Dato: 9. juni 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: I. P. E. Hartmann
Sprog: dansk.

Neapel den 9 Juni 1846

Kjære Hartmann!

Ja Du er rigtignok en god Fyr til at holde Dit Löfte om at skrive mig til; Du og Din ellers saa elskværdige Kone, sagde begge to, da jeg reiste, ja naar Du nu skriver os til, skal du denne Gang faae Brev og det ganske vist! - "Ja saa Gud!", sagde Du og satte det troeværdigste Ansigt op; og jeg skrev fra Berlin - ventede og ventede - men der er ikke kommet et Ord, om Forladelse, et Par Ord i Weis’s Brev ere komne og de sagde: "nu faaer Du snart et langt Brev fra mig." Jeg har ventet, jeg har sukket, tænkt at "liden Kirsten" var Skyld, og saa snart hun traadte ind i Verden vilde Du skrive, men "liden Kirsten" er nok taget paa Landet med Dig, bruger "grøn Quur" for at gaae tidlig paa næste Saisson! - Men saa kan Du jo skrive, Du kjære Menneske! - men det er det at begynde! - ja saa faaer jeg vel begynde idet jeg her sender Dig Forandringerne til "Ravnen". Jeg har ganske fulgt Weis’s Opgivelser, ja lige til Metrum; det er sandeligt smukt og venskabeligt af det fortræffelige Menneske, tryk hans Haand fra mig og siig at jeg havde længe betænkt at hvis han i Himlen ingen Værelser skulde have og jeg derimod, efter Schillers Ord, nok faaer Leilighed, skal han faae Lov at boe hos mig. Gid han, og Du naturligviis isærdeleshed, maa være tilfredse med hvad jeg har gjort. Skade er det at jeg ikke har Textbogen, thi Ingen, troer jeg, kan dog bedre end jeg forkorte Dialogen; men kan Du ikke nu komponere hvad Du har og jeg, naar jeg om 2 a 3 Maaneder, rimeligviis stikker ind i Tydskland igjen, jeg paa et Sted, som jeg nærmere skal opgive, finde Texten, som jeg da i en Dags Tid skal expedere. Jeg synes særdeles vel om at hele Stykket bliver Sang; i det opgivne af Weis savner jeg imidlertid een Scene, nemlig den hvor Pantalone, jeg troer i anden Act, kommer og fortæller, hvorledes det er gaaet med Falken og Hestene, denne maa jo ogsaa omarbeides, jeg / husker jeg har gjort det eengang for Dig, og hele Scenen, blev til eet stort Syngenummer. Men slid nu paa det Du her faaer og saa faaer jeg senere, naar jeg opgiver Adresse, endnu kan jeg ikke, nøiagtig at vide, hvad der er i Orden og hvad der mangler. Nu reiser jeg i disse Dage til Marseille og derfra for det første til Valenzia. (Alle Breve gaae til Marseille post restante).

Af Eduard har Du og din Kone vel hørt hvor deiligt det er gaaet mig hele Reisen, hvilke store og hjertelige Beviser jeg overalt har modtaget paa Erkjendelse og Betydning, som Digter; Mennesket troer jeg ogsaa de holde af! - Det hele har været, som et solbelyst Eventyr. Man bliver ikke hovmodig af Sligt, nei, nei, man ydmyges i Hjertet! aldrig har jeg dybere følt hvorledes Alt er Naade af Gud, end just i det Menneskene meest have hædret mig. Opholdet i Berlin, kan Du troe var høist interessant, men jeg blev saa træt af den evige kommen omkring; der hører ordenlig physiske Kræfter til, naar man er i Mode. - Ved Hoffet i Weimar tilbragte jeg næsten en Maaned og troer fuldt og fast at jeg for hele Livet har en Ven i Arvestorhertugen. Det er slet ikke fordi han er en Storhertug, nei fordi han er et ædelt, fortræffeligt Menneske, at jeg med hele min Sjæl hænger fast ved ham; jeg saae saa mange Beviser paa hans Kjærlighed for mig, Naade er forlidt at kalde det. - [overstr: I Leipzig] Jenny Lind var da ligesaa indtaget af ham og hans Gemalinde; hun sætter sit Ophold i Weimar mellem sine kjæreste Erindringer. Det var jo ogsaa deiligt for mig at vi der mødtes; nu reiser hun til Schweitz, hun vil have godt deraf. - I Leipzig var jeg meget med Mendel[s]sohn, der spillede for mig og jeg fik to Gewandhaus Koncerter, den sidste var mageløs, den arangerede / han saaledes, at jeg dog skulde have hørt noget ordentligt før jeg reiste. - Gade fik min Operatext Nøkken at componere og i Leipzig sluttede jeg en fordeelagtig Handel om mine tidligere og tilkomne Skrifter; en stor Udgave kommer til Nytaar, jeg har maatte love til den min Selvbiographie og det er et vanskeligere Arbeide, end jeg havde troet, der ere Forholde og Personer man har ondt ved at sætte frem; eet Gode, troer jeg imidlertid det er at jeg saa langt borte, fri for Hjemmets Indtryk, kan udarbeide den. I Dresden nød jeg den Ære at tilsiges til Hoffet ogsaa i Wien var jeg det og fik endogsaa en smagfuld Brystnaal af Erkehertuginde Sophie. Alle de første Huse i Aandens og Pengenes Verden har paa denne Reise aabnet sig for mig, jeg har lært en Mængde fortræffelige Mennesker at kjende; jeg har faaet Forvisning om at mit Navn, det være nu fortjent eller ei, har en Klang jeg aldrig turde haabe og som de ikke ane hjemme. Denne Reise har været den behageligste af alle de jeg har gjort og mit Hjerte er voxet fast til mange i Tydskland, Gud veed hvad Indflydelse den vil have paa mit følgende Liv. - Det er jo ogsaa som om et nyt begynder i det jeg nu slutter min Biographie. - Over Triest og Ankona kom jeg til Rom, blev en Maaned der, og boede sammen med den yngere Broder til Fürst Paar i Wien, vi to reiste derpaa efter Paasken, og efter at jeg havde ligget nogle Dage syg, her til Neapel; Paar har alt forladt mig og jeg flakker om i Omegnen og paa Øerne, thi i Neapel selv lider jeg formeligt af Heden, den vælter ned, man kan ikke gaae over en solbelyst Plads, uden det er som man drak Ild og at Marv og Nerver brændte ud; jeg maa halve Dage ligge paa min Sopha med næsten tillukkede Vinduer; jeg har en lille Skræk for Spanien,/ men man maae ikke opgive sine Planer i denne Verden. Med Operaen i Neapel staaer det sig slet: St Carlo er lukket i Maaneder, da Theatret repareres. I del fundo er Brambilla den eneste, men hun er dybt under Jenny Lind. Operaen i teatro nuovo er ikke tiende Parten, som vor italienske i dens gode Tid. En Mængde neapolitanske Folkesange synges meget her i Gaderne; desværre kan man ikke faae dem uden den enkelte Stemme, der findes aftrykt paa Brevpapir, denne har jeg kjøbt, saa faaer Du lave et lille Acompagnement til naar Du spiller dem, jeg troer de kunde indrettes for Sangforeningen, Text leverer jeg! - Hils de kjære Sangfugle fra mig naar i næste Gang er ude i det Grønne og vælt ikke, som vi væltede sidst. Igaar besøgte jeg Jomfru Fjeldsted paa Ischia, hun er nu fuldkommen rask og gaaer om 14 Dage til Paris for at tage Skole og komme i Øvelse igjen. Maa jeg nu bede Du betænker mig med Brev, lad din Kone læse dette, saa siger hun nok: Du maa skrive til Digteren", og Du klør Dig bag Øre, nye Kompositioner gaaer igjennem Hovedet og de bedste Fortsætter om at skrive og da - da skriver Du dog ikke! - Asen tør man vel ikke sige til sine gode Venner og berømte Folk! - Hils endelig Weis, det kan Du da nok gjøre, jeg holder ganske forunderlig meget af dette Menneske, maaske fordi vi udvortes ere saa forskjellige, jeg skatter det dygtige hos ham. Broderen Carl, kan jeg ikke ret faae Haand i Hanke med, han glider mig som en Aal fra Haanden. - Din egen Familie og din Kones beder jeg Dig meget hilse, siig din Svigermoder, at Fru Sneedorff med Datter reiste fra Neapel netop den Dag jeg kom, saa at vi ikke mødtes. - Men nu lev vel, den unge Frøken Datter, i elskelig Opvæxt, "Tombonisten" og hans Brødre, mange Hilsener, ligesaa en lattermild Hilsen til Naturens Thora, min trofaste Beskytterinde, det veed jeg hun er.

Din inderlig hengivne H.C. Andersen

E.S. Vil Du paa Dril sige til Jette Collin at Venedig er en flau By!

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 78, 186-89)