Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 8. august 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Voigt
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 8 August 1831.

I Fredags (den 5te August) var der endnu intet Brev kommen fra dig; igaar Formiddags (den 7 August) traf jeg Kaalund; han fortalte mig, at Johan havde skrevet Jørgensen til; hvad maatte jeg tænke om dig? Jeg havde ganske opgivet dig! Ja jeg vil tilstaae dig det aabenhjertigt, jeg begyndte at forsøge om jeg kunde glemme dig; jeg maa jo glemme saa meget i denne Verden, altsaa ogsaa dig. - Jeg kunde ikke undskylde din utilgivelige Ligegyldighed; jeg maatte tro, at du ikke vilde have med mig at gjøre, og visse Folk, der spurgte mig om du skrev mig til, og jeg maatte benægte det, gav mig intet Haab. - De sidste 8 Dage har jeg været i et ulykkeligt Humeur, thi jeg holder af dig, og jeg var nu fast bestemt, aldrig at komme mere til dig, i hvor smerteligt det vilde have været mig. - O Christian, mon du nogensinde gjør mig saa glad, som du har gjort mig bitter mod Menneskene! - I Aftes (Søndag den 7 August) var jeg i Selskab hos Agent Zint's, der var en Student, der fortalte mig, at paa Regentsen flagrede et Brev om, hvorpaa stod mit Navn; det var for sildig da, at løbe paa Regentsen, jeg maatte vente til i Dag, og har neppe kunde sove denne Nat, thi det forekom mig det var slemt Brev, jeg kunde ikke begribe fra hvem et Brev kunde komme til mig, med en halv Adresse; imorges, eller rettere for en Time siden løb jeg derhen og finder et Brev fra dig! Menneske, veed du da ikke min Adresse?, du har sagt ja; der var jo mange Maader at faae det i mine Hænder, nu har det en 8 Dage løbet om der. - Jeg kan ikke ret fatte mig, jeg skriver strax nu jeg har hest det, det er fra den 26 Juli, altsaa kunde jeg have faaet det i Fredags 8te Dage; - Nu Gud skee Lov, det er saaledes, men du kan tænke dig, hvad jeg maatte dømme om dig, hvad jeg kunde falde paa. O Gud, Christian, du veed ikke hvilken Bitterhed du har vakt i min Sjel. - Det er jo en 3 Uger siden du reiste; om 8te Dage kommer du jo her; jeg ventede altsaa nu ikke mere Brev fra dig, haabede aldrig mere at see dig, som min kjære, broderlige Christian! - O, hvor det er mig underlig nu at vende tilbage til denne Tanke igjen. - Du har det godt og lykkeligt hjemme; Ane hilse mig, nu det glæder mig ret, gid jeg kunde være der, eller rettere gid den samme Tid vilde vende tilbage jeg nød der ifjor. Hvordan lever din gode Moder? Er hun ligesaa munter, som da jeg saae hende; mon hun husker mig, den lystige, blege Person, der sang og gjorte Løier; jeg er ikke saa lystig nu, thi jeg er bleven ældre, meget ældre. - Vi to faae da aldrig hinanden at se, uden hun vilde smukt komme herover til Kjøbenhavn. Hvad siger Faderen? Hils ham ret inderlig fra mig! han kan jo godt lide mig? Rikke og Laura kommer vel til Vinteren herover, saa kan de faae mine 2 Stykker at see, og det vil ret glæde mig, om jeg som Forfatteren, de Aftner kunde sidde hos dem og forklare hvad der var dem fremmed. - Hils dem smukt fra mig. I Tankerne seer jeg tidt Rikke lee og neie for mig, omtrent som sidste Gang da vi saaes i »Hotel Royal«. Lad mig ikke glemme Johan! ja han lapser nok ikke lidt, og spadserer forbi Fru Martens, Masse o.s.v.; siig ham, jeg længes ret efter at see hans brune Ansigt og høre noget om Jane Braah etc. etc. - Hils ogsaa Plougs, og de andre unge Damer, der kom Fremmede den Aften jeg var hos Eder. - Dersom du, som jeg tro er, kommer her om 8te Dage, saa skal du ikke skrive mig til, imodsatte Tilfælde gjør du det vel af dig selv, efter som det er gaaet med dit sidste Brev. Jeg har ikke været paa Landet, jeg kunde ikke, mit Humeur var ikke der til, og nu er det saa seent; altsaa bliver jeg her, kommer du om 8te Dage, da er dette mit sidste, Brev, derfor hils dem ret alle hjemme, ogsaa din gifte Søster, Du seer hende vel? Hun lever jo ret lykkeligt i sit smukke Huus? Det maae være behageligt! Mon hun har glemt den snorrige, lykkelige Andersen fra ifjor. Hils! Men nu nogle af de sidste nye Digte i min Lanterna magica:


KULBRÆNDEREN


(dette Digt kommer ved Harzen

)

Mellem Skovens Graner her

Skinner Ildens røde Skær.

Kulsort Røg fra Hytten gaaer,

Foran Ilden Svenden staaer,

Og belyst af Træets Glød,

Seer han ud, ha1v sort, halv rød;

Han de store Masser vender,

Dybere det brænder.


Lenet til sin Løfte-Stang,

Nynner han en gammel Sang:

»Granen voxer Aar for Aar,

Altid lige grøn den staaer,

Som min Kjærlighed, saa skjøn,

Altid grøn, men dunkel grøn!«

Sangen ingen Trøst ham sender.

Dybere det brænder.


LOTTORIET


Et Kys, som Indsats, gav jeg nys,

Og bad, som Udtræk, om det samme,

Men fik en Ambe, tvende Kys,

Mit unge Hjerte stod i Flamme;

Nu blev min Tanke Ternen viet,

Jeg satte Liv og Haab paa Spil,

Og tænk, jeg sprængte Lottoriet,

Nu faaer jeg Udtræk naar jeg vil,

Og Kys, især i Ungdoms Alder,

Dog staae, om ogsaa Coursen falder!

Ved Slottet i Pilnits kommer følgende Vers, men det forstaaer du da ikke, thi det er Chinesisk:

Kong-Hi, Hoangho, Kong - Feil-Thse

Quang - tschu, Mandschu, - Ma-Ka-O-The!

Det har jeg selv gjort!

Men der er saa mange Nyheder, Digtene kan du altid faae! Enken Fru Therbork, en Datter af Præsten Bull, er bleven forlovet med Stage. Heiberg havde Bryllup med Jomfru Pätges (Søndag den 31 Juli), de ligge paa Postgaarden i Lyngby. En Underofficeer Hoff, der af sin Captain Sponeck havde faaet Skjænd for sit Gevær, der ikke var reent maatte møde hos denne hver Morgen og fremvise det; i Dag var det 3die Gang, da havde han Geværet ladet og skjød Sponeck. - Theatret aabnes med »Don Carlos«. Holst (triste dictu) spiller Don Carlos. - Men nu lev vel! Hils smukt fra mig.

Din Christian.

Jeg boer i STORE KONGENSGADE NO 33.

S. T.

Hr. Studiosus Theologiæ

C. Voigt

Tekst fra: H.C. Andersens Hus