Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 18. juli 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

31. Til E. Collin.

Kjøbenhavn den 18 Juli 1831.

Kjære, kjære Collin!

Det er meget kjedeligt, det at64 maatte skrive til Venner og Bekjendtere naar man er borte, man kan virkelig holde meget af dem og dog ikke have Lyst til at tage Pennen, det er en Ting, vist Ingen bedre kjender end jeg; men naar man derimod er den der venter Brevet, saa vil man ikke godt indsee dette; dog det gjør jeg, og er i Hjertet vis paa at De er min Ven, skjøndt jeg slet intet Brev faaer fra Dem. Emil sagde mig for en 14 Dage siden at De havde skrevet ham til, at jeg den følgende Postdag fik Brev fra Dem, men der er endnu intet kommet. De skal ikke undskylde Dem, jeg kjender, som sagt, nok det piinlige at maatte skrive mange Breve. De har jo tænkt paa mig? Ikke sandt! – Ret ofte længes jeg efter Dem, – saaledes kan De ikke tænke paa mig, det ligger nu saaledes i vor forskjellige Natur; men gid jeg dog havde Dem! – Min Lanterna Magica O: min Reise, skri­ver jeg raskt paa, men deraf kan jeg nu ikke meddele Dem noget, kun en­kelte af de lyriske Stykker, men selv disse, som De nok indseer, blive da revne ud af deres Sammenhæng. – Her har De en Slump, siig mig nu Deres Mening om dem. –

No. 1. Den blinde Moder

(dette Digt er puttet ind ved Reisen fra Merseburg til Leipsig)

1.

»Trommen hvirvler – de er' nær!

Mægtigt suse Hærens Faner.«

– »Moder, det er Vinden her,

Der gaaer gjennem Skovens Graner.«

– »Hører Du ei Hestens Hov?

Rustvogn tæt ved Rustvogn kjører.«

– »Veien gaaer i denne Skov,

Det er Reisende Du hører.«

2.

»Stille Barn, de er' os nær!

Vinden suser ei i Granen.

Seer Du ei den hele Hær,

Stolt Din Fader bærer Fanen.

Nei, det er ei Nattens Blæst,

Eller fremmed65 Mand, der reiser,

Foran Hæren paa sin Hest,

Rider jo den store Keiser.«

3.­

»For mit Øie er der Nat,

Men i Mulmet ham jeg kjender.

Barn, jeg føler mig saa mat,

Fold Du mine gamle Hænder!

Vinden suser gjennem Fanen,

Mildt Din Fader vinker der,

Barn, o sæt mig her ved Granen,

Døden føler jeg er nær !«


No. 2.

(her har De et andet Digt, der vistnok er de mest bøielig Vers jeg har skre­vet, Situationen er paa Grændsen af Bøhmen og Sachsen paa grosze Win­terberg.)

Høit paa Bjerget hvor Skyerne gaae,

Hvor de sorte Graner staae,

Hvor Kilden risler fra Fjeldets Stene,

Sidder jeg ene;

Snart er Fjeldet en Ø,

Skyerne staae, som en uhyre Sø;

Nu skilles de her,

Og i Sollysets Skjær,

Seer jeg dernede den grønne Vang.

Der var jeg engang,

Der, hvor Fuglene slaae,

Hvor de brune Hytter staae,

Hvor Røgskyer, blaalige hvide,

Hvirvle ad Bjergets Side.

Et Hjem fandt jeg der;

Jeg fandt en Hjertenskjær;

Tanke og Sjæl følte jeg brænde

Ene for hende!

Hun elskede mig – hun var tro!

Tro – derfor skildtes vi to.

Hun var Brud. Dernede de bygge

I Hytten, hist hvor Egene skygge,

Hvor Røgskyer hen over Toppene bølge;

Hun sin Tanke maa dølge,

Hun tør ei tænke paa mig.

Dog, drømmer Hjertet kun Dig!

Synd jeg dynger paa Synd i min Smerte;

Du kun boer i mit Hjerte!

– O Du Skyernes bølgende Hav,

Skjul mig min Kjærligheds Grav!


No. 4. Tre Dage af en Tyveknægts Liv.

(det kommer i Preusen)

1.

Den første Dag – jeg husker det godt!

Det var paa Marken foran et Slot;

Man hængte Een i en Galge der,

Og det var min Fader, denne her.

Min Moder man ind i Hullet jog,

Men dirke hun kunde, det sælle66 Skrog,

Hun løb til Skoven, mig tog hun med,

Og vi kom begge ret godt afsted;

Den Gang, var jeg kun en Unge!

2.

Den anden Dag – ja Tiden gaaer!

Da var jeg saadan en nitten Aar.

Jeg blev forlibt – jeg var ei klog,

Nær var jeg bleven et ærligt Skrog!

Hvad Kjæresten vilde, det vilde jeg med,

Men hun gjorte Nar af min Kjærlighed!

Hun var, som de andre, af Evas Slægt,

Jeg blev da igjen en Tyveknægt,

Og det skal jo nogen være!

3.

Den tredie Dag – ih nu, lad gaae!

Jeg maa vel slægte min Fader paa.

Af Sult min Moder forlængst gik bort,

Men jeg, jeg gjør det nu mere kort –

Lidt høit jeg hele mit Liv har tænkt,

Nu kommer jeg høit, – nu bliver jeg hængt!

Maaskee min Kjæreste seer her paa,

Hun er her med Manden og med de Smaae,

At see, hvor Tyven kan dingle.


No. 5 af Indledningen til Reisen.

En Forgrund med en Smule Grønt,

Et Træ – men det maa være kjønt!

En Luft, og saa er det forbi,

Saa har man strax et Malerie,

Men til et Digt? Hvad skal der meer!

Her strax man et for Øiet seer.


Dette lille gjør Lykke hjemme hos Deres. –

Men nu har De vel Vers nok? Vi vil gjemme lidt til en anden Gang. Bo­gen vil blive saastor, som Fodreisen, maaskee lidt større, og den kan trykkes67 sidst i August, haaber jeg, nu maa De raade og hjælpe mig lidt, hvordan bære vi os ad med dette Opus. Det er kjedeligt at samle Subscribenter, og sine Venner maa man heller ikke alletider plage, jeg vilde derfor, at denne skulde have en Forlægger, men hvem? Hvor meget skal jeg have for Arket? Hvorledes skal jeg tale om det. – Skal Reitzel eller Printslau denne Gang lyksaliggjøres? Hvad, hvordan og hvorledes? Siig mig det i Deres første Brev, thi saa længe vil jeg intet tale om. Det er kjedelig at jeg ikke ret selv kan snakke for mine Sager. Det er ogsaa mit Ønske og min bestemte Villie, at faae den oversat paa Tydsk, selv om jeg intet faaer derfor, kan De maaskee ogsaa give gode Raad i denne Henseende?

Nu er der da nedsat en Komision der skal bedømme Musikken af de unge Componister, den bestaaer af Weyse, Siboni, Schall og Zink. Directionen vil have Een til, og have foreslaaet Bay, hvad synes De? Men de andre synes ikke om ham, det bliver troer man, Harttmann. Deres Broder Gott­lieb og jeg var igaar hos ham og hørte Musikken (han er nu færdig med 1ste og 2denAct.) – Gottlieb troer det gjør furore. Bredahl er i anden Act, den første har været under Censur og vundet meget Bifald, kun siger Si­boni, at den ikke er »erhaben«, men »niedlich, ein Stüch wie das Slosz Montenero«; men det er jeg fornøiet med. – Jeg har været et Par Dage i Søllerød, Boye var meget elskelig mod mig, og vi vare enige i mange Ting. –Skriv mig dog snart til, men et langt Brev, der er jo saa meget De kan sige mig; husk jeg har kun faaet eet Brev (det i Berliin) i en 10 Uger, thi saa­længe er det nu siden jeg talte med Dem. – I Aftes skrev jeg et lille Harz­digt, det er det sidste, altsaa det kjæreste, det er derfor bedst De faaer dette med og saa lev vel! Hils Bindesbølles Familie, jeg tænker ofte paa de glade Dage ifior, dernede ved Assens.

Kulbrænderen

1.

Mellem Skovens Graner her,

Brænder Ildens røde Skjær.

Kulsort Røg fra Hytten gaaer,

Foran Ilden Svenden staaer,

Og belyst af Træets Glød,

Seer han ud halv sort, halv rød;

Han de store Masser vender,

– Stærkere det brænder.

2.

Lænet til sin Løfte Stang

Nynner han en gammel Sang:

»Granen voxer Aar for Aar,

Altid lige grøn den staaer,

Som min Kjærlighed saa skjøn,

Altid grøn, men dunkel grøn!«

– Sangen ingen Trøst ham sender

– Stærkere det brænder!

Lev vel kjære kjære Colin!

Deres Ven

Andersen

[I Margen:

] Fru Viborg har bedet mig at skrive: De har jo en lille Bog, hvori De optegne[r] alle Deres Feil, vil De deri tilføie »jeg glemmer ogsaa at skrive dem til, jeg har lovet det, og som jeg veed holder meget af mig!«

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost