Dato: 3. juli 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

36. Til E. Collin.

Odense den 3die Juli 1830 [c: 1832]

Kjære Ven!

I forgaars Aftes indtraf jeg i det guldbergske Huus, og griber nu Pennen, for at jeg paa den første Postdag, under mit Ophold her kan tale med Dem! Naar man er borte fra de man holder af, da føler man først hvor kjære de er os! O, jeg har tænkt saa meget paa Dem og Deres i den korte Tid jeg har været paa Landet. Ja, nu føler jeg det ret levende, vi vil og skal altid blive gode Venner, om vi ikke i Ord sige »Du« saa skal vi det dog i Hjertet; og De skal nok faae Glæde af mig! jeg føler Kraft i min Sjæl og Tillid til Gud, at jeg engang i Tiden nok skal vinde den Plads mellem de Danske, mit Hjerte drømmer om. – O, gid De ved Blodet var min Broder, som De er mig det i Hjerte og Tanke, maaskee De da mere kunde faae Leilig­hed til at see min Kjærlighed til Dem! – Der ere mange unge Mennesker (som Christian Vulff), der komme mig ret hjertelige i møde, men jeg for­langer noget mere end Godmodighed og Kjærlighed, jeg maa ogsaa have Respeet for den jeg ret skal elske og klynge mig til, jeg vil hellere have han skal staae over mig i meget, end under mig. Gid vi engang i nogle Maa­neder kunne komme til at leve ret sammen, flagre ud i den brogede Ver­den, men – nu flagrer De ikke meer, De har alt fundet Stade. Hos Inge­manns befandt jeg mig saare vel, baade han og Konen ere saare elskelige; der er det herligste Forhold imellem dem og intet sygeligt, intet sentimen­talt; skade, at vi havde saa daarligt Veir! een af de bedste Eftermiddage seilede vi til Parnasset for at drikke Thee og gjorte da en Fodtour til Digte­ren Bredal. Han fik sit Huus pusset op, saa der var meget forstyrret inde i Værelserne; Bredal selv, saae meget characteristisk ud, ganske bondeklædt, store Fisker-Støvler paa; Skjægget var ikke raget i flere Dage saa han lignede en Vildmand. Han havde Bogen til Dem istand, vilde give mig den med, men da han hørte, at jeg først tog til Odense, besluttede han at sende Dem den med en anden Leilighed. – Hos Haucks var jeg ind­viteret den sidste Aften, vi bleve meget enige i vore poetiske Anskuelser, Og jeg fandt ham meget vakker. Lotte var ganske den samme som i gamle Dage! Vi havde Marked i Sorøe, det var det mindste jeg havde været paa. Wilster kom jeg i Bekjendtskab med, ligesom alle de andre Sorøe-Hono­ratiores – Det var virkelig, nogle meget idylliske Dage jeg der nød, men det var daarligt Veir og Hundekoldt. I Slagelse laae jeg paa Postgaarden; den Werligske-Troup var der, jeg fik mange Taksigelser for den Fortjene­ste de havde faaet ved mit Stykke: »Kærlighed paa Nicolai Taarn«. Det og Elverhøi – mirabile dictu – vare de to Trækstykker. – Om Aftenen da jeg kom ind i mit Værelse, kom jeg uvilkaarlig til at synge; pludselig lød en qvindelig Stemme i Sideværelset, »Der er i Himlen en Dreng saa smuk.« – jeg blev ganske taus, det var Selskabets første Elskerinde der vilde synge en Duet med den unge Digter, jeg kom til at tænke paa Fru Meislings Forelæsninger over Qvindekjønnet og tog Nøglen af min Dør, for at ingen skulde komme ind til mig. – Over Beltet havde vi daarlig Veir, vi vare næsten alle søesyge; jeg har aldrig før været det i den Grad. – Søndag-Aften kom jeg til Odense; der er meget moersomt hos Guld­bergs; de gjør alt for at more mig, jeg kan ikke ønske det bedre, og dog føler jeg mig her i et meget daarligt Humeur, alle Barndoms Erindringer, enhver Plet virker mørk ind paa mig. Det er mig, som om jeg var død og var nu vendt tilbage igjen til et Sted hvor jeg, i en ganske anden Skikkelse havde levet og tumlet mig, jeg har en Uro paa mig, en Længsel efter Sjæl­land – jeg kan selv ikke forklare det. Alle mine Venner der, staae mig i et underligt poetisk Lys, og her i Fyen holder man dog saa meget af mig, smigrer for meget, jeg er dog et løierlig Væsen! men dette hører til for at være Digter. Paa Marts-Maaned har jeg begyndt i Sorøe; her har jeg alt Ideen til Februar. Veiret er nu blevet smukt, Solen skinner varmt, men den vil ikke skinne ind i mit Hjerte. Hils dem alle sammen paa Nyegaard. Luise har dog læst Brevet, liden Viggo fik? Siig til hende, at hun, som Tante, maa lære den unge Studiosus, at være høflig, og Høfligheden kræ­ver, at naar han faaer et Brev, og det et venskabeligt Brev, saa maa han svare. Hvad det Oeconomiske angaaer, da maa jeg bede Dem, naar De skriver mig til, altsaa sikkert næste Fredag (til den Tid kan De jo nok?) vil De da lægge 10, siger og skriver Ti-Rigsdaler ind i Brevet. Jeg har temmelig nøie beregnet, hvor meget jeg vilde give ud paa Reisen og min Flakkenom, men jeg seer at det er altfor nøiagtigt udregnet og jeg bør og maa dog have lidt mere end jeg giver ud, jeg føler mig ellers uroelig, og der kunde jo møde det Tilfælde at jeg skulde give noget ud jeg ikke før havde betænkt; hvad jeg sparer, kan jeg bringe hjem igjen, og rimeligviis bliver det, det Hele. – Deres gode Fader opfylder nok mit Ønske og De–glemmer mig ikke; saa veed jeg desuden en Termin, jeg kan vente Brev fra Dem; et langt Brev! men skriv kun paa det naar De er i Humeur dertil og fortæl mig især om dem hjemme, jeg længes virkelig efter dem alle­sammen! Glem heller ikke Tybergs og frem for Alt Deres Part af Familien. – Een Ting vil jeg ellers af Hjertet bede Dem om, naar De skriver da–ja det klinger underligt – men – vær ikke for alvorlig, eller rettere morali­seer ikke for mig, (jeg kan ikke ret finde Ordet derfor), men der har enkelte Gange i Deres Breve været Noget – noget solidt – noget om Frem­tid etc. etc., der saa meget har forstemt mig, og jeg kan ved Gud ikke taale det – ikke taale det nu; vær mig min kjære gode Eduard, som De enkelte Øieblikke er mig det! Just fordi jeg holder saa inderlig af Dem, just der­for veier jeg ethvert Deres Ord – og et skrevent Ord, kan man tidt ansee for mørkere end det er og der ligger jo mange Dage imellem, før man i et nyt Brev kan komme til Forklaring. – Nu lev vel, bedste Ven! hils Fade­ren og Moderen, hils dem alle og lad mig nu see at De, næste Fredag, sender Brev o s v til mig. Min Ad: er hos Oberst von Guldberg i Odense

Lev vel! Deres

Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin