H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 19. juli 1846

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 19. juli 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

180. Til E. Collin.

Avignon 19 Juli 1846.

Kjære Ven!

Fra Petrarc og Lauras By skal De have, i det mindste et halvt Brev; jeg skriver Resten i Lyon, hvor jeg venter at være om to Dage, hurtigere bliver det ikke. De har vel læst mit sidste Brev til Deres Fader, jeg sendte det fra den spanske Grændse, saa langt kom jeg. O De begriber ikke hvor meget jeg har lidt i den sidste Tid, saaledes at reise er det en Qval; alene at jeg maatte for Hede opgive Spanien var mig piinlig; i Vernet kom jeg nogen­lunde til Kræfter igjen, der var koldt og der var frisk Luft, og som Kræf­terne kom vaktes306 Lysten dog at naae Barcellona, det var kun een Nat og ikke ganske to Dage, men Lægen i Vernet og nogle spanske Familier raadede mig aldeles derfra, en ung Holstener, Clausen-Schütz, som lige kom fra en Reise, eet Aar i Spanien, sagde at see Barcelone var til at faae en Forestilling om Spanien, det samme, som om man fra Frankerige reiste til Nicæe for at kjende Italien; jeg var dog imidlertid i Kamp med mig selv, men Reisen fra Vernet til Perpignan overtydede mig om at jeg hellere maatte benytte de Kræfter jeg havde tilbage for at naae Schweitz og den næstfølgende Dag og Nats Reise, fra Perpignan til Cette, lærte mig at jeg aldrig havde naaet Barzelone; ja jeg vover for det første ikke mere at reise 24 Timer ad Gangen; nu kan jeg begribe Deres Svogers Qvaler, hvor­ledes det for ham maa være at reise.–Til Spanien kan man kun gaae i Marts og April, samt hen i September, det har man saa løseligt sagt mig forud, men hvad tænkte jeg paa at Heden kunde virkelig saaledes øde­lægge et Menneske, naar Mennesket havde en Villie.– Det er en nerveus Svækkelse jeg lider af, kun i Vernet de sidste Dage var den307 saa godt, som borte. Aldrig glemmer jeg Reisen fra Perpignan til Cette! Frankerige er det meest fordømte Land, hvad Reise-Beqvemmelighed angaaer, kan man ikke 5 a 6 Dage forud bestille en Plads i en Coupé saa faaer man Kjærligheden at finde!–Jeg kunde i Perpignan kun faae Plads i den ba­geste Deel af Vognen og her kommer hele Krapylet, jeg havde nu ikke tænkt mig det saa galt, som det var, jeg fik en Hjørne-Plads steeg ind og nu kom en jadsket ækel Kjælling, saa kom en Matros, der strax trak sine

Støvler af og havde ækle Been, saa en Bondekarl i en snavset Skjorte og saaledes fik jeg fem Naboer; Støvet væltede ind til os; hele Selskabet dampede, jeg sad med Vifte, Vandet haglede ud308 af mig, og jeg havde to Gange aldeles Følelse af at skulle besvime, det kan De troe er behageligt, næste Formiddag naaede vi Beziers og her, under nogle dumme, tynde Træer, der vist havde solgt deres Skygge, stod jeg med Paraply og ventede over en Time paa Træk-Baaden, der fører af Lanquedoc-Canalen til Cette; jeg var nær ved at segne om; tænkte virkeligt, jeg naaer aldrig til Schweitz, saaledes, som jeg er; endelig kom Fartøiet, overlæsset med Mennesker og Fragtgods, da det just nu er det store Marked i Beaucaire, der var Ingen til at bære mit Tøi ombord, jeg maatte selv slæbe det og da jeg kom ned i den overfyldte Kahyt, sortnede det for mine Øine!–jeg satte mig lige ned paa Gulvet, der var ingen anden Plads og tænkte, lad der skee hvad der vil!–I sex Timer gleed vi under den brændende Sol hen af den til at blive gal over eensformige Canal, grønt Græs, grønt Træ, en Sluse'ndash;grønt Græs grønt True, en Sluse osv.–Da jeg naaede

Cette, var jeg den eneste der vilde blive der, og maatte nu kjøre med alle de Andre først ud til Jernbanen, da Omnibussen ikke først kunde sætte mig af og da jeg saa kom i Hotellet var der kun eet Værelse, med Vindue ud til en lukket Gang, hvorfra al Mad-Lugten kom, da blev jeg formelig rasende! jeg skjældte Hotellet ud, forlangte:Luft, Luft!–Jeg var ved [at] græde og kunde dog have pryglet dem allesammen, mine Lemmer rystede! Madammen i Hotellet maa jeg imidlertid rose, hun sagde : »De er meget afficeret! De har ret, men jeg har kun dette ene Værelse!«–Dog snart fandt hun paa Raad; den store Spisesal blev indrømmet mig, en Seng slaaet op; halv afklædt satte jeg mig ud paa Balkonen, fik Iis og Selzervand og sov deiligt hele Natten

dog endnu næste Dag var jeg saa mat at jeg af vor Consul, hos hvem jeg spiiste maatte følges hjem; Dagen derpaa igjen gjorde Cazalis's en lille Frokost for mig og Klokken 2 kjørte jeg saa den 2 Timers korte Tour paa Jernbanen til Montpellier; Alle talte de om den skrækkelige Ulykke ved Valenziennes og ved hver Dybde vi foer over gik den Tanke gjennem mig, Gud veed hvor jeg skal lægge mine Been, men jeg bad inderligt: skal en Ulykke skee, da helst brække Halsen! det er første Gang jeg egentligt har følt Skræk paa en Jernbane, men det ligger vel i mit Physiske. Med eet holdt vi stille, der var noget galt ved Kjæderne'ndash;imidlertid kom det istand og vi fløi, saaledes kjøre de ikke i Tydskland, vi fløi til Nimes; denne By saae jeg tidligere og da jeg fandt Diligense der i fire Timer gik til Avignon vovede jeg at tage en Plads, og kom her til i Aftes Klokken 10, her er noget kjøligt, jeg har sovet godt og nu skrevet mig ganske træt, altsaa lev vel til'ndash;Lyon!

Genf 26 Juli 1846.

Jeg er i Geneve, kjære Ven! der blev intet af Brevskrivningen i Lyon, havde jeg skrevet derfra, da var Brevet blevet en heel Jerimiade; jeg har ikke havdt det godt siden jeg var i Avignon; temmelig svag tog jeg derfra og Dagreisen paa Rhonen angreb mig meget, og jeg har maatte blive hele fire Dage i det kjedelige Lyon, for at faae en ordenlig Plads med Dili­gensen her til, da jeg ikke turde tage den som den faldt; men nu skal De høre en lille Begivenhed, som slet ikke er for nerveuse Folk. Jeg er næsten til det Komiske ængstelig med at have mit Pas i Orden, og dog er det dette der i Frankerig har skaffet mig Skræk og Uro. Da jeg kom fra Italien til Marseille, gav Poletiet mig mit danske Pas tilbage og istedetfor Visa ud­stædte mig et fransk til Perpignan, for at være vis paa at det kom rigtig i Orden, fik jeg vor danske Consul med op i Poletiet og nu var Alt saa for­træffeligt i det Rene; jeg kom imidlertid til Cette og der opdager jeg, at man havde været saa galant i det franske Pas at gjøre mig til 22 Aar, samt sagt at jeg var Svensk; jeg viiste det til Consul Jansen, der forsikkrede at det gjorde ikke noget, men paa min Anmodning gik han med til Mairen, denne erklærede at det var en saadan Feil at jeg i syd Frankerig kunde ud­sættes for at blive aresteret; Mairen udstedte nu et nyt indenrigs Pas til Perpignan, der viserede man mig det til Vernet og atter til den schweit­siske Grændse; af Forsigtighed lod jeg paa Gjennemreisen i Cette Passet igjen visere af Jansen og af den preusiske Consul; nu kom jeg til Lyon, man sagde mig at der var en Consul for Schweitz, som maatte paategne det; jeg sendte ham Passet, han forlangte først een fra Poletiet i Lyon, og da det saae mit danske og franske Pas, erklærede de at de ikke vilde visere, det var ei som det skulde; jeg maatte op i Prefecture de police hvor man erklærede at der hørte til en Visa af den indenrigske franske Menister. »Hvor boer han?« Spurgte jeg!–»I Paris!«–»Men jeg har ikke været der og kommer der ikke!«–»Men den Feil er begaaet i det De kom til

Marseille at Deres danske Pas derfra skulde sendes til Paris og De opgive i hvilken Grændseby De vilde have det!«––»Det har man ikke sagt mig! det er en Feil af Poletiet i Marseille, jeg er fremmet, kjender ikke de franske Love! jeg beder Dem som Franskmand tage Dem af min Sag, da jeg i denne By ingen kjender?«–Nu maatte jeg udstaae en lang Examina­tion, hvilken Dag jeg havde forladt Neapel, var kommet til Livorno etc., dernæst hver Dags Ophold i Frankerige; De kan troe det var en behagelig

Situation! havde jeg anet det forud, jeg var vist halv død af Skræk, nu deri­mod, saalænge det stod paa, var jeg til min egen Forundring rask paa det!–Jeg fik efter en fornyet Løben Passet viseret for Schweitz, men da jeg i kom hjem i Logiet var jeg saa angrebet, saa nerveus, at jeg er blevet fire Dage i Lyon for at faae en magelig, luftig Plads.–I Eftermiddags kom jeg her til Geneve, føler mig, i den kolde Luft her er, usædvanlig vel. Jeg

boer ligeud til Genfersøen, pleier mit Legeme, som det kan trænge til.

Mine Øine ere ellers en Deel angrebne af den overstaaede Hede og jeg har nu i otte Dage samlet til Skjæppe Byggryn paa Øienlaagene, ingen behagelig Fornemmelse.–Posthuset er lukket, der venter jeg imorgen tidlig en Slump Breve, jeg har jo ikke siden jeg var i Neapel hørt hjemme fra. Imorgen efter Brevene slutter jeg dette.–Staaer der noget i danske Aviser om den utrolige Varme i Syden, her læser jeg at Folk døe paa Markerne. Den ene Ulykke paa Jernbanerne følge[r] efter den anden; ikke færre end 6 have fundet Sted i de sidste 3 Uger. Jeg haaber derfor det gaaer heldig paa den franske jeg har tilbage fra Basel til Stratzburg. De Franske kjører nu ogsaa, som de vare gale. Med alt dette er jeg dog ret tilfreds med hele Reisen i Sydfrankerige; jeg har før været to Gange i Paris, men det er dog anderledes at see flere af Provinds Stæderne, især de sydlige; det Eiendommelige træder her mere frem, og hvilken Rigdom af romerske Monumenter, eier dog denne Deel af Frankerige, det er rigt, som Italien selv. Dernæst har jeg lært mere Fransk, end jeg nogensinde kunde før, eller rettere lært mere i denne ene Maaned, end jeg i eet Aar vilde have faaet af Bøger; og hvad Ingeborg nok vil sige er en stor Vinding: jeg har lært at man ogsaa kan blive kjed af Reise, det vil sige naar Reisen er en Lidelse, som denne virkelig har været.

Genf den 27 Juli.

Kjære Ven! De skulde have seet mig for en Time siden, jeg var saa lynende gal, ikke paa Dem eller Deres men'ndash;paa hele Frankerige! jeg sendte Klokken 7 imorges Bud paa Posthuset for at faae de forventede mange Breve og jeg faaer ikke eet!–jeg blev lynende knusende gal i Hovedet! altsaa havde Frankerige ikke engang kunde besørge mine Breve rigtig!–Nu gik jeg selv paa Posthuset og jeg fik eet fra Deres Fader, de havde ikke kunde læse Navnet, men paastod at der stod Anderen; naa Gudskee Lov, det var en Trøst! tak Deres Fader derfor ! desværre havde han skrevet saa lidt og jeg kan ikke see om han har faaet mit sidste Brev fra Pyrenæerne, det var meget langt og med Indlæg til Ingeborg, Louise og Jonna; jeg frygter det er forkommet thi paa intet af de tre Breve jeg i Ver­net afsendte er Svar og det ene Brev sendte jeg til Arvestorhertugen af Weimar, der ellers er saa nøiagtig med at svare.–Jeg er høist urolig der­over.–Deres Fader siger mig heller ikke hvor fra Pengene til dette sidste Creditiv ere tagne, 300 veed jeg ere fra Zahlkassen, men hvormange fra Theatret? det ønskede jeg sat udfra hinanden; efter min Beregning er 750 U Banko = 500 Rdlr Dansk. Det er altsaa 200 for Liden Kirsten. Er det ikke saa.–Dernæst har jeg igjen fra Perpignan skrevet Adler til om Tilladelse til at bære den røde Ørns Orden og det er fortvivlende at jeg ikke kan faae den fattige Tilladelse.–Det er jo ingen Orden jeg tager fra de 1000 hjemme, man der finder værdig til at bære danske Ordner. Der er noget oprørende i, at mens jeg sidder og i min Biographie udtaler mig i Begeistring over mit Fædreland og Kongen, jeg paa samme Tid ikke kan faae Lov til at vise for Verden det Tegn Udlandet giver mig paa mit Værd.–Beed Deres Fader fra mig spørge Kongen om han unaadig har optaget mit Brev, da jeg er i stor Uro derover? det er dog et beskedent Spørgsmaal der kan gjøres, men jeg vil have Svar!–De skriver mig nu et langt venskabeligt Brev til!–Tænk jeg har ikke i over en Maaned hørt et Ord fra Hjemmet309 uden de Par Linier Deres Fader gav mig i Dag! hils ham, tak ham! skriv hvilke Breve han har310 faaet og send Deres Brev til Frankforth post restante.–Hils dem Alle, Alle!–O havde jeg

dog faaet et langt godt Brev i Dag! det er syndigt med de korte Breve! men det er sandt, man troer aldrig hjemme jeg kan være syg!– Nu hører

jeg da intet før i Frankforth, med broderligt Sind

H. C. Andersen.

[I Margen: ] Skriv hvad De og Jette sige om Biographien. Siig Lind velkommen hjem.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter