H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til C H Lorenzen 27. marts 1831

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 27. marts 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: C H Lorenzen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 27. Marts 1831.

Kjære Ven!

Hjertelig Tak for dit venlige Brev; næsten er jeg lidt uvis, om jeg skal skrive i Dag eller ei; thi jeg veed ikke ret, om Du ei alt er paa Reisen herind (thi nu begynder jo den stille Uge), før mit Brev kommer til de forøeske Skove. Det var ret smukt af Dig, at Du saa snart og saa hjerteligt skrev mig til; men i Grunden ventede jeg det og var bleven - jeg vil ikke sige vred, men - bedrøvet, dersom Du ikke saa snart havde tænkt paa mig. Hvor herligt er det ikke at vide, at hist og her er der nogle gode Mennesker, der tænke venligt paa os; o, vi ere dog Alle i Grunden, gode; det er ret kj edeligt, at vi ikke alletider kan føle det. Jeg et et underligt væsen, jeg fatter saa let Mistillid til hele Menneskeheden, finder Verden kold og mørk; men kun et venligt Ord, og saa er jeg forsonet med Eder Allesammen og kan ret være yred paa mig selv for min skjæve Anskuelse; men derfor er jeg ogsaa de kjære, kjære Mennesker ret taknemmelig, der knytte mit Hjerte til Verden og Menneskene; men nu snakker jeg vist nok noget barnagtigt Tøi; var det ikke mig selv, der skrev det, kunde det gjerne stikke mig, at jeg, i muntert Lune, gjorde Løier dermed. Mit Hjerte er et Barn, som mit fornuftige Hoved tidt spotter og hovmestererer. - Selv har du følt og føler, hvad jeg lider, Du gode Menneske! - Dog, jeg ved Intet at trøste Dig med, her maa Trøsten komme fra os selv, hvis Phantasien er stærk nok til at skabe saadant et Kjæmpebillede. - Snart skal hun have Bryllup, - dog, dette er det ej, der knuger min Sjæl, thi hun maa; men denne Ting lader mig dog føle, at hun i Hjertet selv ikke ganske er min; saa stor kan Ingen være! Ingen kan af Pligt-Følelse opoffre sit Hjertes Tilbøielighed; var jeg i hendes Sted, jeg kunde ikke gjøre - hvad der maaskee er rigtigt, og hvad hun gjør. O, denne Tanke er værre end Tabet af hende! At vide hende leve for en anden Mand, - men jeg plager Dig! - o, vær ikke vred paa mig derfor, jeg er syg, sjælesyg! Jeg kan kun ret tænke paa hende, paa hende alene. - Du kommer jo nu snart her til Byen, jeg glæder mig ret til at see Dig, lad mig endelig strax vide Dit Logi, ligesom jeg ogsaa vil bede Dig endelig at faae at vide, hvor Ingemanns tage ind. - Udstillingen begynder Paaskedag, og efter hvad jeg hører, kommer der et Malerie, der forestiller mit »døende Barn«; jeg er naturligviis interesseret for det; bare det nu er godt malet! - I Gaar havde jeg den glæde at faa et Brev paa hele to Ark fra en Ven i Rusland, en tydsk, ung Digter, hvem jeg hændelsesviis har gjort Bekjendtskab med; han vil oversætte det bedste af mine Digte og gjøre mig saaledes lidt bekjendt mellem fine Landsmænd. Min Tid glider ellers hen i en eensformig Afvexling, om jeg tør kalde det saaledes; om Morgenen ligger jeg længe til Sengs og er saaledes det fornemme Hverdagsmenneske, om Formiddagen derimod er jeg Historiker og Oldgrandsker, sidder enten paa Kongens eller Universitets-Bibliotheket med Bordet fuldt af Bøger og samler »Data« til Romanen; fra l til 3 gjør jeg Visitter, er saaledes det flagrende Verdensmenneske; dog ikke hele disse to Timer flagrer jeg om; den meeste Tid er Hjertets og Venskabets; daglig kommer jeg hen til min kjære Christian Voigt, Den, jeg af Alle føler mig meest bunden til; jeg mærker ikke engang, Tiden gaaer, skjøndt jeg næsten altid føler mig, saa veemodig, saa dybt stemt. Det er, som han har forhexet mig, jeg veed ikke, hvorfor jeg kan holde saa meget af ham! - Efter Middagsbordet gaaer jeg paa Comedie, og om Aftenen til Kl. 1, stundom 2, læser jeg Digters værker, digter selv eller - er altfor meget et utaalmodigt Barn, vor Herre ikke har gjort Livet sukkersødt nok. See, saaledes flyve og glide Dagene, mine bedste, blussende Ungdomsdage bort, uden at jeg selv enten kan flyve ud i den vide Verden eller glidd ned i Graven. Tak for det smukke Digt, Du sendte mig; men i sidste Vers siger Du om »Toner«, at de skal »bruse dundrende«; dette parcipiale Adjectiv klinger parodisk. Ikke sandt? Der var endnu saa Meget, jeg vilde sladdre med Dig om; men Papiret siger Basta; altsaa Lev vel!

Din oprigtige Ven

Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter