Dato: 15. maj 1832
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d. 15de Mai 1832.

Gode Herr Andersen! - Saavidt kom jeg, det er en ret net Tanke; men den er meget kort; men Gud veed, baade mine lange og mine gode Tanker (hvis jeg ellers har havt nogle) ere i dette Foraar ganske borte. Al min Intresse concentrerer sig om: Kakelovnen, min første Tanke om Morgenen er: Veirglasset, ja, jeg er nær ved at forlade mine Fædres Troe for, at gjøre Solen til min Afgud; i saa høj Grad forknytter den dræbende Foraarskulde mig96 . - Jeg har idag begyndt paa femten Ting; men da jeg er stærk forkjølet, og i ondt Humeur over Kulden har jeg lagt dem alle hen igjen. I dette Øjeblik faldt det mig ind, at jeg vilde skrive til Dem; Gud veed nu hvorlænge den Lyst varer, Vægelsind er virkelig en utaalelig Feil; - men hvad tænker De om mig og min lange Indledning? - Mit Brev vil jeg begynde med, at takke Dem, for den Part der tilfalder mig af det os tilsendte Exemplar af Deres Opera. Hvor gjerne havde jeg dog været med at see den; men det kan nu ikke nytte at tale om; smukkere end min Indbildningskraft har fremstillet mig det Hele efter at jeg havde læst Deres Brud f - L - har det maaskee dog ikke været, idetmindste vil jeg da bilde mig det ind97 . - Det forekommer mig, som om jeg saa ganske kan tænke mig hvad en Skuespillerinde som Md. W. 98 skal være, kan gjøre, af Lucies Rolle; først i den lange Scene med Edgar, saa i den sidste tunge Sammenkomst med ham og Moderen, hvor hendes Tavshed maae udtrykke saa meget, og endelig da Vanvidet griber hende, hun først drømmer sig saa lykkelig, derpaa føler den Uret man gjør hende, og endelig udbryder "O, Gud jeg er saa inderlig bedrøvet!" - De Stæder som iøvrigt have behaget mig meest, og som jeg tildeels har tænkt mig som de efectfuldeste, er f.E.x. Slutningsquintetten (jeg troer i anden Akt), Edgars Monolog - Duetten mellem Edgar og Lucie - Bucklaws Pengesang; - den smukke Replique hvori Rawenswood omtaler sin Bruds Elskelighed - Lady Asthons Beskrivelse over hendes Ægteherres Mod - Myses og Calebs Duet først i anden Akt - Især det sidste Vers af Baladen som begge Hexene synge - og saa hele Slutningen. Gud veed om De nu ogsaa rigtig veed hvad Stæder jeg mener, thi jeg har ikke Bogen ved mig, og, min Hukommelse! - Dog det er da nuomstunder en moderne Sygdom. Alle beklage Deres Mangel paa Hukommelse; Dømmekraften derimod taler ingen om, thi den have vi Alle. - Jeg glæder mig ret til i Sommer at høre noget af Musiken til Bruden af Lammermoor - Den første Aften den blev opført sad jeg piint til et Lhomberbord, og maatte høre Skjende for min Mangel paa Attention for Spillet. - Nu er min Haand stivfrossen af at skrive jeg troer jeg vil tage fat paa mit Strikketøj!

Den 16de

Imorges kom vores Pige hjem fra Byen og fortalte en heel lang Foraarshistorie; om Soelskin, Majgrønt, og Lærkesang, jeg løb strax ned i Haven; men det var desværre Poesi altsammen, Soelskinnet i det mindste, jeg havde aldrig troet, at vores Maren kunne være saa poetisk; men i Eftermiddag er det virkelig deiligt Veir, og jeg er saa hjerteglad derover, at jeg kunne have Lyst til at fortælle Dem doppelt saa mange Sottiser som de jeg igaar begyndte mit Brev med - Nu bliv blodt ikke bange, jeg vil have Magt over mig selv, og være fornuftig - Tak for Deres Afskrift af Maimaaned det har ret interesseret mig, at gjøre dette Foraarsbarns Bekjendtskab, jeg har ved det faaet et meget fordeelagtigt Begreb, om dets Sødskende thi det er særdeles smukt hvilket jeg fuldkommen erkjender, endskjøndt jeg er saa ubeskrivelig forkjert (som Alle de Andre kalde det) ikke at holde af Foraaret, ikke engang om det er langt bedre end dette. Grunden dertil kan jeg knap gjøre mig selv Regnskab for, mindre Andre, saa meget er vist, at det dog ikke er (som en assensk Dame forleden paa en ganske egen Maade udtalte sig) fordi der da er saadan en Riven, Sliden og Bryden i Naturen. - Efteraaret har noget overordentligt tiltrækkende for mig, jeg takker Dem derfor ret meget, for det Brudstykke som De i Deres sidste Brev sendte mig, af Deres Digt over October, jeg holder saa meget af det. De beskriver det lille hyggelige Kammer saa smukt, at jeg selv kunde ønske mig en Plads i det - eller i Leergraven! - Nej det er dog ikke mit Alvor, jeg vil ret gjerne leve nogle Aar endnu, Livet er dog i Grunden saa herligt, naar man kun skjønnede paa det. - Deres Majmaaned har vist megen poetisk Værd, og den gjorde jo ogsaa saa megen Lykke i Aftenunderholdningen hvor Jfr H - fremsagde den99 ; men jeg kan dog ikke nægte, at jeg foretrækker den gamle Jomfru, for Aarets unge Digter. - Betty Salomon har været lidt vred paa mig, fordi jeg uden hendes Samtykke send[te] Dem hendes Oversættelser, og først siden efter lod hende det vide, hun skrev mig i den Anledning et Brev til hvori hun siger "At være meget vred paa Dig tillader min Forfængelighed mig vel ikke, og det forekommer mig ogsaa som om Du i Dit sidste Brev, med megen Vished har regnet paa den. Den havde virkelig ogsaa følt sig særdeles smigret ved Herr Andersens Roes hvis ikke en ondskabsfuld Djævel havde tilvisket mig "Kan Du da ikke begribe, at Digteren har tænkt som saa: Siden den Ene af de gode Damer har gjort sig den Uleilighed at oversætte mine Digte, og den Anden endog har havt den Taalmodighed at afskrive disse Oversættelser, kan jeg jo sagtens bilde Dem ind, at det var grumme smukt, og rart altsammen." - See det tænkte Betty om Dem, men jeg forsvarede Dem, og forsikrede hende, at hvad De havde sagt om Oversættelserne vist havde været ærligt meent, da De slet ikke var galant, med mindre, De havde forandret Dem grumme meget siden De sidst var i Fyen, det troer jeg nu rigtignok er Tilfældet, ja jeg er ligesaa overbeviist derom som jeg engang tvivlede paa det; - Mit Brev er idag igjen bleven for langt; men De kan trøste Dem med, at det i saa Henseende ikke gaar Dem [langs Randen] værre end hvem jeg ellers coresponderer med, og desuden er dette det sidste Brev De (inden De besøger Odense) faar fra

Jette H. -

Hvordan lever den elskelige Fru Lessøe, hjelper Sommerens Nærhed ikke paa hendes Tungsind! vil De hilse hende ret meget fra mig! - Det er sandt, jeg havde nær glemt, at jeg er lidt vred paa Dem, fordi De i Deres sidste Brev, ret gjør mig til en Ulykkesugle, til en gammel Sybille som seer Doppeltgængere (hvad kan jeg for at den levende Tydsker lignede Dem) og uddeler Liigkrandse. I Hvidt bryde jo alle Farver sig, min Krands var altsaa broget nok; men De har vist i den senere Tid havt Deres Brud f- L- saa meget og ofte i Tankerne, at De ved at skrive til mig har forvexled mig med en af de scotske Hexe som omgive hende! - Nu det skal være Dem tilgivet.

Jeg skal hilse Dem fra mine Forældre og Søstere, og har en særdeles Hilsen til Dem fra Augusta og Caroline.

Jeg venter med det Første et ret langt Brev fra Dem.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost