Dato: 2. april 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

161. Til Jonas Collin.Rom den 2den April 1846.

Min kjære faderlige Ven !

min Tanke er hos Dem og Deres! Gud glæde og velsigne Dem Alle! idag er jeg 41 Aar! hvor gammel! og dog er jeg indvendig neppe meer end 20. Hvilket Liv fuldt af Lykke og Solskin ligger ikke bag ved mig, og det vil nok saa blive ved, min Tro paa Gud er fast! tak, tak! De og Alle der i Hjemmet for Deres Kjærlighed mod mig ! jeg feirer min Fødselsdag ved tredie Gang at være i Rom, hvor faae Mennesker opnaae sligt! O jeg er gjennemtrængt af min Lykke! – Jeg føler mig denne Gang saa glad, saa tilfreds i Rom, denne sidste Reise er jo ogsaa, ja det lyder forfængeligt at sige, Triumphtog, nu vel da, denne sidste Reise fra Hjemmet har været og er et deiligt solbelyst Eventyr. De skal nu høre fra det Sted jeg skrev sidst det var i Wien, mine sidste Breve derfra har De jo modtaget. De veed at Erkehertuginde Sophie gav mig en smagfuld Brystnaal, den Diamants jeg før bar leverede jeg til Carstenskjold at han i Sommeren kan give den i Deres eller Eduards Hænder.– Jeg levede i Wien baade med Kunstnere og den høie Adel, Grev Szecheny, Grev Creenville etc. etc. saavel som Løwenstern vare særdeles venskabelige mod mig . Den 18 Martz gik jeg paa Jærnbanen til Grätz, een af de dristigste jeg kjender, i det man ikke altid farer ligefrem, men i Slangebugter langs Floder og omkring Bjerge; imellem vare Bugterne saa korte at jeg undrede mig over at vort uhyre lange Tog, i den skrøkkelige Flugt ikke gik ud af Skinnerne, et Tilfælde der dog havde fundet Sted, netop Dagen før jeg kom der, men Ingen vare dræbte, kun lidt vøltede om i hinanden; strax fra Grætz tog jeg med Diligensen til Triest og reiste saaledes to Nætter og Dage efter hinanden. I Triest maatte jeg, for Dampskibets Skyld vente i fire Dage, men disse gik i den samme selskabelige Tour, som jeg var vant til i Tydskland. Vor danske Consul Øestereicher, en riig og dannet Mand, der i Triest har omtrent samme Betydning, som De i Kjøbenhavn, tog særdeles vel mod mig, han kommer til Kjøbenhavn en kort Tid denne Sommer, og da jeg tilfældigviis kom til at udtale mig om Dem, fik han særdeles Lyst til at gjøre Dem en Vesit og bad mig om et Brev, der kunde skaffe ham Deres Bekjendtskab, jeg gav ham et saadant og De vil venlig modtage ham; han er som sagt, en Mand af Formue og Virksomhed, der er af stor Betyding; den oldenborgske Consul, til hvem jeg fra Oldenborg var adresseret, tog sig lige saa meget af mig, og alt næste Dag vidste den halve By at jeg var der og til min Overraskelse, thi med Wien troede jeg mit tydske Publicum syd paa hørte op, fik jeg en Masse Indbydelser, Besøg, fandt det i Triest snart lige saa hjemligt, som i de andre tydske Byer. Jeg blev indbudt af Gouverneuren til hans store Soiree, traf en Mængde Mennesker, der talte om Improvisator, O T etc. – ja, det hører ikke op endnu med at man fordærver mig ! – men det kan jeg ikke gjøre for. Den sidste Middag var jeg hos Grev Waldstein, der for os Danske har det interessante at han er den sidste Green af Corfitzs Uhlfeldts Familie, nemlig nedstammer fra den Green, som slog sig fast i Øesterig. Christ IVdes Portræt, Uhlfelds og Eleonores hang paa Væggen, og han har – hvad De kan glæde en Historiker med hjemme – en Masse Breve Uhlfeldts Familie vedkommende. Jeg blev anbefalet Dampskibs Capitainen, fik den allerbedste Køie, blev præsenteret for alle Officererne, og da Veiret, uagtet det var storm-Tiden, og Sciroccoen noget stærk, ellers var godt, havde jeg en høist behagelig Søereise; man havde raadet mig at tage med Cureer til Rom, da man troede det ikke sikkert saa nær Paaske at reise med Veturin over denne Deel af Appeninerne, men for at gaae med Coureeren skuldejeg vente i Ankona fire Dage, det smagte mig ikke, og da jeg fandt en Grev Paar fra Wien og en ung ungarisk Adelsmand Badanowitscht (eller saadant noget, man kan ikke forlange at jeg skal huske et saadant Navn, men eet havde han) saa toge vi tre strax en Veturin, hele Vognen, og reiste over Apeninerne, der øverst oppe ganske laae med Snee, saa at vi der var midt i Vinteren, men neden for fandt Roser og udsprungne Figentræer; vi havde en polsk Prindsesse med, som altid kom foran os og tog de bedste Værelser, ja tilsidst i et elendigt Huus hvor vi maatte ligge, var der ingen Plads for os; jeg sagde da Prindsessen at hun kunde ikke have tre Værelser naar vi ingen havde, og saa maatte hun rykke ud med eet, men gal var hun; de andre to Herrer kunde ikke arangere det saa men jeg paatog mig at være den grove! "Ja han er en grov Karl!" siger nok Ingeborg. Prindsessen har nu rimeligviis ladet spørge om mit Navnog min Stand; Og da – hun havde en Gouvernante, en Engelænderinde, som kjendte den engelske Oversættelse af Improvisatoren, saa – saa fik jeg Hyldethee! – Vi tre Herrer bleve indvitere[de] til en Frokost, som hendes inderlig skidne Kok makkede sammen; saaledes lønnede hun mig; mange Complimenter fik jeg. Klokken 10 om Formiddagen den sidste Martz kom vi hertil Rom; vi kjørte fra Hotel til Hotel, intet Sted vilde man optage os paa kortere Tid end paa 14 Dage og for disse skulde vi give hver 15 Scudi o: 30 Rbdlr for et lille Kammer oppe i 4de Etage; de to Herrer vare rede der til; jeg sagde det var for galt, bad dem passe paa Vognen og løb om for at finde Landsmænd, endelig fandt jeg da Bravo, og i næsten to Timer travede vi om og saae paa Værelser; imidlertid stode de andre Herrer ved Tøiet; endelig fik jeg, i denne dyre Tid, Paasken staaer jo for Døren, en Leilighed nær ved Corso, for 40 Scudi om Maaneden, Bravo pruttede til 35 og saa tog vi Leiligheden. Værelserne ere meget elegante, men det ene noget lille, den der fik det skulde derfor kun give 10 Scudi, vi trak Lod, og jeg fik det billigste. Af Danske saae jeg strax Allen, der var kommet samme Dag fra Neapel; siden saae jeg Brock, som jeg ret hjertelig kom i møde, men han er mig noget kjøbenhavnsk, i daarlig Betydning; han kommer ogsaa kun lidet sammen med de andre Landsmænd, men er altid med en Frøken Bjerring; Gurlitt og Pedersen saae jeg senere.

- Igaar besøgte jeg Jerichau, der af Alle ansees for den betydeligste af Alle de unge Billedhuggere i Rom, han har giftet sig med en udmærket Malerinde fra Schweitz, de ere begge i fattige Omstændigheder endnu, men Alle sige det vil i Tiden gaae dem glimrende. Den unge Læssøe boer hos dem. Marstrand traf jeg igaar, han var tyk og munter; Kolberg har gjort et smukt Basrelief og imorgen tager han fat paa min Buste. Alle de Svenske tage ligesaa hjerteligt mod mig, som de Danske, mellem hvilke jeg ogsaa maa nævne Clausen og hans Frue. – I Dag er det nu paa tredie Dag jeg er i Rom, det er den anden April og den første Hilsen var fra Fru Gøthe der er her fra Weimar, hun har sent mig de deiligste Blomster i Masse, saa jeg har hele Værelset pyntet; Sønnen Walter har foræret mig et fortræffeligt Reiseskrivetøi, Læssøe et Billed, og til Aften er jeg indbudt af et Par Danske og en Deel Svenske, der ville drikke min Skaal! – Jeg skal imorgen naar jeg slutter Brevet fortælle hvor det er løbet af; nu holder Fru von Gøthe udenfor, vi skulle kjøre Tour. Lev vel! Lev vel!

3 April.

Dagen igaar endte med at Danske, Svenske og Norske indbød mig og drak min Velkomst Skaal. – Men nu til en Sag, man har lagt mig paa Hjertet. I hele Tydskland, hvor jeg kom, lød Jerichaus Navn, som den danske Billedhugger der vilde blive en anden Thorwaldsen; et Par tydske Professorer, dygtige Mænd, havde igaar fat paa mig og bad mig, for mit Fædrelands Ære, tale til Hjemmet om Jerichau. Hos Alle Kunstnere og Fremmede er der kun een Mening at Jerichau er det betydeligste Geni blandt alle Billedhuggerne men han er fattig, og hvad der er værre, legemlig angrebet og melankolsk i en Grad at man enkelte Øieblikke kan frygte det Værste, han maa denne Sommer fra Italien, hvis varme Climat kan dræbe ham, han maa til Danmark og faae nogle Søebade, det er alle Lægers Mening. Jeg har talt med ham og han har udtalt sig for mig. Kongen af Danmark har lovet at gjøre en Bestillmg hos ham, naar han har seet eet af hans Arbeider, et saadant har alt i flere Maaneder ligget i Livorno og forgjæves ventet paa SkibsLeilighed. Tiden gaaer og midt i Mai maa han see at komme bort; Kongen har ladet ham faae 200 Scudi, men Jerichau har store Udgifter til Modeller, til Attellier, kort, han er; i Gjæld, han behøver 600 Scudi for at reise; i Assens har han Familie, der kan han ret tarvelig pleie Legeme og Sjæl, men hjem maa han; hans Arbeider vække her Forbauselse, men de ere for storartede til at kunne kjøbes af Enhver. (Et deiligt Basreliefi Marmor har han gjort, et deiligt Barn paa en Gjeddebuk, og en Dreng der skyder bag paa etc.–det skulde Moltke-Bregentved kjøbe.) – Jerichaus ulykkelige Melancoli kommer fra hans Legeme, dette maa styrkes og der er kun kolde Søebade og Forandring af Luft, som her hjælper. Han har skrevet hjem til Kongen, men Intet hørt. Tag De Dem afSagen, her er noget Overordentligt, ikke noget Hverdags, det er for Danmarks Skyld, for vor National-Ære at han maa og snart!–

- See det har Mange lagt mig paa Hjertet og jeg har selv følt mig gjenemtrængt af Lyst til at udtale mig for Dem. Det nyeste af Jerichau er en Kriger der har røvet en Tigerunge og nu angribes af Moderen, ganske efter Naturen, for at vise de Enkelte Kunstnere som sige at det kun er i at gjengive Antiquen atJerichau er stor. Siden Thorwaldsen kom med sin Jason, har intet Arbeide i den Art vakt mere Opmærksomhed, end Jerichaus sidste Gruppe. – Hvad siger De til at Frøken Herbst har giftet sig i Neapel med den gamle Voigt? Kyckler har jeg fundet ret munter, de Andre sige, han er imellem melankolsk. – Een af de romerske Skildvagter, hører jeg, har nogle Skjælmer i Nat klædet nøgen af, uden at gjøre ham videre og hængt hans Klæder op paa Muren; saaledes bovogtes vi ! - Hils Gusta Collin, næste Gang faaer hun et lille Brev, ligesaa Ingeborg, de to andre indlagte, ere, som De seer for Louise og Eduard, det sidste af stor Vigtighed for mig. Vil De ret hjertelig takke Weis for hans Interesse og Venskab for mig !–Hils alle Kjære hjemme, og seer De Adler da hils og faae at vide hvorledes Kongen har optaget mit Brev, Adler sagde jeg kunde skrive og fortælle Alt hvad jeg vilde, min Compliment til Levetzau, han faaer Brev her fra Rom; Excellensen Due fra Norge kom her igaar.–Nu lev vel

Gud glæde og velsigne Dem,

Deres sønlig hengivne

Glem ei Jonna, Stampe, Theodor, Waldemar etc.

H. C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost