H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Edvard Collin til H.C. Andersen 28. maj 1831

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 28. maj 1831
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

28. Fra E. Collin.

Kjøbenhavn. d: 28. Maii 1831.

Kjære Andersen!

Mit første Brev til Dem bliver tillige det sidste, som De faaer fra Kjøben­havn; thi paa Mandag d. 30te afreiser jeg med Dampskibet til Jylland. Imidlertid bliver mit Opholdssted i Jylland altfor ubestemt til at jeg kan ansee det for rigtigt, at De addresserer Brevene til noget Sted der; sikkrest er det derfor at alle Brevene – jeg venter ganske bestemt idetmindste 3. – addresseres til Kjøbenhavn: Hrrn Hrrn E Collin. Addr: Hrrn. Conferenzrath Collin in Kopenhagen; saasnart de ere komne her, sender Fader mig dem dog til Jylland. Lad mig nu see, at De skriver rigtig lange Breve til mig og dygtig poetiske; for Øieblikket er her meget prosaisk hjemme. Hvorledes gaaer det Dem nu egentlig? De føler vist Hjemvee, den meest pinende Følelse, jeg kjender; er dette Tilfældet, da kan jeg sige Dem, at man særdeles godt kan raisonnere den bort. – Jeg har været paa Nørager i nogle Dage; Bangs sender Dem Hilsener. – Naar De underveis træffer Noget, som De med Tiden kunde bruge, da tegner De det naturligviis op; men søg især efter Sujetter for Theatret; mit Synspunkt er, som De veed, her som altid med Hensyn til Dem, et oeconomisk. – Hos Bredahl har jeg nylig været, og hørt det Øvrige af hvad han har færdig; jeg vedbliver be­standig at nære de samme Forhaabninger som hidtil om dette Products eventuelle Lykke. –

Om Eftermiddagen: Endelig i Eftermiddag fik jeg da Gud skee Lov Brev fra Dem; da Posten kom igaar og intet Brev bragte fra Dem, var jeg ganske urolig; jeg frygtede for, at De skulde være bleven syg underveis. De skriver, at jeg vist har mærket, hvorledes Deres Humeur har været i denne Vinter; det har jeg; at De ikke har betroet mig Grunden dertil, kan ikke fortryde mig, hvis Hemmeligheden er af den Natur, som jeg har antaget; troe ikke, at jeg vil opfordre Dem til at betroe mig denne; De vil selv bedst kunne føle, hvorvidt det er rigtigt, at den meddeles Andre; der ere Hemmeligheder, forekommer det mig, som ere af en saa fiin Natur, at de ikke kan betroes til noget Menneske; men vær ogsaa forvisset om, at hvis Deres Sorg kan betroes Nogen, da vil De i mig finde den Ven53, der trøster ei med Grunde men med Medfølelse. Og denne Overbeviisning veed jeg vist De har.

Jeg kommer nu til et Punkt i Deres Brev, som – hvorledes skal jeg gjøre mig ret forstaaelig for Dem, kjære Ven. – Med Grunde kan jeg ei overbe­viise Dem, thi Grunde lade sig maaskee her ei anføre, men De troe mig som Deres Ven paa mit Ord, De maa være fast overbeviist om, at der er et Træk i min Characteer, som jeg her med Sandhed udfolder for Dem. Kun da vil det være mueligt, at jeg ei bliver misforstaaet af Dem, det jeg frygter saa meget for. Det er altsaa mit Sindelag med Hensyn til at vi skulle sige »Du« til hinanden, som jeg vil udfolde for Dem. Som sagt, Andersen, troe mig paa mit Ord, at jeg taler ærligt! Naar i et muntert Selskab mellem Studen­ter etc. En siger til mig, om vi to skal drikke Dus, da siger jeg Ja, deels af Mangel paa Overlæg i det Øieblik, deels for ei at fornærme det Menneske, som derved troer at komme i et venskabeligere Forhold til mig; kun een­gang veed jeg, at jeg, efter at have ved en saadan Leilighed drukket Dus med et ungt Menneske efter hans Anmodning, har bagefter efter modnere Overlæg bestandig vedblevet at sige »De« til ham; og, hvor Ondt det gjorde mig at fornærme dette Menneske, har jeg dog aldrig54 fortrudt det siden; og hvorfor gjorde jeg det,? det var et Menneske, jeg havde kjendt i længere Tid og som jeg holdt meget af;? der var noget Vist55 i mit Indre, som jeg ei kan forklare, der drog mig dertil. Der ere mange Ubetydeligheder, som Mennesker have, jeg troer, en medfødt Afskye for; jeg har kjendt et Fruentimmer, der havde en saadan Afskye for graat Papiir, at hun fik Ondt, naar hun saae det; hvorledes skal man forklare det. – Naar jeg deri­mod længe har kjendt et Menneske, som jeg agter og holder af, og han til­byder mig at sige: »Du«, da fremkommer denne ubehagelige uforklarlige Følelse hos mig. Jeg erindrer at Justitsraad Wiborg har fortalt mig, at da Baggesen, med hvem han længe havde levet i et nøie og venskabeligt Forhold, proponerede ham at sige: »Du«, da paakom der ham herved en saa ubehagelig Følelse, at han næsten fik noget imod Baggesen; herved vil jeg naturligviis ei sige, at Forholdet mellem Os vilde blive et saadant som dette, ei heller vil jeg sammenligne Dem med Baggesen thi efter hvad jeg kan dømme om ham, kunde han aldrig være noget Menneskes sande Ven; dertil var han for meget Egoist. – Mine Dus-Bekjendtskaber skriver sig for [det mee]ste56 fra mine Drengeaar, deels fra saadanne muntre57 Øieblikke, der ei levne Tid til Over[veielser] deels ogsaa fra, at jeg har generet mig for at undslaae mig; men just herved viser jeg Dem [min] Oprigtighed for Dem, idet jeg, hellere end at skjule mig for Dem, udlader mig saaledes for Dem [som] jeg her har gjort, hvor jeg saa let kan misforstaaes. Men nei An­dersen! De vil ikke [misforstaae] mig! Og hvortil skal denne Forandring i vort Forhold? Er det for at give Andre et Teg[n paa] vort venskabelige Forhold? Det vilde være overflødigt og os begge ligegyldigt; og er [ikke nu] vort Forhold saa behageligt og os begge saa nyttigt? hvorfor da begynde det under en foran[dret] Form, en Form som vel i og for sig er noget Ube­tydeligt, men som jeg, som sagt, har en [ubehagelig] Følelse for; jeg til­staaer jeg er en Sonderling i denne Henseende. Men ligesaa v[ist] som det har bedrøvet mig, at denne Materie skulde komme paa Bane, ligesaavist er det at [For]holdet maa blive saaledes som De ønsker, hvis det ikke er mere end en blot Idee af Dem, [for] krænke Dem, ved Gud, det vilde jeg ikke. Men endnu eengang Andersen! hvorfor skulde vi foretage en saadan Forandring. Lad os nu ikke tale meer derom, jeg haaber vi [ville] begge glemme denne gjensidige Meddelelse; naar De kommer hjem er jeg i Jyl­[land;] vi sees da ikke førend til Vinteren. – At blive vred for Deres An­modning, derom kunde Talen aldrig være; jeg misforstaaer ikke Dem, gid De heller ei maae misforstaae mig.

De fremsatte Spørgsmaal kan jeg saagodtsom ikke besvare, da jeg har været den meste Tid borte fra Byen, og har saa utroligt meget at bestille med Hensyn til [min] forestaaende Afreise. Lev vel!

Deres Ven

E. Collin.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin