H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Bernhard Severin Ingemann 18. januar 1831

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: kjærlighed

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 18. januar 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøb: 18 Jan:1831.

Kjære Hr:Professor.

Egenligt skulde jeg skrive to Breve, et til Dem, og et til Deres Kone, eftersom De begge har tænkt paa mig, men Mand og Kone er jo dog i Grunden een, altsaa vil jeg her tænke, at jeg taler med Dem begge. Hvor levende har De ikke, gjennem mine Digte seet ind i mit Indre, hvor mægtigt føler jeg mig ikke draget til Dem; ja, De, De vil ikke misforstaae mig, og med den inderligste Tiltro vil jeg derfor møde Dem; jeg trænger ogsaa til at udgyde mit Hjerte i et ret modtageligt Bryst. Jeg er ikke længer den jeg var før; Livet, Alt har faaet en dybere Betydning for mig, jeg er hensat i en Stilling hvori jeg føler det store Hele i al sin Dybde, men indseer at jeg aldrig vil blive lykkelig! jeg vil intet skjule for Dem, thi De kan føle det, De vil føle med mig! ja, mine Digte er ikke Phantasie, noget Virkeligt ligger til Grund, o det er saa ulykkeligt, at det næsten ikke seer ud som Virkelighed. Jeg hænger med Sjæl og Tanke ved et eneste Væsen, et aandrigt, barnligt Væsen, som jeg endnu aldrig har seet det, hun elsker mig igjen, men, o det klinger saa hæsligt, føler jeg nok! hun er forlovet, skal giftes i næste Maaned. Mine Venner og bekjendte spøge med mig over mine Digte, de drømme ikke om, at det er en dyb, sørgelig Sandhed, o jeg lider ved at høre deres Spøg, som jeg selv maa søge at optage og gjengive! Hun er riig, meget riig, det har holdt hendes Elsker til hende; de har været Børn sammen i een By, er siden bleven skildt ad, og da de atter mødtes, smigrede hans Opmærksomhed hende, og da nu Forældrene var imod hendes Tilbøielighed, ansporede just dette hendes Følelse, som hun troede var Kjærlighed, endelig gav de efter, skjøndt de endnu dybt føle, at han kun ægter hendes Formue; først efter at dette var bestemt, (en Uge efter) traf jeg hende i Sommer første Gang, hendes Familie var den meest anseete i Byen der og jeg var Student med hendes Broder, jeg var kun 3 Dage der i Huset, og da jeg følte, hvad jeg aldrig har følt, og hørte, at hun var forlovet reiste [jeg] strax, men her i Kjøbenhavn er [v]i atter truffet sammen; (3 Uger) jeg veed hun elsker mig, men nu er det hendes Pligt at ægte ham, hun engang troede at elske; hun føler at Verden vil dømme ilde om hende, at hun ikke tør eller kan handle anderledes, hun bliver ulykkelig, af Pligt bliver hun ulykkelig og jeg - o jeg veed ikke selv, Gud er dog alfor streng imod mig! var jeg dog død, her bliver jeg dog aldrig lykkelig! - Nu veed De Alt! trøst mig! dog, det kan De ikke, ingen kan det! - Sæt Dem ind i min hele Stilling! jeg faaer hende aldrig mere at see! jeg bør ikke, tør ikke! dog een Trøst har jeg, hendes Broder har jeg vundet, han veed Alt, og føler og lider med os, han holder saa inderlig af os begge to, gjennem ham kan jeg dog høre om hende, men aldrig fra hende, hun har sagt mig Lev vel! hun tør ikke og vil ikke tale mere med mig, men opfylde sin Pligt, den hun engang har kjæmpet for, ja næsten tiltryglet. Hun er saa smuk! saa from og g[od] o - De vilde ogsaa elske hende, hele Verden vilde det, og jeg veed hun har det samme Hjerte for mig, som jeg for hende, og dog skal jeg aldrig see hende mere! i næste Maaned er hun Kone, da vil hun, da maa hun glemme mig! o det er dræbende at tænke! - o kjære, kjære Ingemann! Gid jeg var død! død! selv om Døden var Tilintetgjørelse, men det kan den ikke være! Livet er før en Drøm, en ulykkelig lang Drøm, o den Tanke er ikke saa hæslig, som De troer! - Men jeg plager Dem med min Smerte! dog, dersom, hvad jeg troer, min ærlige Tiltro har naaet Deres Hjerte saa glæder De mig begge snart, ret snart med et Brev igjen; i Dag fik jeg et fra Wilster, hvem jeg har sendt mine sidste Digte, det var saa hjerteligt. O gid jeg kunde forsone mig med alle Mennesker, selv med ham der gjør mig og hende ulykkelig. - Lev nu vel og glem mig ikke! mit Hjerte siger mig, De skriver snart.

Deres af Hjertet hengivne Andersen.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (66)

Kjøb: 18 Jan: 1831.

Kjære Hr: Professor.

Egenligt skulde jeg skrive to Breve, et til Dem, og et til Deres Kone, eftersom De begge har tænkt paa mig, men Mand og Kone er jo dog i Grunden een, altsaa vil jeg her tænke, at jeg taler med Dem begge. Hvor levende har De ikke, gjennem mine Digte seet ind i mit Indre, hvor mægtigt føler jeg mig ikke draget til Dem; ja, De, De vil ikke misforstaae mig, og med den inderligste Tiltro vil jeg derfor møde Dem; jeg trænger ogsaa til at udgyde mit Hjerte i et ret modtageligt Bryst. Jeg er ikke længer den jeg var før; Livet, Alt har faaet en dybere Betydning for mig, jeg er hensat i en Stilling hvori jeg føler det store Hele i al sin Dybde, men indseer at jeg aldrig vil blive lykkelig! jeg vil intet skjule for Dem, thi De kan føle det, De vil føle med mig! ja, mine Digte er ikke Phantasie, noget Virkeligt ligger til Grund, o det er saa ulykkeligt, at det næsten ikke seer ud som Virkelighed. Jeg hænger med Sjæl og Tanke ved et eneste Væsen, et aandrigt, barnligt Væsen, som jeg endnu aldrig har seet det, hun elsker mig igjen, men, o det klinger saa hæsligt, / føler jeg nok! hun er forlovet, skal giftes i næste Maaned. Mine Venner og bekjendte spøge med mig over mine Digte, de drømme ikke om, at det er en dyb, sørgelig Sandhed, o jeg lider ved at høre deres Spøg, som jeg selv maa søge at optage og gjengive! Hun er riig, meget riig, det har holdt hendes Elsker til hende; de har været Børn sammen i een By, er siden bleven skildt ad, og da de atter mødtes, smigrede hans Opmærksomhed hende, og da nu Forældrene var imod hendes Tilbøielighed, ansporede just dette hendes Følelse, som hun troede var Kjærlighed, endelig gav de efter, skjøndt de endnu dybt føle, at han kun ægter hendes Formue; først efter at dette var bestemt, (en Uge efter) traf jeg hende i Sommer første Gang, hendes Familie var den meest anseete i Byen der og jeg var Student med hendes Broder, jeg var kun 3 Dage der i Huset, og da jeg følte, hvad jeg aldrig har følt, og hørte, at hun var forlovet reiste / strax, men her i Kjøbenhavn er [v]i atter truffet sammen; (3 Uger) jeg veed hun elsker mig, men nu er det hendes Pligt at ægte ham, hun engang troede at elske; hun føler at Verden vil dømme ilde om hende, at hun ikke tør eller kan handle anderledes, hun bliver ulykkelig, af Pligt bliver hun ulykkelig og jeg - o jeg veed ikke selv, Gud er dog alfor streng imod mig! var jeg dog død, her bliver jeg dog aldrig lykkelig! - Nu veed De Alt! trøst mig! dog, det kan De ikke, ingen kan det! - Sæt Dem ind i min hele Stilling! jeg faaer hende aldrig mere at see! jeg bør ikke, tør ikke! dog een Trøst har jeg, hendes Broder har jeg vundet, han veed Alt, og føler og lider med os, han holder saa inderlig af os begge to, gjennem ham kan jeg dog høre om hende, men aldrig fra hende, hun har sagt mig Lev vel! [overstr: Hun vil] Hun tør ikke og vil ikke tale mere med mig, men opfylde sin Pligt, den hun engang har / kjæmpet for, ja næsten tiltryglet. Hun er saa smuk! saa from og g[od] o - De vilde ogsaa elske hende, hele Verden vilde det, og jeg veed hun har det samme Hjerte for mig, som jeg for hende, og dog skal jeg aldrig see hende mere! i næste Maaned er hun Kone, da vil hun, da maa hun glemme mig! o det er dræbende at tænke! - o kjære, kjære Ingemann! Gid jeg var død! død! selv om Døden var Tilintetgjørelse, men det kan den ikke være! Livet er før en Drøm, en ulykkelig lang Drøm, o den Tanke er ikke saa hæslig, som De troer! - Men jeg plager Dem med min Smerte! dog, dersom, hvad jeg troer, min ærlige Tiltro har naaet Deres Hjerte saa glæder De mig begge snart, ret snart med et Brev igjen; i Dag fik jeg et fra Wilster, hvem jeg har sendt mine sidste Digte, det var saa hjerteligt. O gid jeg kunde forsone mig med alle Mennesker, selv med ham der gjør mig og hende ulykkelig. - Lev nu vel og glem mig ikke! mit Hjerte siger mig, De skriver snart.

Deres af Hjertet hengivne

Andersen

[langs kanten] Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 32-35)