Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. april 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 3die April 1832.

Hjertelig Tak, for Deres venlige, søsterlige Brev; De kan neppe troe, hvor meget det glæder mig, naar jeg faaer nogle Ord fra Dem og Deres; jeg faaer saa sjelden Breve, da jeg nu i den senere Tid er bleven noget skjødesløs i at svare, saaledes har Guldbergs endnu intet hørt fra mig, skjøndt de have skrevet alt to Gange. Det er sandeligt en Skam! Hvad Deres Tante angaaer har jeg reent opgivet hende; - men, hun faaer heller ikke noget Brev fra mig før hun skriver først. - Tak for Deres smukke "Liigkrands", - til min Fødselsdag, maaskee den har mere Betydning end De troede. Det fornøiede mig saa meget at De tænkte paa denne Dag. Den gik ellers meget lystigt, Middagen hos Wulffs og Aftenen deels i Theatret, deels hos Collins. Jeg fik mange Presenter. Saaledes glædede især Øehlenschlæger mig med sit Levnet, nydeligt indbundet, og nogle meget hjertelige, smigrende Ord foran. Voigt91 forærede mig den brillianteste Udgave af Byrons Portræt, en stort, herligt Stykke. Fru Ørsted nogle Safians Morgentøfler, Fru Lessøe en broderet Tegnebog og af forskjellige andre Rabers92 Digte, Halstørklæder, Apelsiner, Skrivertøi & &, saa jeg maatte ønske at det hver Dag var saadan en Festdag. - Nu har jeg da bestemt mig, - jeg kommer til Odense i Sommer93 ; da jeg sidste Gang var der, havde Deres gode Bedstemoder mig saa længe, at jeg siden ordentligt har skammet mig derover; alligevel havde jeg dog bestemt at mælde mig til en kort Vesit af 8 Dage, men nu fik jeg forleden et udtrykkeligt Epistel fra Guldbergs, at jeg denne Gang, nødvendigviis maatte gjæste dem - de vilde have mig, - jeg tør da engang, et følgende Aar, henvende mig til Bedstemoderen, og kommer altsaa iaar til Vennen paa Nedergade94 ; men De slipper derfor ikke for mine hyppige Vesitter, og det baade i Byen og i den grønne Skov. - Da Guldberg skal til Jylland, kommer jeg altsaa ikke, før han er vendt hjem, det vil da blive i Juli. - Min Brud fra Lammermoor, staaer og længes, det er ret ærgerligt med det "Billedet og Busten"95 , at det ikke kommer frem endnu, thi før 14 Dage efter dette kan der intet blive for Bruden. - Deres Bedstemoders Komision med "Corpus Spazes" har jeg udrettet, jeg vil idag søge efter en Skipper, saa skal hun faae dem. - Af mine Digte om Maanederne skal De faae noget med samme Leilighed; ja en heel Maaned, saagar! Her er ingen Plads. - Vil De ikke nok snarest muelig lade indlagte Billet besørge til min gamle Moder, men sikkert? Bliver De vil vred? Fra Fru Lessøe, har jeg mange, mange Hilsener. - Her har De et Brudstykke af mit Digt om October. -

- "Stille, see hvor Taagen løfter høit sig fra den vaade Vang.

Hist bag Kirken synker Solen, Straalen falder bleeg og lang.

Sit "Lev vel!" den stille hvidsker til sit Hjertes Troubadour.

Med det gule Løv, som falder, svarer hende Guds Natur.

Endnu eengang, men den sidste, Solen Afskedskysset sender,

Underligt, see hist i Byen, paa en Rude Straalen brænder.

Ogsaa der October bygger bag den nøgne, hvidgraae Muur;

Men det eier her et Hjerte, dødt det er i Guds Natur.

See, det lille lave Kammer er saa hyggeligt, saa reent,

Alt for kort er Gulveteppet, men det pynter dog saa peent.

Ambra-Træet staaer i Vinduet i det blege Aftenskjær,

Hvor en halv afbladret Rose Efteraarets Billed bær.

Rokken snurrer, der hun sidder - "Er som Himlen Øiet blaat?"

Det er kun en gammel Jomfrue! bleg er Kinden, Haaret graat.

Her hun lever eensomt stille, ved sin Rok og sine Minder.

Dagen gaaer og Dagen kommer. Saadan afmaalt Aaret svinder.

Ogsaa her var Vaar og Sommer friske Blomster, rosen Rødt,

Kj[ærlig]hed fik dette Hjerte og end er ei Hjertet dødt.

Haab og Længsel, Ungdomsdrømme er nu Veemods Melodie.

- Det er kun en gammel Jomfru, hende Verden gaaer forbi.

osv. osv.

- - - - uden om mig, selv i Haabet, Livet som October staaer.

Digterdrømme, Livets Lykke, alt jo til sit Løvfald gaaer. - -

Eventyret vel jeg mindes om den stolte Fiskerviv,

som bestandig ønsked mere og det stod ved Ønskets Bliv.

"Konge, Keiser, selv "Gud Fader", da tilsidst som ved Magie,

Atter i den dybe Leergrav sad hun - Drømmen var forbi.

Flamme Ønsker, Haab og Længsel, stige medens Hjerter slaae,

Men tilsidst den dybe Leergrav blive Alt hvad her de faae. osv.

Hvad synes Dem - Glæd mig snart med et Brev og hils dem allesammen, baade hjemme og hos Naboens. Min Doppeltgjænger har viist sig skriver De - det svarer jo til Liigkrandsen. Altsaa - jeg skal og maa da døe iaar? - O Italien! Italien! Lev vel! Venskabeligst

Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus