Dato: 31. december 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Nytaarsaften 1830.

Kjære Hr Professor

Det er en halv Evighed siden jeg nu har talt med Dem og Deres gode Kone; vel reiste jeg i Sommer lige forbi Sorø, men det var med Posten, og saa veed De man ikke tør gjøre Vesitter; Gud veed naar jeg nu kommer ad den Kant, [overstr: thi] næste Sommer tager jeg til Norge, men kan jeg ikke gjøre en legemlig Vesit, saa vil jeg her gjøre en aandelig, gjennem mine nye Digte. Disse, haaber jeg, vil behage Dem og Deres Kone bedre end de i fior, thi disse have vistnok en langt dybere Grundtone, og for saa vidt, at den Talemaade er sand, at "hvad der kommer fra Hjertet gaaer til Hjertet", vil vist ogsaa disse finde en god Modtagelse; jeg glæder mig ret til, at høre fra Dem begge, hvad De har synes om dem og om jeg er gaaet frem eller tilbage, thi et Brev, veed jeg sikkert De glæder mig med, da De nok veed, hvor kjært dette vil være mig, og hvor meget Deres gode Meninger er mig. - Jeg har nu ellers taget fat paa alvorligere Sysler, jeg vil lægge mig efter Historie og Philosophie; ligesom jeg nu ogsaa har taget fat paa engelsk og italiensk, i hvilke jeg især glæder mig til Byron / og Dante. - Sommeren har jeg ellers tilbragt meget behagelig, jeg var en Maaned i Jylland, i de fleste store Stæder og hele 2 Maaneder i Fyen, Frugten af denne lille Udflugt er den nye Digt-Samling i hvilken jeg især vil udpege Ørkenens Søn, Luftaanden og Livet en Drøm, de tre Stykker jeg selv synes bedst om. Min Opera Ravnen er nu, i Musik, første Aet færdig, og et andet Syngestykke, Bruden fra Lammermoor, arbeider jeg daglig paa; det er et smukt Æmne, De kjender det nok fra Walter Skotts Roman. Med mit Helbred gaaer det godt, men, dog føler jeg mig ikke tilfreds, jeg er ikke længer den jeg var før, jeg mærker, jeg bliver ældre, jeg føler at Livet har noget langt dybere end jeg før har drømt, og at jeg aldrig, aldrig her vil blive ret lykkelig! Gid at De var her i Byen, mit Hjerte hænger ret inderlig ved Dem. De vilde da vist være mig en sand, oprigtig Ven; O Glæd mig ret snart med et Brev, et ret langt Brev, saa vil jeg under Læsningen tænke mig hos Dem, og høre hvad De nu synes om mig og min Muse. Hils Deres fortræffelige Kone og tænk imellem paa Deres af Hjertet hengivne

Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 26-27)