Dato: 25. august 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

183. Til E. Collin.

Ettersburg 25 August 1846.

Min inderlig kjære Ven!

vel kommer mit Brev ikke afsted i Dag, men jeg maa dog skrive, udtale

mig for Dem, langtborte fra trykke Dem til mit Hjerte, det kan De vel nok taale, det er kun i Virkeligheden De ikke holder af Sligt! De er vel­signet og god!–De er en Ven! Ja, Kjære! De veed ikke hvor det har rørt mig, gjort mig skamfuld, ja jeg veed ikke selv Ordet derfor, at De afskriver min Biographie! jeg fik Deres Brev iaftes, læste at De havde paataget Dem dette Arbeide!–Min Gud, det er jo grueligt meget! hvad skal jeg gjøre for Dem! Det er et herkulisk Arbeide, ja De maa ikke have tænkt derpaa da De begyndte! ikke ventet at Biographien var saa vidløftig, jeg finder næsten det er for overdrevent Meget af Dem, at jeg formeligt er forlegen, her saa mange Mile fra Dem! Tak, tak!–aldrig glemmer jeg dette Træk paa Deres broderlige Sind, det er en Omfavnelse, det er et Kys,–det er en Drikken-Duus'ndash;De forstaaer mig nok. Tak!–

Det fornøier mig De er tilfreds med det Fortalte og Deres Dadel over Stilen er grundet, men jeg har her at sige: dersom det skulde trykkes af paa Dansk, da havde jeg brugt Filen, men nu det skulde gives paa Tydsk troede jeg hver Sætning vilde være forstaaelig nok og at Oversætteren i sit Sprog vilde afrunde det. Tiden var mig saa kort, Lorck ønskede at faae det Hele ud til denne Høst-Messe, jeg maatte ile; Reisen selv frembød en Deel der maatte sees og legemlig angrebet var jeg, saa at dette Værk har været mig en Byrde. Imidlertid er det dybt tænkt315, om ikke langsomt skre­vet. Jeg har, som De vil finde veiet selv Udtrykkene. Imidlertid, endogsaa med ret god Hukommelse, er mangt et Træk, maaskee af større Betydning, end enkelte meddeelte, glemte, da jeg skrev paa den Livsperiode hvor det skulde stilles; senere er det dykket op i min Erindring, men da var det for seent. Selv fra denne sidste Reise er et Par interessante Personligheder over­sprunget, een af disse fra Rom, ønskede jeg gjerne De vilde paa et passende Sted skyde ind (under Romer-Opholdet) det er den hanoveranske Mi­nister Kästner, en høist elskværdig Personlighed, hvis Venskab for mig jeg skylder mange behagelige Timer ikke blot i Rom, men i Neapel hos Brockhausen (den preusiske Gesandt) indførte han mig. Kästner har et ikke ringe Talent for Poesi, Musik og Malerie; og hos ham har jeg egentlig første Gang seet Blomstermaleriet hævet ved Ideen. I een af sine Stuer har han anbragt en Blomster Arabesk, der viser os hele Aarets Flora, den begynder med de første Vaar Blomster Krokus, Sommergjække osv da kommer Sommervæxterne, saa Høstens og tilsidst ender Guirlanden med Decembers røde Bær og bruungule Blade (dette kunde indskydes).–Han har en interessant Samling af Portrætter af bekjendte Mænd og af'ndash;smukke Damer'ndash;ogsaa mit Billed fik en Plads i Samling[en], tegnet af ham selv.

Jeg er nu, som Brevets Overskrift viser i det Veimarske, jeg er i Besøg hos Arvestorhertugen, paa hans smukke Slot Ettersburg; jeg har en præg­tig Leilighed, med Roccocos Meubler, en Laqei til min Opvartning og er til Frokost, Middag og Aften altid med det unge Herskab; hver Aften naar jeg er kommet til min egen Stue, kommer Arvestorhertugen over til mig, eller han fører mig derhen, og da sladdre vi sammen til ud paa Natten, han er et sjældent gemytfuldt Menneske og har det bedste Sind.–Daglig gaae vi Arm i Arm i Haven, han udtaler hele sin Sjæl; jeg kjører med ham til Belvedere og hendes Keiserlige Høihed, Moderen, viser mig den meest fremtrædende Naade, at Alle bøie sig dybt, at jeg hos Laqeierne er »gnädige Herr« ligger jo i Sagen'ndash;kort jeg lever »uden omkring mig«, saa­ledes, som det er nok til, for Mange, i mit Sted, at blive forfængelige over, men'ndash;kjære Ven, jeg veed ikke selv, jeg føler mig saa lidt lykkelig, har saa lidet Nydelsen af denne Glands Øieblikket bringer mig'ndash;jeg er, det siger jeg Dem'ndash;i en lidende Stemning, næsten ulykkelig! om dette kom­mer fra den Svækkelse mit hele Nerve-Legeme har lidt ved den djævelske Hede i Sydfrankerige og Neapel, om det kommer ved den ulykkelige Spæn­ding der er i dette Øieblik mellem mit Fædreland og dette Land, hvori jeg har saa mange Kjære, veed jeg ikke. Første Gang i mit Liv har det Politiske kastet en tung Skygge ind over mig! – Min Udreise fra Danmark og til Rom, var saa riig paa Lykke og Glæde, det var som alt Sollys strømmede over mig; fra jeg forlod Italien, har jeg lidt legemligt og sjæleligt; der synker sig en Alvor i mit Sind, der fordærver mig Øieblikket!–Hvad kan De vel sige mig der til? Intet. Efterretningerne om Deres Faders Sygelighed, om Ingeborgs Vælten, er ogsaa lutter sørgelige Momenter for Fremtiden.–

I Dag tager jeg lidt ind til Weimar for at besøge i to eller tre Dage mine Venner der og da kommer jeg igjen til Ettersburg; naar Kongen af Hol­land reiser herfra tager Arvestorhertugen og hans Gemalinde med, de gaae til Kongens Besiddelser i Schlesien, men komme igjen til den 20 eller 25 September, da vilde Arvestorhertugen at jeg igjen skulde være hos ham, ja tilbringe Vinteren, men jeg har ikke Mod der paa; her er heller ikke Ro til at arbeide og i denne Vinter vilde jeg fuldende første Deel af Ahasverus, jeg er opfyldt deraf, jeg længes ogsaa efter den collinske Familie, og altsaa gaaer det nu hjemad. Det er ogsaa godt for Venskab, troer jeg, med konge­lige Personer, ikke Dag ud og ind i Aaringer at leve sammen, det har jeg ogsaa sagt min hertugelige Ven!–Jeg faaer vel ikke den Behandling i Kjø­benhavn, som i Weimar, men ogsaa der er Noget, som det ellers mig kjære Weimar, ikke har eller kan give!–Hvad jeg gruer for er den politiske Tale og Udtalelse jeg nu der'ndash;rimeligviis skal høre.–Tak Deres Fader for Arangementet med Ordenen; det var ellers efter hans egen Anviisning at jeg skrev til Adler derom; jeg har jo ogsaa skrevet til Kongen derom; jeg skrev fra Wien et langt Brev; Adler havde mældt mig at jeg kunde det, jeg skrev, den Følelse har jeg, et Brev som ikke kunde tages unaadigt op, bad om, gjennem Collin eller Adler, at vide om min Konge naadigst havde optaget min Skrivelse, jeg har ikke hørt et Ord, det har bedrøvet mig; og da jeg nu i saa meget her har udtalt min Sjæl for Dem, da endnu eet; De veed at Ørsted længe før min Afreise sagde mig at Kongen havde sagt han vilde give mig Ridderkorset, jeg har intet faaet'ndash;nu venter jeg Intet og seer deri et Tegn paa at Kongen ikke finder det passende at give mig et udvortes Tegn paa sin Naade, et Tegn der for Fremmede viser at jeg i mit Hjem er hædret, Noget man i Udlandet lægger mærke til.–Ja Flere have yttret deres Forundring over at jeg fra Preusen og ikke fra Danmark er decoreret; det er ingen forfængeligheds Sag, det er mig mere en Hjerte­ Sag og det dobbelt, da vidst faae, selv af Kongens Omgivelse, kan elske ham personlig høiere end jeg. De seer selv hvorledes jeg i min Biographie har udtalt det, og da De kjender mig, veed [De] hvor sandt det er.–Gud give han maa leve længe! jeg veed hans Død vilde ryste mig dybt og hvor­ledes skal det da gaae! Dog, jeg skriver mig meer og meer sørgmodig! paa et deiligt Slot, en elskværdig Fyrstes Ven, i et classisk Digterland, kan jeg saaledes pine mig! det er egentligt uklogt!–ak hvorfor nyder jeg dog aldrig ret Øieblikket!–Skriv lidt Solskin ind i mit Sind, send mig et Brev til Leipzig, der er jeg

om en 12 Dage og bliver en kort Tid for at arbeide i Forening med Lorck paa den samlede Udgave af mine Skrifter. Hvad troer De man vil sige om min Biographie? udtal Dem for mig om denne, om hvorvidt jeg klart og passende har der givet mig selv og Facta.–Raad mig hvorledes jeg skal i tre Hefter inddele mine Eventyr, om jeg skal lade disse følge i den Orden de ere skrevne, eller kastede mellem hinanden saaledes at de blive ligeligt fordeelte og med Hensyn til Indholdet kunne læses efter hinanden.

Jeg er for dette sidste.–Den samlede Udgave bliver 20 Bind, hvoraf to Bind skal være Digte og to dramatiske Sager, af disse sidste er jeg lidt i Tvivl med Valget, hvilke vil De foretrække - f Ex Mulatten, Maurerpigen, Agnete, »den'ndash;« (hvad siger De?) og endelig »Lykkens Blomst«, denne sidste er jeg paa det bestemteste for.–Fra Leipzig gaaer jeg over Oldenborg hjem, kommer altsaa neppe før i October og har saaledes været et heelt Aar borte. I dette er imidlertid udrettet en Deel for mine Skrifters Udbredelse, disse have selv ved deres Lykkestjerne banet sig Vei, her og hiin Side Verdenshavet! jeg er, med Ret eller Uret, for Øieblikket den meest bekjendte og meest læste danske Digter, det vide de ikke hjemme eller ville ikke vide det!–Naa, det er jo dog ikke det, som gjør min Lykke i Verden! den maa jeg finde hos mine Kjære, som forstaae mig, som jeg forstaae[r]! jeg flyver med et fuldt Hjerte mod Hjemmet; lidt fordærvet vel i Udlan­det, fordærvet ved Hyldest af Fyrster og Aandens Stormænd, men jeg bliver nok omgjængelig, den kjære Ingeborg lægger sin aandelige Tøile paa den fnysende Hest, beed hende ikke glemme det.–Uden Spøg, jeg skal finde mig mere lykkelig, end man maaskee troer; vil kun Gud vaage over mine Kjære og over det Land, hvor jeg føler det usynlige Baand holder mig til. Og nu Lev vel! I Lepzig faaer jeg et Brev post restante, siig mig om Deres Faders Sundhed om Ingeborgs.–Hils alle Børnene paa det kjærligste og glem ikke Carl Weis og Hartmann! det A-sen! som jeg holder saa meget af og som ikke synes at tænke paa mig ! ikke et Ord har jeg faaet!–Ja, naar han dog sendte en Hilsen!–Giv ham 10, saa har han vel een in mente for mig! Digteren Holst lever vel og beriger Litte­raturen, hils ham. Deres trofast hengivne Ven

H. C. Andersen.

[I Margen: ] Deres Kone Millioner »God Dage«!

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin