Dato: 8. september 1846
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

184. Fra E. Collin.

[c. 8/9 1846]

Kjære Ven. De kjender mig nok til at vide, at jeg ikke ved det Arbeide, jeg har paa taget mig, har villet tiltrække mig Deres Beundring, eller vil have det anseet som noget overordentligt Venskabsstykke; thi det var en ligefrem Pligt af mig at gjøre det, eftersom det var nødvendigt; hermed er det ikke min Hensigt, at komme igjen med de gamle Stile?Historier, men kun, hvad jeg forbeholder mig at bevise Dem, at De i Deres Iver ofte har sat det Sidste først, og omvendt, alt i logisk Forstand, at den Dem eiendommelige Maade at skrive abrupte Sætninger, uden nogensomhelst copula, her er anvendt i saadan Overflødighed, at jeg maatte frygte for, at Oversætteren, naar han ikke var en indgjort Dansk, vilde faae gale Meninger ud deraf. Dertil kommer, at Manuscriptet er saa tæt skrevet, at det ikke er muligt at forandre deri. Mine Forandringer angaae, som tidligere bemærket, yderst lidt Realiteten, men jeg har enkelte Steder bortskaaret nogle Bredheder o.desl.

Deres, som De kalder det, lidende Stemning, under Opholdet paa Ettersburg, kan jeg ligesaa lidet forstaae, som De selv; hvis den ikke var, vilde jeg have tilraadet Dem at blive der længere, ja selv Vinteren over; men det kan De kun selv bedømme. Rimeligviis er De endnu svækket af den tidligere Reisehede, thi jeg kan ikke antage, at de politiske Forhold kunne eller bør kunne have nogen væsentlig Indflydelse paa Deres Stemning; thi dette skulde dog være en af Velsignelserne ved Deres Stilling og

Deres Kald her i Livet, at De kunne betragte disse Realiteter, som vedkommende Dem mindre end Andre.

Fader er nu saa rask, Gud være lovet, som nogensinde; Ingeborg tænker ikke meer paa Væltningen; for disse Sider kunne Deres Bekymringer altsaa bortfalde; hvad Fremtiden har for med os og Andre,–det behøver jeg mindst af Alle at sige Dem, hvem det kommer an paa.

For atter at komme til det Politiske, da raader jeg Dem som Ven af mit inderste Hjerte: afhold Dem fra enhver endog den sagteste Berøren af dette delicate Æmne; fører Forholdene Dem ind i Circler, hvor de afhandles, da gjør som jeg,: jeg taler kun med de Folk derom, som ere af samme Mening som jeg; vil man ægge Dem til Disput, saa siig, at De har forsvoret at tale derom, eller ogsaa spøg dermed, om man vil have den Historie paa Vers og om det skal være Sapphiske Vers, hvilke ere de dyreste.

Jeg mener, at De ikke skal see et Tegn i, at De ikke faaer et Ordenstegn; Historien forklarer sig ganske simpelt som en Forglemmelse, som en: procul aJove procul ab ordine.

Slutningen af Biographien har jeg ikke læst; jeg kan derfor ikke sige noget derom. Lorck er her i denne Tid, jeg har talt med ham. Jeg mener ligeledes, at De bedst fordeler Eventyrene som De selv har meent. Jeg mener, at vi for det Første ikke skulle tale om Barselstuen, men Lykkens Blomst maa der bestemt. Ingeborg længes efter at see Dem som fnysende Hest. Jeg længes efter at see Dem glad og fornøiet, thi De har minsæl ikke Grund til andet.

Deres trofaste Ven

Edvard.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost