Dato: 12. december 1846
Fra: H.C. Andersen   Til: William Jerdan
Sprog: dansk.

[Kiøbenhavn den 12. December 1846.]

Høistærede Herre!

Det er Smukt, ja, det er mere, det er hjerteligt og venligt af Dem at De har skrevet mig til, jeg iler med at bringe Dem min Tak, aandeligt i det mindste trykke Dem i Haanden. Allerede for henved en tre Uger siden, kom Hr. Beckwith, som har oversat Bazaren, en Morgen til mig og fortalte hvor særdeles vel ogsaa denne Bog var blevet optaget i Engeland, senere bragte han mig flere Journaler ogsaa Deres, og De veed neppe hvor forunderligt et saadant Solskin udefra opfylder mig, det ydmyger og opløfter. Jeg begriber tidt ikke selv hvorved mine Bøger, hos Fremmede, vinder saa hjertelig Modtagelse, ja jeg forstaaer ofte ikke selv hvad det er [som] ude, lade Menneskene fatte saa megen Godhed for min Person. Jeg har i mit Liv prøvet mørke Dage, men i de sidste Aar, faaer jeg tusindfold Lykke, tusindfold Glæde; jeg synes tidt, Gud er mig for god!

Man synes i Engeland og Tydskland kun at ville have Øie for det Gode der kan være i mine Skrifter; jeg føler der ved en Lyst til at arbeide og tillige en Angest for ikke at kunne levere noget Dygtigere endnu. - Bring mine Venner og Veninder i Engeland mit fulde Hjertes Hilsen! jeg har længe følt Længsel efter at see dette Land, hvis Litteratur saa forunderligt har beriget min Phantasie og fyldt mit Hjerte. Af den biographiske Skizze foran i Improvisatoren, veed De jo hvorledes jeg som lille Dreng spillede paa mit Dukketheater Schackspears Tragedier, som jeg rigtig nok da slet ikke forstod. - Ingen Digter har senere opfyldt mig mere end Walter Skott, da jeg ved min første Ankomst til Kjøbenhavn, gik fattig og forladt, tidt ikke havde til et Middagsmaaltid, gav jeg de faae Skillinger jeg havde for at faae fra et Leiebibliothek en walterskottsk Roman, og ved den glemte jeg Kulde og Hunger, jeg var riig og lykkelig. Hvor kjær har jeg ikke Bulver, hvor inderligt ønsker jeg ikke at trykke Boz's Haand, naar jeg læser hans Bøger troer jeg tidt, det har jeg selvoplevet, det kunde jeg digte! misforstaae mig ikke, og om De er en Ven af Boz og han seer disse Linier, han vil ikke betragte det som Forfængelighed, men jeg veed ikke bedre at udtrykke [mig], end [ved at sige] at hvad der ret opfylder mig, bliver som en Deel af mig selv. Som Vinden suser i hans Klokkestreng har jeg tidt den kolde vaade Efteraarsdag hørt den suse; og Faarekyllingens Pip kjender jeg godt fra den lune Krog i mine Forældres fattige Stue.

Jeg elsker Engeland for dets Digtere! jeg har tidt og længe følt Længsel efter at komme der. For et Aar siden reiste jeg, som De maaskee veed, for tredie Gang til Italien. Det var min Hensigt derfra at gaae til Spanien og da over Engeland hjem; men jeg var i den varme Sommertid i Neapel, Sommeren var usædvanlig heed, jeg følte mig angrebet deraf og da jeg i Julimaaned dog vilde foretage Reisen over Sydfrankerig til Spanien, blev jeg saa lidende saa nerveus, at jeg maatte tye til et Bad i Pyrenæerne for, i Bjergluften der, at vinde Kræfter for at vænne mod Norden; jeg gik til Schweitz blev der nogen Tid og senere til Kjøbenhavn, hvor jeg kom for en 6 Uger siden, idet jeg, mere legemlig stærk, end jeg endnu er, troede bedre at kunne senere nyde et kort Ophold i London. Jeg har den største Lyst til at komme der næste Aar, og jeg kommer vist, jeg tør jo betragte Dem, som en Ven! En Slags Forestilling om Deres Person har jeg dog; jeg har i en engelsk Journal, seet Deres Portræt; - hver Reise for mig er som et aandeligt Bad, jeg kommer styrket og forynget tilbage. Ingen Reise, intet Aar i mit Liv har været lykkeligere, mere solbelyst end dette sidste. O De veed ikke hvor elskelige man i Tydskland har været imod mig, Fyrsterne, Kunstnerne, Alle - ja, jeg har kun seet og følt det ædle Menneskelige der overalt! Som i Middelalderen, Troubadouren kom fra Hof til Hof er jeg ogsaa kommet, og milde Øine saae mig; Huus for Huus aabnede sig og jeg var i de fleste som halv hjemme. Jeg har kun Aarsag til at elske Menneskene. - I Tydskland kan jeg nu ogsaa udtale mig, desværre vil det ikke gaae saaledes naar jeg kommer til London, jeg kan ikke Engelsk! - men jeg vil begynde derpaa, og vel er jeg en daarlig Sprogmand, men jeg har et Slags Talent til at kunne med de faae Ord jeg kan i et fremmed Sprog klattre igjennem en Conversation, og De, De taler vel Tydsk?

Jeg arbeider flittig paa en ny Roman, lever et frit uafhængigt Liv, thi jeg behøver ikke meget, jeg har ogsaa i Danmark trofast Kjære, Mennesker, som med Sjæl og Hjerte holde af, min Konge er mig naadig og god og jeg elsker ham, han er oplyst og ædel! Fra Tydskland kommer mangt et glad og hæderlig Budskab og nu - fra Engeland; ja, jeg forsikkrer Dem, tidt troer jeg min Lykke er en Drøm! seer jeg tilbage over hele mit Liv til nu, da prædiker det forsvundne en Prædiken om Gud og hans Kjædighed, der er langt mere gribende, end nogen Geistlig endnu holdt den.

Bring Ainsworth min kjærlige Hilsen, jeg takker ham fordi han saa venligt erindrer vort Reiseliv, Dagene i Qvarantainen, han var en høist elskelig Engelænder og jeg er truffet paa mange af hans Landsmænd, jeg har faaet kjær; da jeg skrev »Bazaren« troede jeg rigtignok ikke at den, eller nogen af mine Skrifter skulde være. blevet oversat paa engelsk, ellers havde jeg maaskee slet ikke skrevet »Vetturinreisen«, med den utaalelige Engelænder, dog dersom De havde kjendt dette Menneske, døiet, hvad jeg døiede med ham - og som jeg ikke har fortalt - da vilde De finde, at jeg ikke har gjort det for haardt. Siden jeg ellers her omtaler Bazaren, maa jeg tillige protestere imod een Beskyldning mod mig i Deres Artikkel over samme Bog, Gud veed, De har sagt meget mere Godt end jeg fortjener, men De siger noget, som ikke er rigtig, at jeg altid er imod Jøderne! - Nei, nei! det er ikke saa; jeg har altid taget deres Parti, just fordi jeg har seet man saa ofte var uretfærdig mod dem. Jeg har ligsaa varmt et Sind for dem, som Cumberland havde, da han skrev sit udødelige Drama. - De maa give mig Ret, thi jeg har den. De kan ikke vise mig et Sted, hvor jeg har udtalt nogen Uvillie mod dette begavede, ulykkelige Folk.

Men det er blevet et langt Brev, og vist, som det første Brev til Dem, et underligt sladdrende Brev, men jeg betragter Dem alt, som en halv Bekjendt, een af Vennerne, i et Land hvor man er mig god, og hvor jeg længes efter at komme. - Glæd mig snart med nogle Ord, at De har læst og optaget alt dette, som jeg giver det, af et fuldt varmt Hjerte. Mary Howitt, beder jeg Dem ogsaa venligt hilse fra mig, ja Enhver som er mig god, min Tak min Hilsen.

med udmærket Høiagtelse, Deres hengivne

H. C. A

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost