Dato: 2. april 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 2den April 1831.

Kjære, kjære Hr: Professor!

De kan ikke tro, hvor inderlig jeg har glædet mig til at tale med Dem og Deres gode Kone i denne Paaske, men saa komme De dog slet ikke, det ret bedrøver mig! - Da Lorenzen reiste ud til Sorø gav jeg ham et Brev til Dem, og et til Wilster, men begge har han tabt, som De nok veed? Det er altsaa, ikke ganske, min Skyld, at De ikke saa længe har hørt fra mig! Idag er det min Fødselsdag, min første Beskjeftigelse skal være dette Brev til Dem og Deres Kone, gid jeg altid maa fortjene Deres Venskab; med et barnligt Hjerte holder jeg fast ved Dem, De vil vist ikke misforstaae mig. I Dag er jeg ordenlig et gammelt Menneske! og jeg kan ordenlig blive ganske bedrøvet ved at tænke hvor barnagtig jeg dog er i mange Ting, uden dog ganske at være hvad jeg har været, thi der var en Tid, hvor jeg ret kunde drømme mig Alt, og naar jeg saa ret bad vor Herre i mit Hjerte, saa troede jeg det vilde skee; nu kan jeg slet ikke bede ham om det jeg ønsker mest, thi jeg er saa fornuftig, at jeg veed, der skeer ingen Mirakler. Jeg begynder ellers at kunne vise mig roligere, men i Hjertet bliver jeg vist aldrig mere ret glad; hvorfor mon Gud dog har vildet det saa? /

Havde jeg Sommer ikke kommet til Faaborg, saa havde jeg aldrig lært at kjende Riborg, det havde dog været bedre, skjøndt jeg ofte finder det underligt, at jeg før den Tid har kunde undvære Tanken og Forestillingen om hende. - Aldrig skrive vi hinanden til, vi bør ikke, og dog veed jeg hun tænker saa tidt paa mig, at hun ret elsker mig, skjøndt jeg ikke kan begribe, hvorledes hun saa kan ægte en anden, jeg kunde det ikke! Gid at hun ikke var riig, saa var hun vist fri for den anden Mand, skjøndt det er jo rimeliigt nok, han maa elske hende ogsaa for hendes egen Skyld. Jeg bliver vist ubillig mod ham, og dog er jeg, og ikke han, den der kan dadles, han har kjendt hende længst. - Men jeg plager Dem, bliv ikke kjed af mig derfor, naar jeg ret skriver af Hjertet, saa kan jeg ikke være moersom! - Dem og Deres Kone faaer jeg nok nu ikke at see, før jeg til Sommer kan flagre ud til Dem, o hvor der er meget jeg vilde fortælle Dem; maaskee bringer jeg da noget af min Roman med, endnu har jeg intet skrevet af den, jeg har i Grunden ikke ret Mod at begynde paa den skjøndt Skizzen staaer levende i mit Hoved, thi altid synes jeg, at mangle noget, jeg endnu maa vide; næsten daglig skriver jeg Data ud af Bøger og Manuscripter paa Kongens og Universitets Bibliotheket, for ret at kjende Tidsalderen, og jeg haaber derfor min Flid skal blive belønnet. - Udstillingen, aabnes først imorgen, De faaer den altsaa ikke at see, der skal være et ganske herligt Stykke af Ekkersberg, der forestiller / Fiskerne (Evald har besjunget). En Dame, rimeligviis Frøken Stub, har malet mit "døende Barn", jeg længes ret efter at see det. Jeg blev ellers ikke lidet overrasket igaar, ved at see af Avisen, at De har skjænket os et nyt Arbeide, Ole Navnløse, jeg er meget begjerlig efter at læse det, og haaber alt at faae Fingre paa det før Aften! - Kjære, kjære Professor, glæd mig imellem med et Brev, lad mig undertiden maatte skrive Dem til, det er mig saa kjært, saa usigeligt kjært, thi jeg troer og veed, at De ret af Hjertet er mig god; O, jeg tænker saa ofte paa Dem og Deres gode Kone, o gid at Sorøe laae, hvor Roeskilde ligger, saa kunde jeg dog oftere see Dem! - Jeg har i Dag, paa min Fødselsdag faaet en Tornekrands med Indskrift "Digterkrandsen" fra Fru Lessøe (Abrahamsons Datter); det er dog en skjøn Idee [hul i papiret] Folk, at tænke sig Digterkrandsen som en Tornekrands, mig staaer den nu ganske anderledes, den er ene Poesien eller Religionen, thi begge smelte mig sammen til eet, der nu giver mig den Husvalelse, som intet andet kan; ja, nu begynder jeg selv at troe, at jeg er Digter, det er jo dog ikke for forfængeligt tænkt? Skjøndt det rigtignok er det Herligste jeg kan drømme! - Siig mig engang ved Leilighed, er Hauck længer bitter mod mig, det bedrøver mig, at vide nogen har imod mig; dog, der vil vel nok komme en Tid vi alle blive gode Venner! - Men nu lev vel! næsten frygter jeg at mit Brev her er, for barnagtig, men jeg føler mig saa underlig veemodig i Dag, det er for mig, som dette er min sidste Fødselsdag jeg oplever; o jeg vilde dog saa gjerne døe, saa oplevede jeg ikke Riborgs Bryllupsdag. - Lev vel! lev vel! af Hjertet er jeg Deres oprigtige

Andersen. /

[Udskrift] ST.

Hr Professor Ingemann

i

Sorø

frit

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 36-38)