Dato: 11. september 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

185. Til E. Collin.

Leipzig 11 Sept: 1846.

Kjæreste Ven!

Fra jeg traadte ind i Tydskland har jeg skrevet eet Brev til Deres Fader og eet til Dem, paa intet af disse har jeg faaet Svar; De mældte mig at Deres Fader havde været syg, men nu besøgte Jylland, og at Ingeborg var væltet; jeg føler en Angest, en Uro, jeg lever i stadig Frygt at noget Værre er skeet; at een af dem ligger meget syg; Deres Fader maa jo dog ved Sep­tembers Begyndelse være kommet til Kjøbenhavn og da maatte han, efter hans venlige Sind for mig, have skrevet; jeg er endnu skrækkelig nerveus, kan slet ikke forvinde denne skrækkelige Sommers Indvirkning; jeg piner mig der hos med Angest for mine Kjære og De veed jo at det Collinske Huus, er Hovednærven mellem mig og Hjemmet. Beed dog Deres Fader skriver et Par Ord, om han har faaet mit sidste Brev fra Tydskland, ligesaa, om ogsaa De har faaet eet fra mig, jeg gav det paa Posten i Weimar.–Nu maa jeg i midlertid bede Dem og Deres Fader at Breve, sendes til Olden­borg, Groszherzogthum Oldenburg, dette sidste maa især huskes, thi ellers løbe disse Breve til Oldenburg i Holsteen; De er saa god at adressere der til Hofrath, Ritter m, Orden, von Eisendecher, der tager jeg hen paa Tirsdag, og bliver Maaneden ud.–I October er jeg i Danmark. Det var mig smerteligt at forlade Weimar, hvor man saa gjerne ønskede jeg skulde overvintre! Hendes keiserlige Høihed, er mig inderlig god, og De gjør Dem ikke Begreb om Arvestorhertugens Venskab for mig. Jeg var, da Kongen af Holland vilde være paa Ettersborg og jeg saae hvor lidt Plads der var, taget 2 Dage ind til Weimar til Beaulieu; Arvestorhertugen kjørte da ind og besøgte mig, og da vi den anden Dag ved Taffelet paa Belvedere ikke som vi vilde kunde sige hinanden Levvel, han gik med sin Gemalinde og Kongen af Holland til Schlesien, kjørte han efter Afskeden med sine Forældre, hen til mig, hvor vi i Sophaen udtalte os endnu engang ret til Afsked, og hvor han paa det kjærligste bad mig blive Vinteren hos sig, eller i det mindste til midt i October for at overvære Indvidsen af Herders Monument, men jeg sagde min Trang efter nu at komme hjem, og der fuldende Ahasverus, som ret ligger mig i Tanke; jeg skal mundtlig fortælle Dem meget om den unge Arvestorhertug, som Elertz engang, paa sin raske Maade, saa frisk dømte om, og dømte saa ubillig; jeg troer neppe der gives et ædlere Sind end den unge Første og han er ikke ringe begavet, men noget forlegen i sin Fremtræden, han er ogsaa af dygtige Mænd, udenfor Sachsen, vurderet og afholdt; et Par Træk af hans Personlighed, skal jeg ved Leilighed meddele Dem og De skal begribe hvor meget For­træffeligt der rører sig i ham.–I Weimar selv betragtes jeg af de Fleste, som jeg hørte hjemme der.–Hvor kjærligt og skattet er jeg ikke overalt i Tydskland!; den forkastede Hjørnesteen synes at faae en god Plads i den europæiske Litteraturs store Bygning.–Fra Engeland har jeg Brev, man vil ogsaa der slutte en Slags Acordt med mig, om forud at faae de trykte tydske Ark af mine Skrifter; Mary Howit fortæller mig at jeg er i det store Engeland en Yndlings-Forfatter, og i Amerika gaaer det mig jo ligesaa;

hvor sælsomt, jeg den overseete, med Fødder traadte, bespøttede'ndash; – oh!–Nu kommer jeg hjem til den kolde Winter! det collinske Huus især, maa erstatte mig Alt, jeg kommer, med kjærligt Hjerte, med det Barnesind, man ikke i Kjøbenhavn har kunnet slaae ihjel! jeg er blevet eet Aar ældre, har lært at elske Kunsten for sin egen Skyld, og jeg haaber, i den at glemme mit menneskelige jeg !–Vær mig god, vær mig en trofast kjærlig Broder, det er Gemyt og Hjerte der gjør min Verden, der styrker og forædler mig; med Guds Hjælp haaber jeg at vise fornyet aandelig Dygtighed.–Bær lidt over med mig, om jeg bliver lidt ømfindelig, imellem lidt heftig! jeg er blevet forvænt ude'ndash;jeg veed mine Mangler og Ingen ydmyger sig mere i Tanken for Gud end jeg, men jeg veed ogsaa nu af facta hvor megen Uret jeg har lidt, hvad Betydning jeg har, og hvilken Plads jeg som Digter indtager; men hvorfor skrive alt dette til Dem; det flyder mig af Pennen, da jeg er saa ganske Nerve og Bevægelighed endnu !–I Jena har jeg opholdt mig 5 Dage og i Forening med Professor Wolf oversat mine Digte, jeg sender til Viggo eet af Digtene, der vil fornøie ham; han faaer det et andet Aar paa engelsk, (i Engeland kommer nem­lig ogsaa mine Digte ud); her i Leipzig arbeider jeg med Byrons Over­sætter Böttcher, der paa Lorcks Regning skal levere nogle af mine Poe­sier; det angriber mig imidlertid, jeg trænger til Ro, Hvile, jeg maa ikke bevæges, og Alt bevæger mig i denne Tid.–Lorck vente vi hver Dag, jeg bliver til han kommer; De har vel talt med ham, mit Haab er at han bringer mig Brev fra Dem; skjøndt jeg hader dette at sende Breve med Leilighed, det gaaer altid ind i Evighederne.–Tak for Deres herkuliske Ar­beide, jeg er halv ulykkelig derover, og jeg seer heller ikke hvorledes De skal blive færdig. Biographien skal jo være trykt i October og endnu er knap mere end eet oversat316 Ark her! Reutscher oversætter slet, jeg har med Bötcher maatte corrigere det Tydske og fundet Huller deri, Stæder, som han har oversprunget, thi det var Intet, De kunde finde Grund til at ud­stræge.–Naar De skriver mig til, da tag altid mit sidste og næstsidste Brev for Dem, thi der ere mange Ting jeg spørger om, men som ikke be­svares; det lille Lystspil veed De jeg gjerne vilde oversette i Tydskland, dersom Forfatteren skal nævnes nu; send det til Oldenburg. Her i Leip­zig har jeg fra Adler, endelig faaet Brev, det er gaaet det halve Europa om efter mig og han siger at et tidligere Brev, det jeg heller ikke har faaet, er sendt fra ham til Neapel.–Jeg har maatte give henved 2 Rdlr for Bre­vets Omvandring, det bragte mig imidlertid mange venlige Ord og Hilsen fra Kongen og Dronningen; der synes at have optaget mit Brev, det jeg skrev fra Wien til Kongen, særdeles vel! Tilladelsen at bære Ordenen fulgte; ved at nævne dette maa jeg dog sige til Dem317 og til Deres Faders Yttring i tidligere Breve, at havde jeg i dette Anliggende henvendt mig til Deres Fader var det strax bragt i Orden, det er jeg ogsaa for visset om, men det blev netop skrevet til mig, skrevet af Deres Fader, at jeg skulde selv skrive derom til Kongen, eller faae Adler til at arangere det. Det er umueligt at misforstaae de skrevne Ord, jeg blev just viist derhen!–Af det engelske Brev jeg her har faaet fra Mary Howit, seer jeg at hun endnu ikke efter'ndash;jeg troer snart to Aar'ndash;har faaet den Bog den gode Kammer­junker i Mad: Thybergs Huus besørgede, den er aldeles ikke naaet Lon­don, Bjelke har selv sagt hende det, men iøvrigt i den Anledning været saa høflig at opsøge hende og sige hende det.–Under Skrivningen af dette, har jeg havdt et Par Vesitter, det er mig en Plage, med de gode Mennesker, som komme i denne Tid og præsenterer nye Poeter og Kunstnere for mig, jeg er, som Jenny Lind, kjed af de mange smukke Tale­maader, imidlertid hørte jeg dog her fra Amerika, af Een der netop kom der fra, Befæstigelse paa min Erkjendelse i dette Land, selv OT er nu og­saa kommet der og »Eventyrene«.–Hvor det er moersomt, jeg glæder mig, som et Barn, Sligt var aldrig faldet mig i Tanker !–Min Biographie

haaber jeg vil end mere vække Interesse for mig, og den maa snart ud! af den tydske Oversætter, samt af Lorcks Med bestyrer har jeg den inder­ligste Opfordring om at faae noget Manuscript fra Dem!–Siig mig dog hvad De og Deres Jette synes om det Hele.–Skriv mig til om hvem jeg kan dedicere den tydske Udgave af mine Skrifter, enten Arvestorhertugen af Weimar eller Kongen af Danmark, hos den sidste maa jeg have en Tilladelse. Vidste jeg Kongen satte nogensomhelst Priis derpaa, da fik han den; jeg har den inderligste Trang til at vise ham min Taknemlighed, men seer De Arvestorhertugen elsker jeg ogsaa, med en Broders Sind har han behandlet mig.–At den318 megen Skrivning med Biographien er Skyld i at De ikke sender mig Brev begriber jeg, men længes kan jeg derfor lige fuldt.–Hils nu Deres Kone og alle Børnene, hils Deres egen Fader og Søskende. Theodor hører jeg aldrig om eller fra, hils ham ! og siig han har tidt været mig i Tanke!–og nu Lev vel kjære Ven!

Deres trofasthengivne

H. C. Andersen.

E.S

Vi faae nok af Mendelson snart en Melodie til: lille Viggo.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost