Dato: 12. marts 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: C H Lorenzen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 12. Marts 1831.

Du kjære, kjære Menneske! Tak for dit hjertelige Brev! Jeg griber nu strax Pennen, idet jeg har endt det; tag og forstaae min ret barnagtige Tak! Du skal strax høre den, før jeg i Morgen bliver fornuftig, som de andre Mennesker, og da let veier Ord og Udtryk; o, jeg er saa ofte, saa usigelig ofte, bleven skuffet i min varme Inderlighed, at jeg ikke længer tør vise mig, saaledes som jeg dog egentlig er. Hvor dog dit Brev har glædet mig! Det er saa herligt at vide, at man har her og der, nogle gode Mennesker, der tænke venligt paa os; bare jeg ret kunde vise Dig min Hjertelighed til Gjengæld! Ja, kjære, kjære Ven, jeg lider vist mere, end Du troer; men jeg maa skjule det, Verden vilde ellers kalde mig et overspændt Væsen, jeg maa lee og skabe mig med de Andre. Gud veed, hvad der egentligt engang bliver af mig? Ja, jeg vil intet dølge Dig, Du er vist, hvad jeg saa gjerne vil troe, et godt, herligt Menneske Jeg bliver aldrig lykkelig i denne Verden, kan ikke blive det; jeg hænger med hele min Sjæl ved et Væsen, der aldrig kan blive Min! - Uimodstaaelige Hindringer skille os stedste ad. O, Gud har prøvet mig haardt, næsten alt for haardt. Hun er det meeste barnlige, herlige Væsen, jeg kjender, men forlovet, en Andens Brud! Hun kjender min Følelse og, jeg tør troe det, elsker mig igjen, men kun til en dybere Smerte for mig, kan ikke leve for mig. - Hvor underligt har ikke Alt forandret sig paa et halvt Aar! Før den Tid var jeg et sorgfrit Væsen, der flagrede let over Alt; Nogle faae Dage knuste alle mine Lykkens Bobler; hvor underligt er jeg ikke bleven revet ind i Livet; jeg veed ikke selv ret, hvorledes det er gaaet til. - Du skal høre en løse Skitzzering af mit Liv, den vil ikke blot sige Dig min underlige Digter-Udvikling, men endog min hjertelige Hengivenhed i at betroe Dig, hvad min store Forfængelighed dølger for Mange. Mine Forældre vare meget fattige, min Fader kun Skomager, tidlig døde han fra mig, og jeg opdrog mig selv ved at læse Alt. Min Hukommelse var stor, jeg lærte hele Comedier udenad og spillede ene i Tørvehuset, hvorfor jeg fik Riis, da min Moder, der var en from, men eenfoldig, hjertelig Kone, betragtede det som et slags Galskab. - Mit underlige, dramatiske Væsen rygtedes i Odense, Mange vare begjerlige efter at see dette fattige Barn, der var falden selv paa at skrive Comedier, og blandt disse Mange var Oberst Guldberg, min første, og nu min ældste, fortrolige Ven; han var forundret over mine dramatiske Anlæg; thi jeg skal endnu kunne spille godt comedie; han førte mig selv med til Prinds Christian; thi jeg havde den Gang en sjældent smuk Stemme. Min Fader døde, jeg gik den Gang i mit Fjortende Aar, min Moder vilde have mig i Skrædderlære; men jeg følte, jeg maatte anderledes frem i Verden; jeg kjendte kun denne af Romaner, og i disse drage jo Heltene paa Lykke og Fromme ud i Verden, vor Herre tager sig altid af dem, jeg var levende vis paa, at dette ogsaa skete med mig, og efterat jeg med Taarer havde erholdt Tilladelse af min Moder, vandrede jeg ud i den vide Verden med 14 Rdl i Lommen, men uden at kjende et Menneske; det kongelige Theater var Centrum for min Drømmeverden; jeg kom til Kjøbenhavn i 1819 midt under Jøde-Optøierne; snart følte jeg mit vovelige Skridt; men min Tillid til Gud, min barnagtige Drømmen, at jeg skulde og maatte blive noget Stort, styrkede mig; engang skal jeg mundtlig fortælle Dig mine Fata, og Du skal see, jeg har nydt Leilighed til at see Verden fra flere Sider, end min Alder lader Dig troe. Paa en næsten Mirakelfuld Maade tog Gud sig af mig: jeg kom til Siboni for at ansættes i Syngeskolen; han havde just stort Selskab: Weyse, Baggesen og Flere; ganske naturligt fortalte jeg min Lyst for Theatret, min Udflugt i Verden, og det greb dem Alle saaledes, at jeg næste Dag fik nogle og 70 Daler fra Weyse til min Underholdning, som de Alle havde skudt sammen. Mange Begivenheder knyttede sig sammen, som jeg nu ikke her kan opregne; man blev interesseret for mig, og: da jeg tilsidst skreven Tragedie: Alfsol og indlevere de den til Theatret, hvor da Collin nylig var blev en Directeur, kom jeg paa Kongens Bekostning til at studere; jeg var da i mit syttende Aar, kom i Meislings Huus, hvor de bittreste Prøvelsens Dage forestode mig, og hvor mit ungdommelige Lune fik sit første, værste Knæk; tilsidst kunne Jeg ikke udholde det, og da Collin, fik Tingene at vide, tog han mig øieblikkeligt derfra og lod mig læse privat. Siden har Alt udviklet sig godt, som jeg i mine bedste Drømme har tænkt det, indtil nu den bittreste Prøve paalægges mig. - - Men det kan jo ikke hjælpe at græde, det maa dog vist lede til noget Godt. Alt, hvad der endnu er skeet, har været til mit Bedste; men bede til Gud, saaledes som før, kan jeg ikke; da jeg var barnagtig nok til at haabe Alt opfyldt, nu veed jeg, der skeer ingen Mirakler, og derfor kan jeg ikke lette mit Hjerte med Bøn til Gud; - - det kan ikke opfyldes! - De meest mægtige Hindringer ligger i Veien; jeg bliver nu aldrig tilfreds. - Men Tiden løber, og Papiret tillader snart heller ikke mere: Troer Du endnu ikke, at Jeg kan have samlet Characterer til min Roman? Underligt har jeg tumlet mig i alle Klasser, og ret opmærksomt betragtet min hele Omgivning; dog Tiden maa nu afgjøre, om Du eller, jeg feiler, om jeg i Romanen kan fornægte min natur, og skildre andre, end mig selv, i de forskje1lige Skikkelser. Jeg glæder mig ret til at tale med Dig til Paasken og see det omtalte Epos. Lykkelige Menneske, der kan lade sine aandeltge Børn ligge saa længe i Pulten. Neppe fødes de i mit Hjerte, saa maae de paa Papiret og strax ud i Verden, jeg har ingen Ro paa mig før; det er sørgeligt! - Bruden fra Lammermoor er nu antagen til Opførelse; med Musikken gaaer det rask, Du skal faae den til Paaske (jeg mener Stykket). Hils den kjære Ingemann og hans Frue, de faae i næste Uge brev fra mig; glem heller ikke at hilse Wilster; jeg længes ret efter hans Digte, komme de ikke snart? - Men nu lev vel! Din Recension over mine Digte komme vel i »Bien«, talte Sick om, i alle Tilfælde faaer jeg den at læse. Lev vel, og lad mig igjen af Hurtigheden, hvormed Du svarer mig igjen, kunne gjøre mig Begreb om Grademaalet af Dit Venskab.

Din troe, hengivne Ven

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost