Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 14. juni 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

30. Til E. Collin.

Berlin den 14 Juni 1831.

Kjære, kjære Ven!

Nu har jeg været to Dage i Berlin og ret travet om, to Dage maa jeg blive endnu, for at indrette Reisen saaledes at jeg i næste Uge kan komme med Vilhelmine hiem fra Lübeck Kiel strækker min Kasse ikke til, jeg kommer dog til atgive 6 a 7 Luidorer mere ud end jeg havde med, og dette forbittrer mig ordenligt lidet. Hvorledes ellers Byen her smager mig vil De kunde see af følgende:

Berlin.

Snoerlige Gader, Palai ved Palai,

Man bliver træt af at gaae og at see;

Pæne Soldater, – den første jeg saae,

Følte jeg gjennem mit Hjerte gaae,

Og jeg brød ud: »Hvilken Krop! hvilke Been!

Gud, hvor det dog er en nydelig een!«

»Unter den Linden«, Alverden gik,

(Smukkere er det i Kobberstik)

Gaderne støve og Ungdommen med

Ak, det gjør Øinene stor Fortred!

Ægte »Berliner-Witz« finder man her,

Og den er kostbar, tro mig, især,

Hvis den med »Schnelposten« skulde herfra,

Blev den for dyr, ved sin Tyngde, ak ja!

»R« bliver snurret, man siger »mein Jott« (O: mein Gott)

Ellers er Folket meget godt.

Byen – ja, vendt paa kryds eller tvers,

Bliver for stor til at sætte i Vers.

Moral.

Mærk Dig: Moralen er saare fiin,

Man kan faae ud af det store Berlin.

Tro ellers ikke, at de mange nye Digte, jeg har in mente, ligne dette, nei dette er et Berliner Barn, der har sin medfødte Hang til at vilde gjælde for vittig, de andre ere Naturbørn, der endnu ligge ved mit Hjerte og vente paa, at Vingerne skal voxe, saae de kan flagre ud i Verden og fortælle mine Drømme.

Hamborg den 19 Juni.

Nu er jeg Dem da en 38 Mile nærmere; de 2 sidste Dage morede jeg mig dog noget i Berlin; men mit høie Bifald har dog denne store Stad ikke; saa behager Hamborg mig mere; jeg saae Museet i Berlin, Malerierne vare bedre arangerede der end i Dresden, men kunne i Værd ikke sammenlig­nes med disse; jeg saae nogle berømte Christi Hoveder af Heghev. d. Goes, men de mishagede mig i høieste Grad; aldrig kan det kaldes herligt, der er væmmeligt; det var vist meget naturligt, de svulmende Aarer, Blodplet­terne og de tunge Sveddraaber, men ækelt i sin hele nøgne Natur. Ved Chamisso blev jeg indført i et literairt Selskab, hvor Berlins skjønne Aan­der vare samlede, dog La Motte Foque og Strekfusz vare paa Reise, saa jeg ikke traf disse, derimod, Holtey, Wilibald Alexis (med hvem jeg blev me­get gode Venner) Hitzig, Zimroch osv, osv; det var meget moersom, men grusomt tydsk, og de declamerede allesammen deres Digte, undtagen jeg; næsten troer jeg at sligt et Selskab, kunde curere mig for denne min Ungdoms Synd. – Ved min Afreise digtede Chamisso et Vers til mig, som De skal see; – Mine Penge holdt da op da jeg kom til Berlin og jeg har maatte bruge flere Luidorer, end jeg sidst troede, men til min Trøst, hører jeg af Freund i Altona, at de ikke gjelde nær saa meget, som jeg havde troet, og at jeg altsaa fra Kjøbenhavn havde betydeligt mindre med end 75 Spe­cies62; De sagde, nemlig, at en Luidor eller Fredriksdor var = 4 Species, men den er kun 3 Species og nogle Skilling. See, det gjør en betydelig For­skjel. I Hamborg har jeg gjort Digteren Maltits Bekjendtskab; De veed maaskee at han er forviist fra Preusen for et Lystspil Skyld, nu har han skrevet et Digt »Polonia«, troer sig derfor ikke sikker i Hamborg, og reiser derfor i disse Dage til Paris, indtil de politiske Storme har lagt sig. Han kjendte ogsaa mit »døende Barn«, og i Prosa maatte jeg give ham Ideen af nogle af mine Digte, der lod ret til at interesere ham, han bad mig endelig at lære Tydsk, saa jeg kunde skrive det, og spaaede mig da en sjelden, glim­rende Lykke. – Ved Afskeden forærede han mig sit sidste Arbeide »Pfeffer­körner« hvori der er ganske fortræffelige Sager. – Fru Dannemann med Familie, Generalinde Bylow og lille Baron Stampe ere her i Byen. –

Lübeck den 22 Juni 1831.

Mit Brev har jeg bestemt at sende hjemme fra Kjøbenhavn til Dem, da jeg jo nu reiser temmelig hurtig afsted, dog, Gud veed om dette vil finde Sted; igaar kom jeg her til Lübeck og da jeg i Dag melder mig til Damp­skibet, tør man ikke tage mig med, eftersom jeg kommer fra Berlin, da alle preusiske Stater, (selv Rhinprovindserne?) ere erklærede mistænkte; jeg har maatte løbe til vor Gesandt, Raadet o, s, v, men endnu har jeg kun faaet en Atest, at her i Byen er ingen Cholera; Captainen er i en stor Kamp om han tør tage mig med, i Aften faaer jeg Bestemmelsen at vide, saa jeg endnu ikke ret veed, hvor jeg ender dette Brev, i Kjøbenhavn eller under Quarantaine. Det er grusomt kjedeligt. –

Kjøbenhavn den 25 Juni.

Igaar Middags Kl: 2 kom jeg her til. – Vor danske Gesandt i Lübeck hjalp mig bort med Dampskibet, ellers havde Captai[n]en ikke taget mig med. – Hjemfarten var meget behagelig kun i Præstø-Bugt blev jeg søe­syg, efter som vi der fik en temmelig Søegang; der var ingen Danske ombord, saa at jeg maatte tale tydsk lige til Toldboden; saa jeg endnu ikke er kommen ud af Øvelsen. Deres Broder Gotlieb var den første jeg saae af Fa­milien, siden Deres Fader og Svoger; i Eftermiddag vil jeg besøge de An­dre. Gid De, kjære Collin, var her! jeg længes ret efter Dem; tænker De ogsaa imellem paa mig? – Nu ligger min Reise, som en deilig, broget Drøm, jeg er vaagnet fra; om nogle Dage, efter at have hvilet mig lidt, tager jeg fat paa at skrive den. Jeg tænker vi kan faae Reitzel til Forlægger. Det er saa kjedelig selv at samle Subscribenter og sine Venner bør man da heller ikke alle Tider plage. En Forlægger faae vi vel nok; Ikke? De maa endelig skrive mig til! – Skriv mig et Brev her til Kjøbenhavn, før De selv kommer; jeg skriver gjerne endnu til Dem dersom De bryder Dem derom, nu jeg er hjemme. Hver Postdag vil jeg med Længsel forhøre om der ikke kommer en lille Brevdue fra Dem, thi63 jeg faaer sikkert Brev, det haaber jeg. – Overskou traf jeg i Hamborg, han var usigelig lykkelig, for alt hvad han saae, kun indsaae han, at Pengene neppe holdt saaledes ud, som han havde tænkt sig. – Det overraskede mig meget, ved min Hjem­komst at høre, at Lessøe var død; det var en Familie jeg holdt meget af, og jeg veed hvor dybt dette Slag har rørt Konen. – Nyt fra denne vor kjøben­havnske By veed jeg endnu ikke, da jeg er den, de andre vil høre Nyheder af; kun kan jeg fortælle Dem, at der ligge, vist over, 100 Skibe med Qvarantaine Flag, og man taler ikke om andet end Cholera, jeg har derimod slet ingen Frygt, i det mindste for min Person; Ukrud forgaaer ikke saa let! (dog, denne Beskedenhed mener jeg da heller ikke med). – Nu lev vel! dersom De vil skal De endnu faae et langt Brev fra mig, men De maa ogsaa skrive mig til, og det ret snart, eller ogsaa komme hjem, hvor jeg da, i mange Henseender glæder mig til at tale med Dem, næsten troer jeg, at hver lille Sommerreise bringer mig nærmere til Dem; gjennem Papiret tør Hjertet bedre betro sig, man føler sig ikke tilbage stødt af det legemlige jeg; ja, Alt hvad der ret ligger mig paa Hjertet vil jeg altid betroe Dem, og De vil altid blive, hvad De er mig, en broderlig, tro Ven; Gid jeg ret kunde lade Dem læse i min Sjæl, og ret vinde Dem saaledes, som [jeg] vilde. – Lev vel

Deres oprigtige Ven

Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost