H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Edvard Collin 11. juli 1832

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: kjærlighed

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 11. juli 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

38. Til E. Collin.

[Odense d. 11. Juli 1832]

Kjære Ven!

Deres Brev gjorte mig saa inderlig glad, jeg kan ikke holde mere af Dem end jeg alt gjør, og dog vilde jeg saa gjerne, thi jeg seer, jeg føler og veed at ogsaa De holder af mig! o kjære Eduard, mit Hjerte skal altid ligge aabent for Dem, thi saadan, kun saadan kan rigtig Venskab kun finde Sted! Jeg længes ordenlig efter Dem, efter Luise, Deres Fader og dem allesammen. Jeg har ikke følt mig ganske vel her i Odense, en forunderlig Udmattelse, en Spænding i Nerverne, jeg er træt det mindste jeg gaaer, og mit Humeur er slet ikke godt her. Alle om mig gjøre alt for at fornøie mig, de første Familier vise mig den største Opmærksomhed, men det vil ikke hjælpe. – Jeg er virkeligt ikke en Særling, der vil være misfornøiet, jeg vil saa gjerne være glad, men kan dog aldrig meer faae det lykkelige Ungdoms Lune, jeg har kjendt og eiet. Eduard, jeg bliver vist ikke meget ældre, maatte jeg dog kunde skrive noget rigtig godt før jeg døde, noget der var værd at have levet for. Mit eneste og kjæreste Ønske er at komme ud i Verden, at kunne reise – men jeg lever vist ikke saalænge, – og jeg har dog kun gjort saa grumme lidt heri Verden! Ansee ikke dette for over­spændthed, det er det ikke, men maaskee Sygelighed, og jeg er ogsaa syg. – En ny Maaned (Martz) har jeg faaet færdig, den er heldig. Det er Kam­pen mellem Aand og Form, viist i Verdenslivet, Menneskelivet, Poesien og Religionen, der vil vist blive meget at sætte ud paa, men det er neppe den værste Frugt Spurvene hakke i. – Hils Deres Jette fra mig; De er dog i Grunden et lykkeligt Menneske! De har et Hjem hos Forældre, Sød­skende der holde af Dem, herlige Udsigter i Fremtiden og fundet hvad De drømte og søgte, for mig ere alle disse tabte, jeg tør ikke engang lade Hjertet drømme. O, var jeg riig! meget riig! da kunde jeg maaskee endnu blive lykkelig. – Men lad den Fugl flyve! – Igaar var her St Knuds Mar­kede i Byen, det var engang min Barndoms Glæde, nu kjedede det mig. Foersom er her; man venter Kirkheiner der vil give en Aftenunderhold­ning, Scener af den hvide Dame, Bruden fra Lammermoor, Zampa, etc., Foersom vil synge sin Vise af: »De forliebte Haandværksfolk« »tippe tippe, Hjertet slaaer«, og Waltz vil nok declamere et Nummer. Luise Hoffmann mødte jeg forleden paa Gaden, Jomf: Bredsdorf med sin Kjæreste Møller, den gamle Præst Bresdorff og Jomf: Møller var jeg forleden sammen med i Bispegaarden de bad at hilse. (Især bad Jomf: Müller at hilse Deres Sø­ster Luise). Adskjellige sige ellers at Luise er forlovet. Er det da virkeligt sandt? Tør jeg ikke vide det? – De veed jo dog nok at Andres Hemmelig­heder kan jeg tie med, det er kun mine egne der sidde mig paa Tungen. – Fortæl mig det, dersom det er sandt. Er det med Emil? O glæd mig endnu engang med et Brev! De skriver det jo hurtigt, og det er mig det kjæreste af Alt at høre fra Dem. Saa kjærligt, saa eiegodt som sidst, venter jeg det slet ikke, man kan ikke altid saadanne vise sit Hjerte – (De misforstaaer mig dog ikke?) – dog, maaskee Kjærlighed har givet Dem denne lykke­lige Forandring, endnu mere aabnet Dem til Medfølelse; det er altsaa den kjære Jettes Skyld, og jeg takker hende hjertelig derfor. Har Deres Fader faaet Musikken og Stykket, De nok veed? Mon Weyse har taget fat paa »Kenilworth«? Hvordan gaaer det med Ravnen? – Jeg har faaet en Idee til et dramatisk Digt, som Aladdin, nemlig Agnette (Efter den be­kjendte Folke-Vise) jeg troer der kan blive noget stort deraf. Visen tyder hen paa den dybe Længsel efter et »jeg veed ei hvad«, og Utilfredsheden med hvad man har. Saaledes vil jeg behandle det i 3 Acter; i den første Act gaaer hun her paa Jorden, forstaaer ei sin Længsel og kaster sig derfor i Havmandens Arme, for at finde i Hav-Dybet hvad hun drømmer om. I anden Act skildres hendes Liv der. Havmanden lader en heel Trylleverden stige for at holde hende der, men hverken den, eller hendes spæde Børn kan holde hende fast, Hjertet stræber og higer, hun gaaer igjen at besøge Oververdenen. I tredie Act er hun der, og finder sig endnu mere forladt, alle hendes Venner og bekjendte ere døde kun Moderen lever, gammel og graae staaer hun for hende, kjender hende ikke, Alt er foran­dret og dog har hun Afsky for at vende tilbage; Havmanden kalder, – tilsidst døer hun i Fortvivlelse og de spæde Smaae græde paa Bølgerne. Jeg føler der kan blive noget godt, noget stort der af, dersom jeg kun lever! – maatte jeg dog faae mine Maaneder færdige og sendte ud i Verden, før jeg selv gik ud! – Siig mig, om det er nu afgjort at Deres Søster tager med Jomf: Petsholdt til Hamborg for at møde Broderen, eller om hun tager til Gotlieb? Jeg kunde ret unde hende begge Dele; det lader sig vel ogsaa gjøre! – Hils dem nu allesammen hjemme, lige fra den Største, og ned til lille Viggo, der skylder mig Brev. Glem ikke Familien i Tvergaden! Det er jo ellers hæsligt med Studenter-Spectaklerne,! har der været nogen med vi kjende? – Her var i Torsdags et stort Skole-Bal i Skoven. Jeg blev indbuden af de unge Candidati der skal op til October, men da jeg ikke dandser blev jeg derfra. Efter deres Bøn skrev jeg dem en Sang, der ret vandt Bifald. [Brev] (De skal ellers ikke være nysgjærrig efter den, da den ikke havde stort at betyde). Det er sørgeligt hvor den snavs Mathias Winther har virket ind72 paa det hele guldbergske Huus, Guldberg er endnu dybt og smertelig forstemt. – Af Avisen saae jeg at der var kommet en Bog ud, som det lod var den mod Deres Fader, er dette Tilfældet? Nu har da ogsaa ret den litheraire Pøbel deres Juli-Dage.–Lev nu vel kjære Collin, altid som nu, oprigtige, sande Venner!

Deres

Andersen.

Skriv mig endelig til! en 14 Dage bliver jeg da sikkert her endnu, men skriv alligevel noget før. Siig mig Deres Broders Adresse.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter