa kom de deiligste Blomster fra Fru von Göthe,441 de skulde hilse paa mig den anden April og vare fra Haven i det Huus, hvor jeg har ladet min Improvisator fødes: Hjørnet af piazza Barbarina. – Jeg kjørte ud med Fru Göthe, det var Sommerveir, jeg ganske sommerklædt og Solen forjog alle Skygger, alle Drømmebilleder i den smukke Virkelighed! ak kunde jeg dog i et Spring have været 5 Minutter i Amaliegade, flyvet dem Allesammen om Halsen. I denne Aften havde en Deel Landsmænd, samt Svenske og Norske indbudt mig, Ideen gaaet ud fra de Svenske,442 og min Skaal blev drukket og der var Sang og Krands osv; af danske var saa vidt jeg husker: Brock,443 Davidsen fra Slagelse,444 Holbeck,445 Marstrand,446 Küchler,447 Bravo,448 Læssøe,449 Lunde,450 Pedersen,451 Boesen,452 Reck (Doctoren)453 Kolberg,454 endnu 4 Danske jeg ikke husker Navnene paa; de Svenske vare flere. – Det var imidlertid hjerteligt og smukt, kun, skal jeg være ærlig, jeg syntes bedst om de Svenske, de vare i deres Væsen mod mig, saasom jeg er vant til hos Tydskerne. – Dagen er nu forbi, et nyt Livs Aar ruller op! Guds Villie skee! nogle trofaste Venner i [Dan]mark455 og Tydskland beholder jeg altid, og mellem de første bliver456 [De og] Lind. Lev vel! Deres trofast hengivne H.C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus