Dato: 26. april 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Hans Christian Ørsted
Sprog: dansk.

Rom den 26 April 1846

Mit Brev fra Wien har De vist faae og seet at ogsaa der blev jeg velsignet og hjerteligt optaget; før min Afreise skjænkede Erbehertuginde Sophie mig en smagfuld Brystnaal, som jeg skulde bære til Erindring om hende og dette Ophold i Wien. Hos Grev Szechenyi gjorde jeg Bekjendtskab med hans brømte Broder, den betydeligste Mand i Ungarn, som De nok veed; hos Adelsmænd og Kunstnere, ved Hofetoveralt blev jeg godt modtaget og Bladene talte om mig, som om en berømt Mand. Der var Øieblikke hvor jeg havde det ganske ubegribeligt! -

Den 18 Martz reiste jeg paa Jernbane til Grätz, det er den kjækkeste Bane jeg endnu kjender, den snoer sig som en Slange i alle de korte Bugter Floden gjør, det var mig næsten ubegribeligt at et Tog, saa langt, som vort, kunde i den Flugt gjøre slige Svingninger uden at komme ud af Skinnerne; jeg ventede hvert Øieblik at vi maatte slynges mod Klippen eller ned i Floden.

Først i disse Dage er Jernbanen aabnet fra Grätz til Cilli, jeg maatte kjøre med Diligense og kom saaledes til Triest, her troede jeg at staae ensom og ubekjendt, men det var ikke Tilfældet, jeg fik Indbydelser, selv til Gouverneuren, jeg vandt en Skare Venner af min Musa; een af de dygtigste mænd i Triest og af stor Indflydelse er vor danske Consul Øesterreicher, han har Deel i de betydeligste Anlæg der er skeet i de sidste Aar; han er desuden meget formuende og holder særdeles af Danmark, vhor han har været eengang for, jeg troer 18 Aar siden, men nu vil han forny Bekjendtskabet i denne Sommer, tage sin Kone med, de kunne nu over Land, jo næsten komme hele Veien uden Heste, Alt med Damp; vi talte meget om Kjøbenhavn og da naturligviis om Dem, Deres Broder, Collin & og tilsidst bad han mig om et lille Brev til Dem og jeg skrevet et saadant for at han, som han sagde, dog kunde et Ærinde naar han hilsede paa Dem. De tre nævnte interesserede ham særdeles, og de gjørn ham nok bekjendt med Deres Broder. Dog det staaer alt i Brevet han bringer. - Fra Triest gik jeg med Dampskib i een / Nat til Ancona; her var det deiligste Sommerveir; Alle Frugttræer stode i Bomster, Kornet var høit og Viinen skjød grønne Skud, men alle Bjergene laae med Snee. I Selskab med en ungarisk Adelsmand Bogdanowitsch og Grev Paar, (den bekjendte Familie i Wien) reiste jeg strax over Appeninerne og kom endelig den sidste Marts om Formiddagen Klokken 10 om Formiddagen til Rom! kom for tredie Gang i mit Liv til denne Verdensby. Men Rom har i Meget forandret sig siden jeg var her første Gang (1833), den Gang var det mer eiendommeligt folkeligt, den Gang var der endnu ikke pyntet saa meget paa Ruinerne, nu ere de saa understøttede med Mure, Græsset luget og jeg ved ikke hvor net! og Andagten er heller ikke som da! jeg veed, hvor det greb mig, da Paasken Dag, med Pavens Velsignelse, hele den store Menneskemasse paa Peterspladsen sank paa Knæ; det var gribende, denne Gang var det saa godt som kun Soldaterne der paa givet Comando Ord sank paa Knæ; selv Bønderfolkene bleve staaende! hvor er dog den "Forstandighed", kommet ud paa Campagnien! jeg synes ikke om det! i Rom skal man dog knæle, knæle paa en saadan Fest! jeg veed jeg havde gjerne gjordt det! jeg var vred paa flere Koner inde i Kirken, da de der sladdrede og loe under Ceremonierne og jeg var ordenlig Poleti og bad dem huske paa de var i Kirke og det var Paaske. De saae meget forundret paa mig og troede vist neppe at jeg var Protestant. Enhver Religions Maade er mig hellig, og jeg bliver alvorligt stemt i Jøders Synagoger og Tyrkers Moskeer, som i vore christne Kirker. - Kuppel Oplysningen var herlig og kan ikke gives i noget Billede, det er Storheden, som griber, hele Kuppelen og Kirken selv staaer som med Ild-Contourer mod den blaae Luft; ved Forvandlingen / seer det ud, som om Alt slog ud i Flammer. Festen endtes med Girandola, og da med den sidste Raket rullede Vognene med Fremmede afsted fra Rom til Neapel! Frøken Kjærulff var een af de Første, som toge bort; jeg saa hende et Par Gange, men vi fik ikke ret talt med hinanden. Professor Clausen og Kone ere nu ogsaa reiste til Florents. Her har været utrolig Mange; "Allgemeine Zeitung" omtaler den store Masse Fremmede og blandt disse Tusinder nævnes ved Navn kun Tre, og den ene af disse tre - ja det er mig! maa jeg ikke næsten troe jeg har et Navn?

Jeg har ellers i otte Dage været syg, lidt meget,nu er det Gudskee Lov bedre, ja saa godt at jeg haaber den første Mai at kunde reise til Neapel og derfra om 6 Uger til Spanien; det vilde glæde mig overordenlig, om jeg i Neapel fandt et Brev fra Dem og Deres Kone, send det Post restante, eller til vor danske Consul Fleischer i Neapel da faaer jeg det. Hvad siger De og Deres til Frøken Herbst's Giftermaal med den gamle Voigt? - Ja det gaaer underlig i denne Verden! Hendes Broder er her i denne Tid i Rom i følge med Cancellieraad Thomsen og den unge Engelhardt; de havde det Uheld at vælte i Nærheden af Perugia, men slap vel derfra, uden Engelhardt, han fik sit Knæ slaaet, saa at han fik Ledevand i det; Knæet er imidlertid nu istand igjen og han begynder at sidde oppe. Idag gik jeg over den spanske Plads her i Rom, en ny tydsk Boghandler har nedsat sig her i Rom, den første som har tyske Bøger; jeg mønstrede de der stod i Vinduet og hvilken Bog kjender jeg først - H.C. Ørsted om det Skjønne, det var Zeises Oversættelse! jeg blev ganske glad ved at læse Deres Navn og syntes ordenlig at jeg paa en Maade havde truffet Dem her i Rom! Men Herre Gud kom dog selv! kom - om to Aar, saa ere Jernbanerne alle istand, og De og Deres Kone flyve fra Kjøbenhavn til Neapel i 7 Dage, det er dog ingen Ting! hvor dog Livet bliver rigt ved Opfindelser, man seer og oplever i Aar og Dag hvad Folk tidligere brugte en Levealder til! Vor Tid, finder jeg, er den meest poetiske, man kan tænke sig; Forstanden sætter jo Blomst ved Blomsten og disse / høre dog til Poesien, thi Sandheden er dog en Deel af dens Treklang; jeg tænker herved just paa hvad De engang skrev i mit Album: Fornuften i Fornuften er det Sande, Fornuften i Villien er det Gode, Fornuften i Phantasien det Skjønne. Jeg har ellers været syg en otte Dage; her grasserer Kopper og Feber, enkelte slippe imidlertid med Bylder, og af disse lykkelige har jeg været, men en saadan Smerte, ensaadan Qval har jeg ikke tænkt mig ved Sligt, jeg besvimede endogsaa under Lægens Hænder. Hvor det er en Plage at ligge til Sengs; jeg kjendte Gudskee Lov ikke saadant før; nu er jeg imidlertid oppe, og jeg haaber til Vorherre, at jeg om tre, fire Dage kan reise herfra - hvor jeg da har været en Maaned, til Neapel, der bliver jeg nok ogsaa en Maaned. -

Om Forladelse, ved nu at gjennemlæse mit Brev som er skrevet i to forskjellige Dage, seer jeg at De har faaet om min Sygdom og min neapolitanske Reise to Gange, jeg burde derfor rive Brevet itu, og skrive et nyt, men Tiden er mig saa kort - altsaa De tilgiver. - Hils Deres kjære velsingede Kone, Deres Børn og Svigersønnerne. Hvorledes lever lille Gitte og Hr Tikkemann, ja han husker mig ikke, jeg maa bede min fornuftige Veninde Gitte bringe mig i Erindring hos ham. Jeg har hørt at Deres Broder har været syg, jeg vil haabe at han nu er rask og at han venligst modtager min Hilsen. Dr. Wincklers Død overraskede mig meget, jeg tænkte mindst derpaa, han stod for min Tanke saa ungdommelig; jeg huskede saa levende hans sidste venlige Nik til mig, da vi mødtes paa Gaden. Hvor det er sælsomt at see den Ene efter den anden gaae forud for os! - nu, vi mødes jo Alle snart! - Ley vel! deres sønlig taknemmelige H.C. Andersen.

E.S.

Bring mig i naadig Erindring hos Kongen!

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 58, 280-82)