Dato: 27. maj 1847
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

191.

E. Collin.

Glorup 27 Mai 1847.

Kjære, kjære Ven!

Allerede iaftes fik jeg Deres Brev med Creditivet; tusinde Tak! hvor De har været expedit! men det er De da altid! samme Post bragte mig et andet Brev, det var fra Hr. Lohmeyer, men det satte mig ud af mit gode Humeur over nogle Meddelelser han giver mig af en Skrivelse han har fra sin Broder, hvori Mary Howith og hendes Mand træde op som nogle ubehagelige Mennesker, der synes at ville slaae en Klo i mig, og endogsaa sige Ting, som ere aldeles udsande.–Broderen til Hr. Lohmeyer fortæller, at han i en Samtale med Bentley'ndash;ham De husker vi spurgte hvor meget han kunde give mig for den nye Roman'ndash;hørte at Hr og Fru Howith nylig havde været hos Bentley og sagt at de stod i Brevvexling med mig i om min nye Roman og at jeg nu snart vilde komme til London; Bentley svarede at han vidste det og havde faaet Brev fra mig om Udgivelse af mine tilkommende Skrifter i Prosa.–»they then said that if Mr: Bentley's statement were true, that Mr Andersen could not be a man of honour, and under those circumstance they should not feel themselves bound to keep faith with him'ndash;at the same time implying that they (Howitts) had given you some consideration for the works that Mrs Howith has translated!« Dette er jo aldeles Usandhed!–jeg har faaet et eneste Exemplar sendt i Foræring, det kan man jo dog ikke kalde: »consideration«. Hun har skre­vet mig til om min nye Roman og at hun vilde betale, eller lade mig faae noget af sit Honorar, det er længe siden hun skrev det, men jeg har slet ikke, som De veed, sluttet nogen Accord med hende eller Manden, jeg har høflig skrevet dem til, jeg har sendt hende et Exemplar af min trykte tydske Biographie, som hun bad mig om, men som sagt ikke aftalt om mine tilkommende Skrifter; det jeg hverken vilde eller kunde. Det hedder nu videre i Lohmeyers Brev til mig: Mr: Bentley's reply was that from the short correspondence, he had had with you, and from every other circumstance where he had occasion to know you'ndash;he M: Bentley regarded Herr Andersen as a man upon whose word he could place the greatest reliance'ndash;Mr Howith then left the room in a violent passion!

Det er jo nogle underlige Folk, og dette forspil til Engeland hover mig slet ikke. Hr. Hovitth er en Bladudgiver, han kan, naar han er, som dette antyder, volde mig Ærgelse, som ogsaa følgende i Lohmeyers Brev anty­der: »Mr: Bentley observed to my brother that it was a pity that a man of Mr: Howitts years did not respect himself'ndash;and added further that he should be very sorry if by any inadvertent remark about the translations he might cause anything disagrabl to Herr Andersen, on his vesit to England, with these people!«

Jeg har skrevet Dem det ud af Brevet med de engelske Ord, for at De ikke skal troe at jeg har lagt en anden Mening deri, end der er.–Hvad siger De herom! jeg kan ikke nægte det forunderlig afficerer mig og jeg er igjen saa uretfærdig at see med Mistro og Uvillie til en Nation, hvor Jeg gjerne kom med aabent Sind og Hjerte. En ny engelsk Oversættelse af Billedbog uden Billeder, er udkommet af Miss Meta Taylor, desværre er den efter det tydske og endnu slemmere, efter La Motte Fouques Over­sættelse, som jeg finder særdeles daarlig, selv i Sproget; den anmældedes særdeles vel i Literary Gazette og har den Compliment: »–at the opera­house we have the swedish nightingale'ndash;Mll Jenny Lind'ndash;and here we have our danish poet'ndash;ever welcome, even with his most unpretending productions etc. etc.«–

Mit Brev er blevet halv Engelsk seer De! gid jeg fra Engeland selv skrive det i et lysere Lune end i dette Øieblik. Denne Reise har imidlertid dog eet Gode, jeg lærer maaskee et Sprog mere, saaledes som jeg lærer Sprog. Her paa Glorup har jeg læst omtrent første Deel af »Night en morn­ing« og'ndash;forstaaet den, det vil sige et Par Huller blev der, men jeg veed dog mere af Sproget, end jeg selv tænkte og det fornøier mig. Hele Loh­meyers engelske Brev har jeg aldeles forstaaet.–

Hvad Lorck angaaer da maa jeg nok sende ham en Qvitering for Vexe­len, det kan jeg gjøre fra Hamborg, men jeg husker ikke hvorledes Vexelen lød, vil De skrive mig det op, eller er det nok jeg qviterer for 500 preusiske Thaler?–Baronesse Pecklin hos Prindsesse Juliane lovede mig fra Prinds Ernst et Brev til Hoffet i London. Det skulde blive leveret Deres Fader, omtrent ved denne Tid, er det kommet faaer jeg det jo strax, er det ikke, kunde man da ikke godt lade spørge derom hos Baronesse Pecklin, eller er det bedre jeg skriver.

Her sender jeg Dem nu Ahasverus til Afskrivning, men lad dette Digt endelig komme i en sikker Haand, da det er mit eneste Exemplar og bestaaer, som De seer af løse Blade; det bliver nu til Nytaar 9 Aar siden denne Digtning dykkede op i min Tanke, saa jeg her for første Gang har fulgt den horatsiske Regel, det vil sige, naar jeg betragter mit Hoved, som Skuffe; thi filed paa Ahasverus har jeg til dette Øieblik og beholdt jeg den endnu længer, filede jeg meer, idet jeg ikke er ret fornøiet endnu, men lad den nu løbe; jeg beder Dem, naar den er afskrevet at læse Af­skriften, maaskee Weis paatager sig det samme og er der noget De to finde at bemærke, eller for langt, eller om De vil et Stykke ufordøiet Verdens Historie, saa sæt en Streg der ved, to saadanne Stumper synes jeg selv at have fundet, men har dog ikke kunnet overvinde mig til at slette samme ud, men kun at indstrege samme med Blyant, de er321 i Begyndelsen af anden og af fjerde Afdeling. I »Forgrund«322 ligger i Grunden Hoved Ideen udtrykt; det bliver maaske imidlertid ikke afveien, før Digtets Udgivelse at sætte samme i en prosaisk Fortale. Jeg holder nu ikke meget af For­taler, da et Værk skal forklare sig selv. At jeg er uendelig nysgjærrig efter at høre hvad De og Deres Kone siger om Ahasverus begriber De.–Jeg, som sagt, veed ikke endnu om jeg har leveret noget betydeligt eller, et Digt som'ndash;saa meget andet. Men jeg synes Ideen er noget, den har forunderlig fyldt mig, mere end alt Andet jeg har skrevet; tidt har jeg lige­som været trykket af den, som var jeg en Atlas der holdt Himmelhvæl­vingen (poetice talt).

Paa Tirsdag morgen reiser jeg til Odense for derfra Onsdag-Formiddag at gaae med Diligense til Arøesund, her maa jeg overnatte og vente Damp­skibet der gaaer til Kiel, hvor jeg da kommer Torsdag aften, da gaaer det rask afsted, men hvorledes, faaer De først at høre fra Hamborg, jeg vil der erfare hvorledes det staaer med Rolighed i Holland, thi i Belgien, hvor jeg skulde igjennem, er jo Alt i Oprør; jeg sender Dem fra Odense, paa Tirsdag, første Deel af Romanen, som jeg til den Tid har filet igjennem; De seer at jeg saaledes særdeles vel har benyttet disse 14 Dage paa Glorup. – Fortæl mig lidt om Deres Reise, om De kom til Hanover eller ikke. Naar fløtter De og Jette ud paa Landet? Hils hende og alle Børnene, hils Deres Svigermoder og Svoger!–Af Provinds Aviser og kjøbenhavnske, seer jeg da at min nye Roman hedder Ahasverus og i Danevirke staaer at jeg skal til Engeland'ndash;hvor jeg var ifjor,–og besørge dens Udgivelse. Kloge Folk!–

Fritz Jürgensens Svigermoder Fru Dickmann i Svendborg er død i disse Dage; omtrent 3 Dage før hendes Død havde Datteren Bryllup med Jes­sen, som er Byfoged her; hele Byen var illumineret, der skulde være Fakkel­tog og Kanonerne blive skudt af. See det kan man kalde Knald! Dersom De har noget Brev at sende mig da kan De til Mandagaften levere det af i Kjøbenhavn lydende paa Odense post restante, men ikke senere, thi den Post som gaaer Tirsdag fra Kjøbenhavn kommer vel til Odense mens jeg er der Onsdag, men bliver kun en halv Time og da skal jeg med, saa at jeg neppe i den Tid kan faae udleveret Breve som Posten bringe[r] mig, altsaa efter Mandag aften, gaae Breve til mig, til Hamborg post restante. Er det tydeligt? Og nu lev vel min inderlig kjære, trofaste Ven. Deres som altid'ndash;

H. C. Andersen.

E.S.

Brevet til Lieutenant Pedersen kan De ogsaa give Hr Delbanco at be­sørge, da det er i Lorcks Anliggende; iøvrigt er det i den første Gade over Knippelsbroe, han boer, dersom Deres Bud, kommer i den Kant, De sætter nok en Oblat for.–

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost