187. Til E. Collin.
Oldenburg 24 September 1846.
Min inderlig kjære Ven!
I denne Morgenstund kom et deiligt tykt Brev, det var fra Dem, Deres Fader og Jonna! hvormegen Glæde kan man dog lægge ind i et saadant Papir! Tak og atter tak i velsignede kjære Mennesker! jeg skriver strax igjen jeg kan ikke andet, det er som jeg maatte og kunde strax række Eder Alle Haanden! O kjære Ven hvor De er ædel og god mod mig, De veed ikke hvor det rører mig, opfylder mig at De skriver saaledes paa min Biographie; jeg forsikkrer Dem jeg har hver Gang det kommer mig i Tanken, en Forlegenheds Følelse, en Taknemlighed,–jeg opfatter det nu, som noget ganske Mageløst, jeg veed jo hvor meget Skriverie De har!–En Time efter at jeg i Leipzig leverede paa Posten mit sidste Brev til Dem, modtog jeg Deres.–Tak og atter Tak! De begriber ikke med hvilken Inderlighed jeg tænker paa Dem.–Reutscher boer i Berlin, ham har jeg ikke kunnet tale med, og det som i Manuscriptet var udeladt var omtrent den 10de til 12 Linie forfra, samme har jeg tilføiet, det var noget om »vor Herre«, og altsaa kan ingen Anstød findes hos Personer. De to Sætninger De melder mig De har udeladt, billiger jeg naturligviis ganske, slige Pletter er det umueligt at undgaae, naar man saa hurtig og paa en evig vexlende Reise skal nedskrive sine Erindringer, og øieblikkelig lade disse gaae Postveien. De kan troe det har været et ikke let Arbeide at samle i Tanken det Hele, at sammentrænge det paa Papiret og det i een eneste Nedskrivning, jeg er ogsaa aldeles vis paa at dette Arbeide har lige saameget som Heden virket paa mit hele Nervesystem.–Jeg har ikke kunnet taale denne idelige Tanken!–At De har foretaget en Forandring hvor jeg nævner Dem er jeg, eftersom De opgiver mig mit Skrevne særdeles taknemlig for. Jeg forstaaer slet ikke hvorfor den Understregning er kommet »thi han var den første«; jeg har mueligtviis vilde understrege han og ikke var, thi i dette sidste er der jo ligefrem en Grovhed.–Bitter mod Kjøbenhavnerne synes jeg ikke at have været og vil ikke heller synes det. Det lille Lystspil bliver altsaa hvor det er, og altsaa kommer Intet der om i Biographien. Om Dedicationen, kunne vi tale naar vi sees, lad Ingen derfor endnu vide hvem jeg tiltænker den.–Jeg blev henved 10 Dage i Leipzig og traf altsaa sammen med Lorck, hos hvem jeg tilbragte en ret behageligAften. Professor Wolff fra Jena, der corrigere[r] den tydske Udgave af mine Skrifter, var flere Dage i Leipzig og vi fik en Deel bestilt. Jeg traf
her i Theatret Etatsraad Kock og Maleren Berg, den første har vel bragt det collinske Huus min Hilsen.–Fra Leipzig reiste jeg i een Tour paa Jernbane til Braunschweig, men følte mig den sidste Deel af Reisen meget angrebet, jeg har ikke ret Kræfter endnu; i Banegaarden modtog de Marées mig og i hans Hjem blev jeg en Dag, gik saa til Hanover, hvor jeg efter Deligense Indretningen, nødtes til at reise med den Post, som afgik samme Aften Klokken 11. Temmelig træt naaede jeg Bremen hvor jeg var om Middagen hos Fru Eisendechers Forældre, (en riig Kjøbmand Hartlaub); Løverdag aften den 19 indtraf jeg her i Oldenburg; Eisendecher og een af Ministeren Beaulieus Sønner, vare paa Posthuset og ventede mig; paa det hjerteligste blev jeg modtaget; jeg har igjen min hyggelige Stue, man pleier mig godt, thi jeg er en Skrælling, og kan slet ikke med at gaae og gjøre Vesitter; Luften er ogsaa i en høi Grad kold og vindig; jeg maa allerede tage Vintertøi paa.–I Dag har jeg været hos Storhertugen, der var særdeles naadig og elskværdig. Det er underligt, som jeg, at have ude i Verden overalt et Hjem og see venlige, milde Ansigter. Min Landsmand Jerndorff, som boer i Oldenborg, var med sin Familie i Aftes indbudt her hos Eisendechers, han fortalte mig at i Vinter, da jeg reiste i Tydskland og blev saa vel modtaget, havde der i en dansk Avis staaet noget ondt om mig, en Slags Misundelse vel, at jeg ruste, som Probenreuter om ved de tydske Hoffer, at det saarede mig og det i dobbelt Henseende begriber De og kastede ligesom en Slagskygge over min Glæde ved snart at flyve hjem, hvor jeg maaskee hilses med Corsaren eller et andet kjøbenhavnsk Blad. Dog, Sligt skulde jeg ikke skrive ned og mindst til Dem, der hører til de Enkelte, som gjør mig mit Fædreland til et Sted319 jeg kan længes efter!–Jeg er jo i Grunden et lykkeligt Menneske, jeg erkjender dette og De veed det!–Jeg har virkelig Øieblikke hvor jeg med hele min Sjæl, med en Veemod og Længsel som aldrig før, flyver med Tankerne mod Kjøbenhavn, Gid jeg ret kunde være Noget for mine Kjære der! Ingensinde have de mere, end just paa denne Reise, hvor jeg jo dog som var jeg et betydeligt Menneske i Verden er blevet modtaget ude, sat sig fast i mit Hjerte!–O Gud lad mig beholde dem lang Tid!–Jeg føler en Angest, en Skræk ved Tanken om at Een af dem kunde døe!–Gud lad mig være den første!–Hils dem Alle hjemme! hils tusinde Gange, kjærligt og inderligt!–De sagde engang at hver Reise jeg gjorde bevirkede en Forandring hos mig,
jeg faaer nu snart at vide hvorledes De synes[, om] det er til det Bedre denne Gang. Min Haandskrift af Biographien er nu naturligviis Deres Eiendom, men De laaner mig den nok naar jeg kommer hjem, thi for Ørsteds og Thieles vilde jeg nok læse den paa Dansk.–
Naar jeg kommer hjem er De og Deres Jette vel fløttet ind, er De ikke saa kommer jeg derud, men saa maa De skaffe mig Natly for een Nat, thi ellers er det for meget kun en Svip!–dog De er vel inde?
Er Madam Thyberg og Deres Svoger kommet? Fik De af Carstenskjold min Ring da De var i Wien, eller har Carstenskjold selv bragt Deres Fader den?–Hils Hartmann og hans Kone! har han gjort noget ved Ravnen? Carl Weis siger De at han tidt er mig i Tankerne, og nu Levvel
Deres trofaste broderlig
Andersen.
