Dato: 11. juli 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Johan Gunder Adler
Sprog: dansk.

Vernet Pyrenees Orientales den 11 Juli 1846

Kjære Hr. Geheime-Etatsraad!

I det jeg vilde reise fra Neapel, fik jeg Brev fra Conferentsraad Collin, han skrev, at jeg rimeligviis samme Dag jeg modtog hans Brev vilde ogsaa faae et fra Dem, men hverken i Neapel eller senere i Marseille, hvorhen alle mine Breve skulde sendes, har jeg modtaget noget fra Dem. Enten har altsaa ikke Deres Tid tilladt Dem at glæde mig, eller Deres Brev er blevet borte paa Reisen, i ethvert Tilfælde skriver jeg for at bevidne Dem min Tak, for at De venligt erindrer mig, De kan være overtydet om, at jeg har et stort Hjerte der rummer Taknemmelighed mod de Mange i Hjemmet og ude, som ligesom kaste Solskin ind i mit Liv. Hvor megen Glæde har jeg ikke nyt, hvor meget Herligt har jeg ikke seet, siden jeg tillod mig at sende Dem mit sidste Brev, der var fra Dresden! Jeg var der saa vel og godt; Alle Aabnede mig Huse og Hjerter og selv Kongen af Sachsen var saa naadig at lade mig tilsige; jeg tilbragte en høist behagelig Aften i den kongelige Familie, og ved Afskeden tilbød Dronningen af sig selv, naadigst at give mig Brev med til hendes Søster Erkehertuginde Sophie i Wien; ogsaa her, som i Prag hos Erkehertug Stephan fandt jeg den elskeligste Modtagelse. De gamle Keiserinide, Enke efter Kaiser Frantz spurgte mig om Hoffet hjemme, om Enke-Droningen, jeg var en Aften der og ved min Afreise fik jeg en smagfuld Brystnaal af Erkehertuginde Sophie til en Erindring om dette mit Ophold i Wien; vor danske Menister og flere af de første Familie viiste mig al tænkelig Opmærksomhed og Godhed, saa man næsten ydmygede mig ganske med e saa stor Venlighed. Kunstnere og Forfattere have paa hele Reisen gjennem Tydskland overalt næsten overvurderet mig, ja jeg kunde blive fordærvet ved alt dette, men frygt ikke derfor, jeg tager det Hele, som en smuk Solskins Dag der skal oplive og styrke mig til nye Virksomhed. - Med Hensyn til Modtagelse og Behandling maa jeg regne Triest med til Tydskland; vor Consul, Gouverneuren / Grev Wallstein og en Mængde hjertelige Mennesker bragte mig ganske til at glemme, at jeg var ude, ja, saa godt som i Italien. Grev Wallstein har ellers en Slags Interesse for os Danske; han er en Descendent af Corfitz Ulfeldt, og har mange Breve og Erindringer fra denne ulykkelige store Mand; jeg gjorde vor Historiker von Allen i Rom opmærksom herpaa, og jeg troer, at han gaaer hjem over Triest for at tale med den ulfeldske Slægtning. Fra Triest seilede jeg til Ancona, hvor jeg først fandt Foraaret, det varme, milde Foraar. En Broder til Fürst Paar i Wien, gjorde Reisen med mig til Rom, hvor jeg boede med ham, og havde paa lidt Sygdom nær, deilige Dage. Rom er og bliver dog en Verdens By, men den har, siden jeg var her første Gang, forandret sig meget. Det er, som om Ruinerne vare pudsede og saaledes har man understøttet dem; Alt er reent og pynteligt men Folkelivet mere trængt tilbage, og Troen selv er ikke som for 13 Aar siden. Jeg saa, ved Paaskefesten, Hyrderne fra Kampagnen, staae medens den hellige Fader gav Velsignelsen. Forstanden er ogsaa paa Jernbane rullet ind i Pavestaten.

Af Alt i Rom interesserede mig denne Gang Statuerne meest; det er en heel Aandens Storhed, som her aabenbarer sig. Af Kunstnere vakte Jerikau meest Opmærksomhed og hans store Gruppe Jupiter Herkules og Hebe er jo ogsaa snart europæisk bekjendt, dog stiller jeg denne langt bag ved hans nyeste Værk: Jægeren; det er vistnok noget af det første, Billedhuggerkunsten i vor Tid kan fremvise. Han var ellers allerede lidende, da hans Legeme ikke taaler Italiens Varme og ønskede at komme til Norden; Læger og alle hans Beundrere, erklærede at han ikke kunde udholde een Sommer til i Italien; men han havde ikke Penge til Hjemreisen; jeg skrev til Conferentsraad Collin, hvorledes Sagerne stode, og var vis paa, at vor fortræffelige Konge vilde hjælpe Jerikau, og netop, da mit Brev var afsendt gik hans Lykkestjerne op, en russisk Første kom i hans Attelier og bestilte: "Jægeren"; samme Dag fik han endnu to Bestillinger og kom saaledes selv til Penge og er - som De, Hr. Geheimeetatsraad veed, alt i Danmark - Varmen begyndte ogsaa at afficere mig og jeg ilede da med at komme til Neapel, hvor Jeg besøgte Capri og Iscia, men ved den tiltagende Varme blev jeg skrækkeligt angrebet, at jeg tilsidst ikke kunde gaae tyve Skridt./

De sidste fjorten Dage var for mig sande Lidelses Dage; jeg har maattet ligge saalænge næsten Solen var oppe og jeg kunde ikke en Gang vove mig til Pompeji; aldrig har jeg prøvet Sligt; jeg var ved hver lille Anstrængelse næsten afmægtig, og i denne nerveuse Svækkelse opgav jeg ganske at gaae til Spanien denne Gang. Jeg havde ikke tænkt mig Varmen i Syden saa stærk og endnu mindre at jeg aldeles ikke kunde taale den, ellers havde jeg lagt min Reiseplan anderledes og i Marts gaaet til Spanien, det er da ret Tid; jeg derimod vilde gjemme det Bedste til sidst og maa nu - for nogle Aar, miste det. -Imidlertid havde jeg i Neapel det stille Haab at Søreisen til Marseille vilde gjøre mig godt, og fandt jeg mig da styrket, saa seilede jeg med det første Dampskib der gik til i Barzelona. Den 23de tog jeg med Castor fra Neapel, Skibet var overfyldt med Vogne og Mennesker, man kunde neppe røre sig, og nu fik vi et netop paa denne Aarstid, usædvanligt slet Veir: Det stormede i to Nætter og Dage, vi laae næsten Alle udstrakte hen under Vognene; de Fleste forlode Skibet i Genua, og jeg vilde have gjort det Samme, og herfra søgt til Schweitz - Noget man almindeligt havde raadet mig, -; men mit Creditiv var kun paa Marseille og nogle spanske Stæder, jeg kunde ikke i Genua faae Nogen til at udbetale mig hele Creditivet og maatte derfor ombord igjen. Paa fransk Grund aandede jeg lidt sundere og Lysten til at naae, idetmindste Barzelona drev mig afsted; men først 8 Dage efter min Ankomst gik et Skib, og det blev forlænge at vente, jeg besluttede da at forsøge i smaa Reiser, hvorledes jeg holdt det ud i Diligence, og er ogsaa naaet Perpignan; men her slog Kræfterne ikke længer til; man er kun et Menneske! Alle sagde mig at selv i Barzelona vilde jeg finde det endnu varmere, at jeg ikke kunde holde det ud, men skulde hellere søge op i Pyrenæerne og der ved det lille Bad Vernet vinde Kræfter, ikke for at bereise Spanien i denne Sommertid, men for at blive stærk nok til at naae tilbage til Schweitz.

Nu er jeg her i denne lille By, der ligger mellem Prades og den spanske Grændse; her er meget mildt og en frisk Luft, ja næsten koldt; jeg føler mig forunderligt styrket og seer at min hele Sygelighed er kun Varme og det, at jeg vilde drive igjenem Noget, jeg ikke kan. Men tungt var det at staae, ligesom Moses, og see det forjættede Land for sig, men ikke komme derind. Jeg er imidlertid nu saa styrket, at jeg kan gaae større Toure og vil imorgen titte lidt ind over den spanske Grændse, men derpaa i Dag-/Reiser begive mig til Schweitz; skulde De der ret ville unde mig en glad Dag, da send mig et lille Brev, til Genf post restante; jeg beder Dem deri sige mig om den kjære Konge naadigst har modtaget mit Brev fra Wien; jeg skrev, da De sagde mig at jeg godt kunde det; jeg skrev saa ganske ud af mit Hjerte, at jeg aldrig kan troe, at Kongen har taget det unaadigt op! Jeg bad ham om at turde bære den mig af Kongen af Preussen tildeelte Orden; derom haaber jeg ved Dem, kjære Hr. Geheime Etatsraad, at erholde Tilladelse. Vil De hilse Deres Kone og Frøken Høyer, jeg var i Neapel et Par Gange sammen med Frøken Knudse, der er henrykt over Neapels natur og over sin Svoger, begge ere ogsaa meget fortræffelige. Hendes Søster synes jeg i høi Grad godt om, jeg var der et Par Gange. - Af Alle i Neapel maa jeg ellers fremhæve den preussiske Minister, Baron Brockhausen som den der har taget sig meest af mig; ved ham skulde jeg have været indført i flere diplomatiske Kredse; men jeg var for lidende til at taale at komme omkring. Imidlertid har jeg i Rom og Neapel fuldendt min Biographie for den tydske Udgave af mine Skrifter, og jeg troer de Danske, alle mine Venner ville være tilfredse med den; jeg er ogsaa glad ved at jeg deri har kunnet udtale mit taknemlige Sind til Kongen og mine sande Venner. Eet maa jeg dog tilføie her i Brevet, Eet som har overrasket og glædet mig: Jeg traf i Marseille Ole Bull der kom fra Amerika og blev her i Frankrige modtaget med Serenader; han fortalte mig at de engelske Oversættelser af mine Romaner, vare i Amerika eftertrykte og i Godtkjøbsudgaver i tusindviis udbredte, mit Navn der var hædret og kjendt. Det havde jeg endnu ikke troet, at mine Skrifter skulde flyve til den nye Verden! Ja jeg er et Lykkens Barn, men jeg skjønner paa det! Vor Herre har vist lagt Mærke der til, ellers var han mig ikke saa god. Min kjærligste Hilsen til Øehlenschlæger; Fader og Sønnerne! Lev vel!

Deres inderligt hengivne

H.C. Andersen.

Hilsen til Hedemann &

Tekst fra: Solveig Brunholm (Microfilmscan 13, 15-18)