Dato: 8. juli 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Ingeborg Drewsen, f. Collin
Sprog: dansk.

Vernet. Pyrenées Orientales [8.Juli 1846].

Kjære Fru Drevsen!

Nu er jeg da paa den spanske Grændse! saalangt har en udholdende Villie bragt mig, men nu magter jeg heller ikke mere! Jeg er slemt medtaget af Heden, denne 36 Graders Hede! - her er imidlertid luftigt, næsten koldt; jeg er inde i Pyrenæerne og kan fra Bjergtoppen see ind i Landet; det gaaer mig, som Moses, De kjender ham nok af Deres bibelske Historie, jeg seer det forjættede Land, men kommer ikke ind i det. - Havde jeg bare begyndt min Reise med Spanien, men der vilde jeg gjemme det Bedste til sidst, og naar man gjemmer til Natten, gjemmer man til Katten! Aarstiden tillader mig ikke at reise, ikke engang, over Land, til Barcelona! det vilde jeg dog saa gjerne have drevet det til, men herfra har jeg endnu 2 Dagreiser og een Nats, før jeg med Diligense naaer derhen. - Jeg kan ikke taale det og - jeg er ganske fortvivlet derover! - jeg maa vende om! den sidste Maaned har egentligt været en Lidelses Maaned, interessant kan den vel ogsaa kaldes, nu kjender jeg det! nu veed jeg man kan ogsaa faae det forhedt! - De har vel læst mit sidste Brev til Deres Fader; veed hvorledes jeg har lidt af den neapolitanske Sommer-Sol; jeg var som lammet! kun Morgen og Aften kunde jeg vove mig ud, og da, til Fods, kun i de allernærmeste Gader, jeg var ved at besvimme. Søereisen var ogsaa høist afskyelig! gid jeg havde anet det og saaledes arangeret Pas og Creditiv at jeg kunde have taget fra Genua op til Schweitz, jeg havde da sparet Penge og døiet mindre; jeg sendte mit sidste Brev til Deres Fader fra Marseille, der havde jeg ved de forfriskede Kræfter igjen et Haab om at naae Spanien og da Dampskibet først gik otte Dage senere besluttede jeg at tage over Land og saaledes prøve hvorledes jeg taalte at kjøre med Diligense; jeg har lige hertil kun kjørt 12 høiest 16 Timer ad Gangen, men er halv ødelagt, hver Gang kommet i Huus; det har desuden været mindre behageligt, idet man her i Syd-Frankerige idelig plages med Spørgen efter Pas, evig Standsen, da der her [visiteres] strængt for de mange Flygtninge. Jeg er desuden saa nærveus at det er utaaleligt og saa har jeg den Plage altid at komme i Værtshuus hvor der boer en berømt Mand, som Folket bringer Serenader! O det er ikke til at holde ud! hvad det er for en Skrigen og Skraalen! I Marseille, som jeg den sidste Dag sad ved Middagsbordet, saae jeg en Mand komme og tage Plads, Alle saae paa ham, han saae paa mig, og vi fløi hinanden imøde, det var Ole Bull, som er kommet fra Amerika og nu hilses med Begeistring i hele Frankerige; han vilde fra Marseille til Algier; om Aftenen fik han en Serenade, der var en Raaben og Skrigen, hele min Nattero var ødelagt! - Ole Bull fortalte mig imidlertid at de engelske Oversættelser af mine Romaner vare eftertrykte i America og i godtkjøbs Udgaver fløi i tusindeviis om i den nye Verden; at kun en Spillemand, gjorte en rivende Lykke og at man overalt i Amerika havde spurgt ham om mig! seer De, det er dog ganske Moersomt at staae sig godt i den anden Verden! at jeg allerede var gaaet over Verdens Havet drømte jeg ikke om. Paa den Maade er jeg jo virkelig berømt! vil De nu see at De kan gjøre lidt af mig hjemme. De og Jonna, Viggo og maaskee Een og Anden, er saa god at give mig en lille Serenade naar jeg kommer hjem "men lille", i Perpignan fik jeg da ogsaa een, eller rettere Hr Arago, ham kjender De jo nok, selv om han skriver sig med to r. Han boede ogsaa lige under mig og hele den gode Stad Perpignan, drog mod Midnat til Hotellet, hvor jeg laae i min søde Søvn, træt af Reisen, jeg troede først at det var Oprør, eller saadant til en Forandring, da skreeg de dernede "bon Soir, monsieur Arago!" og nu sang man ganske kjønt og Hr Arago holdt Tale; han er født i Nærheden af Perpignan og her, i disse Dage i Besøg. Men det var nu Serenaderne! jeg begynder paa min Reise fra Marseille; Halvdelen af Veien herfra, gjorte jeg med Træk-Skib; det er det kjedeligste og hedeste jeg kjender! I Nimes blev jeg halvanden Dag for at hvile og see Antiquiteter, men "unter uns", man kan ogsaa kjede sig lidt ved Antiquiteter; det gik mig der med dem, som Kræmmerdrengen naar han faaer for mange Rosiner og Mandler. Jeg tog da eet af Deres gamle Breve frem, et rigtigt muntert, hvori De lever og bevæger Dem, og jeg loe høit, saa det klukkede; jeg ønskede at have Dem for at blive drillet, eller rettere for at passiare og være enige om saa meget. - Imidlertid er Amphitheatret, "det fiirkantede Huus" og Dianatemplet i Nimes al Ære værd, og næsten bedre vedligeholdt end Sligt i Italien; men Herre Gud, man lader sig ikke nøie med Ruiner altid; - veed De hvad jeg saa gjorde, jeg gik til Bageren - ja men det er en berømt Bager; jeg vil haabe at De husker Deres Lamartine; han fortæller i sin Reise til Orienten, at da han kom til Nimes, besøgte han Bageren Reboul, der, som De ogsaa veed, har udgivet et Bind særdeles smukke Digte og har et stort Navn i Frankerige, Lamartine traf ham i Bageriet, melet og arbeidende, de talte lidt og Reboul bad ham komme senere og da sad han net og velklædt i et lille Værelse med Bøger og Malerier; mig gik det hos ham ganske og aldeles ligesaa; jeg kom ind i Bageriet og da jeg spurgte om Hr Reboul, kom en Mand i Skjortærmer og med Meel paa Hænderne, det var Poeten; han kjendte mit Navn fra Revue de Paris, trykkede mig Meel i Hænderne og bad mig komme Klokken to og da sad jeg, som Lamartine, med ham i et smukt Værelse hvor der var Bøger og Billeder, to forestillede "det døende Barn", det vil sige Rebouls, hans meest berømte Digt er samme Thema, som mit. Fra Nimes gik jeg paa Jernbane over Montpellier til Cette, hvor jeg blev særdeles vel modtaget hos Cazalis; Konen er en født Tutein, hun, Børnene og begge Tjenestepigerne tale Dansk; jeg var der een Middag og næste Dag, gjorde den danske Consul Jansen, en særdeles smuk Dinée for mig; han og Konen bad mig imidlertid undskylde at der kom en norsk Søecapitain med, men denne havde indviteret sig selv da han hørte jeg var der; det maatte naturligviis smigre mig og jeg traf en forlegen Normand, der fortalte mig han havde de fleste af mine Skrifter ombord. - I Marseille havde man paa Poletiet været saa galant, efter at have seet mig, at sætte i mit franske indenrigs Pas, at jeg var 22 Aar, det opdagede jeg først i Cette, og nu maatte jeg med vor Consul til Mairen, da denne Feil kunde skaffe mig stor Uleilighed og kjøbe der igjen et nyt Pas; efter dette er jeg i hver By spurgt og beseet, det er utaaleligt. At jeg i udmærket godt Fransk har opgivet min Alder 41, kan jeg sværge "Salmalak" paa! men det er dette unge Udvortes man har paa sin gamle Alder! - Fra Cette seilede jeg paa Languedoc-Kanalen til Bezier, det var, som om man passerede Linien; i Perpignan har jeg udhvilet, men er der af dem jeg er blevet anbefalet til, paa det bestemteste raadet fra at vove mig over Pyrenæerne, især den lange Slette til Barzelone; jeg er nu i Nat reist hertil Vernet, hvor Vinden lufter, hvor det er kjøligt, og hvor man lover mig at jeg om otte Dage skal være fuldkommen rask og have Kræfter til at gaae - Nord paa! Jeg har fundet her en Landsmand Schütz-Clasen fra Wansbech, der kommer fra Spanien og er tyet her til for Varmen; han siger det samme som de Andre, og dog - jeg veed det, jo mere jeg kommer til Kræfter vil Ønsket vaagne at vove mig ind i Nabolandet; et lille Ridt gjør jeg over Grændsen, men det bliver jo dog neppe fra Høns flyver op til de flyve ned jeg da har været i Spanien. Nu lev vel, Deres Fader lader De læse dette Brev,

Deres gamle broderlige Ven H. C. Andersen.

[I marginen af brevets sidste side:] Hils Mand, Børn, Svigermoder, Emil, Thieles etc. og siig jeg er midt i Pyrenæerne for at luftes.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus