Dato: 4. juni 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

29. Til E. Collin.

Dresden den 4 Juni 1831

Kjære, kjære Ven!

Nu har jeg været her i Dresden halvanden Dag, begge Dagene, og selv nu imorges været paa Posthuset for dog at see, om der intet Brev var til mig, men forgjæves, o, jeg længes saa meget! glemt mig, har De neppe, men De har vist ikke beregnet at jeg paa denne Tid vilde være saa langt borte. – Hvor meget deiligt, af Guds store Natur, har jeg ikke seet, siden jeg af­ sendte mit sidste Brev fra Braunsweig. Dog har jeg ikke skrevet et eneste Digt, jeg har samlet formeget Blomsterstøv til at jeg strax kan forarbeide det til Honning. Fra Houdewalkers i Hamborg fik jeg et Brev med til en Kjøbmand i Gosler, der ret tog sig af mig, ja tilbød mig endogsaa Luis­dorer, som jeg, naturligviis ikke modtog, med ham var jeg i Rammelsberg. Brocken besteeg jeg fra Ilsenstein, vistnok det skjønneste Punkt. Alt var Nebel paa Brocken, og Skyerne fløi som lette Taager forbi mig, der var vist et halvhundrede Reisende; 30 af disse havde bragt Musik med, en Ting de ikke havde hørt paa Brocken i 8 Aar, der spilledes nu af alle de nyeste Opera, og da, om Aftenen, Maanen brød gjennem »die Nebel«, toge de Kosteskafter & og dandsede en Hexedands. Kl 2 ½ om Morgenen kaldte Karlen paa os, og vi havde det mest fortryllende Veir (ligesom endnu, paa hele min Reise) Himlen var blaa, Skyerne laae dybt under os som et forstenet, stormende Hav. – I Selskab med en Familie fra Ham­borg der havde leiet 5 Bjergheste reed jeg ned af Brocken; det var et deiligt Syn. Dybt under os Graneskove og Fjeldkløfter, hvor den blaalige Taage laae som et Sølvslør over, og oppe mellem de lette Skyer, jeg, paa en vinge­løs Pegasus. – Samme Dag kom jeg til Baumann[s] Hule, efter at have været der, hørte jeg at Alle gik til Bielshöle, som vel ikke var saa smuk, men derimod mere sikker; Baumanns Hule var i den sidste Tid farlig, da Stierne vare skrøbelige. Jeg vidste ikke af dette, og saae altsaa uden Frygt, det bedste, men farlige. – Løverdagen den 28 Mai, gjorte jeg en Udflugt om Morgen[en] Kl 4 til Felsenstein, De har vistnok seet denne herlige Ruin, jeg behøver altsaa ikke at fortælle Dem noget derom; Landeveien var her beplantet med røde og gule Roser, der alle vare udsprungne. »Teufelsmaur« saae jeg paa Veien til Rosträppe. Her fandt jeg, at Harzen havde det mest romantiske Præg, men det var dog ikke vildt nok; i min Phantasie har jeg seet det længe før. Alexisbad og Madgsprung besøgte jeg samme Dag, og jeg kan regne for at jeg fra 4 om Morgenen til 9 om Aftenen gik en 7 a 8 Mile op og ned mellem Bjergene; mine Fødder bekom dog ingen Blaser, derimod mine Fingre; jeg havde faaet en Stok, og paa den klemte jeg Fingrene reent itu. – Søndagen den 29 Mai kom jeg om Aftenen til Eisleben hvor jeg tegnede det Huus af, i hvilket Luther var født. – Efter at have overregnet Udgifterne paa min Fodtour, fandt jeg, at denne havde været den dyreste. Mine Støvler gik flere Gange itu; jeg maatte leie en Fører, hvert Øieblik, og man var uforskammet dyre mellem Bjergene; det er mest oeconomisk58 at reise med Eilwagen har jeg bemærket; de fire Luidorer, Freund laante mig for det første, gaaer med mærker jeg nok, men jeg haaber heller ikke flere; jeg begynder først nu, at lære Reise-Oeco­nomie, og er vistnok endnu langt tilbage, men det kan jo været godt for mig, naar jeg en anden Gang, som jeg haaber, kommer til at gjøre en større Reise; vil De ellers fortælle Deres gode Fader, hvorledes jeg har det! – I Halle og Merseburg var jeg meget kort, der var intet at see, derimod blev jeg næsten 3 Dag[e] i Leipsig, hvor jeg hos Brockhaus nød en meget giæst­frie Modtagelse, og var 2 Middager. Han har lovet at publicere mine Digte i Tydskland, naar jeg sender ham nogle Exemplarer. – De kan ellers ikke tro, hvor Lotte Øehlenschlæger skabede sig, da jeg kom ind af Døren, hun blev saa overrasket, at jeg frygtede for, hun vilde slaae Kolbbøtter! Vi to, travede ellers allene om i Krat og Buske, i Kirke og paa Grave, og det meget lysteligt. – Egnen fra Meisen til Dresden er smuk, men Intet kan dog lig­nes med Harzen! – I Leipsig var over 1000 Mennesker syge af Fluença, her er det heller ikke bedre, men jeg haaber at slippe! Comedien her duer ikke, jeg vil ikke spilde Penge paa den, een Gang gav mig nok; derimod hørte jeg den hele italienske Opera i Leipsig; jeg fik »Wilhelm Tell« af Rosini, det var skaaret over i 2 Afdelinger, saa at jeg den første Aften fik de 2 første Ac­ter, den anden, de to sidste59. Der er meget Fyldekalk deri, og jeg lider mere: Barberen af Sevilla. – Billedgalleriet er lukket, da Alt sættes i Orden, dog ved Hjælp af Dahl, der, tillige med vor danske Gesant, førte mig derop, fik jeg dog en tredie Deel at see, og deriblandt, Corregio's og Raphaels her­lige Stykker. – Aal og Faye fra Norge ere her. Vi vare sammen hos Tiecks den første Dag jeg kom, og Tieck læste anden Deel af Schaecspears Hen­drik 4. Iaften skal vi igjen derhen. – Igaaer da jeg spadserede paa de Brühlske Terasser mødte jeg Frøhlig, der var kommen til Dresden, samme Dag som jeg, han havde seet mit Navn i Avisen, men da man der havde gjort mig til Doctor (Gud veed hvordan) havde han mindst drømt det var mig. – Vi har siden tumlet os meget sammen; han har talt med Petzhold, Küchler og Bötger, der skal see meget phantastiske ud i deres Klæder, men den sidste have nogle deilige Schnurbarter. Paa Corpus Domini Festen kom jeg hertil, ogsaa i Dag har jeg hørt Castraterne, men de underlige Veemod der ligger i deres Sang, griber mig mægtigt!60 Paa Reisen fra Leipsig var der en Doctor med, der, da han hørte jeg var fra Kjøbenhavn og hedte An­dersen, spurgte mig om jeg var i Familie med den berømte (?) Digter der, af samme Navn. Det var altsaa mig selv; han kunde den tydske Oversættelse af mit døende Barn, og sværmede for den. – Han spurgte, om jeg selv havde mistet et Barn, da jeg skrev den, og kunde ikke begribe at jeg, som ungt Menneske ellers kunde føle sligt. – Overbibliothekaren Ebert, som Moel­bech har anbefalet mig til, har jeg ret maatte give Underviisning i Dansk, Literatur o, s, v. – Han roste min Tydsk, og fortalte at Professor Høyn var meget længe i Dresden, og kunde ikke ret gjøre sig tydelig; jeg taler nu, med megen Courage Tydsk. Frøhlig og jeg var i Aftes paa en Restauration, han talte med nogle Borgere, om de sidste Uroeligheder, og sagde at nu blev det da roeligt? Hvortil den ene svarede: »Es ist noch nicht Abends«. – Cholera er nu kun nogle Mile fra Berlin, der er slaaet Cordon en 4 Mile fra Byen.–

Dresden den 10 Juni

I Dag reiser jeg herfra til Berlin; endnu er her intet Brev kommet fra Dem, hver Dag har jeg med Længsel løbet paa Posthuset, men forgjæves. De er dog ikke syg? – Hvad mon Grunden kan være? – Jeg vil tage dette Brev med til Berlin, har jeg betænkt, og strax imorgen Aften, naar jeg kommer der, forhøre, om De maaskee der har afsendt et Brev til mig; saa kan jeg dog i dette sige, om jeg har faaet eller ei. De sidste 3 Dage har jeg med Frøhlich og 4 andre, som jeg har lært at kjende paa Reisen, besøgt det saxi­ske Schweits, jeg føler mig ganske veemodig ved at forlade det kjære Bjerg­land, det var mig slet ikke fremmed, det fraperede mig ikke, men jeg var hjemme, jeg var nogle Timer ret lykkelig.–Vi reiste ogsaa temmelig bil­lig! tænk Dem, med Fører og Alt, blev det der i disse 3 Dage, kun lidt over 4 Rdlr preusisk; ellers har jeg givet mange Penge ud; det koster at lære at reise mærker jeg. Frøhlig gav det 3 dobbelte ud det første Aar, af hvad han siden har givet; De veed jeg fik 75 Species ÷ nogle danske Rbdlr, af disse har jeg nu, efter at have betalt Alt lige til Berlin, samt kjøbt et Par Støvler, en Skjorte, to Par Strømper og nogle andre smaae Nødvendigheder, end­nu 1 Luisdor og 2 Thaler preusisk; jeg bruger altsaa en 4 a 5 Luidorer for at slippe hjem, mere end jeg havde med, men det er da ikke saa meget! – Nu vil Reisen nok bringe mig det dobbelte ind igjen, det vil sige, halv i Penge, og halv i aandelig Profit. – Dahl har foræret mig nogle smaa Skiz­zer, og et af disse er Oliefarve paa Lærret; han har ret hjerteligt taget sig af mig, og det gjorte mig ondt at sige ham Levvel, maaskee for stedse. – Med Eilwagen til Berlin, maa jeg give 2 Fredriksdorer, fra Berlin til Hamborg koster det 3. De seer altsaa, at jeg i de øvrige Henseender, efter hvad jeg har givet ud, bærer mig ret fornuftig ad, naar jeg selv skal sige.

Berlin den 11 Juni.

I Aftes kom jeg hertil, og strax i Dag opsøgte jeg Freund, hvor jeg til min store Glæde fandt Deres kjære, kjære Brev; ja jeg holder af Dem som en Broder, tak for hver Linnie! – nei, jeg misforstaaer Dem ikke, jeg kan ikke engang blive bedrøvet, saa ærligt De udfolder Deres Hjerte for mig; gid jeg havde Deres Characteer, Deres hele jeg; o, jeg føler nok, hvormeget jeg i mange Henseender staaer under Dem! men vær mig altid, hvad De nu er, min sande, maaskee, ærligste Ven, jeg trænger virkelig dertil. Jeg vil ingen Hemmeligheder have for Dem; ja, jeg har den hele Vinter ret været sjæle­syg, mine Digte, kan sige Dem Grunden, jeg har, vistnok, været altfor aabenmundet med Følelser61, som Verden, og mest hos mig, vil udlee. Mit forrige Lune faaer jeg aldrig, men jeg har vundet en Ligegyldighed for Verden, som vist vil hjælpe paa min Characteers Svaghed. – De vil føle med mig, og finde at Livet vistnok har tumlet mig lidt for slemt. En riig, smuk, aandrig Pige, der føler det samme for mig, som jeg for hende, lærte jeg at kjende i Sommer, hun var forlovet, og Forhold bød hende ægte en Mand, der allene tog hende for hendes Formue; hun blev gift kort før jeg reiste, nogle Ord, er det eneste jeg har fra hende, hvor hun beder mig, sø­sterligt, at glemme Alt; – derfor var det jeg vilde bort, maatte bort, o jeg har grædt som et Barn. Det var jo uklogt af mig, fattige Menneske, at blive forelsket, vel havde hun Formue nok for os begge, men saa havde Folk dog sagt, det var en Speculation, og det vilde have saaret mig dybt. – Gud har saa forunderligt ledet Alt for mig, ogsaa dette maa lede til noget Godt, troer jeg, men hvilket – veed jeg ikke. Jeg føler nu en Tomhed i min hele Sjæl, der gjør mig kold og ligegyldig; o kjære, kjære Eduard, jeg ønsker i Grunden at jeg maatte døe! hvad stort eller godt bliver der vel for mig i Verden, at gjøre! – men ikke mere; nei, De skriver mig jo endnu en­gang til? Torsdagen den 16 reiser jeg herfra til Hamborg og fra Ham­burg, rimeligviis den 19 eller 20, kan et Brev fra Dem indtræffe der, til denne Tid, vil jeg blive meget lykkelig, i alle Tilfælde venter jeg sikkert et, hjemme hos Deres Fader! – Digteren Tieck, troer jeg holder af mig, han trykkede mig fast til sit Hjerte da vi skildtes ad, og sagde mig ret fader­ligt megen Trøst og Haab paa min Digtervei, det greb mig underligt, og jeg brast i Graad, han skrev da i Hast et Par Ord, som jeg skulde gjemme til Erindring. Jeg har i Grunden fundet saa mange gode Mennesker, der vise mig Venlighed, Veiret er ogsaa meget gunstigt kun, de sidste Dage i Dresden og nu her i Berlin, regner det. – Colera frygter man meget for, kun 1/4 Miil herfra er der en Cordon, da et Huus der er mistænkt, man tør ingen Limonade drikke, selv Conditoren raader Folk der fra. – I Aften er jeg saa heldig at faae Oberon, men der er grusomt Rift om Billietter, jeg maa give 1 Rdlr preusisk for en Bilet. – Men nu lev vel! Gud velsigne Dem for Deres Venskab og Ærlighed mod mig, De vil vist aldrig misfor­staae mig! Hils alle vore fælles Venner og Bekjendtere, i Hamburg afsender jeg endnu et Brev til Dem, thi De vil jo have tre? – Lev vel! Lev vel!

Deres Ven

Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin