H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Jonas Collin d.æ. 20. august 1846

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 20. august 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

174. Til Jonas Collin.

Weimar 20 August 1846.

Min kjære, faderlige Ven!

I Basel fandt jeg paa Posten en heel Pakke Breve, det var Deres, Ingeborgs og Louises; der var et temmeligt gammelt Brev, som er gaaet til Neapel efter min Afreise derfra og siden vandret vidt omkring, til jeg fandt det ved Basel; isamme laae det Par Ord fra Jette Collin, som mældte mig Frøken Hancks Død, der rørte mig meget, hun har fra min Barndom med sand søsterlig Deeltagelse fulgt mig, Faae Mennesker have inderligere taget Deel i min Glæde og Sorg end hun. – Jeg har her skrevet et Par Ord til hendes Moder, vil De ikke nok lade disse komme i hendes Hænder. – Ogsaa paa de Mange, som døe fra mig mærker jeg at Alderen kommer!

– Jeg slutter mig endnu saa let til Menneskene, jeg har mange, og jeg tør tro, sande Venner, men jeg kan dog ikke godt taale at miste en Eneste, de ældste Venner ere voxet fast i Hjertet, ved hver som døer, gaaer den mærke Tanke gjennem mig, hvem er nu den næste! – Ude i Verden, langt fra det egentlige Hjem, troer jeg, at just denne Følelse har sit Bittreste. – Tak Deres Døttre for de kjærlige, velsignede Breve de skreve migt til, de læses mere end een Gang; jeg har tidt paa Reise alle gamle Breve fremme, det er jo den bedste Maade til at kunne tale med sine Kjære og; da er jeg ikke længer eensom i det fremmede Hotel. Opholdet i Schweitz var mig meget velgjørende, jeg trænger alene til kold Luft; jeg fandt den ved Gletscherne ved Grindelvald, jeg fandt den i Lauterbrunnen! ak hvilken Sommer er det dog jeg er reist i; selv Schweits evige Snee er begyndt at smælte, Montblanc havde lange sorte Striber, Jomfruen var graalig, kun Silberhorn, stod med sin skinnende Snee. Uagtet jeg ikke ynder de franske Jernbaner, tog jeg dog paa den fra Basel til Strasburg, og det gik meget heldigt; samme Dag endnu var jeg med Dampskibet i Mainz; De vil see hvilke Veilængder paa een Dag, (fra Basel til Mainz;) jeg var imidlertid meget angrebet deraf, kunde næppe naae hen til Hotellet; det er mig ærgerligt og piinligt en saadan nerveus Tilstand .– Arvestorhertugen af Weimar, der trofast og kjærlig hele Reisen har skrevet mig til, sagde mig i sit sidste Brev at han reiste en kort Tid i Besøg til Erkehertug Stephan i Prag, men var paa sit Slot Ettersburg til den 21 August, at jeg der skulde faae det kjæligt og godt; der bliver jeg nu en kort Tid vel! – Fra Mainz togjeg til St Goar for at hvile mig lidt og besøge Byens: Borgmester vil jeg kalde ham, en Hr Heuberger, hvis hele Familie er mig særdeles god! De skulde have seet hvilken Modtagelse – Man holder meget af mig i Tydskland, jeg møder saa meget Gemyt, saa megen Godhed – De kan derfor begribe, da jeg naturligviis elsker Danmark og det danske, hvor dybt jeg lider ved den Spænding her er i dette Øieblik, jeg holder ikke af at skrive noget som berærer Politik den ligger uden for mig, men det maa jeg sige, hele Tydskland synes meget mod os! – Jeg elsker min Konge, elsker ham personlig, gid han og vi Alle maa vinde Lykke og Glæde, vor Herre lede Alt til det Gode! – Har jeg før ikke seet i Bladene efter det Politiske, jeg sluger det nu, det er som fra den Side, mærke Skygger skulde gaae over Alt hvad jeg har lært! Gid Fred og Enighed svæve over Landene! Mig sige Ingen noget der kan saare mig, som Dansk, men jeg hører dog, jeg læser jo – og lider! – Alle hædre og glæde mig! – Menneskene ere i Grunden overalt fortræffelige, forstode de kun Alle hinanden! – Det er som en mørk Tid forestod, hvad skal der dog skee! – Men hvad nytter Ord! – Det bedste kommer jo dog ud af hver Kamp og Sorg! – Jeg har i Grunden været flittig paa denne Reise, jeg har, som Eduard vel har sagt Dem skrevet min Biographie, det var ingen let Opgave, men jeg haaber dog at have løst den. Tal med Eduard derom. De vilde at Barselstuen skulde trykkes, jeg har svaret derpaa og senere med Biographie-Manuscriptet givet Eduard en ny Depesce, gaaer han ind paa den og De ogsaa – da send mig ufortøvet en Afskrift af Stykket, jeg vil da kunde faae det paa flere tydske Theatre, flere Intendanter have just Interesse for at faae et dramatisk Arbeide af mig paa Scenen, og derved var der ogsaa Fortjeneste, det vil sige naar jeg selv oversætter det og det kan jeg, ved Hjælp af Beaulieu, fra St Goar tog jeg til Frankfurth hvor jeg blev særdeles vel modtaget af Mange, men jeg maa denne Gang fremhæve Hr og Fru Homberg, siig Jette Collin det; begge to var ogsaa opfyldte af Eduard og Jette, de fortalte mig Besøget i Soden, ogsaa jeg var der ude og der blev indrettet for mig til at overnatte; Fru Homberg arangerede til min Overraskelse en Serenade for mig af Badestædets Musikanter; lykkeligviis gav hun mig den om Aftenen da jeg sad i hendes Stue og ikke om Natten uden for mine Vinduer, det vilde have generet mig; der blev i hast samlet en heel Kreds, hun sagde at Alle ved Badet vilde indviteres da de hærte jeg kom, hun var ganske moersom derved – og hjertelig god. – Hun og Manden kan jeg ikke nok rose! lad Jette sige det ude paa Rungsted. Den rige Hr Bernus, der eier Statuer af Bissen og flere Kunstnere, kjørte mig omkring, Brentano havde mig paa sit Landsted, og saaledes synes det at vilde vedblive. Jeg er i Eftermiddag kommet her til Weimar, Arvestorhertugen indtraf igaar og jeg flyver nu imorgen ud til ham; Beaulieu er med Storhertuginden ved Franzens Bad og kommer paa Mandag; de fleste Familier ere borte, men ville om 8 a 14 Dage indtræffe og jeg har jo min kjære Arvestorhertug; paa Tirsdag kommer ellers Kongen af Holland her og bliver nogle Dage paa Ettersburg, det vil dog vist gjøre det lidt stivere, jeg kjender ham slet ikke! Strax da jeg kom i Dag gik jeg ind til den rusiske Gesant, Baron Maltitz, der boer i Gøthes Huus, han saae mig fra Vinduet, løb ned af Trapperne, faldt mig om Halsen; Folk jeg ikke kjender, Folk af Borgerklassen, hilsede mig Alle i Gaderne, de vide hvem jeg er og at deres Arvestorhertug holder af mig, det rørte mig, det giver mig Weimar noget hjemlig! Gud hvor jeg dog er et lykkeligt Menneske fremfor Tusinde! og dog er i den sidste Tid mit Sind saa tungt, jeg veed ikke selv! er det den skrækkelige Hede jeg harlidt af, eller er det den Stemning jeg hærer, den Bevægelse jeg sporer rundt om – just mod mit Fædreland! Jeg veed det ikke. Gud lad mig see alle mine Kjære hjemme sunde og glade! Gud lad Alt jevne sig godt mellem mit kjære Danmark og Tydskland, som jeg ogsaa elsker! – Nu Lev vel min kjære trofaste, faderlige Ven.

Deres sønligt hengivne

H. C. Andersen.

[Tilføjet i "HCA og det collinske Huus":

E.Skr.

Kan der være noget iveien for Antagelse af et Stykke, der handler om Ulfeldt og Dina. De veed at jeg længe før Oehlenschlæger tænkte paa Dina; men den Gang vilde Frederik den Sjette ikke, at dette Stof kom paa Scenen, sagde Rantzau mig: jeg lagde det hen og Oehlenschlæger skrev sin Dina; men nu spøger min i mig igjen; mej jeg vil være anonym.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter