Dato: 15. februar 1832
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d: 15de Februar 1832

Det glæder mig af Deres Velædelheds Brev, at see, at De befinder Dem vel, hvilket gudskeelov ogsaa for størstedelen er Tilfældet med den Hanckske Familie. Nervefeberen har været i mange Huse paa Vester og Nørregade, Adskillige ere døde af den; men saavidt vi vide er den endnu ikke i vor Gade. - Jeg takker Dem for de mange Nyheder Deres sidste Brev indeholdt det morer mig altid, at høre noget fra Kjøbenhavn endskjøndt jeg kjender saa lidt til det, og endnu mindre til Menneskene deri. Hvo der dog kun en eneste Gang kunne see en af disse glimrende Operaer, høre noget af denne herlige Musik; I Vinter have vi slet ingen Comedier her, og det er der da heller intet tabt ved; men forræsten maae De ikke troe gode Herr Andersen, at vi i Odense ere langt tilbage, tvertimod, vi ere i Vinter gaaet meget frem i Oplysningen have havt Tableauer, dramatiske Forsøg, og Voxcabineter. En stoer Deel af vor landlige Noblesse har i længere Tid før, og efter Kongens Fødselsdag gjestet Hovedstaden, og her har til Ære for dem været, det ene Selskab ovenpaa det andet, man har opført Ordsprog, Ordspil, Ordbram o.s.v. Jeg vilde gjerne beskrive Dem nogle af disse Herligheder; men jeg taler om Dem som den Blinde om Farverne da jeg selv ikke har deeltaget i det Mindste, og kun har moret mig ved Søstrenes, og Andres Beskrivelser derover70 . - Jeg kan ikke sige Dem med hvilken Fornøjelse jeg læste Deres Digter-Vignetter, jeg finder dem saa nydelige; men hvad der dog især tiltaler mig ret levende det er: Baggrunden til disse Vignetter71 , den er nogle Steder saa malerisk, Tonen deri saa tungsindig, det hele Digt saa henrivende smukt, at jeg (dersom det ikke er mod Anstanden), vil fortælle Dem, at jeg holder grumme meget af det; strider det derimod med den Etikette hvormed De, i Deres sidste formelle Brev har ængstet mig saadan, at jeg nær havde besluttet ikke mere at skrive Dem til, saa vil jeg tie gandske stille, og ikke med et Ord omtale min Tilbøjelighed for det. - Det er meget smukt af Dem, at De gjør mig opmærksom paa Bülwers Skrifter, naar jeg nu blodt ogsaa kunde faae fat paa dem; men det vil blive vanskeligt her, tænk, jeg har endnu ikke seet den anonyme Nytaarsgave>72 , skjøndt jeg virkelig har været nysgjerrig efter at læse den, og altsaa har gjort mig Umage for at faae den. Det har moret mig af Kjøbenhavnsposten, at see, at Gjengangeren73 ikke er saa stiv i Formerne, som han vil gjøre Andre; ja jeg har næsten været saa ondskabsfuld, at glæde mig derover; men det er ikke min Skyld, jeg har en medfødt Modbydelighed for Spøgelser, og hvorfor vil ogsaa denne baggesenske Copist nedrive fødte Digtere. - Lahdes Norne bladede jeg igaar lidt i, hvor er dog De og Heiberg kommen i det Selskab? 74 Nu hans Romance kan enda nok passe der, jeg finder Ideen til den forslidt, og Versene selv temmelig matte. Deres Varulv forekommer mig, (hvis jeg tør sige det, jo jeg tør!) lidt ubetydelig, derimod synes jeg (ikke allene fordi Frue Lessøe finder det,) og endskjøndt det lader til, at De ikke selv er af min Mening meget godt om Barnet paa Kirkegaardsgraven, der er noget rørende i dette Digt, jeg synes ret, at man maae blive den lille Engel saa god, som i sin barnlige Uskyldighed vil forskrive sig til Gud for ikke, at lade dem sulte derhjemme. - Hvad mon det er for en Jean, Jaque som ogsaa er med i Nornen? En Rousseau er han just ikke. - Her ere Flere i Byen som finde endeel af disse pseudonyme Forfatteres Arbejder saa simple, og hjertelige, hvad mig angaar, saa vil jeg ærlig tilstaae, at jeg kun finder dem hjertelig simple. - Vi have i Vinter musikalske Øvelser paa Klubben, hvorved endeel syngende Damer bleve anmodede om, at assistere, nogle af mine Søstre ere ogsaa med, jeg derimod har den Hjertesorg, at vor Huuslege aldeles har forbuden mig, at synge dersom jeg nogensinde vil vente, at komme mig, jeg gjorde det maaskee alligevel, dersom jeg ikke bestandig, blot af at synge et Par Smaaearrier blev flere Dage syg derefter, det er ret en besynderlig Følelse naar man saa tydelig mærker, at man daglig bliver svagere, Herregud jeg vilde dog saa gjerne, saa grumme gjerne, leve nogle Aar endnu! - Er det ikke ret ubarmhjertigt af Dem, at De altid kommer med Punkter og Streger, naar De vil omtale Deres nyeste Arbejde. Jeg forsikkrer Dem jeg er dobbelt saa discret, som jeg er nysgjerrig, og det vil ikke sige saa lidt. De kunde derfor gjerne skrive Titlen heelt ud, hvad skal jeg nu gjøre af det M - - Lad mig gjette engang! - Manuscript. - Malerier af - Minder fra. - Middel mod Gjengangere f. Ex. - H. C. Andersens Memoire - Morgendrømme. - Mærkværdige Biddrag til. - nej nu gi'r jeg mig tabt, og De? Ja De leer vel ovenikjøbet af mine herlige Titler! - Gid jeg ejede Prinds Charmants Tryllebelte, saa vilde jeg den Aften de første Gang opfører Bruden fra Lammermoor, være i Kjøbenhavn og i Skuespilhuset. -

De veed maaskee, eller veed vel ikke, at jeg har et lille Institut d. v. s. at jeg foruden min yngste store Søster75 endnu underviser en 6, 7 andre Børn; jeg holder nok af lidt Virksomhed, det er mig derfor en ret behagelig Beskjæftigelse. Caroline siger rigtignok, at det kun ere nogle udenad lærte Floskler som gjør mig til Gouvernante; men Børnene holde dog Alle af mig, og saa bilder jeg mig ind, at man kan være en ret god Lærerinde fordi man endnu ingen Gouvernantemine har - den vil jo vel nok komme med Tiden. - Her har De nu som De ønskede et ret langt Brev det er i Grunden alt for langt, især da jeg først havde besluttet slet ikke at skrive, indtil det faldt mig ind, at en aldrende sygelig Gouvernante som jeg jo nu er, ret godt uden Anstød mod Etiketten kan skrive til en Herre, om det ogsaa var en ung Herre; men hvad Dem angaar, saa er De jo i det sidste Aar bleven 10 Aar ældre, og maae altsaa nu være en 5 a 36 Aar, og det er dog en ret antagelig Alder. -

Jeg har idag en heel Posefuld Hilsner til Dem ryst engang! Her er fra Lise Hejde til Skyggebilledernes Forfatter. Fra mine Forældre, og Søstre, fra Bedstemor, Tante, lille Christian, og fra

Jette H.-

[Langs Randen] Deres Fornuftgivtermaal No 276 har jeg læst, det har moret mig meget. - De skriver, at De kan hilse mig fra Fru Lessøe, det gjør mig ondt, at De ikke skulde gjøre det, nu fra mig skal De hilse hende, - hvis De vil da, og hvis De troer, at hun skjøtter om min Hilsen.

Læste De det lille Digt til Digter-Vignetternes Forfatter som for noget siden stod i Bedstemoders Avis? 77 Det var af Mourier paa Hindemad. - Levvel!

Fader bringer mig i dette Øjeblik denne lille Odenseske Udsigt hvori St. Knuds Kirke og Nonnebanken spille Hovedrollerne, og spørger mig om jeg troer, at den hos Dem kan erstatte det Tab som De følte ved Savnet af Kirken paa den første Vignet? - Fader har siden Begyndelsen af forrige Sommer blodt i sine faae Frietimer tegnet 97 saadanne Stykker, og Alle efter Skizzer som han selv har taget op.

[Paa Bagsiden] Her har De et Par Afskrifter af Jomfrue Salomons Oversættelse af Deres Digte.

Abend-Dämmerung aus dem dän[i]schen des Andersen.

Der Abend ist so ruhig, der Himmel ist so rein,

Es schlafen alle Blumen, und alle Vögelein;

Sie träumen sanft, o störet nicht grausam ihre Lust

Es bauen sich ja Welten, selbst in der kleinsten Brust

Im Traume schwingt die Lerche sich freudig in die Luft

Und was die Blumen fühlen, das athmet jetzt ihr Duft.

Die ganze weite Erde, mit Welten gross und klein,

Und alle Himmels-Raume, es schliess mein Herz sie ein.

Mein Auge schwimmt in Thränen, doch schwindelt mir vor Lust

Gern druckt ich alle Wesen voll Freude an die Brust!

Seht wie die Sterne schimmern, der Abend schwindet hin.

Lasst nur die Stürme steigen und schwarz die Nacht umziehn.

Schlaf süss, und träumt ihr Blumen, traümt nur ihr Vögelein,

Im Herzen ist es ruhig, da ist der Himmel rein.

Was ich liebe!

Ich liebe dich o Meer, mit sanften Wellen

Ich liebe dich wenn wildt dich Stürme schwellen;

Ich liebe Flüsse, liebe Thal und Höhen,

Ich liebe Berge die ich nie gesehen.

Ich liebe dich o Wald mit kühlem Schatten,

Ich liebe deinen grünen Sommer-Matten.

Die stille Nacht mit ihrem Sternen-Schleier,

Der Abend-Dämmerung ruhig sanfte Feier

Das Schneegewand des Winters lieb' ich immer.

Doch hassen, o, nein hassen kann ich nimmer,

Ich hasse nur den sündigen Gedanken,

Macht er in meiner Brust die Tugend wanken

Ich hasse Grausamkeit und bose Triebe

Ein kindlich' Herz umfasse ich mit Liebe.

Ich lieb es wenn sanfte Töne schweben,

Ich liebe der Gedanken kühnes Streben.

Die Blumen liebe ich mit süssend Düften.

Ich liebe jeder Vogel in den Luften.

Treu liebe ich den Freund, aus vollem Herzen,

Ich liebe Sie - die Einzige - mit Schmerzen,

Denn sie war Braut, es flossen meine Thränen,

Doch liebe ich dies ungestillte Sehnen!

Ich liebe dich, o Grab, und deinen Frieden

Das Jenseits liebe ich, das uns beschieden!

Nej dette Brev er dog bleven uforskammet langt, her er Læsning for 2 Postdage, læg det endelig hen naar De har læst det halve.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost