Dato: 20. august 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

33. Til E. Collin.

Kjøb: den 20 August 1831.

Kjære Ven!

Skjøndt jeg isanhed har saare meget at bestille i denne Tid, kan jeg dog ikke udsætte det længer med at skrive Dem til; min Vaudeville »Qvaran­tainen«, er antaget, Moelbech sværmer for den, og vilde, efter hvad Deres Fader fortæller mig, have den paa Theatret til Dronningens Fødselsdag, noget, som han dog blev raadet fra, da de Kongelige ikke sætte Vaude­viller saa høit. Nu har ogsaa Heiberg en Vaudeville: Kjøge Huuskors, der skal gaae først i October, min vilde jeg altsaa gjerne have først, og det har jeg maatte løbe en Deel om, og Resultatet bliver, at kan Zinck skaffe Musikken færdig til dem begge, saa de kan gaae i September Maaned, saa skal min løbe af Stabelen først. Kommer De her til denne Tid? – Hvad min Reise angaaer, da lod De mig smægte forlænge efter Brev, saa jeg paa Deres Hr: Faders Ord, og Enighed med mig, selv gik til Reitzel og solgte ham hele Klatten for 150 Rdlr hvoraf jeg fik 100 Rdlr strax forud. Der er begyndt paa Trykningen og i 14 Dage alt de 6 første Ark trykte; flere Ste­der vare der Huller i Manuscriptet, disse maa jeg nu udfylde, og da det gaaer saa hurtigt med Correcturer maa jeg næsten tage Natten til Hjælp! – Alligevel er de Sager, jeg i denne Fart – som De kjender – [skriver,] noget af det bedste, De skal her faae en Prøve paa eet af Digtene. –

1. Vers

Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der

Jeg sætter Dig dog ind i Verset her!

Du lille Flod, som bruser vildt afsted,

Hvor stærk Du løber, tager jeg Dig med!

Selv Fuglen her imellem Engens Blommer,

Der flaggrer bort, saa snart han seer jeg kommer;

– Hvad tænker han, at undgaae mig ved Sligt?

Jeg vil – og han maa qviddre i mit Digt.

Alt lyder mig, hvorpaa jeg Blikket fæster;

En Digter er en farlig Hexemester.

2det Vers

Hist staaer en Pige! – nøgne hvide Been,

En deilig Væxt, slank, som en Vidiegreen,

Hun vadsker Liin – men vender Ryggen til.

Nu, mon hun ei sit Ansigt vise vil?

Ha, hvad er det! – har Tryllestaven svigtet?

Hun trodser! vel, hun skal dog ind i Digtet,

Som der hun staaer, jeg hende tegne vil,

Nu skal hun staae og vende Ryggen til.

Her er det Hele, Lyset smukt med Skyggen

Og Pigen, som nu altid sees paa Ryggen.

Deres Broder Gottlieb, faaer nu i Portionsviis, da De er borte, Alt hvad jeg skriver, han har min Visit hver Dag, og vi tale ogsaa tidt om Dem. Synger det ikke for Deres Øre? Den lille Viggo bliver Dag for Dag smukkere, jeg elsker den Unge, som det var min egen, og han vil ogsaa uhyre gjerne være hos mig, De skal faae at see hvor smuk han er bleven, det er den dei­ligste Dreng jeg kjender; var jeg Maler tog jeg ham strax til Ideal. – Theatret aabnes med Don Carlos, Holst er Carlos; Nielsen, Posa; lille Wins­løw68, Philip; Stage, Storinqvisetoren; Mad: Wexschall, Dronningen og Fru Heiberg, Eboli. – I min Waudeville bliver Nielsen, Eduard Hügel Collin) Stage kan ikke synge, altsaa maa De undskylde at han [ikke] presenterer dette elskværdige Menneske. – Hvor jeg ellers ret længes efter Dem kjære Collin! ret længes efter at tale hjerteligt og venskabeligt med Dem, ene, oppe paa det poetiske Kammer, men see, saa ikke saa alvorlig ja hvad skal jeg kalde det, saa uhyre fornuftig ud, som De somme­tider har gjort, hvorved, jeg som en Fjerbold er flyvet fra Dem, og da skre­vet mangt et mørkt, bittert Digt. De veed nok Digterne ere, irritabile ge­nus, og jeg er det i mere, end i den horaziske Betydning. Tre Stykker faaer jeg da i denne vinter paa Theatret, gjøre de Lykke, saa kommer jeg jo ret i Mode, og De faaer da lidt Ære af Deres poetiske Ven.

Fredagaften den 26 August.

Tak, kjære, kjære Ven! for Deres venlige Linnier, jeg fik dem i dette Øie­blik, og i hvor lidet der stod i disse vare de mig dog Balsam i min piinte Sjæl! jeg har i disse Dage saa mange Plager, saa mange Ting der sætte mig i et daarligt Lune, at jeg gjerne suger Honning af den mindste Blomst. Min Vaudeville skal spilles om 14 Dage, og det er denne, man er færdig at jage mig ud af mit gode Skind med. De gjøre mig gale! Der har været en heel Kamp i Directionen om at døbe den om, de tør ikke kalde den »Qvaran­tainen«, det er forargelig! Moelbech er saa gnaven, saa urimelig og de An­dre – ere slet ingen Ting. – Han har ogsaa gaaet hen og omkalfatret Styk­ket, sat noget ind i, og det endog Polemik, noget imod Baggesens Sønner og Bøie, i Anledning af Baggesens Verker. Jeg har da flettet det Hele ud, jeg tænker han nu bliver vred derfor. – Idag har der staaet noget om mine Phantasier og Skizzer i Maanedskrift for Literatur, Recensenten erkjen­der mit Talent, som Digter, vil derfor ikke recensere kun udpege to Feil; den ene er hele Gramaticaen (hvori Manden kan have Ret) det andet, Dig­tet: hvad jeg elsker, hvor han mener mit Hjerte ikke kan omfatte saa mange Følelser? Det er Sludder! – Alle, vil de opdrage mig! mine Feil er det kun de udpege! – Ingen ret Opmuntring møder mig fra denne Kant! –I mine sidste Digte er Grundtonen ikke min egen, men Heines. Gid de havde Ret – ! men aldrig har jeg sjunget meer ud af Hjertet, end her. – Om 14 Dage komme mine Skyggebilleder ud, saa skal jeg atter staae Skole­-Ret! Deres Haandfuld Virak bryder jeg mig ikke om. Der ere vist tusinde Feil i denne nye Bog! orthographiske Feil – Gud bevares! jeg har selv! læst Correcturen; Bogtrykkeren har ikke rettet Alt efter denne, det skal De faae at see; o kjære, kjære Ven! jeg er slet ikke lykkelig! – jeg tager mig maaske Alt for nær; men mit hele Indre, mit Liv selv er blevet rystet for stærkt, til at det ikke skulde komme i Bevægelse siden ved ethvert nyt Stød.–Hvad jeg bør glemme, kan jeg dog ikke, jeg trænger ret til Trøst–skriv mig et venligt Brev, et ret ud af Deres Hjerte; De holder jo af mig; her hjemme er der næsten ingen jeg kan finde Trøst hos, jeg maa endogsaa skabe mig lystig, jeg kan jo ikke udvikle dem enhver Grund til min Bedrøvelse.–I Aften er det nu for seent, at sende »Phantasier etc.« til Fru Bindes­bølle69, men næste Fredag skal det skee, det er en Idee, jeg selv forlænge siden har havdt; hils hende og de Smaae ret hjertelig fra mig; Manden har jeg ikke den Ære at kjende. Men nu er her ikke Plads til mere; der var dog saa meget at sige. Lev vel!–og glæd mig med et Brev.

Deres

Andersen!

E.S. Jeg har ikke været paa Nørager! Tiden tillod det ikke. Jeg har skre­vet til Brockhaus, om han vil være Forlægger til en Tydsk-Udgave af mine: Skyggebilleder.

[I Margen:] Dr: David er blevet forlovet med Bramsens Søster.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost