186. Fra E. Collin.
Kjære Andersen. Vore sidste Breve maae have krydset hinanden, thi ellers kan jeg ikke begribe, hvorledes De kan skrive, at jeg ikke skriver til Dem, jeg, som netop gaaer i en stadig Beundring af mig selv, fordi jeg iaar er saa flittig i den Henseende. De skriver, at Reuscher oversætter daarligt, at der ere oversprungne Steder »som jeg umulig kan have udeladt«. De maatte jo kunne have seet mit Manuscript hos ham, da han oversætter efter det, De kunde da have opgivet mig Stedet, og det vilde interessere mig, thi saaledes i sin Almindelighed kan jeg ikke svare for det. Saavidt jeg nu erindrer, har jeg kun 2 Steder i hvad jeg hidtil har læst, bestemt hele Sætninger til Udslettelse, og disse vil jeg nævne Dem, for at De, hvis De ønsker det, igjen kan faae dem anbragt, nemlig:
1. Historien om en Smaapoet der i Kongens Forgemak vilde lære Dem, hvorledes Colosseum staves, er dog altfor dagligdags, dertil er den bredt fortalt'ndash;jeg siger Dem min Mening lige ud, for det kan jo ikke fornærme Dem'ndash;og endelig er den overflødig, thi jeg kan forsikkre Dem, at der næsten paa hver anden Side tales om, hvorledes Folk rettede paa Dem; at De ikke glemmer dette, kan Ingen fortænke Dem i, men for Publicum er en Anecdote som hiin dog altfor lidt interessant og characteristisk. Ikke sandt?
2. Ved Reisen til Sverrig siger De: »Da kjendte man ikke, hvad man nu kalder skandinaviske Sympathier«[.] Dette Udtryk har jeg ladet staae, endskjøndt jeg havde en Følelse af, at man vilde finde noget spottende i det Understrøgne, som De dog ikke har meent. Men derefter følger en Passus, som skal bevise factisk den »Nedarvede Mistillid«, nemlig om Gadedrengene, der skrige efter Svenskerne der kjøre i Kane. Denne Bemærkning er vel factisk sand, men usandt anvendt; spørg Dem selv, om den med Forholdene her bekjendte Kritik ikke med Rette vilde kunne bebreide Dem, at De havde fortalt Tydskerne denne Fabel, for at nedsætte Kjøbenhavnerne; thi det er dog en vitterlig Sag, at Gadedrengene pibe og skrige ad alle Kaner og ikke alene efter Svenskernes; og selv om dette ikke var saa, er da ikke Gadedrenge Commercen de skandinaviske Sympathier aldeles uvedkommende! Jeg behøvede vel ikke at udbrede mig saaledes herover, thi jeg tvivler ikke om, at De er enig med mig heri; men jeg interesserer mig altfor meget for, at dette Arbeide'ndash;der ud i det Hele kunde have fortjent en omhyggeligere Bearbeidelse, end en Reise kan give Tid til'ndash;kan være frit for Pletter. Til saadanne Pletter vilde jeg henregne, dersom man i Deres Bog ved Siden af en retfærdig Harme over tidligere Uret skulde finde en Ærgerlighed imod Kjøbenhavnerne, kort sagt, at De skulde betragtes som en Nicolai, der skrev: Kopenhagen, wie es wirklich ist. De staaer for godt og sikkert nu, til at tage Notice af alle Smaaligheder. Jeg er i det mærkelige Tilfælde at maatte melde Dem, at jeg endog har foretaget en Forandring i det Sted, hvor De nævner mig; De siger: kunde man numerere Vennerne, maatte han faae No. 1, thi han var den første. Denne Understregning af Ordet var udtydes lettelig som om det var forbi dermed og at jeg ikke er det meer, men det troer jeg ikke, at De har meent, ellers skulde jeg sandelig ikke have rørt derved; men forresten fortryder jeg nu, at jeg har rørt ved dette Sted. Deres lille Lystspil sender jeg ikke til Oldenburg i Henhold til hvad jeg i mit forrige Brev har sagt. At Biographien skulde udkomme i October, er Lorck allerede for lang Tid siden gaaet fra. Men at jeg, hvis alt gaaer som hidtil, skal gjøre den færdig i October, er vist; jeg taxerer den til 60 à 70 af mine Ark, og jeg ender i Dag det 30te, altsaa omtrent det Halve.
Jeg veed saagu ikke, hvad skal jeg sige om Dedicationen; lad det vente til De kommer hjem, saa kan vi snakke mere gemytligt derom.
Fader skriver Dem selv til. Farvel kjære Ven
Kbhvn. d. 19 Sept. 1846.
Deres uforanderlige
E. Collin.
